af Torkild Lund

T. Glen Hamilion: “Intention and Survival” (1942), udg. af afdøde dr. T.G. Hamiltons søn, dr. J. D. Hamilion, og tilsendt os af hans enke, L. M. Hamilton.

Fra bordbankning, automatskrift og trancetale samlede dr. T. G. Hamiltons undersøgelser sig hurtigt om fotografering af teleplasmamasser, der angaves at skulle forestille afdøde mennesker. Til dette vanskelige studium, der trods mange forgæves anstrengelser må siges at være kronet med held, medbragte dr. Hamilton såvel de fornødne videnskabelige kvalifikationer som en utrættelig og hårdnakket forskerånd. Ved siden af de videnskabelige og borgerlige tillidshverv, som han i kraft af disse egenskaber og sin høje etiske standard var blevet overdraget – således formand for Manitoba Medical Association – var han også som psykisk forsker og foredragsholder inden for dette gebet et kendt og anerkendt navn i U.S.A. og Canada. Grunden til en så udførlig omtale af mandens karakter og kvalifikationer er den almindeligt udbredte mistro til ægtheden af de fleste seance-fotografier, og her som andre steder står og falder den videnskabelige interesse for de fænomener, der afsløres af fotografierne, med fotografens og seancelederens menneskelige pålidelighed. Denne tiltro, som mange her i landet ikke tør yde fotograf Türck i hans bog Jeg var dus med ånderne, vil de sikkert have lettere ved at yde dr. Hamilton, så meget mere som ingen af hans medier nogensinde er blevet grebet i fusk.

To af hans tre medier var som han selv af skotsk afstamning (ligesom D.D. Home) og hed Mary og Elizabeth Marshall. Hovedmediet, Mary M., der ofte passede hans børn, blev forinden seancerne klædt af, stænket med varmt vand (for at fremme teleplasmadannelserne) og iført en underkjole, en ærmeløs og nedringet kjole og slippers. Begge disse medier hævdede at være i både clairvoyant og telepatisk kontakt med samme trance-personlighed, en køn ung mand, kaldet Walter-Mary M., som efter dr. Hamiltons overbevisning var den egentlige leder af seancerne. Disse fonmede sig efterhånden således, at Walter-Mary M. underholdt sig med seance-deltagerne, indtil der efter hans udsagn var samlet tilstrækkeligt teleplasma, hvorpå han gav sine direktiver med hensyn til hvilket øjeblik, der var gunstigst for fotograferingen, f. eks.: “Syng et vers, så tæller jeg til tre, og efter et sekunds forløb brænder I den af.” Fotografiapparaterne stod med åben linse i det mørke værelse, så når magniumbomben flammede op blev mediet og dets omgivelser taget af et dusin forskellige apparater, anbragt i forskellige vinkler. Derpå blev der lukket for linserne, lyset blev tændt, pladerne fremkaldt og eventuelt forstørret. Var man heldig, viste de en teleplasma omkring mediets mund eller næse, hvori der — som i gips — var formet små portrætter i relief f. eks. af W. E. Gladstone, C.H. Spurgeon (en religiøs forfatter og prædikant), Raymond Lodge o.a., der havde haft forbindelse med psykisk forskning, mens de levede, idet Walter-Mary hævdede, at han blot var en slags psykisk mekaniker for en kreds af afdøde, bestående bl.a. af R. L. Stevenson og Sir Wil. Crookes, der havde planlagt eksperimenterne i samarbejde med dr. Hamilton. Foruden mange vellykkede miniature-portrætter, der i størrelse kunne veksle fra en 2-krones til halv naturlig størrelse, arbejdede man i længere tid med fremstillingen af en teleplasmamodel af et gammelt sørøverskib, der imidlertid blev delvis mislykket, men dog lignede et skib og var i tre dimensioner og frit ophængt på væggen bag mediet. Hun, hvis hænder blev holdt af sidemændene i kredsen, kunne altså ikke have en finger med i spillet. Det samme gælder for den overordentlig smukke miniature-relief af den bekendte “Katie King” (som Jonas Lie hævdede at have omfavnet under en seance med Mis Cookes), der som illustrationen viser, er dannet af forskelligartet teleplasma i sorte og hvide chatteringer og, som andre billeder viser, er ophængt på kabinettets endevæg, mens to medier sidder og ligger i trance foran. Dermed var også højdepunktet nået.

Tager man dr. Hamiltons pålidelighed for givet og dermed fotografiernes ægthed, kan man dårligt tænke sig nogen fremgangsmåde, der skulle være i stand til at snigløbe det sæt garderinger, der dannede ramme om de fotografiske optagelser. Stenografiske undersøgelser af billederne godtgør, at de er plastiske, og det synes at fremgå af specielt et af billederne, hvor man ser “låget”, der har siddet over det hul i teleplasmaet, hvor billedet er, ligge foran mediet på bordet, imens teleplasma-massen, på størrelse med et æble, sidder klinet fast i mediets venstre øje. Målingerne viser, at fordybningerne i „låget” svarer til de fremtrædende partier i portrættet. Delte synes altså at blive til inden i en æggeskal af teleplasma i analogi med krystaldannelser og med den levende kylling i ægget.

Hvis man altså udelukker den antagelse, at dr. Hamilton er blevet ført bag lyset af de samme mennesker gennem en halv snes år, har man her en smuk række illustrationer til den skabelsesproces, der formentlig ligger bag materialisationer i fuld størrelse. (Her er i hvert fald den mulighed udelukket, at mediet eller en tredie person kan give sig ud for en miniature!) Teorien om et vitalt felt i lighed med de kendte elektromagnetiske felter — som det bagvedliggende organisationsgrundlag – får her el bærekraftigt argument.
Foruden miniature-portrætterne fik dr. Hamilton gennem et andet af medierne, Elizabeth M., en række automatiske meddelelser, som angaves at stamme fra R.L. Stevenson, David Livingstone og W.T. Stead. Allerede i 1920, da dr. Hamiltons interesse for psykisk forskning vågnede, fik han følgende meddelelse gennem bordbankning: “Platon z. bog, allegorien meget rigtig …” (Hentydningen var til “Staten”s tiende bog, hvor der findes en allegorie over livet efter døden). Hamilton slutter sin fremstilling med at citere en automatisk meddelelse af Stead-Mary M., der tillige med bogens hele find viser den vægt, han selv lægger på de etisk-religiøse perspektiver, der vanskeligt kan holdes uden for den mest nøgterne udforskning af disse mærkelige trancefænomener, der udgiver sig for at komme fra hinsides graven:

“Det er meget vanskeligt for mig at meddele mig. Det ville være bedre, hvis jeg kunne komme tilbage i materiel form. Der er meget at gøre, og kun få hjælpere; meget fordi, indtil alle ved, at der ingen død er — kun en forvandling — er der meget at gøre. Hvordan kan nogen mistvivle? Mange søger efter sandheden. Det må også føjes til den religiøse verden, ikke alene på videnskabelig måde, men også på en religiøs måde …”

Derfor valgte T.G. Hamilton at kalde sin bog: “Hensigt og liv efter døden” (“Intention and Survival”).

Kilde: Ny horisont, september 1955, 3. årg. nr. 4