efter Carl Willmanns "Moderne Wunder" Kjøbenhavn 1887

De moderne Medier lade sig ofte indespærre i en Sæk eller en Kasse, for at Tilskuerne skulle tro, at ikke de, men Aanderne udføre de Experimenter, som finde Sted udenfor det Mediet anviste Rum. Idet vi gaa over til at give nogle Forklaringer af den Slags spiritistiske Kunststykker, ville vi først omtale den saakaldte Aandesæk. Den bestaaer af en simpel Sæk, forfærdiget af Lærred, i hvis øverste, 10 cm. brede Søm er indtrukket et smalt Lærredsbaand, hvis Ender ere trukne ud foran paa Sømmen.

Paa den bageste Side findes en 5 cm, bred Aabning, gjennem hvilken man seer Baandet. Dette har Mediet iforveien trukket saa langt ud, at det danner en Slynge, saa vid, at han bekvemt kan passere igjennem den. Foran Sømmen forsynes denne Slynge med en let opløselig Sløife, og det Hele bliver lagt fladt sammen og skudt ind i Sømmen; men paa Snorens enkelte Side bliver den syet fast, for at Sløifen kan beholde sin Plads ved Siden af Aabningen, saa at Intet kan sees udvendigt.

Paa den Side, hvor Baandets to Ender rage frem, er der paa Midten af Sækken anbragt to smaa, Aabninger. Mediet lader Sækken undersøge og lader derpaa begge sine Haandledde, hvert for sig, binde med smalle Lærredsstrimler, hvis Knuder blive tilsyede og forseglede; han lader de løse Ender hænge ned og begiver sig ned i Sækken, som han lader fastbinde om Halsen, hvorefter Snoren og Knuden blive forseglede paa et Kortblad. Imidlertid har han havt Tid til at hente en Lærredsstrimmel frem, som han har skjult paa Brystet. De to Ender stikker han igjennem de to midterste Aabninger paa Sækken for ligeledes at lade dem (istedetfor de ved hans Haandledde hængende) sammenbinde og forsegle udenpaa Sækken. Mediet synes nu godt forvaret. Bragt ind i det mørke Kammer trækker han Slyngen frem igjennem Aabningen i Sømmen, idet han løser Sløifen op, og stiger ud af Sækken, som han nu kan aabne tilstrækkeligt. Efterat have udført adskillige Experimenter stiger han atter ind i Sækken, lægger Sømmen tilrette om Halsen, idet han strammer Slyngen nedefter, og kan nu lade Tilskuerne undersøge Knuderne og Seglene.

Til Slutning skjærer han med en skjult Kniv de nedhængende Ender bort fra Seglene ved Haandleddene og gjemmer dem, men lader først Alt prøve endnu en Gang og lader derpaa de to Ender, som ere forseglede paa Midten af Sækken, afskære indenfor Knuderne, idet han selvfølgeligt strammer dem ved at holde fast paa Midten af det skjulte Baand. Endelig lader han Baandet ved Halsen overskjære indenfor Knuden, trækker det til sig, skjuler det og træder ud af Sækken, ved hvilken Ingen kan bemærke nogen Hemmelighed.

I den nyeste Tid bruges ogsaa en anden Methode ved Aandesækken. Den fremviste Sæk er da noget længere, saa at den kali bindes over Mediets Hoved; den har ingen Løbegang foroven og slet ingen hemmelige Indretninger, Fiffet bestaaer i, at Mediet har en glat sammenlagt Sæk skjult under sin Klædning. Naar Sækken er tilstrækkeligt undersøgt, stiger han ned i den og trækker derved den skjulte Sæk frem. Naar nu Medhjælperen skal til at samle Sækken over Hovedet paa Mediet, stikkes Overkanten af den skjulte Sæk op, som gribes af Medhjælperen. Ved derpaa at pusle med Sækken trækker da Medhjælperen efterhaanden den indvendige Sæk et tilstrækkeligt Stykke op og skjuler imidlertid den udvendige Sæks øverste Rand ved at bedække den med den venstre Haand. Han tager derpaa et Lommetørklæde, som rækkes ham, uden at han behøver at slippe Sækken, og ombinder dette paa det Sted, hvor han holder sin venstre Haand. Tilskuerne ville saaledes intet Mistænkeligt bemærke. Han tager derpaa en tyk Snor, og idet han omfatter Sækken ved Lommetørklædet, lader han den ombinde fast ovenover Haanden og Snoren knytte og forsegle.

Efter at Mediet ved Bistand af Hjælperen er anbragt i det mørke Kammer, trækker han den yderste Sæk hurtigt ned, lægger den tæt sammen og skjuler den paa sit Legeme. Inden en Minuts Forløb kan han da komme frem fra Portieren, holdende i Haanden den tomme Sæk, paa hvilken hverken Syningen, Knuden eller Seglet er beskadiget.

Andre Medier lade sig binde fast til en lille Bænk, hvorpaa de tage Plads, idet der ved hver Ende af Bænken er fastgjort en massiv Ring, hvortil Haandleddene blive fastbundne med tykke Snore, eller der findes anbragt Jernbøiler, som anbringes om Haandleddene og derpaa aflaases. For at gjøre den ene eller begge Hænder fri behøve de da kun at trykke med Langfingeren paa et dem bekjendt Sted under Sædet, hvorved, formedelst en skjult Mekanisme, et Brædt løsner sig saa meget, at Bøilen eller Ringen kan tages ud og efter endte Experimenter atter indbringes. Men Uindviede kunne ikke opdage Noget uden at sønderslaa Bænken.

Aandekisten, som er omtrent to Metre lang, bliver henstillet paa en Forhøining, som hviler paa fire Fødder, saa at man kan se ind under den. Kisten har et Laag, som paa Længdesiden er forsynet med Hængsler og kun bestaaer af en enkelt Plade. Bunden er bevægelig og staaer i Forbindelse med en Trævæg, som findes bag Kistens Forside. For at denne Væg ikke skal bemærkes, er den, ligesom Forsiden, kun halv saa tyk som Kassens andre Sider, saa at Forsiden og den skjulte Væg tilsammen have samme Tykkelse som enhver af de andre. Forsiden er ved den øverste Kant rigtignok ligesaa tyk som de andre, men nogle Centimetre dybere er Siden udhøvlet saa meget, at den indre Væg kan lægge sig ind og løbe lige med Overkanten. Adskillelsen mellem begge Vægge bliver derfor ikke synlig paa Overkanten, men kun indvendig, hvor den ikke let bemærkes, da Kisten er sortmalet. For at Forsiden ikke skal dele sig, naar Kisten løftes iveiret, bliver der indstukket to Stifter, som trænge ind i de kortere Vægge. Den til den bevægelige Bund i Vinkel stillede og til denne fastgjorte indre Væg dreier sig tilligemed Bunden om to Stifter, som ere fastgjorte forneden i Kistens Sidevægge og gaa ind i Vinkelen af Bunden og Sidevæggene.

Naar Mediet bliver lagt i Kisten, saa trækker Medhjælperen først ubemærket de to Stifter ud, som fastholde Indervæggen, tillukker derpaa Laaget og beder Tilskuerne lægge nøie Mærke til Kisten og Forhøiningen, for at Mediet ikke skal smutte bort. En Banken giver Tegnet til, at Aanderne ville vise, at Underværket har fundet Sted. Medhjælperen oplukker derpaa Laaget og vælter Kisten om paa Siden, saa at Tilskuerne kunne se ind i den, naar han holder Laaget iveiret og sætter et Lys ind i Kisten. Denne viser sig virkelig at være tom; Mediet er bortført af Aanderne. For at fuldstændiggjøre Skuffelsen bliver det indvendige Rum maalt og viser sig at have den oprindelige Størrelse.

Idet Kisten lægges ned forover, bliver den egentlige Bund, som tilligemed den skjulte Inderside bevæger sig paa Stifterne, staaende paa Forhøiningen; men nu dannes Bunden paa den væltede Kiste af den indre Forside, bagved hvilken Mediet roligt bliver liggende, fordi man, iagttagende Kisten fra Forsiden, ikke kan se ham.

Selvfølgeligt maa Kistens Bund være saa meget mindre Ved For- og Bagsiden, som den indre Forside er mindre end den ydre.

Derefter bliver Kisten igjen reist op, Stifterne hemmeligt skudte ind i Forsiden, og nu tillades det Tilskuerne at omringe Kisten fra alle Sider. Thi nu er der ingen Fare, Mediet er allerede i Kisten, og saasnart der bliver banket, giver Medhjælperen Selskabet Tilladelse til at aabne den. Mediet sees igjen i Kisten, liggende i dyb Søvn.

Da de Tilstedeværende ikke maatte være i Nærheden af Kisten, naar denne blev forevist tom, indrettede man for at kunne tilstede det en anden Slags Kiste, nemlig den saakaldte Tryllekuffert, der var forarbeidet som en stor Reisekuffert, overtrukken med graat Lærred og beslaaet med Jernlister og Messingsøm. Man bandt Mediets Hænder og stak Strikkerne igjennem to Huller paa Kuffertens smalle Side, for at Tilskuerne kunde holde dem. Saa snart han var indespærret, blev Kufferten tillukket og aflaaset af fremmed Haand og bragt ind i det mørke -Kabinet, men Enden af Strikkerne ledet hen til Tilskuerne, som da holdt fast paa dem. Ofte blev Kufferten tillige ombunden med Touge. Nu begyndte Mediet først at befri sig fra Baandene paa, den foran angivne Maade, og naar dette var skeet, trykkede han paa to bestemte Punkter paa Kuffertens ene smalle Side, hvorved denne løsnede sig paa Grund af en skjult Mekanisme, der ikke var til at se, fordi den skjultes af Kuffertens Overtræk, og steg derpaa ud.

Efter at have tilendebragt sine Experimenter, som Mediet altsaa udførte udenfor Kufferten, steg han atter ind i denne, bragte Baandene i Orden og tillukkede Sidestykket. Var Signalet givet, kunde Kuffert og Medium undersøges, uden at der fandtes Spor afnoget Mistænkeligt.

Det Davenportske Trylleskab, som engang vakte saa stor Opsigt, stod ligesom Aandekisten paa, fire høie Fødder, saa. at Tilskuerne kunde se ind underdet. Det med stærke Strikker bundne Medium tog Plads i Skabet paa en Stol. Efterat Døren var tillukket, trak man de lange Ender af Strikkerne ud igjennem det midt i Døren værende Hul og gav dem i Haanden paa, en Tilskuer. Imidlertid havde Mediet allerede befriet sig fra Strikken, slynget den om et Stoleben og frigjort Skabets om Midten dreielige Bagvæg. Stolen stod saa langt fremme, at Halvdelen af Bagvæggen bekvemt kunde føres forbi den. Bagvæggen havde paa begge Sider forneden en tyk Liste, paa hvilken Mediet stillede sig paa, Hælene med Ryggen mod Væggen. Han greb derpaa med venstre Haand op paa Overdelen af Skabet og dreiede sig omkring tilligemed Bagvæggen. Saaledes svævede han udenfor Skabet, medens dets Dobbeltdøre vare aabnede, for at vise, at Mediet var forsvundet.

Men saa snart Dørene bleve tillukkede, begyndte Allarmen i Skabet; Mediet havde igjen drejet sig derind og begyndte sine Løier med forskjellige Instrumenter og lignende Sager. Denne Forsvinden og Tilsynekomst blev flere Gange gjentagen, indtil man til Slutning fandt Mediet siddende paa sin tidligere Plads, fast bundet med Strikkerne og i dyb Søvn.

Det nye Trylleskab havde en kvadratisk Grundflade og var saa høit, at et Menneske kunde staa opreist deri. I Midten var der en rund Søile, og paa denne var der anbragt en massiv Metalring. Til Ringen blev Mediet bundet. Derpaa lukkede man de to paa Skabets Forside værende Døre, en Glasdør og en Trædør. Selskabet satte sig rundt omkring Skabet, og strax derefter begyndte Larmen i det Indre. Paa et givet Tegn blev Trædøren aabnet, og Tilskuerne, som saae igjennern Glasdøren, saae Skabet tomt med Undtagelse af Instrumenterne og Slyngen, som laa paa Gulvet. Mediet var ved Aandernes Hjælp befriet, og havde begivet sig usynlig bort gjennem Skabets Vægge.

Men i Virkeligheden befandt Mediet sig endnu i Skabet, paa en snild Maade skjult for Tilskuerne. Skabet var indvendigt beklædt med sort eller ogsaa med rødt og graat stribet Stof, saa at man ikke kunde skjælne de Furer, hvor Speilvæggene vare indlagte i Sidevæggene. Mediet traadte ganske simpelt hen bag Søilen, løste ved et Tryk en lille Fjeder ved begge Sider, og trak derpaa Speilvæggene (som paa Ydersiderne vare beklædte med samme Stof som det øvrige Indre, men paa den anden Side vare Speilglas) hen foran sig, saaledes at de stødte sammen med Søilen.

Tilskuerne saae altsaa imod de to Speilflader, som de dog ikke kunne skjelne, deels paa Grund af Glasdøren, og deels fordi de stribede Sidevægge gjengaves i Speilene, saa at Skabets indre Rum saae ligesaa firkantet ud som tidligere. Naar nu Mediet igjen skulde lade sig tilsyne, traadte han frem af sit Skjul, skjød Sidevæggene tilbage mod Siderne, gjorde dem fast til Fjederen og bandt sig til Søilen. Herpaa fulgte Mediets virkelige Befrielse, og Tilskuerne fik Tilladelse til atter at undersøge Skabet, saarneget de vilde.

Den her benyttede Indretning med Speile er i den senere Tid bleven bekjendt under Navn af Fatimaspeilet og sees undertiden anvendt i Boutiksvinduer hos Juvelerere og Uhrmagere.

Det fremgaaer af de her forklarede Apparater, at de saakaldte Medier undertiden udtænke ret sindrige Konstruktioner, men som rigtignok hellere maatte anvendes i prisværdigere Øiemed.

Originaludgave: Moderne Mirakler / efter Carl Willmanns "Moderne Wunder". – Kjøbenhavn : Wulffs Boghandel, 1887