af Willy Wegner
Det er møgirriterende! Bedst som jeg sidder og læser endnu en ufo-bog, om herlige møder med rumvæsener, bliver jeg sur. Nu har jeg i så mange år interesseret mig for og beskæftiget mig med dette emne – og hvad er der sket? Ikke en pind ud over at jeg år for år er blevet stadig mere skeptisk. Jeg har aldrig set et rumskib fra Venus, jeg har aldrig mødt et væsen fra en anden planet.
Hvorfor ikke mig?
Misundelsen nager og svider.
Se nu bare H.C. Petersen, han er blevet mere og mere troende, eller overbevist, er måske det rette ord.
Finn Hansen fra Blegdamsvej i København har mødt en rumbamse, og ved besked med muslimsk troende rumvæsener og en kosmisk kyssekultur osv.
Og Helge Davidsen fra Odense, der blot kan nedskrive de budskaber rumfolkene transmitterer til ham ad oversanselig vej, og som tilskynder ham til at skrive til Amalieborg og Folketinget, fra sit hovedkvarter i Badstuen.
Eller hvad med Bent Sten Olsen – han er med årene blevet profet. Kører rundt i sin missionstrucker i selskab med hvide duer. Sådan ku’ jeg blive ved.
Selvfølgelig kan jeg da godt se, at ovennævnte HC jo både har mødt og talt med afdøde George Adamski, der så igen har knyttet venskab til søstre og brødre fra andre planeter, og som formodentlig, i skrivende stund, dyrker sin lille have på en fjern planet. HC er faktisk en Adamski-evangelist som ud over at vide sandheden også nyder det privilegium at føle sig lidt forfulgt i samme anledning.
Bent Sten Olsen behøver blot at bevæge sig ind på et skummelt værtshus – så møder han en rummand!
Jeg har aldrig mødt Adamski der har mødt rumvenner, men jeg har mødt andre danskere der har mødt Adamski. Jeg har læst alle Adamskis bøger og har dertil været til adskillige møder hvor HC har forelæst og belært. Det er åbenbart ikke tilstrækkeligt.
Jeg har også besøgt adskillige værtshuse, man aldrig mødt en eneste rummand, derimod adskillige såvel åndelige som fysiske tømmermænd af knapt så himmelsk karakter.
Åh ja, jeg har da i al beskedenhed været i selskab med vaskeægte kontaktpersoner: Trykket hånd med Elizabeth Klarer fra Sydafrika og Horst Raps fra Tyskland. Jeg har været på natklub i Helsinki med Interplanetaristerne og Daniel Fry og også hørt ham forelæse i Hälsingborg, men det gav heller ikke pote. Der må være et eller andet der er smuttet for mig.
Så husker jeg også et møde med Charlotte Blob og Tom Hyman fra USA, to tro Adamski-fans. Ved mødet blev der sunget kosmiske sange såsom “Silverships from heaven” og så fremdeles. Charlotte Blob fortalte, at hun også havde mødt rumvennerne, men de deltog ikke, såvidt jeg kunne se, i dette kosmiske Melodi Grand Prix hin mindeværdige aften i Frederiksberg UFO Studiekreds.
Endelig har jeg været ude på observationsture med diverse ufo-interesserede, men end ikke set bare et lille bitte ufo.
Nej, det er tydeligvis ikke let!
Hvad skal jeg dog gøre for at blive min skepsis kvit, se et fremmed rumskib og, allerhelst, møde et rumvæsen?
Jeg har ingen specielle ønsker om at møde folk fra Mars eller Venus, og de behøver end ikke at være særlig smukke og harmoniske. En lille småfed rumkvinde med uren hud fra Ganymedes vil kunne gøre det. Ja, selv et slimet amfibium fra Tau Ceti vil være nok til at drive også min skepsis på flugt.
Der ligger heller ikke fra min side krav om at blive profet eller budskabsformidler endsige blive bortført og underkastet diverse undersøgelser i et rumskib – det sidste vil jeg nok helst have mig frabedt, medmindre det eventuelt er min skepsis de vil undersøge og kurere. På den anden side set, så kunne ens oplevelse måske blive filmatiseret for tørre dollars – se nu bare Travis Walton fra USA!
Metoder til kontakt
Hvilke metoder kan jeg ty til. Jeg har allerede prøvet det med værtshusene og det at møde folk som har mødt dem der har mødt rumvæsener. Jeg har også mødt kontaktpersoner, bare ikke Adamski.
Det mest behagelige har været observationsturene. Ud i naturen til et eller andet øde sted med god udsigt en stjerneklar, lun dansk nat (der sker jo, at sådanne forekommer). Kaffe på termokanden, lidt mundgodt til kaffen og så, mest for et syns skyld, en eller to astronomiske kikkerter klodset op i umiddelbar nærhed; dertil en prismekikkert og et fotografiapparet om halsen. Resultater ved denne form for socialt samvær har der sjældent været, men hyggeligt var det, omend der er risiko for såvel fysisk som mentalt hold i nakken.
Jeg har dog aldrig prøvet den japanske form for observationsture. Ufo-kulten CBA (Cosmic Brotherhood Association) – de kosmiske brødres sammenslutning – stiller sig op i en rundkreds, med ryggen mod hinanden og holder så i hånd mens de sender kosmiske tanker mod himmelhvelvet. Visse luftige, skylignende objekter er blevet fotograferet i den anledning, hævdes det.
Mere dovne og mørkerædde ufologer har installeret såkaldte ufo-detektorer. Nå en sådan detektor ringer, eller som de nyeste high-tech modeller gør, nemlig bipper, så kan man styrte ud af huset og glo op i luften efter kalorius – men af ukendte årsager er resultaterne yderst magre.
Man har sågar gravet efter ufoer! Nej, slap bare af – nu tænker jeg ikke på teorierne om, at der findes hemmelige ufo-samfund i jordens indre, men om nedstyrtede ufoer. For eksempel som i 1959 i et vådområde ved Veggerby nær Nibe. Resultatet af denne form for ufo-forskning giver sig først udslag dagen efter – man får så forbandet ondt i ryggen!
Så findes der osse ufologer som har prøvet selv at bygge rumskibe udfra den synsvinkel, “at når de ikke vil komme til mig, så må jeg op til dem.” Desværre er det, så vidt vides, aldrig lykkedes, eller osse er de bare ikke vendt tilbage.
Endelig er der ufologer der bruger mere udspekulerede metoder, inspireret af den årlige andejagts brug af lokkeænder. Jeg husker Jim Reeves fra USA, han byggede en rumskibslignende struktur på sit landområde, tydeligvis for at fuppe rumfolkene udfra ordsproget – hvor godtfolk er kommer godtfolk til. Intet resultat – rumfolkene har åbenbart gennemskuet Reeves og hans cargocult-agtige plot.
Statistisk set
Ser man på det ud fra en statistisk vinkel, så var der engang en ufolog der mente at vide, at hundeejere havde store chancer for at se ufoer. Når hunden skulle luftes inden sengetid så var muligheden der.
Lige så store chancer har den nikotinhungrende, der en sen aftentime skal ud for at trække en pakke smøger i en automat, efter døgnkioskens lukketid.
Faktisk findes der tidsstudier over ufoernes adfærd der siger, at efter kl. 21,00 er der størst mulighed for at se ufoer.
Det er bare ikke mig! For det første holder jeg mest af katte, og de lufter heldigvis sig selv; for det andet ryger jeg ikke cigaretter og, for det tredje, så tilbringer jeg som regel tiden efter kl. 21 på hjemmefronten – jeg hører ikke til dem der hænger på gadehjørnerne.
Min surhed, som beskrevet i begyndelsen af disse kvababbelser, fortager sig efterhånden som jeg får skrevet dette og gennemgår muligehederne. I stedet glider jeg over i en erkendelse af, at mine chancer er meget små. Jeg husker på, hvad læger siger, hvis man har pådraget sig en kronisk lidelse: – du må lære at leve med det! Jeg må altså lære at leve med min skepsis!
Nået dertil holder jeg inde med skriveriet – min seng drager mig lokkende.
Dagen efter, på jobbet, går det op for mig at sommerferien har sneget sig ind på mig, idet personalet ønsker mig god ferie – underforstået: nå, hvad med lidt brød til eftermidagskaffen!
Jeg indfrier forventningerne og tager på ferie med god samvittighed og intakt skepsis.
Endelig et møde!
Den 20. juli 1993 befandt jeg mig nær Torsburgen på Gotland, fjernt fra det hjemlige. Jeg havde været inde og bese denne gamle bondeborg, over 1500 år gammel. Den er så stor, at den kun kan overskues i sin helhed fra luften, uden der dog skal lægges andet og mere i det faktum. For en dansker er det et vildt og spændende område at færdes i – over 50 meter høje, stejle klippevægge og ruiner her og der.
Det er blevet lidt senere end jeg havde troet, mest fordi jeg gik forkert nogle gange, men fandt så endelig tilbage til bilen, netop som det begyndte at regne. Jeg ville lige sidde lidt mageligt og slappe af, inden turen tilbage til sommerhuset. Tydeligvis er jeg den sidste turist, ingen andre biler, ingen af de allestedsværende cykler. Fred og ro – herligt!
Mens jeg sidder der og fintænker, bemærker jeg et lysglimt bag mig, og jeg tænker, at det åbenbart er ved at trække op til tordenvejr. Hvorfor ikke, det er lummert nok.
Der kommer ikke noget bulder efter det formodede lyn, i stedet hører jeg bagved mig en dør smække ovre ved toiletterne efterfulgt af et “fy-fan”. Jeg vender mig og ser en lille mand komme over mod mig.
– Er der noget galt, spørger jeg, idet jeg tænker om han skulle være blevet kørt agterud af en turistbus eller lignende.
– Du kan godt få et lift med mig, fortsætter jeg imødekommende.
Den lille mand, vel omkring 160 cm høj, iført grå joggingdragt kigger på mig og ryster på hovedet. – Nej, jeg har mit rumskib stående henne på marken, siger han, mens han blinker fortroligt med det ene øje, og peger i den retning hvor jeg havde fornemmet lysglimtet. Og det stod nu lysende klart for mig, at jeg stod overfor en ægte rummand.
– Du er rummand? Det var nærmest en konstatering fremfor et spørgsmål, og inden jeg fik sagt mere gik er nogle trækninger over hans ansigt. Jeg forventede nogle kosmiske sentenser, men surt sagde han:
– Det er altså pisseirriterende, at hver gang man lander et eller andet sted på jorden, så er der straks nogle jordboere der kommer fisende og spørger: – hvor kommer du fra, hvordan flyver du, har du et budskab til mig, eller, må jeg få en tur i dit rumskib og så fremdeles.
Lynhurtigt tænker jeg mig om, mobiliserer min empati og siger i stedet – vil du ikke ind i bilen i tørvejr, det er sikkert kun en byge, så giver jeg en pilsner?
Rummanden lyser op i et smil, – ikke nogen dårlig idé, siger han formildet.
Jeg trækker et par dåser Kronenbourg frem, indkøbt toldfrit på Grenaa-Varberg overfarten. Så fortæller jeg ham, at jeg allerede ved en del om ham og hans rumbrødre, idet jeg henviser til, at HC jo allerede kender sandheden via Adamski.
Min stuationsfornemmelser siger mig, at jeg ikke skal stille alle de af ham uønskede spørgsmål, men lade som om jeg ved det hele i forvejen. Det virker!
Rummanden slår en høj latter op, – sandheden, gylper han halvkvalt og savler lidt øl ned ad sig, nej, nu skal jeg sgu fortælle dig sandheden.
Sandheden
– Sandheden omkring vores besøg på jorden er hverken at vi er bekymrede over jordborenes levevis, jeres atomare eksperimenter endsige redde jer fra diverse katastrofer. Hvad i alverden skulle vi kunne gøre ved det? Det lort må I knageme selv klare. Næe, i virkeligheden er sandheden lidt flov må jeg indrømme, set fra vores synsvinkel. Han skvulper en hurtig slat øl i halsen og fortsætter:
– Det ligger sådan, at en stor del af vores rumskibe ikke er tip-top moderne. Vi døjer eksempelvis stadigvæk med det jordboerne kalder tørklosetter, vi kan jo ikke pisse ud af koøjet… Alternativet til dette, det bedste sted i dette solsystem, er Jorden. På Venus for eksempel koger det når vi pisser, på Mars skider vi istapper – det er ikke særlig behageligt.
– Eksempel: Hvis du befinder dig et sted hvor der er et lokum, og det er stinkende fyldt, vil du så ikke osse, hvis en bedre mulighed byder sig, vælge denne?
Eksemplet var velvalgt. Jeg tænker på det lejede sommerhus i Gnisvärd, og evnen til at holde sig til man på dagens udflugt når frem til et sted med et vandskyllende toilet, så jeg nikker såvel medvidende som medlidende.
– Vi prøver virkeligt at lande de mest øde steder og på de mest gunstige tidspunkter, for at genere mindst muligt. Ofte møder vi alligevel jordboere. Så giver vi dem en eller andet flyvsk forklaring, ja, eller et eller andet “budskab” de kan forholde sig til, som regel med udgangspunkt i hellige jordiske skrifter. Det stiller de fleste sig tilfredse med. Af og til giver vi de mest stædige en flyvetur, hvis vi gider, det sker osse vi klæ’r os ud, hvis vi altså er ud på at lave fis med nogen.
– Læg iøvrigt mærke til, at ingen af jeres såkaldte kontaktpersoner nogensinde har fortalt om toiletforholdene i vores rumskibe. Vi har simpelthen afledt deres opmærksomhed med en masse teknologivås, diverse budskaber og vores imaginære bekymring for forholdene på jorden.
– Du hørte mig bande lige før, ikke?
Jeg nikker bekræftende og tager endnu en slurk øl.
– Det var fordi at det offentlige toilet derovre ikke var et hak bedre end det i mit rumskib. Jeg ser virkelig frem til, at jeg får et af de nye rumskibe, der bliver flere og flere af dem med moderne sanitære fasciliteter. Vi har nogle der komprimerer skidtet, og så skyder det ud af rumfartøjet som partikler. Det ligner små ildfluer, når det sluses ud. Ja, faktisk kan du finde bekræftelse for dette i det stadig mindre antal observationer – nu behøver mange af os ikke at lande på jorden for at forette vor nødtørft i samme grad som før.
Jeg byder ham en øl mere, og en stund sidder vi tavse og eftertænksomme, mens vi kigger ud på regnen, indtil han bryder tavsheden:
– Nå du, siger han, jeg skal vist lige ud et øjeblik. Sådan er det altid, når jeg har fået en øl eller to, og så må jeg se at komme videre. Og forresten – det jordiske øl er nu også en god grund til at besøge jeres planet. Det sker af og til vi sniger os ind på et værtshus.
Jeg skal også ud, og mit møde med rummanden slutter i al løssluppent broderlighed med, at vi prøver hvem der kan pisse længst. Jeg lovede at hemmeligholde resultatet, idet det ville kunne forårsage panik blandt jordboere, mente han!
– Du, jeg skal vist lidt mere end det, siger rummanden, og slår lidt ud med hånden.
Jeg forstår. Mens han sætter sig ved et træ går jeg diskret tilbage til bilen.
– Det lettede, råber rummanden til mig kort efter, og med et “Tak for skænken”, forsvinder han i retning af marken hvor han angiveligt havde parkeret sit rumskib.
Jeg sad nu alene tilbage i bilen, og tænkte på alle de spørgsmål jeg ikke fik stillet, rumskibet jeg ikke fik at se og så videre. Dog var jeg rimeligt tilfreds med, at have mødt en rummand, selvom jeg ved nærmere eftertanke stadig – på en eller anden måde – er skeptisk.
Jeg sad alene tilbage med den sandhed, at jorden ikke var andet og mere end en sanitær foranstaltning i rumfolkenes bevidsthed – jorden er solsystemets bedste lokum!
Mit bevis!
Efter denne artikel i Para-nyt blev jeg ringet op. En læser ville vide, om min kontaktberetning var sand. Vurdér selv – jeg har kun det lidt uskarpe foto der vises i denne artikel som bevis: – en klemt øldåse og en rumlort!
– en klemt øldåse og en rumlort!
Kilde: Para-nyt 1993
Seneste kommentarer