For mange år siden cirkulerede der en historie om en hest, “Kloge Hans”, som kunne regne. Nu har en hund tiltrukket sig mediernes opmærksomhed i USA – den er efter sigende et matematisk geni.

Dalmatineren Sunny og hans herre har optrådt sammen på tv, i skoler osv., hvor Sunny har forbløffet sit publikum med store færdigheder indenfor de fire regnearter. Og hvad mere er, Sunny kan angiveligt også kalkulere, finde kvadratrod og kubikrod samt løse matematiske opgaver med to ubekendte. Hunden kan dog ikke skrive, men bjæffer svarene frem på de spørgsmål som er skrevet på nogle kort. Nå, ikke andet, vil nogen måske sige. Joe, Sunny kan også tackle spørgsmål fremsat på spansk, portugisisk eller hebraisk. Kom så igen!

Organisationen Bay Area-skeptikerne i San Francisco mente, at det måtte være interessant at få testet Sunnys matematiske færdigheder, og hundens ejer accepterede med glæde tilbudet.

Rolige og udhvilede mødte Sunny og dens ejer frem til forsøget. Imidlertid dukkede det første tegn på vanskeligheder op lige før forsøges start. Sunnys ejer påpegede, at hunden havde haft visse vanskeligheder den dag med at bjæffe tallene 1 og 2 samt 9 og 10. (Normalt ville Sunny bjæffe svarene på praktisk taget alle spørgsmål, så længe de lå mellem 1 og 10.) Som følge deraf ville Sunny kun få spørgsmål mellem tallene 3 og 8.

Den fælles aftale om forsøget gik ud på, at Sunnys ejer i de første 15 minutter skulle demonstrere hundens evner uden nogen form for kontrol; og så, i de næste 15 minutter skulle forsøget udføres af Don Henvick fra Bay Area-skeptikerne. Yderligere forsøg skulle udføres senere, såfremt Sunny havde succes.

Korrekte bjæf

Hundens ejer, en rar pensionist, lavede et imponerende show. Han holdt et kort op med et tal skrevet på hvert enkelt spørgsmål, og så kunne han fx. spørge: hvor meget er 3 + 4? Og Sunny bjæffede det rigtige svar, ved at gø lige det antal gange som passede til facit.

Dette blev gentaget adskillige gange, sædvanligvis med succes. Af og til tog hunden dog fejl, nogle gange ved at bjæffe lidt tøvende eller meget svagt, eller med meget uklare udtryk. Ejeren rettede den, og som regel svarede Sunny rigtigt næste gang.

Det var en forbløffende forestilling. Tilbage stod kun en alternativ forklaring på Sunnys færdigheder: hunden kunne modtage ufrivillige tegn fra sin herre.

Ukorrekte bjæf

Dette kunne prøves af på en ret så enkel måde. Man kunne lade en uafhængig person præsentere kortene for hunden, nøjagtig på samme måde som ejeren havde gjort. Men kun hunden og et videokamera skulle kunne se, hvad der stod på kortet. Ejeren skulle stå bag hunden. Det skulle udelukke ubevidste signaler til hunden.

Så snart det blev gjort faldt Sunnys matematiske evner betydeligt. Første kort blev vist frem, og Sunny blev som sædvanlig bedt om at nævne tallet. Sunny bjæffede otte gange. Tallet på kortet var fem. Sunny bjæffede elleve gange for næste kort, det var et tretal.

Der blev atter rokeret på positionerne, denne gang med Sunny placeret mellem sin ejer og Don Henvick, som viste kortene til hunden. En flytbar skærm afskærmede ejerens ansigt for hunden. Det mærkelige var, at nu viste Sunny ingen interesse for Henvick eller kortene, den prøvede i stedet at få øje på sin ejer. Og hundens matematiske evner var nu særdeles ringe: 7 + 3 blev til 9, og 4 + 5 blev 13. Det stod ret hurtigt klart, at Sunny bjæffede tilfældigt, usikker på hvad man forventede af den. Også forsøg på at stille spørgsmålene på spansk slog fejl. Dos y dos blev til siete når det skulle have været cuatro.

Hundens ejer var nu blevet synligt ophidset. Han begyndte at forklare, at Sunny var blevet træt, og at det var over hans sengetid. Hans oprigtighed var smertelig åbenbar, han havde virkeligt ventet, at hunden ville have været i stand til at svare rigtigt.

Okkulte bjæfferier

Måske var Sunny virkeligt blevet træt af al den matematik. Derfor begyndte ejeren nu at berette om hundens fortræffelige evner til at huske sine tidligere liv, og besvare spørgsmål om disse. Sunny ville bjæffe tre gange for ja og to for nej. På den måde blev det ikke alene klart, at Sunny havde været menneske i sin tidligere inkarnation, men man kunne også fastslå det navn han havde levet under. I sit tidligere liv havde hunden ikke været nogen ringere end den berømte artist Harry Houdini! (En enestående afsløring, for ingen vidste, at Houdini i den grad, bogstaveligt talt, var gået i hundene.)

Heldigvis var det ret enkelt at afprøve den påstand. Til stede ved forsøget var også Bay Area-skeptikernes magi-ekspert Bob Steiner, som har et meget godt kendskab til Houdinis liv. Steiner skrev hurtigt noget på et stykke papir og gav det til Sunnys ejer. Steiner forklarede, at dersom hunden havde været Houdini i et tidligere liv, og kunne svare på spørgsmål om dette, ville han helt sikkert huske Houdinis mors pigenavn. Når alt kommer til alt – er der nogen der ikke kender deres mors pigenavn? Derfor ville det være naturligt at Sunny – eller forhenværende Houdini, kunne besvare dette spørgsmål korrekt. Steiner havde skrevet fem navne på papiret. Da det måske er kendt, at Houdinis familie var jødisk, havde Steiner valgt fem almindelige jødiske navne. Sunnys ejer virkede en smule forvirret, men han præsenterede tillidsfuldt spørgsmålene for Sunny.

Men Sunnys ejer kendte åbenbart ikke svaret, så noget signal – ubevidst eller på anden måde – kunne ikke afsendes. Det faktum at hundens ejer også her masede på selv på dette stadium, bekræfter uden tvivl hans ærlighed, for dersom han ikke troede at Sunny kunne svare rigtigt på spørgsmålet, ville han have fundet på en undskyldning for ikke at fortsætte.

Udspørgningen blev standset efter fire navne. Houdini, eller Sunny, havde svaret ja til fire af navnene, og det eneste den havde svaret nej til viste sig at være det rigtige! På det tidspunkt var Sunnys ejer særdeles ulykkelig. Han understregede iger hvor sent det var blevet, og at det var langt over hundens sengetid. Han slog så fast, at Sunny ikke ville optræde mere.

En forklaring?

Nøjagtig hvordan Sunny modtog sin ejers ufrivillige signaler blev aldrig med sikkerhed slået fast. Men sikkert er det, at den var blevet trænet til at gø så snart nogen holdt et kort op foran den, mens man samtidig snakkede til den. Efter at have studeret video-optagelserne af forsøget stod det klart, at hundens ejer, mens han talte antallet af bjæf fra hunden, stod meget stiv og spændt, mens han åndede høreligt. Så snart det ønskede antal bjæf var modtaget, slappede ejeren af og mindskede åndedrættet. Desuden lagde han kortet ned, et tydeligt signal til hunden om at stoppe.

Selv om Sunny sikkert ikke kan besvare spørgsmål uden dens ejer kender svarene og giver signalerne, er det interessant at tænke lidt over hvor meget hunde kan forstå ud fra subtile signaler fra deres ejere.

Kilde: Para-nyt 1989 nr. 1
Oversat af Willy Wegner fra: NIVFO bulletin 1988 nr. 4-5.