af Willy Wegner

  1. Indledning. De ældste kilder om Vinland.
  2. Vinlandstogterne.
  3. Hvor lå Markland, Vinland osv? Ældre arkæologiske fund.
  4. Nyere arkæologiske fund.
  5. Kronologisk oversigt. Anvendt litteratur og links.

Vinlandstogterne som beskrevet i Grønlandssagaen og Erik den Rødes saga.


Fra Grønlandssagaen


Bortset fra Bjarni Herjolfssons rejse, hvor han tilfældigt opdagede ukendte kyststrækninger, beskriver denne saga udelukkende togter foretaget af familiemedlemmer af Erik den Røde (se i øvrigt familiediagrammet herunder).

Bjarni Herjolfssons opdagelse

Bjarni var søn af Herjolf Bårdsson og boede på Island. På et tidspunkt, hvor Bjarni var på handelsfærd til Norge, rejste Herjolf til Grønland sammen med Erik Thorvaldsson, dvs. Erik den Røde. Det var i året 982.

I 996 vil Bjarni rejse til Grønland for at finde sin far og overvintre. Han stævner ud med fuld last, men sejler i løbet af tre dage ind i tåge; desuden sætter det ind med nordenvind. Der gik flere dage, før det atter var muligt at orientere sig efter Solen og stjernerne.

De fik land i sigte, men det passede ikke med de beskrivelser, som Bjarni havde fået af Grønland. Her så de lave, skovklædte kyster. De sejlede videre uden at gå i land, og efter to dage med sydvestenvind så de atter land. Igen lave kyster med skov. De fortsætter, og i løbet af tre dage når de et land med bjerge og gletschere, men det passer stadig ikke med Grønlands bjergrige kyststrækninger. Endelig, efter yderligere fire dage til søs, når de frem til Grønland og Herjolfsnæs i Østbygden (7:39-41;13:15-18).

Leif Eriksson udforsker det nye land

I Bráttahlid talte man meget om at tage på opdagelse, efter at man havde hørt om Bjarni Herjolfssons iagttagelser. Leif Eriksson, søn af Erik Thorvaldsson (Erik den Røde), besluttede sig og planlagde at finde det nye land.

I 1002 købte han Bjarnis skib og stak til søs med en besætning på 35 mand.

Det første sted, de så land, passede godt med det, Bjarni sidst havde set: et stenlandskab med gletschere. Det øde land kaldte de Helluland.

De sejlede videre og nåede et land med flade, skovklædte kyster og hvide sandstrande; dette land kaldte de Markland.

Efter to døgn med nordvestlig vind sejlede de ind gennem et sund beliggende mellem en ø og et næs, der ragede frem fra landet mod nord. Efter at være fortsat vestover gik de så i land og bestemte sig for at overvintre dér.

De byggede et stort hus og gav sig til at undersøge det omkringliggende land. En dag kom en mand tilbage og fortalte, at han havde fundet vintræer og druer.

Om landet blev det fortalt, at der var rigeligt med laks i floden. Vinterfrost mærkede de intet til, og forskellen – tidsmæssigt set – var ikke nær så stor som på Grønland.

Da de skulle tilbage til Grønland, havde de lastet skibet med vindruer og tømmer. På tilbageturen reddede de nogle skibbrudne, og efter den tid fik Leif tilnavnet “den Lykkelige”.

De nåede i god behold hjem til Bráttahlid ved Eriksfjord (7:41-46;4:62-63;3:37-38)

Thorvald Erikssons vinlandsfærd

En af Leif brødre, Thorvald, fik også lyst til at tage til Vinland. Han lånte Leifs skib og sejlede med 30 mand ud i året 1003.

De nåede frem til Leifshuse, hvor de lagde skibet op og tog ophold for vinteren. Næste forår sejlede de ud for at udforske landet.

De fandt hvide sandstrande og skovklædte kyster. På et sted gik de så hårdt på grund, at skibskølen knækkede. De rejste den brudte køl på næsset lige ved og kaldte det Kølnæs.

Senere sejlede de op i en fjord og landede på et skovklædt næs, hvor Thorvald ville bygge sig en gård. Imidlertid kom de i kamp med nogle skrællinger (nordboernes betegnelse for eskimoerne), og Thorvald blev ramt af en pil. De andre begravede ham – efter hans ønske – på næsset, hvor han ville have bosat sig – Korsnæs.

De øvrige tog til Leifshuse, hvor de endnu en gang overvintrede for så året efter at sejle hjem til Grønland-med de dårlige nyheder (7:45-47),

Thorstein Erikssons mislykkede færd

En tredje søn af Erik den Røde var kristen. Han besluttede at sejle ud i 1006 for at hente sin broder Thorvalds lig hjem til indviet jord.

Skibet, han sejlede i var det, der efterhånden havde været i Vinland tre gange før. Med på færden havde han sin kone Gudrid og 25 mand.

Det lykkedes dem ikke at nå Vinland eller noget andet land i øvrigt. Hele sommeren var de på havet uden at vide, hvor de befandt sig. Inden vinteren for alvor satte ind, nåede de dog tilbage til Grønland. De fik landkending ved Vesterbygden og overvintrede i Lýsufjord. I løbet af vinteren udbrød der farsot, og blandt de døde var Thorstein. Sommeren efter blev de andre og Thorsteins kone, Gudrid, sejlet hjem til Østerbygden (7:47-48;4:64-65).

Thorfinn Karlsefnis vinlandsfærd

I løbet af sommeren 1007 ankom Thorfinn Karlsefni til Bráttahlid. Han var handelsmand fra Island og meget rig. Thorfinn overvintrede hos Leif Eriksson og blev gift med enken efter Thorstein, Gudrid Thorbjørnsdatter.

Thorfinns skib må have været betydeligt større end det, brødrene Eriksson havde brugt til deres togter. Da han besluttede, at han ville rejse til Vinland, tog han nemlig ikke alene sin kone og fem andre kvinder med, men også 60 mand og mange husdyr. Forberedelserne tydede på, at Thorfinn tog af sted med landnam for øje.

Uden særlige beskrivelser af selve sejladsen nåede de frem til Leifshuse. Her satte de dyrene i land og tog ellers for sig af det, landet bød på.

Det næste års sommer kom de i kontakt med skrællinger, som de handlede med. De indfødte var dog mest interesseret i våben, og grundet uenighed herom kom det til kamp mellem nybyggerne og de indfødte. Skrællingerne blev slået på flugt.

Efter endnu en vinter besluttede Thorfinn at tage tilbage til Grønland med sin kone og sønnen, Snorre, der var født under opholdet i Vinland. Han nåede i god behold frem til Bráttahlid med fuld skibslast (7:48-53;4:65-67;3:39-41).

Freydis Eriksdatters vinlandsfærd

Erik den Rødes frilledatter, Freydis, var gift med Thorvard og boede ved Gardar i Østbygden.

I 1009 ankom der to brødre, islændinge, fra Norge: Helge og Finboge. De ville overvintre i Grønland. Freydis hørte om deres ankomst og opsøgte dem for at overtale dem til et vinlandstogt. De lod sig overtale.

De tog af sted i 1010 med to skibe, og hvert skib medførte – foruden kvinderne – 30 mand. Freydis havde dog taget yderligere fem mænd med.

Da de nåede frem til Leifshuse, blev brødrene nødt til at bygge deres eget hus et stykke fra Leifshuse, som Freydis hævdede sin eneret til.

I løbet af den første vinter opstod der uenighed mellem de to lejre. Freydis opildnede Thorvard og hans mænd til at dræbe de to brødre. Dette skete, og også alle de andre mænd blev dræbt. Selv dræbte Freydis kvinderne.

Freydis og Thorvard overtog da brødrenes større skib og lastede det til det yderste. De sejlede mod Bráttahlid og nåede frem, før Thorfinn Karlsefni forlod Grønland. Han overtog lasten og sejlede østover med den rige last (7:48-53;4:65-67;3:39-41).


Fra Erik den Rødes saga


Som det fremgår af tidligere oversigt, indeholder denne saga kun beskrivelser af tre vinlandstogter, nemlig Eriks sønner, Leif og Thorsteins togter foruden Thorfinn Karlsefnis.

Leif Eriksson opdager nyt land

Erik den Rødes ældste søn, Leif, havde opholdt sig et års tid ved Olaf Tryggvasons hof i Norge. Da han ville rejse tilbage til Bráttahlid, blev han af kongen pålagt at kristne bygderne på Grønland.

En storm slog dem imidlertid ud af kurs, og på den made nåede de frem til et ukendt land, hvor de fandt selvsået korn, vintræer og træer, der var gode for tømmer.

På den videre vej til Grønland reddede de nogle skibbrudne fra et vrag og tog dem med til Bráttahlid.

Thorstein Erikssons mislykkede togt

En anden af Erik den Rødes sønner lod sig friste af Leifs beretning om det nye land. Med en besætning på 20 mand sejlede han ud med Thorbjørns skib. Men de nåede aldrig frem til målet, for de blev slået ud af kurs af storm og drev længe rundt på havet. De så Islands kyster og en fugl fra Irland og nåede ved vinterens begyndelse tilbage til Eriksfjord og Bráttahlid i ringe forfatning.

Thorfinn Karlsefnis togt

I Bráttahlid lagde man om vinteren planer for at opsøge Vinland, og Thorfinn og Snorre ville af sted og gjorde et skib klar. Bjarne og Torhall ville også med. De havde selv skib og mandskab. De to skibes mandskab udgjorde i alt 160 mand. Med på togtet var desuden Freydis og Thorvard samt Thorvald Eriksson.

Efter at have sejlet fra Bjarnø i to døgn for nordenvind fik man land i sigte. Landet blev døbt Helluland, fordi det var præget af mange store, flade sten (heller).

Efter yderligere to døgn nåede de et land med skov og mange dyr En ø, hvor de fik ram på en bjørn, kaldte de Bjørnø.

Det tredje land – efter yderligere to døgns sejlads – var præget af lange strande med sand. På et næs fandt de kølen af et skib; derfor blev næsset kaldt Kølnæs. Stranden kaldte de Furdustrand.

De sejlede langs kysten og nåede en mere uregelmæssig kystlinje med mange bugter, hvor de sejlede ind. To løbere blev sat i land for i tre dage at undersøge landet syd for landingspladsen.

Da de vendte tilbage, havde den ene en klase vindruer med, og den anden hvede. Man fandt, at det tegnede godt, og sejlede videre sydover. På et tidspunkt nåede man en ø, hvor der var stærk strøm. Den blev kaldt Strømø. Derfra styrede man ind i en fjord – Strømfjord, hvor der var rigeligt med græs.

Den første vinter forløb ikke helt godt. De havde ikke fået samlet forråd, og jagten og fiskeriet gik dårligt.

Da det blev forår, blev de enige om at skilles. Torhall ville prøve at sejle nord om Furdustrand, mens Karlsefni ville tage sydpå langs kysten.

På sin tur sydover nåede Thorfinn Karlsefni frem til et sted, hvor en flod fra landet løb ud i en sø og derfra videre ud i havet. De store sandbanker ved mundingen gjorde, at de først kunne sejle ind ved højvande. Stedet, hvor de landede, kaldte de Hóp.

I Hóp var der masser af fisk og dyr samt hvede og vin. Her gav vinteren ingen sne. De mødte nogle indfødte, der ankom i skindbåde. Det var små grimme mænd med uredt hår, store øjne og brede kinder. Thorfinns folk handlede med dem og fik skind for klæde. Handelen fik en brat afslutning, da Thorfinns tyr skræmte dem bort.

Tre uger efter dukkede indfødte atter op, men denne gang for at slås. Det kom til skudveksling, og de indfødte brugte en slags slynge.

Karlsefni og hans folk turde da ikke længere blive ved Hóp, men søgte nordover til Strømfjord. Herfra søgte de så efter Torhall. Under denne eftersøgning blev Thorvald Eriksson ramt af et pileskud og døde.

Den vinter var de i Strømfjord. Men vinteren bød på uvenskab mellem mændene på grund af kvinderne. Under opholdet ved Strømfjord fik Karlsefni en søn, Snorre – måske den første indfødte vinlænding.

Da det blev forår, vendte man tilbage til Grønland og tog ophold hos Erik den Røde (7:54-64).

Senere besejling, af Nordamerikas østkyst

Fra det træfattige Grønland hentede man i de følgende år tømmer i Markland. Men tydeligvis var der ingen større lyst til at bosætte sig derovre. Årsagerne til dette kan – ifølge Gad – være, at det mindskede nybyggerpres fra øst ikke gjorde det nødvendigt. Måske var man heller ikke interesseret i at tage kampen op med skrællingerne.

Sammenligning af de to sagaer

De tre beretninger, hvor en sammenligning bedst kan foretages er 1) Leif Erikssons togt, 2) Thorstein Erikssons mislykkede togt og 3) Thorfinn Karlsefnis vinlandstogt.

I “Grønlandssagaen” beskrives Leifs togt som en planlagt opdagelsesrejse på grundlag af Bjarni Herjolfssons beretning om ukendte kyster. Sit skib køber Leif af Bjarni. Selve turens forløb harmonerer også ganske godt med Bjarnis iagttagelser, som Leif oplever i omvendt rækkefølge.

I “Erik den Rødes saga” opdager Leif Vinland ved et tilfælde, idet han af storm bliver slået ud af kurs. Han kommer godt nok i land, men kun for at tage nogle prøver med hjem af landets goder. I “Grønlandssagaen” bosætter Leif sig i Vinland og bygger de såkaldte Leifshuse.

Thorstein Erikssons mislykkede togt falder i forbindelse med “Grønlandssagaen” ind i den naturlige sammenhæng, at han skal hente sin broder Thorvalds lig hjem. Da de atter nåede Grønland, var det i Lýsufjord ved Vestbygden. I “Erik den Rødes saga” omtales Thorvald slet ikke. Motivationen for togtet var, at Thorstein lod sig friste af Leifs beretning om Vinland. I denne saga når de tilbage til Grønland i Eriksfjord ved Østbygden.

I “Grønlandssagaen” er Thorfinn Karlsefnis færd ikke særlig dramatisk skildret. Han tager af sted med sin kone, Gudrid, 60 mand og husdyr i et skib. De slår sig ned i Leifshuse, som de har fået lov til at låne. Kampe med indfødte gør, at de søger tilbage til Grønland. I “Erik den Rødes saga” sker der langt mere. Her er det to skibe med 160 personer, der sejler mod Vinland. Med på dette togt er Thorvald Eriksson, Freydis Eriksdatter og Thorvard. På denne tur navngives Helluland, Markland og Vinland m.m. I “Grønlandssagaen” sker denne navngivning på Leifs togt. I modsætning til “Grønlandssagaen”, hvor Thorvald dør af et pileskud på sit eget togt, sker det i “Erik den Rødes saga” på togtet med Karlsefni.

Ved umiddelbar læsning af de to sagaer er det “Grønlandssagaen”. der har det mest naturlige forløb, ligesom der er en “rød tråd” mellem de forskellige togter til Vinland.

At man har arbejdet mest med “Erik den Rødes saga”, skyldes nok den rigdom på geografiske beskrivelser, for som Finnur Jónsson skriver:

»…[“Grønlandssagaen”] i Flatøbogen er af en sådan art, at det ville være ganske håbløst efter og ved hjælp af den at ville søge de fundne lande og steder. Helt anderledes er dette efter sagaen om Erik. Hvis der overhovedet eksisterer noget svarende til dennes detaljerede skildringer, skulle det, måtte man tro, være at finde.« (9:221)

Helt så negativ som Finnur Jónsson behøver man ikke at være. Jørgen Meldgaard har følgende positive ting at sige:

»Anbringes nu Leif som udforsker af Vinland, og ikke som opdager, er det muligt at uddrage af de 2 sagaer mange og væsentlige træk, der ikke er selvmodsigende, men ofte belyser og supplerer hinanden.« (10:374)

Nogle af de væsentlige træk, man kan uddrage, er de geografiske beskrivelser af steder som Helluland, Markland, Vinland, Strømfjord, Kølnæs, Hóp osv.

I det følgende vil det også fremgå, hvorledes den norske forsker Helge Ingstad har benyttet sig af begge sagaer med godt resultat til følge.

Originaludgave: Vikingerne i Vinland / af Willy Wegner. – København : Skandinavisk Fort Organisation i kommission hos Sphinx Forlagsboghandel, 1979. – ISBN 87-85199-61-3.
Revideret: januar 1999