af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

– Træk en lige linje fra Florida til Bermuda, en anden fra Puerto Rico og en tredje tilbage til Florida gennem Bahamaøerne. Indenfor dette område, kendt som Bermuda trekanten, har de fleste forsvindinger fundet sted.

Således skrev Vincent Gaddis i sin artikel "Den dødbringende Bermuda trekant" i det amerikanske ugeblad Argosy i februar 1964, genoptrykt i det svenske tidsskrift Sökaren 1965 nr. 2.

Ifølge Gaddis foregik der mystiske skibsforlis, flystyrt og andet uforklarligt i netop dette område. Det var hermed Gaddis, der opfandt Bermuda trekanten, som aldeles ikke var kendt før han afstak de geografiske grænser og søsatte en af vor tids mest sejlivede myter.

Dette påståede ulykkesområde har siden været i fokus for en masse spekulationer. Det har resulteret i en hel del udgivelser af bøger og et utal af artikler i dags- og ugepressen, udsendelser i radio og fjernsyn samt et par film. Langt de fleste fremstillinger drejer sig om mystiske forsvindinger og Bermuda trekantens farlighed, og der er fremsat ikke så få fantasifulde teorier om årsagerne.

I første omgang var det Vincent Gaddis selv, der fulgte sagen op i sin bog Invisible horizons. Det var en bog om havets store mysterier, og i den genfinder man hans tidligere artikel spædet op med lidt flere ulykker. Nu bruger han betegnelsen Dødens trekant. Men i modsætning til senere bøger om dette emne, så havde Gaddis kildehenvisningerne på plads.

Vincent Gaddis har også fået udgivet en bog i Danmark. Det var hans Mysterious fires and lights, hvor første del af bogen udkom under titlen Sidste nyt om ufo. I denne bog præsenteres Gaddis som: "…en velfunderet og uhyre vidende forsker". Lejlighedsvis har han optrådt som tryllekunstner og er som sådan medlem af magikernes internationale broderskab. Vincent Gaddis har dertil gjort sig til talsmand for en teori om, at ufoer i virkeligheden er en slags atmosfæriske fisk, der hører med til vor klodes fauna. Denne teori har aldrig rigtig vundet fodfæste.

Imidlertid skulle det ikke blive Vincent Gaddis selv, der skulle profitere af den Bermuda trekant, han fiskede op af sin høje hat.

I 1969 udkom der i USA en bog med titlen Limbo of the lost, skrevet af John Wallace Spencer. Ordet limbo har ikke i dette tilfælde noget at gøre med dansen af samme navn, men kommer af det latinske ord limbus. Indenfor katolicismen betegner det "et mildt helvede", eller er navn på "et opholdssted for dem der uforskyldt er afskåret fra at komme i himlen", altså en slags sagesløse hedninge.

Spencer blev i et interview spurgt, hvorfor han ikke anvendte udtrykket Bermuda trekanten. Han fortalte, at hans interesse for disse mystiske forsvindinger var begyndt allerede før Gaddis lancerede trekanten, og at hans interesse var blev vakt ved ubåden Scorpions forlis den 21. maj 1968. (Gaddis var nu allerede på banen i 1964!) Imidlertid forliste ubåden ikke indenfor trekantsområdet, men nær Azorerne, og forliset havde en rimelig forklaring. Men Spencer var åbenbart bidt af sagen, og han begyndte at plotte forlis ind på et stort kort over Atlanterhavet – det blev til "Limbo of the lost".

Hvis det man interesserer sig for ikke kan falde indenfor de givne rammer, så har man to muligheder: enten kan man begynde at interessere sig for noget andet, eller også kan man voldtage de givne rammer, så de kommer til at passe. Spencer valgte det sidste.

John Wallace Spencer udvidede dermed Bermuda trekantens areal, så det nu blev omkring otte gange større. Det gav naturligvis flere forlis at beskæftige sig med.

Nu lå det sådan, at Spencer også interesserede sig for ufoer. Han havde tidligere indsamlet ufo-beretninger til en stor amerikansk ufo-organisation. Selvfølgelig fik han også presset ufoerne ind i sin ramme.For Spencer at se var der kun to mulige løsninger på mysteriet om de mange forsvindinger: enten var der tale om rendyrket science fiction med opdigtede historier, eller også var ufoer – her forstået som fremmede rumskibe – involveret. Selv tilsluttede han sig den sidste mulighed, for, som han skriver: "Jeg er realist!" Han mener derfor – helt realistisk, selvfølgelig – at de forsvundne skibe, fly og deres besætninger samt passagerer er blevet bortført til andre kloder i verdensrummet.

Bogen Limbo of the lost fik et godt salg i USA. Jeg har noteret mindst tyve oplag, og antallet af eksemplarer sniger sig op i nærheden af to millioner. Det var især efter bogens pocket-udgave forelå, at der kom gang i salget.

På det tidspunkt stod flere forfattere parat til at træde ind på miraklernes markedsplads med deres bøger, og markedet skulle vise sig at være langt fra mættet.

Richard Winers bog The Devil’s triangle – djævelens trekant – udkom i 1974 og blev optrykt 28 gange i de følgende fire år. Alene i løbet af de tre første måneder blev der solgt en halv million eksemplarer. Winer var desuden medproducent af et fjernsynsprogram om Bermuda trekanten, og endnu en gang ændrede ulykkesområdet form: nu var der nærmest tale om et trapezformet areal, som også tog lidt af Den mexicanske Havbugt med. Bortset fra det, så bød bogen ikke på ret meget nyt.

Såvel Spencer som Winer fulgte deres succes op i 1975 med to nye bøger, henholdvis Limbo of the lost – today og The Devil’s triangle 2, men ikke med tilnærmelsesvis samme oplagstal som blev deres første bøger til del.

De hidtidige spekulationer og skriverier omkring Bermuda trekanten kom nærmest til at virke som stilheden før stormen. For i 1974 trådte Charles Berlitz ind på markedspladsen med bogen The Bermuda triangle. Det var værket, der for alvor cementerede myten ikke alene i USA, men i hele verden. Berlitz opfandt ikke nye afgrænsninger for det uheldsvangre område, men holdt sig troligt til Gaddis-modellen. Berlitz skulle senere vise sig at bruge sin fantasi anderledes.

Charles Berlitz havde tidligere skrevet to bøger. En om fortidsgåder i bedste Däniken-stil, og en om det sagnomspundne Atlantis. Med sin nye bog samarbejdede han med Manson Valentine, og slog over i en omend endnu mere sensationspræget stil. Ikke alene adopterede han både Bermuda trekanten og ufoerne, han fik også involveret Atlantismyten.

Lad os nu se på nogle af de myter Berlitz præsenterede sine læsere for.

I kapitlet "De tabte skibes hav" nævnes for eksempel skibet Atalanta. Angiveligt skulle det være forsvundet med 290 ombordværende på vej fra Bermuda til England. Nok kom skibet fra Bermuda, men Berlitz overser, at forliset fandt sted udenfor trekanten.

I 1918 forsvandt det gode skib Cyclops, men her glemmer Berlitz at fortælle, at en ret kraftig storm rasede i området på det tidspunkt skibet forsvandt. En nok så væsentlig detalje. Af Berlitz’ bog fremgår det også, at man i oktober 1902 fandt skibet Freya forladt og med slagside. Det er korrekt, men ikke, som han regner med, i Atlanterhavet – det skete faktisk i Stillehavet! og kan vel næppe tilskrives mystiske forhold i Bermuda trekanten. Berlitz skriver ligeledes, at skibet Marple Bank, et 60 fods fartøj, blev fundet overladt til sig selv nord for Bermuda i juli 1969. Sandheden var den, at man fra Marple Bank havde observeret et 60 fods fartøj, der flød med bunden i vejret udfor Nordvestafrika!

Den 6. juli 1969 blev Vagabond, en 12-meters yacht, fundet uden spor af ejer eller besætning vest for Azorerne. Ejeren skulle ifølge Berlitz være Wallace P. Williams. Faktisk hed ejeren Willie Wallin, en svensker der var alene – uden besætning – på jordomsejling. Ironisk nok blev Vagabond ikke iagttaget fra Azorerne, men fra Bermuda!

Videre refererer Charles Berlitz til skibe, der aldrig har eksisteret og hændelser, der er fuldt opklaret. Således kan det lade sig gøre at opremse den ene fejltagelse efter den anden, eksempler på hvor letkøbt Berlitz er kommet til sit mysterium omkring Bermuda trekanten. Lad mig runde af med et sidste eksempel.

Berlitz skriver: "En bemærkelsesværdig radiomeddelelse blev modtaget fra den japanske fragtbåd Raifuku Maru, formentlig på det tidspunkt, hvor den i vinteren forsvandt mellem Bahamaøerne og Cuba. Ordene der kom over radioen var et højst ejendommeligt nødråb: "Faren ligner en daggert nu…kom hurtigt…vi kan undslippe…" men uden nærmere angivelse af, hvori faren bestod. Hvis der var tale om en pludselig storm eller overraskende skypumpe, måtte det mest normale for en radiotelegrafist nok være at give præcise oplysninger, der senere kunne være til hjælp i redningsaktionen, mere end lade fantasien råde og drage sammenligninger, der være sig aldrig så slående…" Såvidt Charles Berlitz.

Læser man foranstående grundigt, så skriver Berlitz først, at den bemærkelsesværdige radiomeddelelse formentlig blev udsendt den vinter, det japanske skib forsvandt mellem Bahamaøerne og Cuba. Og kritisk efterlyser Berlitz præcise oplysninger, og gør derved sig selv grundigt til grin.

For det første befandt Raifuku Maru sig ikke på den rute som Berlitz angiver. Skibet var på vej fra Boston til Hamburg med en last hvede, og var altså heller ikke i nærheden af Bermuda trekanten. Det foregik heller ikke i vinteren 1924, men helt nøjagtigt den 18. april 1925 om morgenen. Rigtigt er det dog, at Raifuku Maru udsendte nødsignaler. Disse nødsignaler var så præcise, at ruteskibet Homeric kunne stævne til undsætning. Lidt senere blev det fra det japanske skib meddelt, at de i den hårde sø havde fået ødelagt redningsbådene og så fulgte kort efter, på gebrokkent engelsk, her oversat til gebrokkent dansk: "Nu megen fare. Kom hurtigt!"

Umiddelbart efter fik Homerics besætning det nødstedte skib i sigte. Man konstaterede, at Raifuku Maru lå med en slagside 30 grader, og at det var hjælpeløst, ude af stand til at manøvrere i det oprørte hav. Homeric gik så tæt på som muligt, i håb om at bjærge overlevende, men forgæves. Det japanske skib sank, og hele hendes besætning omkom.

Dette var jo en noget anden udredning og lang mindre mystisk end den fremstilling Charles Berlitz serverede – det havde tjent ham, om han havde undersøgt sine kilder og undladt, at lade fantasien råde.

I forbindelse med Raifuku Marus forlis bør det også nævnes, at også den tidligere nævnte forfatter, Richard Winer, har fået dette forlis galt i halsen. Han daterer i sin bog forliset til januar 1921 og skriver, at skibet var i rute fra Panama til New York. Hvad skete der egentlig med skibet, spørger Winer sig selv, og lufter så egne teorier gående på alt lige fra sørøveri til ufoer.

Raifuku Maru er kun sunket én gang – den 18. april 1925.

Efter flere år med sensationelle afsløringer af de dødbringende og mystiske kræfter i Bermuda trekanten, dukkede der en forfriskende ny bog op på markedet. Det var The Bermuda triangle mystery – solved! af Lawrence Kusche.

Som forskningsbibliotekar ved Arizona State University havde Kusche søgte tilbage til kilderne i mange af enkeltsagerne, der kvantitativt udgjorde bevisbyrden for Berlitz og Co. Langt hen ad vejen havde Kusche succes med sit arbejde, og han fandt, at en tredjedel af mysterierne havde rimelige og fornuftige forklaringer. Det var tilfælde, hvor det ikke var nødvendigt at inddrage mystiske naturkræfter, undersøiske kulturer og ufoer. Kusche kunne også fastslå, at samtlige trekantsskribenter havde undladt at undersøge deres kilder. I stedet havde de skrevet af efter hinanden på skift. Et sted skriver Kusche:

"Legenden om Bermuda trekanten er et konstrueret mysterium. Det begyndte med værdiløse undersøgelser, hvis rapporter gentagne gange blev bearbejdet af forfattere, som enten af uvidenhed eller med kold hensigt benyttede sig af misforståelserne, bristfærdig logik og sensations-journalistik. Dette gentog sig så mange gange, at rygtet begyndte at få et skær af troværdighed."

Denne afklædning af "eksperterne" var naturligvis særdeles upopulær. Mange triangulister lod sig da heller ikke rokke i deres tro, og var i stedet meget forbitrede over denne formastelige bibliotekar, der såede tvivl. Triumferende påpegede de, at Kusche trods alt ikke havde kunnet forklare det hele!

Mens Lawrence Kusche således prøvede at rede trådene ud i alle de mysterier der var blevet bragt til torvs, havde Berlitz selv travlt med at farte rundt i selveste trekanten. Skal man tro på hans myte, så må han besidde en utrolig dødsforagt. Charles Berlitz dykkede nær de små øer, lyttede til mere eller mindre fantastiske historier fra sine tilhængere, og indsamlede på den måde stof til endnu en bog om Bermuda trekanten. Bogen kom her i Danmark til at hedde Forsvundet.

I sin anden bog langer Berlitz verbalt ud efter Lawrence Kusche. Han skriver, at det skal bemærkes, at Kusches forhold til emnet ikke er præget af noget større personligt kendskab til Bermuda trekanten, Atlanterhavet eller noget andet større vandområde.

Berlitz påpeger med barnlig ironi, at der jo ikke er ret meget vand i Arizona, hvor Kusche bor. Til dette har Kusche udtalt, at der ikke ville være noget vundet ved, at han selv tog ud til området for at udføre sin forskning. Denne udtalelse griber Berlitz i flugten og kalder det en forfriskende ny forskningsmetode, der ville forandre arbejdet for opdagere, detektiver og politi verden over. Efter denne kraftpræstation af ironi må man dog konstatere, at Berlitz inddirekte bekræfter Kusche i dennes påstand: kildeforskning er et ukendt begreb for triangulisterne. Berlitz enten kan ikke, eller vil ikke indse, at det ingen nytte er til, at Kusche slæber mikrolæsere, gamle årgange af aviser og skibslister fra Lloyd’s ud i en motorbåd midt i Bermuda trekanten.

Op til udgivelsen af Charles Berlitz’s anden bog blev der slået på de helt store reklametrommer. Det forlød, at nu havde Berlitz fundet en stor pyramide på havbunden i Bermuda trekanten. I begyndelsen af april skrev de fleste danske aviser om dette opsigtsvækkede fund, og det var ikke engang en aprisnar.

Charles Berlitz oplyste, at pyramiden var omkring 200 meter høj og kunne uddistancere Kheopspyramiden i Ægypten. Men hvor hans pyramide lå, det ville han ikke ud med. Angiveligt var han nervøs for, at den franske havforsker Jacques-Yves Costeau i givet fald kunne komme først. Endvidere gav Berlitz udtryk for, at hvis det lykkedes for ham at få fuld information om denne pyramides karakter, ville han stå med beviset på, at Atlantis havde eksisteret, eller i det mindste, et bevis på en forsvunden kultur.

Ifølge Berlitz var opdagelsen sket under studiet af havområdet. Først troede man, at der var tale om en undersøisk bjergtop. Men ved hjælp af et særligt sonarudstyr ændrede Berlitz opfattelse, og tolkede nu fundet som en menneskeskabt pyramide stående på havbunden, 900 meter under havets overflade.

Læser man imidlertid Berlitz’s beretning, så tyder det meget på, at påståede pyramide ikke ligger i Bermuda trekanten. I et interview har Berlitz fortalt, at man drev "faretruende" tæt ind under den cubanske kyst.

Lawrence Kusche var straks parat til atter at udfordre Charles Berlitz. Han tilbød ham 10.000 dollars hvis pyramidens eksistens kunne bevises. Det Kusche i virkeligheden var ude efter, var at få Berlitz til offentligt at erklære, at pyramidehistorien var et reklamefif for hans nye bog.

Charles Berlitz afslog at modtage udfordringen, og til dette havde Kusche denne bemærkning: "Berlitz var ikke i stand til at tage imod denne udfordring og bevise eksistensen af den påståede pyramide, fordi det simpelthen er umuligt at bevise, idet en sådan pyramide ikke eksisterer. Havde Berlitz accepteret udfordringen, ville det have været understreget overfor offentligheden, at han er tilbøjelig til at fremsætte sensationelle, fejlagtige og ubeviselige påstande. Berlitz har endnu en gang misledt folk med falske informationer, som han hverken kan eller vil underbygge."

Og Berlitz skulle få endnu et skud for boven. Dokumentationen for pyramidens eksistens, et sonarudskrift, blev taget i nærmere øjesyn. Resultat: fusk og misfortolkning. Endelig kunne det konstateres, at Berlitz-pyramiden var forsvundet sporløst i Bermuda trekanten på "mystisk" vis!

Dermed var kritikerne ikke færdige med Charles Berlitz. I det første kapitel af bogen Forsvundet skriver han om en amerikansk vejrsatellit. Den fungerer ikke når den passerer hen over Bermuda trekanten! Berlitz henviser til professor Wayne Meshijian, der oplyses at have studeret dette fænomen. Han citeres for at have sagt, at der var tale om en kraft, man ikke vidste noget om.

I virkeligheden skulle satellitten netop på det tidspunkt i sit kredsløb transmittere sine indsamlede data til en modtagestation i Wallops Island, Virginia. Båndoptageren skulle derfor spole tilbage til startposition. Under denne proces måtte den "gå død". Det vidste den citerede professor udmærket godt, og han var temmelig sur over, at hans udtalelser til Berlitz var blevet vendt og drejet til ukendelighed. Andre, der også er blevet citeret af Berlitz, er kommet med lignende klager.

En TV-producer og journalist ved navn Graham Massey, og som er tilknyttet bbc, begyndte at se kritisk på Charles Berlitz og alt hans væsen. Han undersøgte på det tidspunkt, hvad de officielle statistikker havde på området kendt som Bermuda trekanten.

Den amerikanske kystbevogtnings 7. distrikt, hvorunder trekantsområdet sorterer, samt forsikringsselskabet Lloyd’s of London kunne berette, at der i 1975 var gået 21 fartøjer til uden fund af spor udfor den amerikanske kyst, men af disse kun fire i Bermuda trekanten. Det var netop det år, hvor hysteriet omkring Bermuda trekanten toppede. Faktisk var kystbevogtingen forbløffede over, at der ikke forsvandt flere skibe end som så. Det er et af de mest trafikerede vandområder i verden med omkring 150.000 skibe og et årligt antal nødkald på 10.000. Indenfor perioden 1967-77 var intet passagerfly gået tabt i området, og skal man sammenligne flysikkerheden med et andet område, så var der faktisk sket flere ulykker over det amerikanske fastland.

Graham Massey demonstrerer Berlitz’s sproglige teknik, og skriver at de fleste af hans bøger er skåret efter samme mønster: – der citeres enkelte kilder og disse peppes lidt op med ord som "rapporteret", "påstået" og "tilsyneladende". Berlitz benytter sig også af en meget givtig pseudovidenskabelig teknik: Først gives der fornuftige forklaringer på mærkelige fænomener, hvorefter det i samme åndedrag antydes, at disse forklaringer er for enkle til at kunne være korrekte. For eksempel i Berlitz’s omtale af en mærkelig tågebanke set fra kystbevogtningsskibet Yamacraw. Berlitz skriver: "…mens denne undervands "røg" kan være helt naturlig udstødning af masse fra jordens varme indre … bliver man ikke desto mindre mindet om teorien vedrørende kraftkilder fra en forhistorisk civilisation … der stadig kan fungere periodisk eller sporadisk og derved påvirke teknikken i moderne fly og skibe." Den teori Berlitz så pænt minder læseren om, er selvfølgelig hans egen.

Når det drejer sig om forladte eller forsvundne fartøjer i området, fremkommer Berlitz med en liste over ganske fornuftige forklaringer: kapring (efter sigende ret udbredt i området), forsikringssvindel, mytteri, storme, pludseligt opståede brande og så videre. Men disse og andre lades ude af betragtning til fordel for hans teori om, at der i Bermuda trekanten findes en sporadisk påvirkning, der påvirker menneskers psyke på den måde, at man tilskyndes til at bringe sig selv i en farlig situation. Det kan ofte være svært ikke at lade sig vildføre af disse forstyrrende tricks, beregnet på at lulle læseren ind i en mistanke om, at de mest usandsynlige forklaringer egentlig er de mest antagelige.

I 1985 udkom der endnu en bog på dansk om Bermuda trekanten, skrevet af David Group: Nye facts om Bermuda trekanten hed den. Det oplyses at forfatteren er uddannet psykolog, med en særlig interesse for det okkulte. I den engelsksprogede udgave (1984) oplyses det endvidere, at Group er medlem af mensa – det er en forening af personer med særlig høj intelligenskvotient.

Man kunne så have håbet på en psykologisk indfaldsvinkel, og nye facts, som bogens titel lover. Men desværre bringer Group ingen fornyelse, og det skinner heller ikke igennem med hvilket berettigelse, han er medlem af mensa. Jeg ved selvfølgelig ikke, om man optager passive medlemmer!

Til gengæld står det lysende klart, at Group er for mysterier. Han har dog sorteret de værste fusere fra, som de øvrige triangulister allerede er blevet hængt ud på. Group giver også udtryk for sin ringeagt overfor dem, der skriver udfra avisartikler, mens han selv øser af de samme kilder, der forlængst er blevet stemplet som upålidelige. Hvor megen selvstændig forskning han har lavet fremgår ikke, men hans sagsregister slutter i 1976.

Hele David Groups afsnit om øjenvidnerne er opdelt i "sag A", "sag B" og så videre, men der henvises ikke til nogen dokumentation eller kilde vedrørende de enkelte sager, trods den tilsyneladende systematik. På bogens omslag loves læseren: "med videnskabelig metode og veldokumenteret argumentation, søger han at skille kendsgerninger fra legender og mytisk stof." Men nej, desværre sættes der ikke ret meget på plads i denne bog, der næppe kan beskyldes for at være højpandet videnskabeligt arbejde.

Et sted skriver Group, at siden Lawrence Kusches kritik omkring mysterierne i Bermuda trekanten, har der ikke været nogen fornyelse fra kritisk hold – det har blot været en efterplapren af Kusches afsløringer. Det har Group til dels ret i, men det kan måske skyldes, at Kusche gjorde sit arbejde så godt. Iøvrigt spiller der også en faktor ind, som kan vendes mod Group selv, idet han ikke bringer noget nyt på bane, men blot efterlaprer de triangulister der var på banen før ham selv.

David Group slutter af med en sammenfatning på bogens sidste tre sider. Her skriver han ganske rigtigt, at langt de fleste hændelser i Bermuda trekanten ikke lader sig opklare på grund af utilstrækkelige oplysninger og manglende bevismateriale. Endelig opklares en del hændelser fordi ulykkesårsagen er kendt, og tilbage er så et absolut mindretal af hændelser, der kan betegnes som gådefulde. Men at frikende området for mystik vil Group ikke, for der er sket besynderlige ting og sager, konstaterer han.Nok er mange af de ting de mere kendte triangulister ruller sig ud med fra galskabens grænseland, men der findes værre påstande.

Således har Daniel Omand, en angelikansk præst, fremsat sin helt egen teori omkring årsagssammenhængen i Bermuda trekanten. Han påpeger, at de gamle handelsruter hvor slaver var handelsvaren gik direkte gennem området. Umiddelbart før skibene nåede frem til Amerika, smed man de døde og syge overbord – det var lettere end at bringe dem i land som unyttig last. Hermed blev der i dette område, påstår Omand, ophobet ikke så få dødsforbandelser. Det er derfor naturligt at antage, at det er de afdødes ånder der huserer i Bermuda trekanten, mener han.

Daniel Omand er kendt som djævleuddriver, exorcist, hvilket naturligvis er medvirkende til hans barokke teori, og på den måde kan han også få del i mysteriet omkring Bermuda trekanten.

En anden forfatter, Alex Tanous, påstår at han på en ekspedition i Bermuda trekanten i 1977 fik fint besøg ombord. Ingen ringere end sir Isaac Newton dukkede op. Han holdt Tanous med selskab i tre dage. Newton fortalte, at hemmeligheden ved Bermuda trekanten var baseret på magnetisk energi fra havbunden. At Newton døde i 1727 spiller åbenbart ingen rolle – alt kan ske i Bermuda trekanten!

Bermuda trekanten har i tidens løb stået model til opfindelser af andre dødbringende områder verden over. Således påstås det, at der i Nordamerika omkring de store søer, på grænsen mellem Canada og USA, skulle findes en trekant. Efter sigende er den endnu mere dødbringende end sit forbillede i Atlanterhavet.

Italienske triangulister har lanceret den såkaldte Adriaterhav-trekant, mens spanske kolleger har placeret en Ibiza-trekant på kortet over Middelhavet, faretruende nær et yndet dansk turistmål.

I Det indiske Ocean skulle vi kunne finde Terror-trekanten, mens vi på landjorden i Kentucky, USA, har en Bluegrass-trekant, hvor der skulle iagttages mange ufoer. Selv i England tales der om trekanter i henholdsvis Wales og Essex. Endelig forsøgte Ugens Rapport for nogle år siden at søsætte en Bornholms-trekant.

Af alle ovenstående børn af Bermuda trekanten er den mest omtalte dog Djævelens Hav. Det skulle befinde sig et eller andet sted syd for Japan. Triangulisterne har ikke kunnet blive helt enige den nøjagtige placering. Endelig findes der De fortabtes Hav. Det udgør også en trekant og ligger placeret umiddelbart nord for New Zealand med Tonga og Gilbert-øerne som de øvrige vinkelpunkter.

At De fortabtes Hav "sluger" skibe og besætninger skulle efter sigende, for én gangs skyld, slet ikke have det mindste med ufoer at gøre. Der er simpelthen tale om onde ånder!

I dette havområde fandt nogle af de mest blodige søslag sted under Anden Verdenskrig. Lokalbefolkningen tror nu, at det er de døde japanske og amerikanske marinesoldater der går igen, og forsøger at lokke de lokale fiskere ned i deres våde grav. Når Omand er færdig med sine uddrivelser i Atlanterhavet, så kan han fortsætte med de onde ånder i Stillehavet!

I begyndelsen af 1991 blev Vincent Gaddis interviewet af Mark Chorvinsky til Strange Magazine. Gaddis giver udtryk for, at han i dag er ked af, at han står som ophavsmand til Bermuda trekanten. Det har plaget ham gennem årene lige siden, især nær man tager i betragtning hvad denne betegnelse har været brugt til.

Set i bakspejlet fortæller Vincent Gaddis, at det han den gang gjorde var, på basis af avisartikler, at referere til en række sager om forlis med mere. Han gjorde det uden betoning af, at der nødvendigvis var en overnaturlig årsag bag de forskellige hændelser og ulykker.

"Det der skete", siger Gaddis, "var at jeg stod med alle disse sager og pludselig lagde mærke til, at mange af dem var indenfor et bestemt område, og jeg kaldte det en trekant – det var blot en journalistisk talemåde og sådan gik til til at jeg navngav det."

En af de få samtidige skribenter der fattede, at Vincent Gaddis ikke havde opdaget et særligt afgrænset og farligt område var Ivan T. Sanderson: "Bermuda trekanten" er blot en overskrift, skriver han og fortsætter:

"Af en eller anden grund fængede denne ordforbindelse i lighed med andre misvisende benævnelser som "flyvende tallerkener", "afskyelige snemænd" og "den store søslange" osv… I tilfældet "Bermuda trekanten" må vi se den kendsgerning i øjnene, at den hverken er nogen trekant eller på særlig måde forbundet med Bermuda." Dette skrev Sanderson allerede i 1970.

Det er almindeligt kendt, at en trekant markerer en advarsel forude, når man kører bil. I det skrevne ords verden og når det drejer sig om pseudovidenskabelig litteratur, og i særdeleshed fra triangulister, så betyder en trekant: Pas på, vilde spekulationer i vente!

Anvendt litteratur

  • Barone, Elaine: The Bermuda triangle : an annotated bibliography. B&ECPL Librarians Association and The Buffalo & Erie County Public Library, 1975.
  • Begg, Paul: Into thin air. London, 1979.
  • Berlitz, Charles: Bermuda trekanten. Lynge, 1976.
  • Berlitz, Charles: Forsvundet. Lynge, 1978.
  • Bermuda triangle: special report 1977. New York, 1977
  • Chorvinsky, Mark: The invisible horizons of Vincent H. Gaddis. Strange Magazine 1991, no. 7.
  • Gaddis, Vincent H.: Invisible horizons. New York, 1965.
  • Gaddis, Vincent H.: Sidste nyt om ufo. København, 1970.
  • Gaddis, Vincent H.: Den ödesdigra Bermudatriangeln. Sökaren 1965, nr. 2.
  • Godwin, John: This baffling world. Vol. 2. New York, 1973.
  • Gourley, David: Nye facts om Bermuda trekanten. Lynge, 1985.
  • Kristiansen, Kristian: Bermuda trekanten. København, 1988.
  • Kusche, Lawrence David: The Bermuda triangle mystery – solved! New York, 1975.
  • Kusche, Lawrence David: The disappearence of Flight 19. New York 1980.
  • Massey, Graham: The meretricious triangle. New Scientist 14. July 1977.
  • Nichols, Elizabeth: The Devil’s sea. New York, 1975.
  • Paget, Peter: The Welsh triangle. London, 1979.
  • Randi, James: Flim-flam! Buffalo, NY, 1982.
  • The riddle of the Bermuda triangle. Edited by Martin Ebon. New York, 1975.
  • Sanderson, Ivan Terrence: Ufo’er i havets dyb. Lynge, 1982.
  • Spencer, John Wallace: Limbo of the lost. New York, 1969.
  • Spencer, John Wallace: Limbo of the lost – today. New York, 1969.
  • Thomas Jeffrey, Adi-Kent: The Bermuda triangle. London, 1975.
  • Winer, Richard: The Devil’s triangle. New York, 1974.
  • Winer, Richard: The Devil’s triangle 2. New York, 1975.
Kapitel 43 Kapitel 45

[*]