af Jens Laigaard

Pyramidens formål
Ægyptologerne er enige om, at den store pyramide er bygget som gravsted for kong Kheops. De ser den som højdepunktet i en udvikling, der begyndte i fordynastisk tid, hvor ægypterne plejede at lægge deres døde i en grube i ørkensandet og dække graven med en dynge sten. Den jævne ægypter blev aldrig begravet på andre måder, men kongerne og adelen fik med tiden lyst til noget mere solidt. Hos dem udviklede den simple stendynge sig til mastabaen, en rektangulær bygning af soltørrede mursten med et underjordisk gravkammer, og videre over trinpyramiden, som var flere mastabaer lagt oven på hinanden, til den egentlige pyramide med glatte sider, der kendes fra begyndelsen af det fjerde dynasti.

Pyramidemystikerne er enige om at mene noget andet. Der vides intet sikkert om den store pyramides formål, hævder de, bortset fra at gravteorien med bestemthed kan afskrives som forkert.

»Hvem kan være enfoldig nok til at tro, at pyramiden ikke skulle være andet end gravsted for en konge?«

spørger Erich von Däniken.

»Det er indlysende, at den vældige bygning ikke er opført af en barbarisk race med det. formål at fungere som opbevaringssted for mumier,«

fastslår Patrick Flanagan.

»Hvis det drejer sig om at have en praktisk, bekvem og konventionel teori, er den tanke, at den ikke er andet end en storstilet grav, utvivlsomt den bedste, man kan finde; den støttes af alle fremragende mænd inden for ægyptologien, arkæologien og oldtidens historie, så bøj endelig hovedet i ærbødighed for de ortodokse autoriteter,«

lyder det fra Paul Brunton.

Ægyptologernes enfoldige og bekvemme teori tilbagevises i varierende tonefald fra forfatter til forfatter, men stort set med den samme håndfuld argumenter. Den gennemgående indvending lyder, at der ikke findes noget bevis for, at pyramiden nogen sinde har fungeret som gravkammer. Man har aldrig fundet mumie eller gravgods i pyramiden. Kisten i det såkaldte kongekammer står tom.

Denne tunge, rektangulære sarkofag udført i rød granit kan ellers nok kaldes et håndgribeligt tegn på, at pyramiden har været tænkt som gravsted. Men ifølge overleveringen var sarkofagen tom, da den arabiske kalif al Mamun i 820 som den første i historisk tid trængte ind i pyramiden. Mamun kunne ikke finde pyramidens hovedindgang, og hans folk huggede en 30 m lang tunnel tværs gennem murværket, inden de fik kontakt med det oprindelige gangsystem. Senere måtte de bore endnu en kort tunnel uden om tre store granitblokke, som udfyldte den opadgående korridor. Dette besvær med at komme forbi spærreblokkene betragter pyramidemystikerne som bevis for, at Mamun virkelig var den første, der nåede frem til kongekammeret efter pyramidens forsegling, og at sarkofagen følgelig altid har stået tom. For at tro det må man dog se bort fra en væsentlig kendsgerning, nemlig den skakt, som forbinder den opadgående korridor med den nedadgående. Denne skakt fungerede som nødudgang for de arbejdere, der bragte spærreblokkene på plads, men den har lige så vel kunnet benyttes af senere uindbudte gæster, som var på vej til kongekammeret. Professionelle gravrøvere, som var i stand til at lokalisere pyramidens hovedindgang og lukke den så omhyggeligt efter sig, at Mamun siden hen måtte opgive at finde den, ville næppe have svært ved at finde indgangen til denne skakt. Og så lå vejen til gravkammeret åben.

Billedet af den skuffede Mamun ved den tomme stenkiste er på ingen måde enestående. Der er fundet mange sarkofager i de ægyptiske pyramider, men ingen af dem i intakt stand. Da Giovanni Belzoni i 1818 trængte ind i Khefrens pyramide, fandt han en smukt poleret granitsarkofag nedfældet i gravkammerets gulv, men låget var brudt i stykker og sarkofagen tom. I 1837 fandt Howard Vyse i Mykerinos’ pyramide en basaltsarkofag, låget af en trækiste samt nogle menneskeknogler. Sarkofagen gik desværre til bunds i Middelhavet med det skib, der skulle føre den til England, men de øvrige genstande klarede turen til British Museum. Kulstof-14 prøver har vist, at trælåget stammer fra tiden omkring 500 f Kr., og at knoglerne er af endnu nyere dato. Der er en interessant detalje ved trælåget. Det bærer en indskrift med Mykerinos’ navn, skønt det er lavet to tusind år efter hans død. Dette gør det klart, at pyramiden på et tidligt tidspunkt er blevet raseret af gravrøvere, hvorefter nogle mere samvittighedsfulde efterkommere har søgt at udbedre skaderne, bl.a. ved at forsyne liget med en ny inderkiste. Menneskeknoglerne, som er fra omkring vor tidsregnings begyndelse, viser, at et nyt hold samvittighedsløse efterkommere på denne tid har fundet det passende at foretage en lille begravelse i pyramiden. Der har kort sagt været en livlig trafik i bygningen, længe før arkæologerne kom til.

Det menes, at de fleste store pyramider blev åbnet og plyndret kun nogle få hundrede år efter deres opførelse, i den kaotiske tid mellem det Gamle Riges sammenbrud og oprettelsen af det Mellemste Rige. I denne Første Mellemperiode, som den kaldes, svækkedes den centrale statsmagt; den ene hjælpeløse farao afløste hurtigt den anden, mens lokale herskere svang sig op; udenrigshandelen gik i stå, agerbruget lå hen, kanalerne groede til, misvækst fulgtes af hungersnød og siden af åben borgerkrig. Faraos soldater terroriserede befolkningen i stedet for at opretholde lov og orden. Ingen kunne vide sig sikker for røvere. Efter at de levende medlemmer af overklassen var frataget deres rigdomme, kom turen til de afdøde. Alle gravsteder for adelige, velhavere og højere embedsmænd blev systematisk gennemgået, og heller ikke kongefamiliens grave gik fri. Pyramiderne var det mest oplagte mål for gravrøvere, man kunne tænke sig, de var svære at overse, og enhver ægypter vidste, at kongerne var stedt til hvile omgivet af store skatte i guld og ædelsten. Nogle vidste tilsyneladende også, hvor der skulle ledes efter de hemmelige indgange og gravkamre, for en del grave ser ud til at være tømt uden større besvær eller magtanvendelse. Et eksempel er mastaba. nr. 17 ved Meidum, hvor røverne har boret sig den kortest mulige vej ind til gravkammeret, selv om dette aldrig har haft nogen indgang. Graven er blevet fuldstændig forseglet lige efter bisættelsen og skjult under den vældige struktur af soltørrede sten, men da Petrie og Wainwright efter lang tids søgen fandt frem til gravkammeret, var det ikke desto mindre tømt for værdigenstande, og de jordiske rester af indehaveren lå smidt på gulvet ved siden af den åbne sarkofag.

Flere litterære tekster omtaler vanhelligelsen af pyramidegrave i Første Mellemperiode.

»Kongen er blevet bestjålet af de fattige. Se, han, som blev begravet som en falk, hviler nu på en båre, og pyramidens gemme er nu tomt,«

hedder det i »Ipuwers formaninger«. En anden tekst, »Harpespillerens sang«, beretter:

»Guderne, der har levet før, og nu hviler i deres pyramider, og også de adelige, som er begravet i deres pyramider, deres boliger eksisterer ikke mere! Se, hvad man har gjort med dem! Murene er sønderbrudt, og deres huse eksisterer ikke mere, som havde de aldrig været til!«

Sådanne vidnesbyrd understreger det sandsynlige i, at Kheopspyramiden ligesom de andre pyramider er en kongegrav, der er blevet hjemsøgt af gravrøvere i oldtiden. Men det rækker ikke til at overbevise pyramidemystikerne. Hvorfor, spørger de, mangler denne pyramide de sædvanlige inskriptioner om den gravsatte konges herlighed? Bortset fra stenbrudsarbejdernes røde okkermærker i aflastningsrummene er bygningen fuldstændig blottet for hieroglyffer, den eneste udsmykning er den rene linieføring i rummene selv. Specielt den glatte sarkofag i kongekammeret synes at udgøre et problem for mystikerne.

»På alle andre sarkofager,«

skriver Paul Brunton,

»er der en eller anden inskription eller et billede, der viser, hvad den skulle bruges til; hvorfor så ikke også på denne, hvis den var bestemt for en af Ægyptens berømteste konger?«

Man må nødvendigvis korrigere Brunton. Han har haft al opmærksomhed rettet mod den store pyramide og sfinksen, men hvis han under sit besøg havde besværet sig et par hundrede skridt over til Khefrens pyramide, ville han i dennes gravkammer have set endnu en blankpoleret sarkofag uden indskrifter af nogen art. Mykerinos’ basaltsarkofag blev tegnet, inden oberst Vyse sendte den ud på den skæbnesvangre sejlads til England; dens yderside var paneleret i et søjlelignende mønster og bar ikke den mindste hieroglyf. Hvad indre udsmykning angår, passer Kheopspyramiden fint ind på sin plads i udviklingen af den ægyptiske kongegrav. Ingen af den store pyramides forgængere har inskriptioner på væggene, og det samme gælder pyramiderne for Kheops’ umiddelbare efterfølgere. Først i pyramiden for kong Unas, den sidste hersker i femte dynasti, finder man indvendige hieroglyfindskrifter. Her er der til gengæld mange af dem. De er udhugget i kalkstenen i lodrette kolonner, som fuldstændig dækker forhallens og gravkammerets vægge, og de udgør det ældste kendte eksempel på de rituelle tekster og besværgelser, som under ét kaldes pyramideteksterne.

Men der er flere indvendinger. Klaus Aarsleff skriver:

»En anden detalje, der gør teorien om et gravsted lidt spinkel, er to luftkanaler, der fører fra kongens kammer og helt ud til pyramidens yderside. Sådanne luftkanaler har en mumie vel næppe haft brug for.«

Dette argument fremføres af flere forfattere, ofte med en undertone af humor.

»Mumier trænger ikke til frisk luft,«

skriver Brunton.

Disse små rektangulære kanaler udgør ironisk nok et af de stærkeste beviser for, at pyramiden er bygget som gravsted. Man har traditionelt kaldt dem luftkanaler, men hvis hensigten var at ventilere kongekammeret, ville det have været betydelig lettere for pyramidebyggerne at føre dem vandret ud gennem et enkelt stenskifte. Edwards var på sporet af deres virkelige betydning, da han formodede, at de var bestemt »til ukendte religiøse formål«. Den endelige opklaring fremkom dog så sent som i 1964 gennem et samarbejde mellem ægyptologen Alexander Badawy og astronomen Virginia Trimble. De to kanaler i den store pyramide symboliserer faraos opstigning mod betydningsfulde himmelregioner.

Ifølge pyramideteksterne foretog den afdøde konge to himmelrejser. Han steg op til de cirkumpolare stjerner, der ansås for udødelige, fordi de aldrig stod op eller gik ned. Blandt dem indtog farao sin himmeltrone og blev selv udødelig. Som et resultat af denne forestilling vil man se, at de fleste pyramider og mastabaer er anlagt med indgangskorridoren skrånende opad mod nord. Men farao rejste også op til stjernebilledet Orion, der for ægypterne var »guden som skridter hen over himlen«, Osiris, evighedens herre. Denne konstellation symboliserede sjælens genfødsel og var desuden betydningsfuld, fordi de tre stjerner i Orions bælte hørte til de såkaldte dekaner, de stjerner, hvis opgang eller kulmination ægypterne benyttede til at opdele natten i timer.

Den nordlige kanal i Kheopspyramiden har en stigningsvinkel på 31°. Ved pyramidens opførelse omkring midten af det 3. årtusind f.Kr. har den peget direkte mod stjernen Thuban, som på den tid var polarstjerne. Den sydlige kanal, som stiger med en vinkel på 44½°, har i samme tidsrum peget mod Orions bælte.

Selv om de lange skakter i Kheopspyramiden er et enestående arkitektonisk træk, modsvares de af et utal af mindre huller og sprækker i ægyptiske grave, som det var meningen den afdødes sjæl skulle passere ud igennem. Ægyptologi og astronomi har således i forening påvist, at de formodede luftkanaler i virkeligheden er udgange, gennem hvilke den gravsatte Kheops’ skulle stige op til sit nye rige blandt stjernerne.

En engelsk fysiker, Kurt Mendelssohn, har fremsat den interessante teori, at pyramiderne ud over at fungere som kongegrave også opfyldte et politisk formål. Deres opførelse var et projekt, som berørte og forandrede hele samfundet. Folk fra landsbyer i vidt forskellige egne mødtes her om en fælles arbejdsopgave, der opstod følelser af samhørighed, en national bevidsthed groede frem. De store masser af arbejdere nødvendiggjorde et administrativt hierarki, som igen krævede central styring. Alle sider af byggeriet bidrog til udviklingen af den centraliserede stat, som fremstod i løbet af det tredie og fjerde dynasti. Samtidig udgjorde byggeriet en glimrende sysselsætning for den store del af befolkningen, som hvert år stod uden arbejde i de tre-fire måneder, oversvømmelsestiden varede. Mendelssohn ser kort sagt pyramidebyggeriet som et vældigt beskæftigelsesprojekt, der skulle knytte Ægypten sammen og befæste kongens absolutte magt. For at opfylde dette politiske formål måtte der konstant være en stor arbejdsstyrke beskæftiget, og Mendelssohn mener derfor, at byggeriet har formet sig som en sammenhængende proces, hvor der var flere pyramider under opførelse ad gangen. Visse forhold synes at bekræfte denne formodning. Pyramiden ved Meidum styrtede delvis sammen, da den var næsten færdigbygget, fordi dens sider var for stejle. Hvis den sydlige pyramide ved Dahshur også var under opførelse, da denne ulykke indtraf, har vi her en rationel forklaring på, hvorfor arkitekterne har ændret dens sidehældning fra 54° til 43°, da de var halvvejs oppe. I så fald skyldes det mærkelige udseende hos knækpyramiden, som den nu kaldes, at den indhøstede arbejdserfaring straks er blevet omsat i praksis. Det siger sig selv, at kæmpeprojekter som opførelsen af Kheops’ og Khefrens pyramider har forudsat en velorganisereret stat; det nye ved Mendelssohns tanker er, at han vender sagen på hovedet og ser pyramidebyggeriet som et middel til frembringelse af staten.

Ikke alle ægyptologer er enige med Mendelssohn. Man har især stillet sig skeptisk over for den tanke, at de fem største pyramider skulle være opført inden for et enkelt århundrede. Mendelssohns teori tager sig dog såre konservativ og velfunderet ud ved siden af de andre hypoteser om Kheopspyramidens formål, som ægyptologerne gennem tiden har haft at ærgre sig over. Den mest udbredte af disse teorier er uden sammenligning den, som hævder, at pyramiden er et budskab i sten. Det er også en af de ældste, men den har bevaret sin tiltrækning helt op til vor tid.

Teorien så første gang dagens lys i 1859, da en engelsk forlægger og redaktør ved navn John Taylor udgav sin bog »The Great Pyramid: Why was it built? And who built it?« Taylor besøgte aldrig selv pyramiden, men på grundlag af de opmålinger, Vyse havde foretaget tyve år tidligere, mente han at kunne fastslå, at der var nedlagt en betydningsfuld viden i bygningens proportioner. Pyramidens højde ganget med 270.000 gav jordens omkreds. Pyramidens omkreds ved grundlinien divideret med den dobbelte højde gav tallet pi, den vigtige konstant, som betegner forholdet mellem en cirkels diameter og omkreds. Sidehøjden divideret med halvdelen af sidelængden gav et andet irrationalt tal, phi, det såkaldte gyldne snit.

John Taylor var dybt religiøs, og efter hans mening kunne disse universelle sandheder umuligt være nedfældet i pyramidens arkitektur af de primitive, hedenske ægyptere. I stedet foreslog han, at bygningen var rejst af Noa under ledelse af Herren selv. Han mente også, at den måleenhed, som var anvendt ved opførelsen af den store pyramide, var den »hellige alen«, der også var benyttet ved udmålingen af Noas ark, Abrahams tabernakel og Salomos tempel. Denne bibelske alen var en tyvemilliontedel af længden af jordens polakse, ca. 25 engelske tommer.

Taylor konkluderede, at pyramiden var bygget dels som en symbolsk fremstilling af jordens dimensioner, dels som et symbol på den sande kirke med Kristus som øverste hjørnesten.

Som man kunne forvente, vandt Taylors spekulationer ikke genklang hos datidens videnskabelige samfund. Der blev rystet på de lærde hoveder. Bortset fra et enkelt. Professor Charles Piazzi Smyth blev fuldstændig grebet af Taylors ideer, og denne Smyth var ikke hvem som helst, han var kongelig astronom for Skotland og havde høstet anerkendelse for sit arbejde inden for spektralanalysen. En logisk tankegang, et videnskabeligt nøjeregnende gemyt, det var den ene side af Smyths personlighed. Den anden side bestod i en religiøs fanatisme, som ikke lod Taylors noget efter. Smyth gav sig i kast med nye, omfattende tolkninger af pyramidens mål og kunne i 1864 fremlægge sin 664 sider tunge bog »Our inheritance in the Great Pyramid«. Kun fem år gammel havde den nye pseudovidenskab, pyramidologien, fået sit absolutte hovedværk.

Efter at have sendt sine teorier i trykken drog Smyth til Ægypten for at få dem bekræftet ved selvsyn. Han tilbragte de første fire måneder af 1865 med en omhyggelig opmåling af Kheopspyramiden, assisteret af sin kone og en gruppe arabiske hjælpere. Smyth havde medbragt en samling højfine måleinstrumenter og noterede samvittighedsfuldt alle pyramidens ydre og indre dimensioner. Blot ikke grundliniens længde, det vigtigste mål af dem alle. Pyramidens nederste del var endnu på dette tidspunkt omgivet af en dynge murbrokker og sand, og Smyth kom for sent i tanke om, at det ville være hensigtsmæssigt at rydde noget af denne væk. Vel tilbage fra rejsen offentliggjorde han sine resultater i det 1600 sider store trebindsværk »Life and work at the Great Pyramid«, og endnu en gang måtte videnskabsfolk og anmeldere ryste på hovedet.

Smyths teorier byggede videre på John Taylors og føjede adskilligt nyt til. Den store pyramide blev stadig set som udtryk for guddommelig viden. Dens højde ganget med en milliard gav jordens afstand til solen. Dens masse ganget med en billion var det samme som jordens masse. De længde- og breddegrader, der kunne trækkes gennem pyramiden, passerede over mere fastland end nogen anden af jordens længde- og breddegrader. Men hans væsentligste bidrag til pyramidologien var dog opfindelsen af »pyramidetommen«.

Som nævnt havde Taylor fundet frem til sin hellige alen ved at dele jordens polakse med 20 millioner. Nu opdagede Smyth, at man ved at dividere pyramidens sidelængde med en hellig alen fik tallet 365,24, en forbløffende tilnærmelse til antallet af dage i et år. Smyth dividerede den hellige alen med 25 og fik en enhed, som var en tusindedel længere end en engelsk tomme. Han kaldte den en »pyramidetomme«. Dette var, fastslog han, den guddommelige måleenhed, som pyramiden var bygget over. Smyth omsatte alle tænkelige mål hos pyramiden til pyramidetommer og fik en mængde interessante tal ud af det. Bygningens rumfang, omregnet i kubik-pyramidetommer, viste antallet af mennesker, som havde levet siden verdens skabelse.

Og skabelsen kunne i øvrigt dateres til år 4004 f.Kr. Mens Smyth opholdt sig i Giza, havde han lejlighed til at efterprøve en teori, som en skotte ved navn Robert Menzies havde fremsat. Menzies troede, at pyramidens gangsystem symboliserede menneskehedens fortid og fremtid. Smyth satte én pyramidetomme lig ét år, målte efter og fandt, at det passede. Op gennem pyramidens korridorer kunne han ved hjælp af revner og fuger aflæse vigtige bibelske hændelser, skabelsen, syndfloden, Kristi fødsel, død og genopstandelse, hele verdenshistorien. Også fremtidige begivenheder var markeret. Omkring 1881 ville der indtræffe et stort mirakel.

Fra at være et bjerg af sten var pyramiden blevet et bjerg af tal. Men selv om Smyths bevismateriale tog sig overmåde kompliceret ud, var teknikken bag det ganske enkel. En bygning som Kheopspyramiden kan måles på mange leder og kanter. Resultaterne af opmålingen kan ganges og divideres med hinanden. De herved fremkomne tal kan indgå i nye regnestykker, hvor man inddrager vilkårlige størrelser som 25, 270.000, tyve millioner, en milliard. Efterhånden vil man være i besiddelse af en uhyre mængde tal, og blandt disse henter man den del ud, som falder sammen med videnskabelige data og historiske årstal. Resten glemmer man. Hemmeligheden bag de forbløffende opdagelser hedder slet og ret selvbedrag og manipulation. I Smyths tilfælde skal det ganske vist indrømmes, at selvbedraget var af monumentalt format, og at manipulationerne blev gennemført med videnskabelig akkuratesse. Han var et intelligent menneske og en utrættelig arbejder; det bliver historien kun mere bedrøvelig af

Smyths teori kom snart i alvorlige vanskeligheder. I 1881, året hvor han havde forudsagt et stort mirakel, udførte Petrie den første fuldstændige opmåling af Kheopspyramiden, og af den fremgik, at Smyths vurdering af sidelængden havde været 0,8% forkert. Det var ikke meget, men nok til, at alle hans udregninger faldt fra hinanden. Pyramidens oprindelige højde på 146,7 m ganget med en milliard gav ikke de 149,6 millioner km, som er jordens middelafstand fra solen. Sidelængden divideret med 25 pyramidetommer viste ikke antallet af dage i et år. Og så videre. Det eneste, der blev tilbage af alle de forhold, Taylor og Smyth havde påpeget hos bygningen, var talstørrelserne pi og phi.

Strengt taget kan der dog kun være tale om ét af tallene. En pyramide bygget over forholdet phi vil have en sidehældning på 51°49’38”, mens en pyramide, hvis omkreds og højde er defineret gennem pi, vil have en sidehældning på 51°51’14”. Kheopspyramidens sidehældning har kunnet bestemmes til 51°50’40” med en usikkerhedsmargen på 1’05”. Det ligger således absolut inden for det muliges rammer, at pyramiden kan være konstrueret over enten pi eller phi. Men hvilket af tallene kan det være?

Pi (3,141) kan ret hurtigt udelukkes. Rhinds papyrus, en matematikbog fra tiden omkring 700 år efter den store pyramides opførelse, fortæller, at ægypterne på dette tidspunkt anvendte værdien 3,16 for pi. Hvis pyramidens arkitekter havde tænkt sig en bygning baseret på pi, skulle dens proportioner derfor give dette tal og ikke 3,14, således som de faktisk gør.

Så er der phi (1,618), det gyldne snit. En del græsk arkitektur, heriblandt Parthenon- templet, er bevidst bygget i de harmoniske forhold, som dikteres af phi, og almindeligvis mener man, at det var de gamle grækere, som opdagede det gyldne snit. Eller var det i virkeligheden de gamle ægyptere? Intet af, hvad man kan læse i de forskellige matematiske papyri, tyder på, at ægypterne kendte eller benyttede talstørrelsen phi. Ikke desto mindre synes tallet at være indbygget i forholdet mellem den store pyramides grundlinie og højde. Hvordan kan det være gået til? Man har ment at finde en mulig forklaring hos Herodot. De ægyptiske førere, som berettede så mange interessante ting for Herodot, skulle også have fortalt ham, at pyramiden var formgivet på en sådan måde, at arealet af hver af dens sider var lig kvadratet på dens højde. Enhver, som kan sin Pythagoras, vil hurtigt kunne regne ud, at en sådan konstruktion indeholder det gyldne snit. Hvis pyramidens grundlinie sættes til 2, bliver sidehøjden phi og pyramidens lodrette højde kvadratroden af phi. Det hele passer smukt og rigtigt sammen. Undtagen Herodots oplysning. Den er forkert i anden potens.

Herodots beskrivelse af pyramidens proportioner findes i hans »Historie«, bog 11, afsnit 124, og lyder som følger:

»Den er firkantet, og hver af dens sider måler otte plethrer, og højden lige så meget.«

Igen ser man en vis uklarhed i Herodots tekst. Mener han, at det er selve pyramidens højde, sidernes lodrette højde eller sidernes skrånende højde, der måler det samme som grundlinien? ingen af delene er korrekt, det får være, Herodot var trods alt ikke landmåler. Derimod kunne det være interessant at vide, hvordan denne sætning kan danne grundlag for udsagn om »sidernes areal« og »kvadratet på pyramidens højde«. For en gangs skyld er det ikke den troskyldige Herodot eller hans lidt for fantasifulde førere, som bærer ansvaret, men en langt senere personlighed. Det er John Taylor. Denne pyramidetolkningens fader havde tilsyneladende større respekt for matematik end for græsk, for da han så, at Herodots opgivelser ikke stemte overens med pyramidens proportioner, gav han sig til at vende op og ned på ordet »plethra«. Hvad nu, hvis det ikke betegnede længdemål, men flademål? Taylor vred lidt mere i sætningen, og så passede pengene, han fik det gyldne tal phi trykket i hånden. Og fejltolkningen slog an. Siden da har utallige forfattere henvist til Herodot for at forklare tilstedeværelsen af phi i Kheopspyramiden.

Hvis den store pyramides sidehældning er konstrueret over pi eller phi, er dette det eneste sted i oldtidens Ægypten, hvor disse tal er benyttet med deres nøjagtige værdi. Men der findes også en betydelig enklere måde at frembringe en sådan sidehældning på. Ægypterne regnede længder ud i kongelige cubit, hænder og fingre, når de byggede pyramider. Der gik 7 hænder på 1 kongelig cubit og 4 fingre på 1 hånd. En flades hældning blev udtrykt ved ordet »seked«, som angav længden af den horisontale forskydning ved 1 kongelig cubits stigning.

I Rhinds papyrus drejer flere af de praktiske regneopgaver sig om en pyramide med en seked på 5 hænder og 1 finger. Khefrens pyramide har netop denne sidehældning. Prøver man en seked på 5 hænder og 2 fingre, får man en hældningsvinkel på 51°50’34”. Det er Kheopspyramidens sidehældning.

Denne forklaring har dog ikke kunnet bringe mystikerne til besindelse. De hævder nu som før, at pyramiden vidner om en overjordisk intelligens med kendskab til den nøjagtige værdi af pi og phi. Selv den fuldstændige afsløring af Taylors og Smyths regnefejl, som faldt på et tidligt tidspunkt i pyramidologiens historie, kunne ikke standse den fremadstormende bevægelse. Smyths bøger blev voldsomt populære, og de tilhængere, der havde råd, drog selv til Giza for at gøre iagttagelser. Årtierne omkring 1900 var pyramidetolkningens gyldne tid. Fantaster af mange slags sværmede ind og ud af pyramiden og var til en del irritation for arkæologerne. Petrie overraskede endog en pyramidolog i færd med at file løs på en fremspringende granitblok ved kongekammeret, for at dens størrelse skulle stemme bedre overens med hans teori. Den lille episode rummer en ganske vidtrækkende symbolik.

I mange år var pyramidologernes hovedinteresse de guddommelige profetier, som kunne læses ud af pyramidens mål. I 1891 erklærede amerikaneren Charles Taze Russell, grundlæggeren af Jehovas Vidner, at de døde ville rejse sig af graven i 1914 og blive udslettet, hvis ikke de tog imod en sidste chance for at blive frelst. Levende medlemmer af Jehovas Vidner ville passere uantastet gennem Dommedag over i det evige liv, de ville simpelt hen aldrig dø. Året 1914 kom og gik, og tusinder af skuffede medlemmer forlod sekten. To engelske brødre, John og Morton Edgar, byggede dog gladeligt videre på Russells teori og hævdede, at Dommedag var begyndt i 1914 og ville vare 1000 år ud i fremtiden. De blev senere korrigeret af David Davidson, som ved at blande Smyths og Petries pyramidemål nåede frem til, at Kristi genkomst ville finde sted den 20. august 1953. Men efterhånden som profetierne slog fejl og blev omarbejdet for atter at slå fejl, dalede interessen for de religiøse pyramidetolkninger.

En generel afmatning satte ind. Der udkom en stadig strøm af skrifter om pyramidens mysterier, men uden den storslåede energi og galskab, der havde kendetegnet Taylors og Smyths værker. I nyere tid har kun en enkelt person formået at løfte arven fra de to victorianske excentrikere. Det er Livio Stecchini, som har skrevet et omfattende tillæg til Peter Tompkins’ billedværk »Secrets of the Great Pyramid«.

Stecchini er professor i oldtidshistorie og specialist i fortidens mål og vægt, og det mærker man. Hans afhandling om sammenhængen mellem oldtidens måleenheder og den store pyramide er umådelig lærd, tung og kompliceret. Der gives en mængde reelle oplysninger, side op og side ned virker Stecchini ganske solid. Han mener fornuftigt nok, at det er oldtidens ægyptere og ingen andre, der har bygget pyramiden. Men så eksploderer professorens bombe under et tykt lag matematiske udregninger: ægypterne kendte jordens nøjagtige størrelse og form, og denne viden har de indarbejdet i pyramidens mål. Det er den gamle historie om igen, men Stecchini serverer den på moderne vis og med en yderst spidsfindig argumentation.

Han foreslår indledningsvis, at J.H. Cole har regnet 2 mm for langt, da han målte pyramidens grundlinie. Det er ikke utænkeligt, at Cole har præsteret en så minimal unøjagtighed, men hvorfor overhovedet antage det? Har Stecchini en mere præcis opmåling at sætte i stedet? Det har han ikke, men han kan med en 2 mm kortere nordside fastslå dels, at pyramidens oprindelige højde var 146.515,174 mm, dels at vestsidens hældning var beregnet efter pi og nordsidens hældning efter phi. En perfekt pyramide kan som nævnt ikke samtidig indeholde pi og phi, men Stecchini omgår problemet ved at postulere en forskellig hældningsvinkel hos pyramidens sider. Han både blæser og har mel i munden. Men når man begynder at regne højden på et monument som Kheopspyramiden ud i tusindedele millimeter, er man tæt på det absurde. En så hårfin bevisførelse kræver omhu og forsigtighed ved hvert eneste skridt. Stecchinis næste skridt er et fuldendt fejltrin. Han antager ligesom de fleste ægyptologer, at pyramidens tilsigtede højde var 280 cubit. Og fortsætter:

»Efter min opfattelse blev højden på 280 cubit valgt for at angive jordens fladtrykning ved polerne. Ægypterne beregnede polernes fladtrykning til 1/280, men dette var et rundt tal, som de nåede frem til ud fra den betragtning, at kosmos måtte være ordnet efter tallet syv.«

Jordens fladtrykning ved polerne er imidlertid ikke 1/280, men 1/298,3, og ingen matematiske krumspring kan få disse tal til at forliges. Stecchini prøver ikke desto mindre. Han henviser til et sted i den Ægyptiske Dødebog, hvor det fortælles, at der er 4.601.200 ånder i underverdenen, og at hver ånd er 12 cubit høj. Stecchini ganger disse tal med hinanden, regner om i geografiske stadier og får en længde, som nærmer sig jordens dobbelte diameter. Han regner og regner, men 280 og 298,3 vedbliver at være to forskellige tal. Hans konklusion bliver den ikke særlig tilfredsstillende, at ægypterne kendte den nøjagtige værdi for polernes fladtrykning, men at de samtidig troede, at jorden kun er fladtrykt på den nordlige halvkugle.

Selv om Stecchinis argumentation brister på det afgørende punkt, er den i det mindste original. Ingen andre af vor tids pyramidologer har udvist en tilsvarende nytænkning og intellektuel kapacitet. Og dog. Elsa Kaufmann, som tidligere har underholdt os med Kattefolkets invasion fra det ydre rum, kan nok tage konkurrencen op, hvad originaliteten angår. Elsa Kaufmann har regnet sig frem til Kheopspyramidens højde, og hendes vej til facit er i sandhed forbløffende. Hold godt fast. Man tager længden af sarkofagen i kongekammeret, som er 2268 mm (Petrie målte den til 2276 mm, men det får være). Man ganger med en million. Derpå ganger man med antallet af dage i mayaernes hellige år, 260. Man dividerer med 4 og har så pyramidens højde: 147,42 m.

»Her er det tal, som arkæologerne har ledt efter i århundreder, men som ingen har fundet, fordi det forudsætter, at man leder efter forbindelsen hos mayaerne,«

triumferer Kaufmann. Og selvfølgelig må dette være pyramidens rigtige, oprindelige højde, for ganger man med en milliard, får man den korteste afstand mellem jorden og solen, 14 7 millioner km. Nogle vil måske indvende, at Cole satte pyramidens højde næsten trekvart meter lavere. Men den går ikke.

»Ingen forsker har nogensinde fundet den Store egyptiske Pyramides sande højde, for det kan ikke lade sig gøre med almindelige geodætiske instrumenter,«

fastslår Elsa Kaufmann. Sådan skal de have det, de landmålere!

Ellers står det ringe til med opfindsomheden hos vore dages pyramidemystikere. De har sjældent andet at bringe end trætte gentagelser af Taylors og Smyths påstande, og selv dette volder nogle gange problemer.

»Er det et tilfælde,«

spørger Erich von Däniken,

»at pyramidens grundflade delt med den dobbelte højde giver det berømte tal pi = 3,1416?«

Nogen burde forære Däniken en lommeregner, så han kunne tilbringe en rolig alderdom med at få dette stykke til at gå op.

Mogens Bærentzen, formanden for det danske Pyramideselskab, erklærer, at pyramiden »ligger nøjagtig i skæringspunktet af den 30. længde- og 30. breddegrad«. Nogen burde forære Bærentzen et atlas, så han kunne se, at skæringspunktet for 30° længde og bredde ligger et sted i ørkenen 100 km vest for Giza. Det er Smyths gamle påstand om en pyramidemeridian, som her spøger i baggrunden.

Det gør den også hos Däniken. Han er ligefrem ophidset over monumentets beliggenhed: »Pyramiden deler nemlig ikke blot kontinenterne og oceanerne i to lige store halvdele – den ligger også lige i kontinenternes tyngdepunkt!« Begge disse udsagn er også forkerte. Fastlandet vest for Giza er adskillige millioner kvadratkilometer større end fastlandet øst for Giza, og kontinenterne har ikke noget tyngdepunkt. Däniken gør et stort nummer ud af pyramidens placering, fordi den i hans øjne viser, at byggestedet er udpeget af væsener, der vidste nøje besked med jordens kugleform og fordelingen af kontinenter og have. Han mener, at bygningen er rejst af fremmede rumfolk for at vidne om deres besøg på jorden engang i oldtiden. Endvidere foreslår han, at den har fungeret som en slags frysehus, hvor udvalgte personligheder blandt ægypterne blev balsameret og lynfrosset. Rumfolkene kunne så

»tø dem op igen, hver gang de senere kom på besøg, så de kunne underholde sig med dem«.

Der kan dog ikke have været megen underholdning at hente for de gode rumfolk, for balsameringsprocessen indledtes som regel med, at ligets hjerne blev skåret i småstykker og gravet ud gennem næsen. Men den slags arkæologiske detaljer er der ikke plads til i Dänikens fantasier.

Forestillingen om, at pyramiden er af guddommelig oprindelse, lever videre i moderne iklædning hos Däniken og hans tilhængere. I deres version kommer »guderne« også ned fra himlen, nu blot i avancerede rumfartøjer, og pyramiden er ikke rejst som en bibelsk profeti i sten, men for at tjene et eller andet teknisk formål. En af Dänikens efterfølgere, Maurice Chatelain, mener, at pyramiden har fungeret som radiofyr for rumskibe, der nærmede sig jorden. Pyramidesidernes vældige, glatte stenflade ville virke som en kraftig reflektor for radar- eller laserstråler. Pyramiden har været malet i forskellige farver, og disse kan have været metalliseret for at øge refleksionsevnen, skriver Chatelain. Heller ikke han har spildt megen tid på at sætte sig ind i de arkæologiske vidnesbyrd. Vi ved dels fra de bevarede dæksten, dels fra farvelagte afbildninger, hvor pyramiderne er gengivet som hieroglyffer, at kun topstenen var malet. Den var belagt med guld, mens resten af siderne lyste i kalkstenens naturlige hvidhed.

En endnu mærkeligere teori er fremsat af den danske ingeniør og frimurer Tons Brunés. Han foreslår, at Kheopspyramiden oprindelig var indrettet som et elværk. På stentrinene under yderbeklædningen lå et system af kobberledninger, der var dækket med lag af asfalt, mørtel og kobberplader. De såkaldte luftkanaler var i virkeligheden beregnet til gennemføring af kabler fra de ydre kobberlag til elementer i kongens og dronningens kammer, og rundt om i korridorer og skakter var der ligeledes trukket svære kabler. Pyramiden var en gigantisk kondensator for solenergi, og Brunés har også udregnet, hvor megen energi et sådant anlæg kunne præstere. Idet han går ud fra den mængde statisk elektricitet, der kan samle sig hos en kørende bil, anslår han pyramide-kraftværkets spænding til minimum 425.000 volt. Det er selv i vore dage en temmelig betydelig spænding, udbryder han begejstret.

Egentlig dømmer en sådan teori sig selv, men lad os alligevel hurtigt se på nogle af de problemer, den rejser. For det første gør Brunés det ikke klart, om kraftværket skal arbejde med statisk elektricitet eller solenergi. Det anlæg, han skitserer, kan ingen af delene. En stillestående pyramide samler ikke statisk elektricitet, og en teknisk opbygning af den type, han forestiller sig, har ingen mulighed for at omforme solvarme til elektricitet. Hvilken ingeniøruddannelse Brunés end har bag sig, må man i hvert fald ikke håbe, han har fungeret som elektroingeniør. For det andet er der det evigt tilbagevendende problem med de konkrete arkæologiske vidnesbyrd. Brunés tror, at pyramiden var dækket af flade, rektangulære fliser. Det er han nødt til, for hans teori kræver et hulrum under dækstenene, hvor der var plads til kobberplader, ledninger, asfalt og mørtel. De tilbageblevne dæksten hos Kheopspyramiden viser imidlertid, at yderbeklædningen bestod af skråt afskårne kalkstensklodser, som sluttede tæt ind til stenene indenunder. og for det tredie er der problemet med det bevismateriale, som ikke er der. Arkæologerne har fundet adskillige kobbergenstande helt tilbage fra første dynasti, mejsler, kiler, syle og andre småting. Men for Brunés pyramidekraftværk kan der ikke føres ét eneste gram bevis. Hvor er resterne af mørtelen, asfaltlaget og kobberpladerne omkring pyramiden? Hvor er sporene efter maskineriet i bygningens indre? Hvad er der blevet af højspændingsmasterne og kablerne, som skulle fordele strømmen fra kraftværket? Må vi se blot én enkelt centimeter isoleret ledning?

Det må vi desværre ikke. I stedet vil Brunés og de andre astroarkæologer gerne vise os nogle relieffer i Denderas tempel, som efter deres mening illustrerer ægypternes brug af glødelamper. Disse relieffer har med deres mærkelige rituelle opstilling voldt ægyptologerne en del kvaler; den tilhørende tekst giver ingen forståelse af billederne, og sagkundskaben har derfor klogeligt afholdt sig fra en dybere tolkning. Den slags hæmninger har astroarkæologerne ikke, de kan underholde os i timevis på dette tvivlsomme grundlag. Brunés mener i fuld alvor, at oldtidens Ægypten var elektrisk oplyst; andre forfattere vil vide, at der også forefandtes radio, TV, støvsugere og boremaskiner. Må vi se blot en lille stump af disse vidundere? Det må vi desværre ikke.

I middelalderen troede araberne, at den store pyramide var et skjulested for dokumenter og kunstgenstande fra før syndfloden. Kristne historikere anså den for et af de kornkamre, Josef byggede for at kunne ernære ægypterne i de syv magre år. Senere er det blevet foreslået, at pyramiden var et fyrtårn for skibene på Nilen. Et tempel for hemmelig indvielse. Et astronomisk observatorium. Et solur. En teodolit til brug ved landmåling. En vandpumpe. Men den, der kommer tættest på at tage prisen i dette opbud af mærkelige påstande, må utvivlsomt være Borg Jensen. Han mener, at pyramiden blev opført lige efter jordens skabelse af de »gudssønner«, der omtales i 1. Mosebog. Den blev anbragt på sin særlige plads for at skabe balance i jordens rotation.

Mængden af teorier om pyramidens konstruktion og formål kan synes uoverskuelig, men der er dog to gennemgående træk, som knytter de uortodokse teorier sammen.

For det første deres ekstremitet. De afviger alle markant fra den almindelige opfattelse af Ægyptens historie. Ægyptologerne har gennem hundrede års arbejde med udgravning, restaurering, tolkning og kildekritik sammenstykket et troværdigt billede af oldtidens Ægypten, men det er åbenbart for kedeligt for de uortodokse teoretikere. De gør i stedet det Gamle Rige til et fantasiland, hvor pyramidebyggeriet foregik ved hjælp af moderne teknologi eller overnaturlige kræfter, og hvor ægypterne besad en uhørt viden om universets hemmeligheder. Eller de går i den modsatte grøft og nedvurderer ægypternes intelligens og arbejdsmoral, idet de hævder, at disse primitive folk umuligt kan have frembragt et vidunder som pyramiden uden hjælp fra overjordiske magter. I begge tilfælde bliver der gjort vold på det foreliggende historiske bevismateriale.

Det andet fællestræk hos de uortodokse teorier er en udtalt chauvinisme over for Ægyptens mindre pyramider. Alle ægyptologer betragter Kheopspyramiden som en del af en sammenhæng; der er bygget interessante pyramider både før og efter, og det er alene ved sin størrelse og håndværkets kvalitet, den skiller sig ud fra mængden. Hos pyramidemystikerne får man derimod ofte det indtryk, at den store pyramide står ganske ene i ørkenen, kun flankeret af den gådefulde sfinks. Det nytter intet, at Khefrens pyramide er et næsten lige så imponerende monument, at knækpyramiden er enestående ved at have to adskilte indgange og gravkamre, eller at Unas’ pyramide er fyldt med hieroglyfindskrifter. Kun den største har interesse. Kun den største formodes at indeholde profetier og avanceret matematik. Det kan være interessant at overveje, hvilke drejninger pyramidemystikken havde fået, såfremt en anden pyramide havde været Ægyptens største.

Denne ensidige fokusering på den største af pyramiderne kendetegner også den pyramideteori, som er blevet vort århundredes mest populære. Denne teori postulerer i lighed med Tons Brunés, at Kheopspyramiden blev opført som et gigantisk kraftværk; men her indgår ingen maskiner og kabler, og det er heller ikke elektricitet, der produceres. Teorien hævder, at pyramiden alene gennem sin form samler en særlig kraft, og at de gamle ægyptere var klar over dette. De byggede den for at frembringe pyramideenergi.

Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.