af Bent Søby Madsen

I år vil danskerne bruge mindst tre milliarder kroner på alternative mirakelkure, alt fra healing, shamanisme, astrologi og tarok-kort til sten og krystaller. Jo mindre det alternative har at gøre med det traditionelle sundhedsvæsen, detso større søgning oplever det.

Hemmeligheden ved alternativ helse synes at være: Prisen på kuren skal være høj, jo dyrere, desto bedre virkning. Og brugerne må endelig ikke fejle noget, der er alt for konkret. Et brækket ben for eksempel er stadigvæk en sag for sygehuset, men på det alternative helsemarked kan man købe hjælp til at finde ud af, hvilken skytsengel, man skal påkalde for at undgå at falde over sine egne ben i fremtiden. Og man kan hente råd, hvis man vil finde en vejviser blandt engle eller shamaner – og her kan ikke engang de private hospitaler være med…

Til trods for, at det offentlige bruger godt 30 milliarder kroner årligt på sundhed, føler mange sig tilsyneladende bedre hjulpet af de alternative. I hvert fald boomer helsebølgen som aldrig før til trods for, at stor set hele branchen er baseret på lige dele svindel og overtro.

Nøgtern betragtet ser det populære marked for alternativ medicin og livsfilosofi ud til at dementere, at Danmark skulle være et oplyst land.

Selv ikke i den mest overtroiske del af middelalderen var antallet af mirakelkure så stort som i dag. Men når der nu tjenes store penge, på disse kure, tyder det på, at der må være et massivt behov for denne helsebølges tilbud med dens løfter om et bedre liv, med et modeord: et liv med livskvalitet – dette luftige ord, der første gang så dagens lys i 1970.

Tilstrømningen tyder på, at der er noget fundamentalt galt, når borgerne på trods af de store udgifter til sundhedsvæsenet i stigende tal opsøger alternative behandlere.

Men er det den etablerede lægevidenskab, der har spillet fallit? Næppe. Selv om de fleste læger hævder, at en patient, der er rask, er en patient, der ikke er undersøgt grundigt nok, har det på trods af årelange bestræbelser ikke været muligt at kurere blot en enkelt af dem, der, før de hengiver sig til shamanisme og andet af samme skuffe, har fyldt venteværelserne og søgt at få de etablerede behandlere til at hjælpe sig.

Sagen er den, at det offentlige sundhedsvæsen med dets traditionelle sygdomsopfattelse er ude af stand til at hjælpe de mange, der klager sig.

Typisk for sundhedsvæsenet er, at man forventer at finde en legemelig parallel til utilpasheden hos patienten. Klager patienten over hovedpine, dårlig trivsel eller andre diffuse problemer, griber man til konkrete undersøgelser og analyser, og finder man ikke et eller andet, der påviseligt er unormalt, ja, så bliver patienten sendt hjem igen – måske med et glas beroligende piller, der selvfølgelig ikke hjælper.

Når denne henholdende behandling har stået på i nogle år, er der næppe noget at sige til, at flere og flere bukker under for den massive reklamekampagne fra healere og mirakelmagere, der i ugeaviser og brochurer lover resultater her og nu med alle mulige mirakelmidler.

I et materialistisk samfund som det danske, hvor den eneste grund til, at vi står op om morgenen, er udsigten til at kunne forvandle det økonomiske udbytte som lønmodtager til flere såkaldte materielle goder, må der nødvendigvis ske en ændring i én, når det rutinearbejde, man har haft hele sit liv, pludselig er sparet væk – og man så at sige står på Herrens Mark, og selv skal finde ud af at få indhold i sit liv.

De fleste formår i nogle år at hælde hovedet til politikerne og fagbevægelsen, der lover, at opsvinget er live om hjørnet, men når det stadig udebliver, hvad gør man så?

Tja, grebet ud af tidens hang til spekulationer, begynder mange åbenbart at tænke over, hvad der er meningen med livet, men desværre er samfundet ikke rigtigt gearet til at svare på sådanne spørgsmål.

I modsætning til de sydeuropæiske lande, hvor de fleste stadig er forankrede i den katolske tro, der hårdnakket påstår, at der er en mening med livet, så er velfærdsmodellens tilbud snævert knyttet til øget materiel velstand: Større bil – større lykke.

Når folk efterhånden gennemskuer den socialdemokratiske opfattelse af fremgang, mere af det samme, og begynder at spekulere på tilværelsens mening, er det, det går galt.

Og her er det, den alternative sundhedsbølge kommer ind i billedet. Bølgen leverer ikke bare en simpel kur, man får med et moderne udtryk en pakkeløsning, hvor meningen med tilværelsen følger med som bonus.

Det traditionelle sundhedsvæsen har i mange år betragtet os som en maskine og behandlet os som sådan.

Hvis der var noget galt skulle det enten ordnes med kniv eller med piller, ja selv usikre mennesker, der populært sagt spekulerede sig tossede over meningen med tilværelsen, søgte man at kurere med disse midler: Det hvide snit eller beroligende piller. Tilløb til omfattende og professionel behandling med for eksempel samtaleterapi har der normalt ikke været penge til inden for den traditionelle psykiatri.

Anderledes er det alternative helsemarked.

Her bliver man, om man ikke har sin kritiske sans i højeste alarmberedskab, bildt ind, at det er stjernerne, skytsengle, jordstråler eller andre magter, der styrer ens tilværelse – og her er det så miraklet indfinder sig: Hvis man betaler i dyre domme for et magnetisk armbånd, en flaske med elektrisk vand, en bog med gode råd om, hvordan man læser sin fremtid i hånden, øjnene eller føddernes stilling, ja, så vil man få indflydelse på sit liv. Og man vil kunne undgå alle mulige ubehageligheder i fremtiden, om man sender bud efter en troldmand, der kommer ens jordstråler til livs. Jo dyrere kuren er, og jo mere man selv er overbevist, desto bedre ser den ud til at virke.

At man samtidig er blevet taget grundigt i skægget, accepterer flere og flere tilsyneladende som en nødvendig bivirkning.

Men trods godtroenheden er der grund til at se med en betydelig skepsis på branchens stadig mere omsiggribende fiduser, der i modsætning til det traditionelle sundhedsvæsen opererer helt uden kontrol.

Siger vi ikke snart fra over for vor tids troldkarle og hekse, vil overtroen brede sig, som om middelalderen var kommet tilbage.

Og det kan næppe nogen være interesseret i!

© 1998 Bent Søby Madsen. Bringes her med forfatterens tilladelse.