af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Forståeligt nok var der megen interesse for og nysgerrighed omkring de flyvende tallerkener, og mange mennesker ville gerne vide mere om emnet end den omtale, dagspressen almindeligvis leverede.
I udlandet havde der allerede siden 1952 eksisteret private ufo-organisationer. Blandt de bedst kendte var der i USA dels tale om APRO (Aerial Phenomena Research Organization), dels NICAP, som allerede er omtalt. Disse to organisationer blev stiftet i henholdsvis 1952 og 1956, men findes ikke længere.
I Vesttyskland var der Wiesbadener Ufo-Studiengemeinschaft (det senere Deutsche Ufo/Ifo-Studiengesellschaft, forkortet DUIST) som fra 1. oktober 1956 begyndte at udgive Ufo Nachrichten. Og i foråret 1955 blev der i England startet et tidsskrift ved navn Flying Saucer Review, som stadig udkommer. 1
Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før en eller anden fik den ide, at danske ufo-entusiaster burde organisere sig og følge det internationale mønster. Men trods alt skulle der en vis portion mod til at stå frem og skilte med sin interesse. I midten af 50’erne var det ikke ualmindeligt, at journalisterne gjorde grin med folk, der fortalte om flyvende tallerkener, og der blev ofte antydet en sammenhæng mellem tallerkenobservationer og manglende ædruelighed.
På dagligstueplan havde der eksisteret små studiegrupper siden 1954, og i disse grupper havde man i årenes løb samlet en del udklip og bøger om emnet; udenlandske tidsskrifter holdt man også. Desuden havde den tidligere omtalte københavnergruppe sine rødder blandt mennesker, der gennem mange år havde været aktive inden for såkaldt psykisk forskning, hvad der gav dem en særlig indfaldsvinkel til ufo-temaet.
Den 23. november 1957 tog skolelærer William Kiørboe initiativ til en ufo-gruppe eller et arbejdsudvalg, som man også kaldte det. Dette udvalg skulle undersøge mulighederne for "at udbrede kendskabet om, at der i universet findes andre intelligensvæsener end os, at de kommer til os i flyvende tallerkener, og at de er vore venner." Det blev til Dansk Interplanetarisk Selskab for Contact, forkortet til DISC.
Kontakt var tidens nøgleord, og i DISC var man ikke i tvivl om, at den amerikanske kontaktperson George Adamski talte sandhed. I et interview med journalist Nan Henningsen udtalte Kiørboe sig således, da han blev spurgt, om han turde tage med på en tur i en flyvende tallerken: "Ja, naturligvis. Adamski turde jo godt, der skete ham intet! Det er venlige harmoniske (rum-)mennesker… de lever efter Guds love: Du skal elske din næste som dig selv. De er langt, langt forud for os i alle henseender…"
"Hvordan ser de ud?" ville Nan Henningsen vide. "Adamski fortæller, at de to mænd, der samlede ham op på gaden i Los Angeles, var klædt ligesom alle andre. De var kontaktmænd og havde boet flere år i Amerika. De var meget smukke og virkede utroligt sympatiske og troværdige. Mændene og kvinderne i rumskibet var klædt i en slags flyverdragter, men inde i rumskibets dagligstue havde kvinderne meget smukke kjoler på, enkle og dog af udsøgt stof. De var utroligt smukke og ganske unge – at se på, for det lader til, at de er evigt unge…"
Nan Henningsen spurgte Kiørboe, om han troede på det, hvortil han svarede: "Det gør jeg. Der er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker ved, og Gud ske tak for det."
Af interviewet i Socialdemokraten (Weekend) 26. December 1957 fremgår det også, at DISC forsøgte at samle midler, så man kunne udgive et dansk tidsskrift i stil med Flying Saucer Review. Desuden ville man gerne gøre massemedierne interesseret, vel at mærke sagligt interesseret.
Til slut siger Kiørboe: "Det er jo ikke bare for sjovs skyld, at vi beskæftiger os med alt det her, vi og tusinder af ansvarsbevidste mennesker, hele verden over, er sikre på, at en videnskabelig interplanetarisk kontakt er den eneste redning for vor kultur, ja for vor klodes fortsatte eksistens."
I DISC begyndte man nu at indsamle beretninger om tallerkenobservationer i Danmark. Man havde tegnet abonnement hos et udklipsbureau og fik tilsendt avisudklip fra hele landet om flyvende tallerkener og ufoer. Dukkede der en beretning op, der så interessant ud, satte man sig i forbindelse med observatøren, og sendte vedkommende et spørgeskema. De indkomne spørgeskemaer blev så analyseret og sammenlignet, blandt andet for at man kunne undersøge, om det var muligt at følge en tallerkens færd hen over landet.
Der blev sendt kopier til Forsvarsstaben og til International Ufo Observer Corps i London. Sidstnævnte organisation var stiftet af Brinsley Le Poer Trench, redaktøren af Flying Saucer Review, og til sidst vendte ufo-beretningerne tilbage til dagspressen i form af eventuelle resultater eller kommentarer fra DISC.
Snart blev William Kiørboe en efterspurgt foredragsholder og udråbt som landets tallerkenjæger nummer et.
I august 1958 dukkede der en lille studie- og arbejdsgruppe op under navnet Ufo’54. Det var folk, der havde været med i kredsen omkring Poul Kastrup siden 1954, hvoraf navnet. På en duplikator i Gerda Alms lejlighed på Frederiksberg begyndte man at trykke studiematerialer om flyvende tallerkener. Det var sammenhæftede ark på mellem to og seks sider, der for en stor dels vedkommende bestod af artikler og ufo-beretninger, der var oversat fra udenlandske ufo-blade.
De kilder, man især trak på, var det uopslidelige Flying Saucer Review samt Ufo Nachrichten og det franske Courrier Interplanetaire. Den største enkeltudgivelse var George Adamskis Kosmisk videnskab, hvis indhold bestod af 100 spørgsmål og svar fra Adamskis foredragsvirksomhed hjemme i staterne. Netop denne del af Adamskis produktion hører til den mest reproducerede her i landet. 2
I Ufo’54 lagde man stor vægt på at fortælle, at man ikke spandt guld på denne virksomhed. I det hele taget var det ikke særlig artigt at tjene penge på sin ufo-beskæftigelse. Begyndervanskeligheder undskyldte man med, at man jo ikke var fagfolk. Alligevel holdt man sig ikke tilbage, for, som der står i en af Ufo’54s skrivelser, "vi har alle været besjælet af ønsket om at bidrage vort til udbredelsen af kundskaben til de flyvende tallerkener." 3
Ufo’54 gav sig også i kast med større opgaver. I begyndelsen af 1960 arrangerede gruppen således en foredragsrække i Folkets Hus i København. Her holdt William Kiørboe fra DISC foredragene, mens folkene fra Ufo’54 solgte deres duplikerede materialer. Det var offentlige møder, og man samlede omkring 600 mennesker til disse foredrag. Vel havde initiativtagerne til Ufo’54 indrømmet, at de ikke var fagfolk, men man satte ikke sit lys under en skæppe, for den 3. februar var temaet "Feltteorien og de flyvende tallerkener", og den 18. februar hed Kiørboes foredrag "Alt om Adamski".
Ved sidstnævnte arrangement blev det atter slået fast, hvor DISC og Ufo’54 stod i Adamski-spørgsmålet. Kiørboe sagde blandt andet: "Der er til dato, mig bekendt, ikke fremkommet materiale, der på overbevisende måde afkræfter pålideligheden af Adamskis beretninger."
I videnskabelige kredse er det almindeligt, at ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser. Adamskis påstande var i højeste grad ekstraordinære, men solide beviser krævede hans tilhængere ikke. Der skulle helst ikke rokkes ved ufo-evangeliet. Det var vel også et spørgsmål, hvor grundigt man havde sat sig ind i et sådant materiale.
I april 1960 gik Ufo’54 i gang med at udgive et tidsskrift: Flyvende Tallerkener. Det skete i samarbejde med William Kiørboe, men DISC’s ønske om en pendant til Flying Saucer Review blev det ikke til.
Det første nummer var helliget Adamski og bragte nogle artikler, der var kritiske over for den amerikanske kontaktperson. Argumenterne var ikke særlig overbevisende, men skulle måske vise, at man tilstræbte et vist mål af objektivitet, selv om det var soleklart, hvor udgivernes sympatier lå. Måske var det også et forsøg på at nå ud til et bredere udsnit af tallerkeninteresserede.
Nummer to af Flyvende Tallerkener blev også det sidste. Her drejede det sig primært om den såkaldte Almind-observation fra Jylland, hvor Kiørboe havde rejst rundt for at tale med forskellige observatører. Denne hændelse vil blive taget op i et senere afsnit.
Hen på efteråret 1960 hørte og læste man mindre og mindre om DISC og Ufo’54, selv om Kiørboe fortsatte med at holde foredrag.
Nogenlunde samtidig gik gassen af Nordisk Ufo Organisation, NUFOO, en organisation, der var blevet stiftet i maj 1958 med det formål at samle interesserede i studiekredse og omkring observationsarbejde.
Fra september samme år begyndte man at udgive Studiehæfte over flyvende Tallerkener, der var det første danske ufo-blad. Formålet med bladet var, at det skulle fungere som bindeled mellem studiegrupperne og de enkelte medlemmer. Imidlertid fremtrådte bladet mere som et regulært tidsskrift end som et internt kontaktorgan. Bladets redaktør, Poul Kastrup, havde erfaring som redaktør af tidsskriftet Psykisk Forum, hvor han også havde skrevet artikler om flyvende tallerkener.
I et interview i Folkets Avis i oktober 1958 blev organisationens formand William Bilborg spurgt: "Vi hører at organisationen udgiver et tidsskrift?" "Ja, det er rigtigt," svarede Bilborg, "men tro nu ikke, at det er beregnet på at mætte folks sensationstrang, – absolut nej. Stoffet i disse hæfter er sagligt og logisk betonet, beregnet på folk, som ønsker at vide mere om emnet, men det bliver det ikke mindre spændende af."
I længden blev det dog svært at fastholde det saglige og logiske, hvis det da nogen sinde havde været der. For eksempel begyndte man at skrive om en amerikansk opfinder, der byggede sine egne tallerkener. Han hed Otis T. Carr, og hans rumfartøjer benyttede sig efter sigende af en uhåndgribelig energiform, kaldet "fri energi", som blot kunne tappes, så at sige "ud af den blå luft".
På et tidspunkt erklærede Carr, at han i december 1959 ville flyve en tur til Månen. Denne historie blev dækket af Lasse Budtz i B.T. den 17. april 1959, og tilsyneladende var flere overbevist om, at Otis Carr var genial. Nogle af disse havde investeret flere tusind dollars i hans projekt. Af en eller anden grund lykkedes det ham ikke at få sin tallerken til at lette. De mennesker, der havde skudt penge i sagen, sagsøgte ham, og han blev fundet skyldig og fængslet. 4 Således skete det ofte, at naive tallerkenfanatikere faldt for plattenslageri og gale opfindere.
Hvis marsmænd af en eller anden grund skulle have fundet på at lande i København i efteråret 1958, så skulle man i hvert fald ikke have serveret bøf for dem – men hellere frugt og grøntsager. Dette råd fik 650 betalende mennesker i Borgernes Hus den 25. september 1958, da de kom for at høre Karl Veit holde foredrag.
Det var NUFOO, der havde hentet Veit til Danmark fra Wiesbaden i Vesttyskland, hvor han havde sin egen ufo-gruppe, DUIST, og stod som udgiver og redaktør af Ufo Nachrichten.
Foruden at afsløre sin indsigt i kosmiske spisevaner kunne han også fortælle, at kvinder fra Venus er smukke og velskabte, i hvert fald efter jordisk målestok, og i besiddelse af en aura af godhed. Veit påpegede også, at de rumfolk, der havde besøgt Jorden, havde gjort sig forståelige på engelsk, italiensk, japansk og – hvad der må have glædet ham i særlig grad – tysk. Ellers havde de kunnet gøre sig forståelige ved gebærder og telepati.
Men hvordan havde de nu lært disse sprog? Elementært! De havde simpelthen lyttet til vore radioprogrammer. Jo, det seriøse og logisk betonede var i højsædet. 5
Det øvrige program ved denne lejlighed var en opbakning bag George Adamski og hans påstande.
I Nordisk Ufo Organisation var der ingen slinger i valsen – man kendte sandheden om de flyvende tallerkener. I studiehæfte nr. 7 kan man læse: "Årsagen til disse ufoers færden i Jordens atmosfære er den alvorlige, at vore rumbrødre og søstre fra andre planeter ønsker at advare menneskeheden mod at gå lige ud i katastrofen ved stadig at spalte atomer, fremstille atombomber og våben, hvormed der frigives den frygtede radioaktivitet – en udvikling, som vore højt intelligente rumbrødre og søstre for længst har haft kendskab til og ved, hvilke konsekvenser dette indebærer." Dette munder ud i denne opfordring: "Slut op om arbejdet inden for Nordisk Ufo Organisation – og vær med til at løse de flyvende tallerkeners gåde…"
Virker det ikke lidt uigennemtænkt og paradoksalt? Først giver man udtryk for at vide, hvad ufoer er, og hvorfor de kommer til Jorden – derefter opfordrer man læserne til at slutte op omkring NUFOO for at løse gåden.
Ved en sammenkomst i oktober 1959 var aftenens tema "strålingsfaren". På dette møde blev der fortalt, hvor videnskaben og de ansvarlige myndigheder stod i dette spørgsmål. De mange prøvesprængninger af atombomber havde skabt en reel frygt, og aftenens foredragsholder, Poul Hansen, henviste til de advarsler, som rumbrødrene havde videregivet til os gennem kontaktfolk som George Adamski og Daniel Fry. Der var åbenbart ingen, der undrede sig over, hvorfor "vore højt intelligente rumbrødre og søstre" havde valgt at formidle deres budskab gennem netop den slags personer.
Efter et par år ophørte NUFOO med at udgive sit blad og gled lige så stille ud af den danske ufo-verden i september 1960.
Syd-Jydsk Ufo Investigation (SUFOI, senere under navnet Skandinavisk Ufo Information) blev stiftet den 15. december 1957 af H. C. Petersen, i ufo-kredse også kendt som HC. Af profession var han kaptajnløjtnant, og gruppen bestod i første omgang af piloter fra flyvestationen i Skrydstrup.
I marts 1958 slog SUFOI for alvor igennem i pressen. H. C. Petersen har altid udtrykt sig meget kategorisk, og fra Herning Folkeblad, den 24. marts 1958, skal han citeres for dette:
"Jeg vil gerne gå lige til sagen. Normalt, når talen drejer sig om flyvende tallerkener og andet, samlet under betegnelsen ufo – uidentificerede flyvende objekter – bliver der spurgt, om sådan noget også kan passe, om man selv tror på det og megen udenomssnak. Lad os simpelthen konstatere faktum: Der findes flyvende tallerkener, og der findes rumskibe!
– Dag og nat bliver Jorden iagttaget af intelligensvæsener udefra. Hver eneste jordiske radiofrekvens bliver aflyttet, og disse væsener ved nøjagtigt, hvad der sker, hvor og hvornår."
Artiklen, der også blev bragt i mange andre dagblade, sluttede med en opfordring til læserne om at henvende sig til SUFOI, hvis man havde set noget. I den forbindelse udtalte H. C. Petersen: "Denne sag er fantastisk i sig selv, men vi arbejder alvorligt med den, og alle mulige iagttagelser har interesse for os. Tilsyneladende små ting kan måske netop være det, der fører til gådens løsning."
Igen et eksempel på forvirringen i tallerkenrækkerne. Argumentationen var nøjagtig den samme som hos Nordisk Ufo Organisation – man stod med et faktum og skulle alligevel løse en gåde!
H. C. Petersens pilotkolleger faldt ret hurtigt fra, men blev erstattet af begejstrede civilister. Efterhånden som pressen udbasunerede SUFOI’s eksistens, strømmede interesserede til. Det gav sig først udslag i oprettelse af lokale meldeposter rundt om i landet, senere blev det til studiegrupper, knyttet til SUFOI.
Skeptikere var der imidlertid ikke brug for – man skulle tro på sagen. I et stort opsat interview i B.T. den 25. april 1958 udtalte H. C. Petersen: "Vi kan kun bruge folk, som tror på sagen, for alt for nøgterne folk vil kun skræmme øjenvidnerne bort under afhøringerne. Hvem andre end folk, som tror på et positivt resultat, kan man få til at gå på frivillige natlige observationer? Det skal vi til nu. Og vort forehavende skal nok give resultat."
SUFOI havde altså ingen brug for nøgterne medlemmer. Der var kun plads for troende. Det er nok værd at huske, når man skal vurdere SUFOIs tidlige og omfangsrige rapportmateriale.
Der blev også indledt et samarbejde med Ufo-Fyn. Fra januar 1958 havde denne gruppe indsamlet beretninger om ufoer på Fyn og var begyndt at optræde i dagspressen. I det hele taget lagde man stor vægt på at få et godt forhold til pressen, for, som der skrives: "Det (er) hovedsagelig gennem pressen, man skal have sine observationer", skrev man i Ufo-nyt fra november 1958. Langt de fleste iagttagelser af ufoer indkom nemlig via aviserne.
Det varede dog ikke længe før H. C. Petersens SUFOI overtog hovedrollen på den danske ufo-scene. At HC var officer i flyvevåbenet, hvad han aldrig lagde skjul på, gav det hele et respektabelt skær. Åbenbart var mange i tvivl om, hvorvidt hans beskæftigelse med ufoer var af officiel eller privat karakter, for flyvevåbenet så sig foranlediget til at udsende en pressemeddelelse om, at H. C. Petersens ufo-interesse stod for hans egen regning. Han havde lov at have en hobby, refererede Ufo-nyt, april 1959.
I november 1958 begyndte H. C. Petersen at udgive tidsskriftet Ufo-nyt hver måned. I det første nummer blev SUFOIs formål præciseret: "Organisationen satte sig som mål: udbredelsen af kendskabet til det, der sker, samt at bevise, at der lander mennesker fra andre kloder her i landet, og komme i forbindelse med disse mennesker."
På dette tidspunkt fremgik det også, med navne og adresser, at man havde 19 afdelinger, hovedsagelig i Jylland; at man samarbejdede med både Ufo-Fyn, DISC og Nordisk Ufo Organisation. Det oplystes også, at SUFOI havde forbindelse med ligesindede i England, Vesttyskland og Holland. Og endelig kunne man læse, at "vi står i forbindelse med en del af de mennesker, som har mødt mennesker fra andre kloder."
Et af disse mennesker var den amerikanske kontaktperson George Adamski, der allerede i første nummer af Ufo-nyt blev præsenteret for læserne. Af lutter iver efter at få bragt Adamskis ufo-evangelium ud til det danske publikum begyndte man med en piratoversættelse af hans bog Om bord i rumskibe, der endnu ikke forelå på dansk, og som man ikke havde rettighederne til.
I løbet af de første numre af Ufo-nyt kom det hurtigt til at stå klart, at Adamski var SUFOIs forbillede. Det blev også forklaret, at ufoerne var her, fordi de ville hjælpe os med at klare atomfaren.
"Dette tidsskrift vil vise vejen frem og give sandheden uden omsvøb," lovede Ufo-nyts ansvarlige redaktør.
Noter:
1) Flying Saucer Review, Snodland, Kent, ME6 5HJ, England.
2) Nyeste udgave: Kosmisk viden, 100 spørgsmål og svar. Udgivet af FUFOS, København 1973.
3) Skrivelse fra Ufo’54 ved Gerda Alm, dateret 17. april 1959.
4) Margeret Sachs: The ufo encyclopedia. London, 1981.
5) Referat fra mødet blev bragt i Ekstra Bladets aftenudgave den 24. september 1958 samt i B.T. den 26. september 1958
| Kapitel 09 | Kapitel 11 |
[*]
Seneste kommentarer