af Mogens Jacobsen

Ved en fest vender min borddame sig pludselig imod mig og spørger med store øjne: ‘Hvad er du?’. Hertil kunne jeg jo meget realistisk svare f. eks.: ‘Tørstig’, eller ‘Heteroseksuel’, eller ‘Psykiater’, eller ‘Venstreorienteret’. Men jeg ved godt, at sådanne jordnære svar i dag kun vil få hende til med skuffet irritation at spørge videre:

‘Nej, nej – jeg mener, er du Skytte eller Vandmand – eller hvad er du egentlig?’. Her er det, jeg skal vare mig for at fortælle, at jeg faktisk tre gange har fået tydet mit horoskop hos tre meget berømte astrologer – men at jeg af medfødt tendens til nysgerrighed kun en gang opgav korrekt fødselssted og tidspunkt – de to andre gange forkert. Og alle tre horoskoper passede såmænd jævnt skidt og lige godt. Nej, – jeg bør her kende den nye konversations kunst, der gør det indlysende dunkelt og virkeligheden til gætteri, så hvis jeg vil bevare kontakten, svarer jeg selvfølgelig: ‘Jeg er Tvilling med mørk nuance i min aura ud for venstre øre og indigo vibrerende voldsomt i mit andet chakra’. Herefter er vejen åben for en fordomsfri drøftelse af mine chancer i livet, og af hvordan hun, som Skytte med et stærkt tredje chakra, har det med ‘sådan nogen som mig’.

Nå – grinet til side, – dette er muligvis alvorligt nok.

Vi oplever i dag i vor kulturkreds en fantastisk opblomstring af alternativ healing, magnetiske strygninger, aurasyn, chakraaflæsning, magisk naturmedicin, reinkarnationstro, djævleuddrivelse, spådomskunst, stjernetydning, pendulsving, læsning i hænder, spådom i blodkrystaller og tro på kosmisk helbredelse ved psykisk kraft over flere hundrede kilometer.

Hvorfor? Hvad siger det os?

Jeg indrømmer, at ovennævnte udvalg egentlig kræver en vurdering hver for sig – der er forskelle. Men jeg vil tillade mig at tale om dem under eet. De er alle – og flere med dem – magisk/okkulte alternativer til naturvidenskabelig virkelighedsopfattelse.

I de seneste årtier har vi oplevet helt ufattelige spring fremad i naturvidenskabelig viden. F.eks. indenfor molekylærbiologi, kosmologi og forskning i atomkerne og elementarpartiklerne. Og vi har aldrig vidst mere om det menneskelige legeme og den menneskelige psyke, end vi gør i dag. Vi har heller aldrig før besiddet så forbløffende viden om menneskets måde at reagere på i sociale sammenhænge.

Det kan derfor for en overfladisk betragtning se absurd ud, at flere og flere, overfor dette massive tilbud af betagende ny viden om mennesket, livet og universet, vælger at forkaste denne viden. Det gøres på to måder. Enten ved at kræve videnskabelige forsøg vedrørende overtro – og når disse gang på gang falder negativt ud, så lykkeligt frelst erklære: ‘Det viser, hvor avanceret det er!’. Eller man vender helt om og dyrker fortidens tilløb til viden som højeste visdom. Man kunne her næsten fristes til at sige: Jo ældre og jo mere i modsætning til nyeste naturvidenskabelige erkendelse en ide er, jo større set det ud til at lysten til at tro på den er. Det helt fine er nu at gå med sin sygdom til healere eller ‘natur’-helbredere, der har deres teknik fra oldtidens Indien – dengang millioner af indere døde af sygdomme, de stod magtesløse overfor, og gennemsnitslevealderen var 28 år.

Det hævdes ofte, at videnskaben ikke vil undersøge de magiske, okkulte og alternative ideer. Det er faktisk ikke rigtigt. Der foreligger stribevis af gedigne psykologiske og sociale forklaringer på, hvordan disse teknikker fungerer – og hvorfor de af og til virker. Problemet er, at nærliggende forklaringer i realiteternes verden ikke accepteres af mennesker, der har større behov for at tro på det dunkle, end vide noget om det nærliggende.

En amerikansk forskningsleder (P. Adams) sagde for et par år siden til mig: ‘Det er så svært, når folk hele tiden vil have bevist noget, der faktisk ikke finder sted – samtidig med, at vi konstant kan afsløre en betagende og nær virkelighed, som folk ikke vil se’.

Som sagt – det lyder umiddelbart ret absurd, men der er mening i galskaben.

Freud sagde engang: ‘Mennesket tåler kun virkeligheden i små doser ad gangen’. Og jeg kunne tilføje et citat fra Erich Fromm:

‘Mennesker flygter naturligvis gerne fra både realiteter og frihed, hvis realiteter og frihed er skræmmende’.

Jeg er helt enig i begge citater. Og jeg tror, vores naturvidenskabelige erkendelse finder sted i et tempo og på en måde, der både splitter og forråder mennesker. Splitter fordi færre og færre kan følge med i afdækningen af den ufattelige virkelighed. Og forråder fordi den nye viden i så høj grad omsættes til teknologisk manipulation (våbensystemer, følelseskolde computere, naturødelæggende forbrug osv.) – uden grundlæggende at gøre menneskelivet mere følelsesmæssigt tilfredsstillende!

Den rationelle naturvidenskabs magt viser sig faktisk stærkest i, at ‘natur’helbredere, astrologer, reinkarnationsfolk, scientology, pendulsvingende spåmænd m.fl. nærmest står i kø for at blive ‘naturvidenskabeligt bevist’ – skønt de gang på gang må se sig skuffet. De er nemlig på galt spor. Det ville de ikke være, hvis de vedstod at pleje menneskets uomgængelige behov for tro, illusion og irrationel adfærd. Disse begreber lyder måske umiddelbart nedsættende – men hvis vi anerkender dem som væsentlige betingelser for at klare livet, så er de vel ikke mere nedsættende end fænomener som sult og tørst.

Stillet overfor vort grove misbrug af reel naturvidenskabelig viden og magt, føler jeg en næsten ulykkelig kærlighed til ‘de okkult søgende’. Skønt der går skår i min kærlighed, når jeg som psykiater må rette op på mennesker, der var ved at drukne i psykisk forvirring efter besøg hos de kosmiske magikere. Desuden bærer jeg på en politisk anfægtelse, som jeg kan skildre ved historien om en gruppe kvinder, jeg kendte. De havde tidligere arbejdet aktivt og godt for kvindesag og social retfærdighed. Pludselig opgav de disse svære realiteter og drog på kursus i heksekunst, kabbala-mystik og astrologi. To af dem mente herefter at de senere skulle genfødes, og de ville tilsyneladende derfor spare på kræfterne her og nu.

skildre ved historien om en gruppe kvinder, jeg kendte. De havde tidligere arbejdet aktivt og godt for kvindesag En meldte sig ud af en fredsbevægelse, fordi ‘stjernerne viste’ at ‘skæbnen alligevel ikke ville krig i vort årtusind’.

Den østrigsk fødte socialfilosof Karl Popper, som forskede i fascismen og den totalitære stats opståen, beskriver bl.a. i bogen ‘ Det åbne samfund og dets fjender’, hvordan de totalitære, fascistiske samfund karakteriseres ved stærk lyst til magi og okkult styring af naturen og sociale forhold. Jeg må også sammenholde mine veninders tilbagetrækning til heksekult og astrologi med Erich Fromms tanker i bogen ‘Flugten fra friheden’. Den magisk/okkulte tænkemåde og et totalitært samfund ser ud til at passe forfærdende godt sammen. De er både symptomer og grobund for hinanden.

Det gør billedet noget forvirrende, at netop mange såkaldt venstreorienterede i dag falder for lysten til magi og overtro. Skal det forstås som et forsøg på at solidarisere sig med de uvidende og magtesløse ved at gøre sig selv uvidende og magtesløs? Så må man blot være klar over, at mens man stirrer sig skeløjet for at se hinandens aura eller tyde hinandens stjernetegn, så tager andre sig sig af realiteterne – og de har uomgængeligt fat i den lange ende.

På det psykologiske plan er bølgen af okkultisme, magisk helbredelse, spådomskunst og nyreligiøsitet stort set blevet forstået på fire måder – der hænger sammen. 1. Som tegn på stigende angst, fremmedgørelse og identitetsløshed i det moderne samfund. 2. Som en sult efter farverige og følelsesbetonede oplevelser i en standardiseret og rutinepræget hverdag. 3. En mindreværdsfølelse over for naturvidenskabens ufattelige virkelighedsafsløringer. Man kunne sige: ‘Det kan jeg ikke følg med i længere – nu vil jeg selv opfinde en virkelighed’. 4. Som en mere eller mindre bevidst protestbevægelse, der ønsker at sætte vort fantasifulde følelsesliv i højsædet (det være sig nok så regressivt og realitetskontrært) over for en teknologi og videnskabelighed, der misbruges til ødelæggende naturmanipulation og splittelse af mennesker.

Vi har i Iran et glimrende eksempel på, hvordan mennesker reagerer med utrolig kraft – reaktionært, religiøst ‘genfødt’, magisk tænkende, totalitært guru-dyrkende – og jublende over at ‘være noget’ i identitetssøgende protest mod et truende højteknologisk samfund, der skulle indføres hurtigere, end sjælen kunne følge med til.

Vi kommer ikke uden om det: Der er større angstfri selvfølelse i at tro på en illusion end i at føle sig fortabt i virkeligheden. Under pres og kriser vælger et flertal af mennesker altid illusionen. Den er således meget menneskelig, – men sjældent til menneskets bedste på lidt længere sigt.

Den magisk/okkulte tænkemåde er en uomgængelig del af vort ubevidste sjæleliv. Den er både det fantasifulde og drømmende barn i os – og den sindssyges sidste forklaringsmåde i det yderste sammenbrud. Den indeholder til overmål primærprocestænkning, konkret logik (helt usammenhængende fænomener forveksles via symbolsk lighed), paranoid ombytning af årsag og virkning, pars-prototo-tænkning (en lille symbolsk del opfattes som værende selve helheden) osv.

Er det etisk forsvarligt at hjælpe angste, selvusikre, søgende mennesker ved okkult/magisk tænkning og regressiv virkelighedsflugt? Måske. Idet i hvert tilfælde nogle af de magiske hjælpere selv tror på det, de gør – altså også, at der i naturvidenskabelig forstand ‘er noget om det’. Og når hjertet er rent, og bevidst spekulation i andres uvidenhed derfor kan udelukkes – hvem kan så fordømme? Hvis man f.eks. hjælper et andet menneske af med angst, psykosomatiske smerter og svimmelhed ved at påstå, at jorden er flad – og selv tror på det – så o.k. Man må bare se i øjnene, at menneskets og verdens fremtid bliver sikkert – omend muligvis ikke godt – fastlagt af dem, der har fat i en ganske anden viden.

Nu vil mange nok sige: Jamen det hjælper jo af og til! – disse ‘magnetiske’ strygninger, urtete dryppet på hovedpuden, styring af ‘skæbneplaneter’, illusioner af aurasyn, spådomskunst i hænder og hovedform, fantasier om ens fortidige og fremtidige liv, æteriske svæve-åndelegemer en eller 200 meter over issen osv.

Jamen det virker jo! Nej, det gør det faktisk ikke. Men mennesket virker!

Vi undervurderer i utrolig grad den menneskelige psyke. Den er på den ene side i stand til næsten ubegrænsede kraftpræstationer, selvforandring og indsigt i virkeligheden. Men den er også i stand til – hvis vi vælger det – at skabe uovertrufne illusionsnumre og menneskemanipulation, der henføres til andre kræfter end os selv. I okkult/magisk tænkning benytter vi os i udstrakt grad af vor evne til at projicere egne egenskaber, ansvar og frie valg ud i magiske symboliseringer, udefra-styring og skæbnetro.

Psykologisk, psykiatrisk og sociologisk forskning har rigelige og nærliggende forklaringer på, hvordan bl.a. spådomme og ‘magisk helbredelse’ kan bringes til at fungere: skjult nonverbal kommunikation, suggestion og hypnoselignende fænomener, man laver selvopfyldende profetier, hysteriske overføringsfænomener, ‘filter-høring’ og placebo-effekt ved tiltro.

Hvad mennesker virkelig kan – og i virkeligheden gør ved sig selv og hinanden direkte, her og nu, lige foran deres egne øjne – er for mig en virkelighed. Skøn, stærk og forklaret. Det gør mig altid lidt ondt at se skønheden, styrken og forklaringen lagt ud i ganske sagesløse stjernebilleder, penduler, auraer, krystalkugler og urteafkog.

Disse omveje til virkeligheden fratager mange mennesker oplevelse og indsigt i, hvad det er, de selv er, og ansvaret for, hvordan de selv laver det. Og her er vi igen ved Poppers teori om, hvorledes det magisk/okkult tænkende menneske faldt fint på plads i et primitivt stammesamfund, en mørk middelalders katolicisme eller et moderne totalitært styre. Det enkelte menneske tappes for en styrke i sig selv – får kun styrke via et overordnet ‘magisk’ symbol. Skal vi bruge omveje til virkeligheden for at nå hinanden og hjælpe hinanden? Hvad og hvem tjener disse omveje?

Jeg er helt klar over, at jeg i dette korte indlæg springer let hen over mange spørgsmål. F.eks.: Hvad er tro, overtro og viden egentlig? Hvordan er det, vi bruger sproget om disse ting? Er vor virkelighedsopfattelse et sprogligt problem? Har jeg ikke ovenfor også skildret ‘statsanerkendt religion’? Er følelsesliv og fantasi en så vigtig del af livet, at det er selve livet? Er visse magisk/okkulte hjælpere ikke bedre end andre? – Jo – men hvem står på menneskets side, når mennesket klemmes imellem firkantede, ufølsomme naturteknologer og udflydende, overfølsomme naturmystikere? Der er en tredje vej, som er slagkraftig til begge sider!

© 1983, 1998 Mogens Jacobsen. Bringes her med forfatterens tilladelse.