af Jens Laigaard

Forøget plantevækst
Pyramideforskerne har ment at se store muligheder for praktisk anvendelse af pyramideenergi inden for gartneri og landbrug. Efter sigende har energien en positiv, vækstfremmende virkning på planter.

Ved forsøg med planter kan man forvente en del grundlæggende krav til kontrol opfyldt. Det er muligt at opstille parallelle kontrolforsøg.

Eksperimentets forløb og udfald kan uden vanskelighed vurderes af flere personer. Resultaterne lader sig udtrykke i enkle, kvantitative udsagn – i timer, millimeter og gram. Desværre viser det sig, at kun en lille del af de planteforsøg, som beskrives i pyramidelitteraturen, opfylder disse nødvendige krav; det er snarere reglen end undtagelsen, at forskerne har været efterladende på et eller flere af punkterne. Man finder et typisk eksempel i Salas og Canos omtale af egne forsøg i »Pyramidernes kræfter 2«.

»Ved de første forsøg, vi gennemførte, var vækstforskellene mellem pyramide-planter og udækkede planter små, men væsentlige,«

skriver de. Alene i denne sætning er der to ting, som må få læseren til at tage forbehold. For det første den vage formulering, at de konstaterede vækstforskelle var »små, men væsentlige«. Salas og Cano kommer ikke nærmere ind på, præcis hvor små eller væsentlige de var. Var de måske så små, at kun et par ensporede pyramidetilhængere ville finde dem væsentlige? Vi må have tal på bordet, før resultaterne kan tages alvorligt. For det andet udviser Salas og Canos forsøg den ikke ualmindelige fejl, at kontrolplanterne har været underlagt andre betingelser end forsøgsplanterne. Kontrolplanterne var udækkede, mens de andre havde en pyramide over sig, og hermed taber eksperimentet i videnskabelig værdi. Kun ved at opstille kontrolplanter og forsøgsplanter med nøjagtig samme vækstbetingelser vil det være muligt at fastslå, om det er pyramideenergi, der har påvirket en plante og i givet fald hvor meget. Planterne må have samme jordbundsforhold og tilføres samme mængde varme, væde, lys og luft. Hvis den ene plante sættes under en kartonpyramide, skal den anden dækkes af en kartonbeholder (f.eks. en terning) med tilsvarende volumen. Er pyramiden af glas, skal terningen også være det.

Problemet med at skabe identiske vækstbetingelser dukker op igen i en række forsøg, Salas og Cano har foretaget på friland med nogle ikke nærmere specificerede planter. Under disse forsøg mente de to spaniere at kunne se, at pyramidens ydre kraftfelt påvirkede de kontrolplanter, som befandt sig i nærheden.

»Ved et forsøg med en 75 cm høj pyramide fandt vi ud af, at kontrolplanterne bør anbringes mindst tre meter fra pyramiden … Først da vi således fik bremset pyramidens indvirkning på kontrolplanterne, begyndte vi at opnå tilfredsstillende resultater.«

Det overlades til læseren at gætte, hvad Salas og Cano forstår ved tilfredsstillende resultater; men det er ikke det, der er pointen her. Ved at anbringe forsøgs- og kontrolplanter flere meter fra hinanden åbner man mulighed for, at små forskelle i jordens indhold af salte og næringsstoffer kan øve indflydelse på væksten (måske netop så meget, at planterne under pyramiden udviser en »tilfredsstillende« vækstforøgelse sammenlignet med kontrolplanterne). Det er derfor ikke nogen god idé at udføre planteforsøg direkte på åben mark. Gør man det, må man i hvert fald først foretage en jordbundsanalyse for at sikre sig, at samtlige planter får ens betingelser.

Det er netop mangelen på en jordbundsanalyse, som er det kritiske punkt i Borg Jensens undersøgelse af afgrøderne omkring pyramiden i Sejlflod. Han kalder selv denne undersøgelse for et landbrugsforsøg, og det lyder da godt. Det begyndte med, at Borg Jensen opdagede, at kornet på markerne tæt op mod hans ejendom var højere end det korn, som voksede længere væk. Hvad der herefter skete har været omtalt i adskillige aviser og ugeblade. En tidlig version kunne læses i Morsø Folkeblad den 21. november 1981:

»Borg Jensen samlede nogle aks fra pyramidens nærhed og nogle, der havde groet længere væk. Han sendte dem til Aalborg Universitetscenter for at vise forskellen. På centret blev man interesseret i sagen, og afdelingsforstander P.H. Bering sendte folk ud for at sanke aks. Måleresultaterne fra kornet viste, at totalhøjden for det korn, der groede i umiddelbar nærhed af pyramiden, var en trediedel større end det korn, der groede ca. 75 meter væk. Selve kornet var desuden meget tungere.«

En interessant iagttagelse og bestemt også en god historie. Ikke underligt, at Borg Jensen holder af at henvise til sit samarbejde med forskere fra Aalborg Universitetscenter. Men en væsentlig grund til, at historien er blevet så god, er, at pressen udelukkende har hørt den fra Borg Jensens side. Ingen synes at have interesseret sig for, hvad den anden part i samarbejdet kunne fortælle. Ovenstående aviscitat har været forelagt P.H. Bering, som giver det en bitter kommentar med på vejen:

»Referatet er ikke en korrekt gengivelse af hverken min eller Aalborg Universitetscenters »deltagelse«, idet der er tale om et (muligvis to) private besøg ved Borg Jensens pyramide. Disse blev aflagt af helt privat interesse. På Borg Jensens anmodning foretog jeg vejning af de omtalte aks og meddelte Borg Jensen resultatet. Aalborg Universitetscenter som sådan har ikke været involveret – i hvert fald ikke via undertegnede – og jeg har ikke »sendt folk ud«. Plukningen af aksene foretog jeg selv, eller også gjorde Borg Jensen i overværelse af mig. Den side af sagen er så velkontrolleret, som man kan forlange af et pilotforsøg. Dog må jeg pointere at jeg understregede overfor Borg Jensen at vejningen i sig selv ikke udgør noget bevis, idet de konstaterede (tydelige) forskelle kunne skyldes mange andre faktorer end pyramidens nærhed (jordbund, gødskning, væde … ). Disse faktorer er ikke nærmere undersøgt – i alt fald ikke af mig.«

I Borg Jensens »Håndbog nr. 1« bliver sagen afrundet med følgende ord:

»Da Jordanalyser o.l. undersøgelser ikke er afsluttet på nuværende tidspunkt, kan vi ikke fortælle mere om dette interessante aspekt, før håndbog nr. 2 udkommer.«

Mere diplomatisk kan det næsten ikke siges. Jordbundsanalysen er endnu ikke påbegyndt.

Patrick Flanagan tegner sig for en række forsøg med lucerne, som tilsyneladende er udført under lidt mere gennemtænkte forhold end de hidtil omtalte forsøg. Han har både prøvet at vande planter med pyramidebehandlet vand, at behandle frø før udplantning og at behandle planter under hele spiringsprocessen. Frøene blev behandlet i otte timer under en kartonpyramide; den direkte behandling af spirer foregik under en pyramide af klart plexiglas. Flanagan huskede ved alle forsøg at anbringe en terning med tilsvarende volumen over kontrolplanterne. Resultaterne var entydigt positive.

»I alle tilfælde voksede de pyramidebehandlede planter 2 til 3 gange hurtigere end kontrolplanterne, og de var mere sunde og holdt sig ufordærvet i længere tid efter at de var høstet,«

skriver han. igen ser vi, at nogle måske udmærkede forsøg taber i videnskabelig værdi, fordi resultaterne ikke bliver opført i præcise tal. Det er muligt, at de pyramidebehandlede planter voksede 2-3 gange hurtigere, men hvor meget drejer det sig om i millimeter pr. døgn? Og ud fra hvilke tegn afgjorde Flanagan, at de behandlede planter var sundere end kontrolplanterne?

Flanagan hævder at have dyrket mere end 2500 pund lucernespirer i sit kontor. Denne påstand vil nok få en og anden til at se med en vis skepsis på Flanagans øvrige udsagn. Andre vil måske blive imponerede, og det er selvfølgelig også det, der er meningen. Borg Jensen, den tro assistent, som dog ikke overværede de omtalte forsøg, er imponeret. Han skriver:

»Med videnskabelig nøjagtighed blev disse forsøg gentaget atter og atter … «

ja, hvor mange forsøg skal der i grunden til for at frembringe 1,2 tons lucernespirer? Blev Flanagan virkelig ved at gentage de samme forsøg med lucerne måned efter måned, år efter år? Hvorfor brugte han i stedet ikke lidt af sin tid og energi på at få udenforstående videnskabsfolk til at overvære sine forsøg? Et enkelt eksperiment, kontrolleret af sagkyndige og uafhængige vidner, ville have haft større værdi end hundrede af de forsøg, Flanagan udførte på egen hånd.

Ingen forfattere har kunnet forklare, præcis hvordan pyramideenergi indvirker på en plante. Patrick Flanagan er en af de få, som overhovedet har gjort sig overvejelser i denne retning. Han mener, at pyramiden nedsætter den elektriske modstand i plantevævet, og dette har han undersøgt ved at forbinde en plantes blade med elektroder, som var tilsluttet en polygraf. Dette apparat, som populært kaldes en løgnedetektor, registrerer ændringer i åndedrættet, blodtrykket og hudens elektriske ledeevne. Det var det sidste, Flanagan var interesseret i at måle. Når han satte en pyramide ned over planten, reagerede denne med en øjeblikkelig sænkning af den elektriske modstand i bladene. Denne reaktion indtraf under alle slags pyramider, men ikke under en terning. Og Flanagan gjorde flere interessante opdagelser. Til tider syntes planten at vibrere i takt med hans eget hjerteslag. Planten reagerede, hvis den blev udsat for støj eller ændringer i belysningens farve, eller hvis en person trådte ind i lokalet.

»Selv eksperimentatorens tanker påvirker planten,«

fortæller han.

Lyder det bekendt? Ja, mon ikke. Bortset fra nummeret med pyramiden og terningen er det hele en repetition af gode gamle Cleve Backsters undersøgelser af »primær opfattelse« hos planter. Backster var noget af en berømthed netop på den tid, da Flanagan skrev sin bog. Allerede i 1966 begyndte Backster, hvis arbejde var at undervise politifolk i brugen af løgnedetektorer, at lave eksperimenter i stil med dem, Flanagan beskriver. Men Backster gik endnu videre. Han noterede, at en philodendron gav et tydeligt udsving på polygrafen i samme øjeblik, en levende reje blev kastet i kogende vand i et andet værelse. Han forsøgte med æg, frugt og sædceller og opnåede flere positive resultater. Han observerede målelige reaktioner i en yoghurtkultur, når han dryppede mælk i en anden kultur. På baggrund af disse resultater fremsatte Backster den teori, at alle levende organismer står i forbindelse med hinanden via ukendte signaler. Den brede offentlighed var betaget. Parapsykologer og okkultister var begejstrede.

I 1974 prøvede tre forskere ved Cornell University at gentage Backsters forsøg med planten og rejen. De rådførte sig med Backster om, hvorledes eksperimentet bedst kunne udføres, og anlagde på en række punkter en strengere kontrol end han selv havde gjort. Denne gang var resultatet negativt. I en artikel i tidsskriftet Science kundgjorde de, at der ikke kunne konstateres nogen sammenhæng mellem drab på saltvandsrejer og de elektriske reaktioner hos en philodendron. Herefter var videnskaben stort set færdig med Backster. De tre forskere skrev til slut i artiklen:

»Hypotesen vil blive stående som en spændende tanke, men man bør bemærke, at den kun støttes af de begrænsede data, Backster har offentliggjort.”

Men Backster har ikke engang selv kunnet gentage resultaterne fra sit rejeforsøg.

Inden sagen blev lukket, var der sluppet en hel del vrøvl om planternes »primære opfattelse« ud på tryk. Tompkins og Bird beretter i deres bog »Planternes hemmelige liv« med stor ærbødighed om Backster og hans efterfølgere. En af disse var en amerikansk flådeofficer ved navn Eldon Byrd:

»Ligesom Backster og Sauvin har Byrd i fjernsynet kunnet demonstrere en plantes reaktion på forskellige stimuli, herunder hans hensigt at brænde den … Der kom også en stærk reaktion, når han skar et blad af en anden plante.«

Bogen fortæller dog intet om Byrds skuffelse, da han opdagede, at han kunne få tilsvarende reaktioner ved at gentage forsøgene med et stykke skumgummi. Byrd slap i al hast teorien om planternes følelsesliv.

Lad os vende tilbage til Patrick Flanagan, som ledte os ud på dette vildspor. Han har ikke bevist, at pyramideformen er i stand til at påvirke den elektriske modstand i plantevæv. Han har blot endnu en gang demonstreret, hvor følsomt et instrument polygrafen er, og hvor stor usikkerhed der er forbundet med målinger af denne art. En dør som lukkes, en minimal vibration eller en person, som nærmer sig iført en nylonskjorte, kan være nok til, at polygrafens skriver giver et voldsomt udsving. Hvis Flanagan har udvist en tilsvarende omhu og teknisk ekspertise ved sine andre forsøg, kan vi roligt lade dem glide i papirkurven.

Det er vanskeligt at danne sig et billede af, hvor mange planteforsøg der er foretaget verden over. Det kan dreje sig om store antal, især hvis vi skal tælle Flanagans 1,2 tons lucerne med. Til gengæld er det ikke svært at se, at næsten hvert eneste planteforsøg, som omtales i litteraturen, lider under en eller flere alvorlige skavanker. Den mest almindelige er, at forsøget beskrives med ufuldstændig angivelse af resultater og omstændigheder.

Tag f.eks. følgende pragtstykke fra Toth og Nielsens bog:

»Havefolk har opdaget at frø som før såning blev anbragt i en pyramide, spirede hurtigere og frembragte stærkere og mere sunde planter på kortere tid end tilsvarende frø, som ikke havde været behandlet i en pyramide.«

Lutter kvalitative udsagn i stedet for kvantitative. Hvad er det for havefolk, der har gjort disse herlige opdagelser? Er der tusindvis af dem, spredt ud over USA, eller er det blot et par af Max Toths bekendte? Oplysninger af dette tilsnit har ingen som helst informations- eller bevisværdi, men de er velegnede til at gøre indtryk på en godtroende læser.

Et andet spørgsmål er, hvor lang tid plantefrø er om at optage tilstrækkelig pyramideenergi. Toth og Nielsen skriver, at frøene skal ligge under pyramiden i mindst to uger, mens Serge V. King mener, at et døgn må være nok. Flanagan hævder som tidligere nævnt at have opnået positive resultater efter kun otte timers behandling. Så store udsving i forfatternes angivelser tyder på, at det egentlig er underordnet, hvor længe frøene behandles, blot man tror, det hjælper.

Forfatterne mener også, at pyramiden har vist sig effektiv ved behandling af syge og skrantende planter. Ifølge Borg Jensen vil planter, som er ved at sakke bagud, »hurtigt genvinde livsgnisten« under en pyramide. Salas og Cano har gjort lignende erfaringer:

»Det har vist sig, at mange svagelige planter kommer sig og skyder i vejret efter at have været udsat for behandling i en lukket pyramide, men uden bund. Andre, mere følsomme planter, kan ikke tåle denne behandling, måske fordi de udsættes for en for dem for kraftig energipåvirkning.«

Ja, eller måske fordi disse planter er så hårdt angrebet, at de under alle omstændigheder ville være bukket under. Argumentet gælder også den modsatte vej: de syge planter, som synes at nyde godt af pyramidebehandlingen, er måske i virkeligheden ikke svagere end at de kunne komme sig ved egen kraft. På dette felt er det simpelt hen ikke muligt at afgøre, om pyramiden har nogen virkning, eftersom man aldrig kan vide sig sikker på, at kontrolplanten er præcis lige så syg eller lige så modstandsdygtig som forsøgsplanten.

Problemet med, at tilsyneladende ens planter ad naturens vej ofte udvikler sig forskelligt, spiller også ind i et forsøg, som ellers fremstår som et af de mest veldokumenterede. Det blev gennemført i 1975 af Jack Dyer på Central State College i Edmund, Oklahoma, og omfattede tre slags beholdere med ens volumen: pyramide, ligesidet prisme og parallelepipedum (en kasse, hvis sider er parallelogrammer). Der var fem eksemplarer af hver model, udført i glas. I hver af de 15 beholdere lagde man tre frø, og desuden blev der ved siden af hver beholder lagt et enkelt utildækket frø. Forsøget strakte sig over 11 dage. Planterne blev belyst 16 timer i døgnet med vækstfremmende lys, og hver dag flyttede man rundt på beholderne for at sikre, at de i forsøgets løb modtog samme mængde lys og varme. Planternes tilvækst blev målt med en titusindedel millimeters nøjagtighed, og efter forsøget blev de vejet, tørret og derpå vejet igen.

Et glimrende eksperiment. Når en pyramideforsker for en gangs skyld som her er gået omhyggeligt og betænksomt til værks, bliver resultaterne tilsvarende interessante. Tabel 4 viser den opnåede højde for de fire gange 15 planter og den gennemsnitlige vækst for planterne i hver gruppe. Der kan læses flere ting ud af disse tal, naturligvis først og fremmest, at planterne i pyramiderne klarede sig bedst, ellers havde vi næppe oplevet, at såvel Schul og Pettit som Salas og Cano ville henvise til forsøget. Men lad os prøve at se lidt nærmere på tallene.

Det fremgår, at planterne i pyramiderne især har udmærket sig ved en stabil, ensartet vækst. Forskellen på den højeste og den laveste pyramide-plante er kun 7,6 cm. Derimod er forskellen på den højeste og laveste plante frembragt i et parallelepipedum dobbelt så stor: 15 cm, og i de prismeformede beholdere varierer planternes vækst med hele 16 cm. De anvendte frø har tydeligvis haft vidt forskellig spirekraft i sig, selv om de må være kommet fra samme pose.

Dette forhold bliver helt klart, når vi betragter kontrolplante 15. Frøet til denne plante må have været sygt, siden den i løbet af 11 dage kun formåede at vokse tre hundrededele millimeter. Det er så lidt, at man vel knap kan tale om en egentlig plante. Men det er ikke engang sikkert, at dette frø er det eneste i forsøget, som har været svageligt. Flere andre planter udviser en påfaldende ringe vækst, om end ikke helt så dramatisk lav. Der er kontrolplante 6, som kun måler 2,9 cm mod en gennemsnitlig højde på 10,5 cm i denne gruppe. Der er parallelepipedumplante 9 med højden 1,9 cm i en gruppe, hvor gennemsnitshøjden er 11 cm. Og der er prisme-plante 12, som kun måler 3,9 cm mod den gennemsnitlige højde på 12,6 cm. Måske er disse planter spiret af svagelige frø, måske ikke. Under alle omstændigheder viser de, at planter af samme type kan reagere vidt forskelligt uden påviselig ydre årsag. Man er derfor nødt til at eksperimentere med store antal, hvis man ønsker at få et pålideligt billede frem.

Jack Dyer anvendte 60 frø i sit eksperiment. Det er et meget lille grundlag at drage slutninger ud fra. Hvis forsøget blev gentaget nogle gange med samme resultat, ville tendensen kunne betragtes som holdbar og videnskabeligt betydningsfuld. Men ifølge de foreliggende kilder har hverken Dyer eller andre pyramideforskere gentaget dette forsøg, og det er beklageligt, for det tager sig betydelig mere overbevisende ud end f.eks. Flanagans dårligt dokumenterede undersøgelser.

Der hører en pudsig efterskrift, til Dyers eksperiment. Da han vejede de friske planter, fandt han som forventet, at planterne fra pyramiderne vejede mest. Men efter at være tørret viste de sig derimod at veje mindst, mens kontrolplanterne, som i frisk tilstand vejede mindst, nu var de tungeste. Dette mere end antyder, at pyramideplanternes ekstra tilvækst i virkeligheden var det rene vand, mens det var kontrolplanterne, som havde den største reelle tilvækst. Så uanset om pyramiden virker eller ej, er den tilsyneladende ikke videre egnet til væksthus for grøntsager. Man kunne dog godt ønske at se en kemisk analyse af planternes indhold, men en sådan foreligger ikke. Det er underligt, at Dyer, som ellers brugte de fineste måleinstrumenter til at bestemme planternes vækst, slet ikke bekymrede sig om, hvilke næringsstoffer og mineraler de havde suget op under processen.

Vi har i dette kapitel udelukkende beskæftiget os med planteforsøg, som hævdes at have givet positivt resultat. Det betyder ikke, at der ikke findes forsøg med negativt udfald; men problemet er her som andre steder, at forsøg som taler imod energiens eksistens kun sjældent nævnes i litteraturen. Ingen ved, hvor mange skuffelser pyramidetilhængerne har måttet døje med under deres forsøg på at få planter til at vokse hurtigere. En enkelt serie undersøgelser er dog nået ud til offentligheden via en lille artikel, som stod på forsiden af The Toronto Globe and Mail den 10. februar 1976. Artiklen fortalte, at det kendte University of Guelph havde gennemført tre uafhængige undersøgelser af pyramidens vækstfremmende virkning:

»Eksperimenterne ved Guelph drejede sig om tomater, salat, blomkål, asparges og meloner. Der blev sået 20 frø af hver slags i 20 potter, som blev anbragt under pyramider i forskellige farver og materialer. Nogle blev stillet et stykke væk fra pyramiderne for at fungere som kontrol. Man iagttog hastigheden for spiring og vækst og målte planternes højde.

Der kunne ikke konstateres nogen virkning på spiredygtighed eller højde. Planter, som havde vokset under pyramider, så ud ganske som planter, der var dyrket udenfor. Bladene havde samme grønne nuance. Væksten var lige kraftig hos planten i pyramiden og planten uden for denne struktur.

Professor Thiessen betragter undersøgelserne med nogen forlegenhed. »Ved at foretage disse undersøgelser har vi på en måde kastet et skær af troværdighed over påstandene. Vi må nok regne med, at kommende skrifter fra pyramidologernes side vil nævne, at University of Guelph var tilstrækkeligt interesseret til at undersøge dem nærmere. Men lad os i det mindste få slået fast, at vore undersøgelser ikke fandt det mindste bevis til støtte for disse påstande.««

Man kunne så undre sig lidt over, hvorfor universitetet overhovedet var gået i gang med disse eksperimenter. Forklaringen fulgte et par måneder senere i et andet canadisk blad, The Financial Post Magazine. Her kunne man i en artikel læse om optakten, som i korthed gik ud på, at en begejstret pyramideforsker ved navn Gilbert Milne havde kørt en hel vognladning pyramider over til Guelph. Milne havde tjent en mindre formue ved salg af ståltrådspyramider til havefolk, og nu mente han, at universitetet også burde vise interesse for sagen. Ib Nonnecke, som var formand for universitetets landbrugsfakultet, lod sig overtale:

»Jeg var høj i en uge efter at have talt med Gib. Det er simpelt hen ikke muligt at slå skår i hans entusiasme. Men efter at have foretaget et kontrolleret forsøg i universitetets væksthus måtte vi konkludere, at der ikke var nogen forskel på planternes reaktioner. Såvel forsøgs- som kontrolgrupper af planter viste sig sårbare over for de samme insekter og sygdomme, og der var ingen forskel i vækstraten.«

Men pyramideforskerne pressede på for at få foretaget nye undersøgelser, og det blev til endnu to, før professor Thiessen blev forlegen på universitetets vegne og mente, at nu måtte det være nok. Hans bange anelser slog til. I den kommende tid forsømte de canadiske pyramidetilhængere ingen lejlighed til at lade pressen vide, at man på University of Guelph forskede i pyramideenergi.

Vi må formode, at de omtalte forsøg er professionelt udført, men på baggrund af den kortfattede beskrivelse i artiklerne er det ikke muligt at slutte, om der er tale om et fuldgyldigt bevis imod pyramideenergi. På den anden side giver ingen af de øvrige planteforsøg, som her er nævnt, noget holdbart bevis for energiens eksistens. Forsøg, der som Flanagans er gentaget mange gange, skæmmes af dårlig kontrol og upræcis angivelse af resultaterne. Veldokumenterede forsøg som Dyers er derimod ikke blevet gentaget og kan derfor heller ikke gælde for videnskabeligt bevis.

Alle de tørre kendsgerninger og tal samler sig til sidst i et enkelt billede. Det er situationen, hvor den glade havemand og pyramideforsker Gilbert Milne for første gang opsøger University of Guelph. Han har medbragt nogle geranier for at vise, hvor smukke de er blevet takket være pyramideenergi.

»Jeg ville have smidt dem ud, hvis det var mine,«

siger professor Ib Nonnecke bagefter.

»De så så sølle ud.«

Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.