af Willy Wegner

  • Del 1. Indledning. Optakt til tv-udsendelse. Uri Geller i dansk fjernsyn. Reaktionerne. Den knækkede gaffel undersøges.
  • Del 2. Geller-effekten huserer. Billed-Bladets eksperiment. Debatten om Uri Geller. Sceneshow i København. Uri Geller på prøve i Aalborg.
  • Del 3. Bøgerne om Uri Geller. Uri Geller i større sammenhæng. Geller spøger stadig. Er Uri Gellers rolle udspillet?. Anvendt litteratur.

Geller-effekten huserer
Fra hele landet strømmede det ind med beretninger om personer, der åbenbart var smittet af gelleritis. Adskillige kunne fortælle, at de nu også kunne bøje husets bestik. En lille solstrålehistorie midt i al denne vandalisme var beretningen om den 8-årige Berit. Ifølge Aalborg Stiftstidende den 1. februar kunne hun rette gafler ud ved tankekraft!

At aviserne beskæftigede sig så meget med det mystiske og overnaturlige evner bragte også andre på banen. Aalborg Stiftstidende fik således besøg af to gentlemen fra et firma ved navn Mind Dynamics. På bladets redaktion skulle de demonstrere deres overnaturlige evner ved at “se” hvad en tilstedeværende anonym person fejlede. Vedkommende var blevet opereret i venstre knæ.

Erik Pedersen fra Mind Dynamics gik i trance:

– Det er under navlen?

– Ja (50 procents chance for at ramme rigtigt).

– Er det en operation af venstre æggestok? (Havde han mon også stillet det spørgsmål, hvis han ikke havde kunnet se der var tale om en kvinde?)

– Nej!

– Det kan jeg ikke forstå. Skulle det mon være højre?

– Nej!

– Blindtarmen, så, lød det med forklarelsens lys.

– Ja, men det er ikke det (Herregud, halvdelen af Danmarks befolkning er opereret for blindtarmsbetændelse).

– Hun var lige ved at få bughindebetændelse.

– Hun fik det faktisk. Men det drejer sig om noget helt andet.(Han havde gode chancer for at ramme rigtigt. Det sker meget ofte under blindtarmsoperationer).

Erik Pedersen meddelte “nedefra” [i trancen], at den pågældende meget ofte havde ondt i højre side, og demonstrerede hvor.

– Galt skudt.

– Hun har noget med tarmene, måske tarmslyng?

– Det er jeg ganske sikker på, hun ikke har.

– Det kan vel ikke være noget med blodtilførslen til milten?

– Afgjort ikke! (Hvordan pokker det mon i det hele taget føles?)

Således fortsatte seancen uden særlig overbevisning, og journalist Hanne Snoer måtte konstatere, at det nordjyske svar på Uri Geller ikke havde haft heldet med sig.

Man må så håbe d’herrer senere har fået lidt mere styr på de psykiske evner. I 1984 tilbød Mind Dynamics i annoncer weekend-kurser til 850 kroner, hvad jeg ellers vil betragte som en tvivlsom investering.

Billed-Bladets eksperiment
Det, der for alvor satte gang i mange mini-gellere, var et eksperiment som Billed Bladet gennemførte den 3. februar 1974. I bladet fortælles det, hvorledes den enkelte læser kan deltage:

“Kort før klokken 13 på søndag sætter De Dem ved et bord. De lægger Billed Bladet foran Dem på bordet og anbringer en ske, en gaffel, en nøgle eller et defekt ur på Billed Bladet. Lad Deres hånd hvile på genstanden. De skal tage ganske let, ikke hårdt eller krampagtigt. Luk for radioen, hvis den spiller [det er jo tid for giro 413!], for der skal være ro i stuen. Og begynd så at koncentrere Dem. Luk øjnene og tænk intenst på Uri Geller. Præcis klokken 13 vil Uri Geller også begynde at tænke på Dem.”

Mens Geller angiveligt sad i London og tænkte intenst på Billed Bladets læsere, havde bladet oprettet telefonvagt i København, Odense, Kolding, Århus og Aalborg. Læserne var blevet opfordret til straks at ringe, hvis der skete noget.

Tilbage til Billed Bladets recept:

“Der kan godt gå et par minutter, inden der sker noget. Det kan også være, at der overhovedet intet sker. Vi er stadig lidt skeptiske med hensyn til Uri Gellers overnaturlige evner, og det er der også mange af vore læsere der er [og så er bladet i alle tilfælde dækket ind]. På den anden side er det et interessant eksperiment, og Geller har før bevist og vist overfor bl.a. Billed Blads-medarbejdere, at han virkelig er i stand til at gøre tilsyneladende uforklarlige ting.

Og hvis det går som Uri Geller tror, vil der i hundreder af danske hjem ske besynderlige ting i minutterne efter klokken 13 på søndag.”

Sandelig! Succesen var hjemme. I næste nummer af Billed Bladet kunne man konstatere, at der var indtelefoneret over tusind historier om mystiske hændelser: defekte ure var begyndt at tikke påny, gafler havde bøjet sig, en regnemaskine havde repareret sig selv, briller var krøllet sammen på næsetippen og meget, meget mere. Desuden var der, med store fotos, næsten to sider om en 76-årig kvinde med slidgigt i knæet. Hun kunne nu to års døje gå normalt. Et foto af en dyb knæbøjning dokumenterer Uri Gellers mirakuløse evner!

Uri Geller var selv meget tilfreds med eksperimentets resultat og udtalte beskedent:

“Jeg er ikke nogen ny Jesus!”

Midt i al fanatismen og hysteriet var der heldigvis også plads til lidt befriende humor. Skuespilleren Dirch Passer havde i længere tid haft et stift knæ efter et uheld. Han havde derfor anbragt sit ben på Billed Bladet, men måtte erkende, at Geller ikke havde kunnet bøje det. Men lidt efter lidt skulle Uri Gellers tanker vel nok kunne hjælpe, mente Dirch Passer.

En musiker fra Kolding havde altid ønsket sig at spille klarinet i stedet for tuba. Han havde fortrøstningsfuldt placeret sin tuba på BilledBladet i hele tre kvarter. Musikeren ønskede intenst at tubaen skulle forvandle sig til en klarinet. Det kunne Geller ikke klare, så musikeren må stadig slæbe rundt på sin tuba.

Debatten om Uri Geller
Debatten for og imod Uri Geller fortsatte, og aviserne fulgte sagen op med interviews med udenlandske eksperter, referater af Gellers optræden andetsteds i verden og en higen og søgen i hans fortid. Der verserede rygter om en arabisk terrorgruppe – Sorte September, der truede med at myrde Uri Geller.

I det østlige Danmark havde man igen den 16. februar lejlighed til at se Uri Geller, denne gang i svensk fjernsyn. Atter skete der ting og sager. 7000 henvendelser blev det til, heraf en god del danske. Der var beretninger om bøjede tandbørster, radioer der begyndte at spille af sig selv, smalfilmsapparater der gik i stå og sågar en bøjet skærebrænder. Desuden dukkede der en helt ny effekt op: en dansk smed fortalte, at han nu kunne arbejde hurtigere end før!

Endelig påstod en svensk kvinde, at hun nu overvejede at sagsøge Uri Geller. Siden fjensynsudsendelsen havde hendes spiral været virkningsløs. Nu var hun og hendes forlovede nervøse. Den Geller, den Geller!

At den svenske fjernsynsudsendelse var optaget en måned tidligere og var blevet udsendt på video, spillede ingen rolle for miraklerne.

Der var mange som så muligheder i at hente en fortjeneste i hus på Geller-hysteriet, og den første der scorede kassen var Billed Bladet. Deres nummer med før omtalte eksperiment gav et rekordsalg af et forøget oplag på 456.000 eksemplarer.

Plakatfirmaet Minerva lod fremstille en idolplakat med Uri Geller og lovede, at hvis den solgte godt, kunne der ventes flere forskellige. Johnny Reimar gjorde sig tanker om at indspille en grammofonplade med Uri Geller. Han regnede med, at det var muligt at fastholde Gellers psykiske kræfter i vinylrillerne, og at disse kunne aktiveres hver gang, man spillede pladen. Hvorfor ikke? Svensk tv havde jo klaret det med en videooptagelse!

En naturlæge fik den geniale ide, at han ville prøve at “indtænke” Gellers kræfter i noget vand. Gennem et helseapparat ville han så forstærke kræfterne og sælge den på små flasker.

Imidlertid fremstillede Minerva kun den ene plakat. Der blev ikke indspillet en Geller-plade [men Uri Geller tog selv ideen op senere] og der blev ikke solgt mirakelvand. Men forlaget Samleren fyrede op under kedlerne og lod en bog om Uri Geller fremstille i noget nær eksprestempo.

Forlaget havde henvendt sig til Leo Leslie og forelagt ham ideen. Leslie sagde ja, og var kun tre døgn om at producere sit manuskript. I løbet af kun to uger lå der 10.000 eksemplarer af bogen Uri Geller, fup eller fakta? klar til salg. Udgivelsen var så godt tilrettelagt, at den faldt sammen med Gellers ankomst til København i slutningen af marts 1974. Koncertbureauet International Concert Organisation ved direktør Arne Worsøe havde nemlig hyret Uri Geller til en tourne i Skandinavien.

Worsøe blev interviewet i Aktuelt den 13. marts hvor han fortalte, at der havde været forhandlet i flere uger med Geller:

“Men det trak ikke ud på grund af pengespørgsmål. Det drejede sig blot om, hvornår han var ledig eller havde lyst. Geller kunne nemt have presset situationen og forlangt større honorar. Men jeg tror, han er idealist. For ham gælder det at nå ud til folk med sine evner”,

udtalte Arne Worsøe.

Hvor meget Geller skulle have for sin idealisme ville Worsøe ikke afsløre, men sagde blot, at Geller skulle have et bestemt beløb samt sine omkostninger dækket, mens han var i Skandinavien. Inden da vidste læsere af Jyllands Posten, at Uri Gellers faste beløb var på cirka 32.000 kroner for hver sceneoptræden. Dertil omkostningerne dækket. I sandhed en idealist!

Sceneshow i København
Den 24. marts 1974 optrådte Uri Geller i Falkoner Centeret på Frederiksberg i København. Der var omkring 1200 tilskuere, og naturligvis var der delte meninger om Gellers optræden. John Njor fra Politiken anmeldte begivenheden således:

“Det hele begyndte med at Berlingske Tidendes videnskabelige medarbejder, Bent Henius, som er dybt engageret i Gellers danske tourne, udførte sin særlige streakingsopvisning ved videnskabeligt set at smide bukserne og erklære Geller sin uforbeholdne tro på, at der ikke er tale om hverken bluff eller taskenspilleri under nogen form.”

Gellers show bestod derefter i at finde ud af, hvad folk skrev eller tegnede på en tavle, mens han sad bag en lille skærm, han selv holdt. Denne del af hans optræden gik helt fint, og Geller havde rige muligheder for at kigge forbi skærmen, hvad et pressefoto i Aktuelt klart dokumenterede.

Næste punkt på programmet var at sætte ure i gang, og Geller spurgte publikum, om der var nogen som havde ure med, der ikke virkede. Njor beretter, at folk væltede over hinanden for at aflevere ure ved scenekanten: “Et ur blev valgt ud, og Geller begyndte at snakke med det: “Gå, gå”, befalede han på engelsk, og ved Gud om det ikke endte med, at schweizeruret efter adskillige befalinger begyndte at forstå det nye sprog og indhente det forsømte. Stor jubel så endnu flere ure vågnede op”, noterer John Njor.

Videre til gaffelbøjningen. Det gik ikke så godt på scenen, men da Geller spurgte, om nogle nøgler måske havde bøjet sig i publikums lommer, kom der flere bekræftende råb fra salen. Man aner ironien, når John Njor slutter sin reportage fra showet med ordene: Miraklernes tid er ikke forbi!

Ind imellem de forskellige tricks Uri Geller udførte på scenen, fortalte han om sine kræfter og de videnskabelige undersøgelser, han havde deltaget i.

Avisernes overskrifter var meget forskellige, og referaterne fra Geller-showet tog udgangspunkt i forskellige emner. Nogle eksempler:

Berlingske Tidende: “Geller underholdt 2000, så salen glemte at hoste”.

Ekstra Bladet: “Religiøst hysteri om Uri Geller”.

Aktuelt: “Han vil skænke en million til videnskaben”.

B.T.: “Syge og handicappede tog skuffede bort, Uri Geller kunne ikke helbrede dem”.

Politiken: “Nøglerne knak”.

I Berlingske Tidende bakkede man loyalt sin videnskabelige medarbejder op ved fra ringside at påstå, at Uri Geller holdt publikum tryllebundet. Ekstra Bladets overskrift henviste til Gellers historier om kontakt med ikke-jordiske kræfter, sjælevandringer og det faktum, at mange mennesker prøvede at komme til at røre ved Uri Geller.

Aktuelt fokuserede på de økonomiske aspekter med udgangspunkt i Uri Gellers løfte om, at hvis han blev millionær på sine shows, ville han skænke en klat penge til forskning i telepati.

B.T. havde koncentreret sig om det, at Geller ikke helbredte de blandt publikum der var syge eller handicappede. De overså helt, at Geller netop havde givet udtryk for, at sådanne evner havde han ikke. Så disse forventninger kunne stort set skrives på avisens egen regning. Måske var de affødt af Billed Bladets eksperiment, hvor en ældre dame påstod at være blevet helbredt for sin slidgigt.

Uri Geller fortsatte sin tourne til Aalborg og Århus med stort set samme resultat. Som helhed, med henvisning til Arne Worsøes stort opsatte tourneprogram, så blev det ikke nogen guldgrube for arrangøren. I Danmark måtte man aflyse showet i Odense, og i Sverige blev hele ni forestillinger aflyst på grund af for ringe billetsalg. Uri Geller var ved at blive en kold fidus.

Uri Geller på prøve i Aalborg
I forbindelse med Uri Gellers optræden i Aalborg havde Aalborg Stiftstidende ladet fremstille to støbte overskrifter: “Aalborg bøjer sig”.

En forudgående undersøgelse havde vist, at der skulle et tryk på omkring 25 kilo til at bøje satsen og 30 kilo til at knække den. Den sats Geller skulle forsøge sig på blev lagt i en forseglet kasse.

Uri Geller havde lovet, at forsøge sig på satsen mens han optrådte, hvis han følte sig oplagt til det. Ellers skulle han nok prøve bagefter under mere fredelige omstændigheder. Det blev bagefter, og Geller sørgede selv for at det ikke gik fredeligt for sig.

Pligtskyldig havde Geller forsøgt sig i ti minutter på scenen, men uden resultat. Da han skulle gentage forsøget efter showet undskyldte han sig. En halv snes personer skulle have overværet det, men han påstod, at han var faldet og havde trykket – eller måske endda brækket – et ribben, så han kunne umuligt gøre det. Ingen havde set ham falde hverken på eller bag scenen, og ondskabsfuldt kunne man måske spørge, om bruddet var kommet ad overnaturlig vej? Der skulle åbenbart lægges fysisk styrke bag de psykiske mirakler?

De skuffede bladfolk lagde atter den støbte overskrift tilbage i kassen og kørte hjem. Men Stiftstidendes fotograf havde imidlertid den anden og identiske sats i lommen. Den skulle have været anvendt til kontrolforsøg bagefter, hvis Geller havde klaret den første. Nu ville fotografen gerne have et billede af Uri Geller med den støbte overskrift.

Pludselig kom inspirationen over Uri Geller, og i referatet i Aalborg Stiftstidende skrives der: “Han løb rundt [og havde åbenbart glemt alt om sin kvæstede tilstand] efter et rum, hvor han dels kunne være i fred, dels have metalgenstande i nærheden af sig. Inden han fandt et passende sted, var blylinjen flere gange udenfor vidners øjesyn – ganske vist kun kort tid, men alligevel nok til, at den ikke var under kontrol.”

Med fotografen som eneste vidne knækkede Uri Geller langt om længe blysatsen. Stiftstidendes fotograf skal efter sigende have svoret på, at det gik helt overnaturligt til, da det endelig skete. Men som eksperiment betragtet var det helt værdiløst, og ingen lod sig imponere.

Kilde: Mirakelmanden Uri Geller (1990)

Bibliografi: Mirakelmanden Uri Geller i Danmark

© 1997-2004 by Willy Wegner | post@para-nyt.dk