af Carol Honey

Jeg antager at alle kender til at George Adamski og jeg ikke længere samarbejder og at det var mig der gjorde en ende på vort samarbejde. Det skete officielt den 17. september 1963 i en notits i S.P. Newsletter, oktobernummeret 1963. Jeg er ikke den eneste der har været tvunget til at tage dette skridt. Hans sekretær gennem 14 år traf en lignende beslutning to år før mig. Fem af hans tidligere medarbejdere i udlandet har gjort det samme, og andre antyder at de vil gøre det. Nu er tiden inde til at forklare hvorfor jeg traf min beslutning, og de skæl som angives i denne artikel gælder mig personligt og ingen andre.

Når to individer har forskellige hensigter i visse sager, er dette almindeligvis en sag mellem dem. I august 1963 kom Adamski hjem til mig og vi havde en diskussion om flere af de omstændigheder der bidrog til min beslutning om at gå min egen vej. Adamski sagde da, at han beklagede at jeg følte det på den måde, men at jeg skulle gøre hvad jeg fandt rigtigt. Nogle dage senere fik jeg følgende brev fra ham (11. september 1963):

– Jeg har en tid forstået at der har været noget som har bekymret dig, men har ikke ville sige noget… Men jeg er glad for at du talte ud for jeg havde ikke gjort det. Og nu ved jeg mere eller mindre hvad der foregår. Dersom du føler at du vil gå din egen vej, har jeg ingen ret til at bede dig lade være. For du bestemmer selv over dine handlinger…

Da George Adamski forlod mit hjem efter besøget i august, gav vi hinanden hånden og jeg følte at vi stadig var venner trods det, at vi havde delte meninger på en del punkter. Adamski havde flere gange skrevet, at vi ville komme til at arbejde hver for sig og bekræftede dette i S.P. Newsletter, septembernummeret 1963, på side 9: – Mr. Honey er ikke med i denne del af programmet og vil fortsætte sit eget arbejde uafhægigt af mig. Han vil arbejde videre indenfor sit område og jeg indenfor mit.

I oktobernummeret som fulgte, skrev jeg at der ikke ville komme flere artikler af Adamski i S.P. Newsletter og at han ville følge en ny vej og at jeg skulle fortsætte mit arbejde uden hans medvirken. Desuden gentog jeg for tredje gang Adamskis tilkendegivelse i august 1961, at han ville overlade sit tidligere arbejde til mig og at han ville begynde at arbejde efter nye anvisninger fra “brødrene” og at han fandt mig pålidelig. Han udtalte fuldstændig klart, at “brødrene” havde “givet deres godkendelse til at C. A. Honey overtog første del af mit arbejde”. Men nu benægter han at have givet sin godkendelse. Han siger at det var ham der valgte mig og at “rumfolket som jeg samarbejder med, ikke var helt tilfredse med mit valg”. Hvilken påstand skal man nu tage alvorligt? Desuden anklager han mig for at have “svigtet sagen” og at have givet ham “et dolkestød i ryggen”.

Videre har han offentligt anklaget mig mig for at “have til hensigt” at forvrænge hans undervisning til min egen fordel og antyder at jeg arbejder for tavshedsgruppen og at jeg vil skade hele programmet osv, osv. Jeg havde ikke tænkt mig offentligt at besvare disse anklager før for et par dage siden, da jeg læste en del materiale udsendt fra Adamskis kontor, og hvor følgende oplyses om mig, som svar på spørgsmål folk har stillet ham med hensyn til mig:

Første citat: “Ville De anse den mand for ærlig som tage det en anden har lavet, og end ikke nævner hvor han har det fra?”

Alle ved at Adamski og jeg arbejdede sammen gennem seks år og at jeg lærte en masse af ham. I ovenstående citat sigter han til mit korrespondancekursus i telepati som han mener jeg har hugget fra ham. I min første annonce for kurset skrev jeg at det ville blive samme behandling af emnet som jeg havde lært af Adamski, men med en vigtig forskel. Kurset ville gå meget dybere, være grundigere og give udførlige forklaringer med hensyn til grundlæggende psykiske funktioner samt andre former for telepati.

I nogle tilfælde har jeg planlagt at bruge Adamskis telepatibøger som referencemateriale og havde oprindelig skrevet de to første lektioner med fotokopierede uddrag, som fuldt anerkender Adamski som ophavsmand. Siden, den 21. september 1963, modtog jeg følgende fra Adamski:

“…du kan ikke anvende et eneste ord fra Telepati eller Kosmisk filosofi i dit brevkursus. Husk at jeg har ophavsretten til dem begge så du skal have mit skriftlige samtykke for at kunne gengive noget derfra.”

I samme brev, den 21. september, henviste Adamski til hvad jeg havde sagt den dag vi diskuterede situationen og til hvad jeg havde skrevet i breve til ham. Jeg havde bedt ham om nøje at overvåde visse sager som han var opfordret til at gøre, sådan som jeg ikke kunne være med til, hvilket jeg vil vende tiolbage til senere i denne artikel, og at det var på grund af disse sager som jeg kendte til at jeg måtte gå min egen vej for at redde det oprindelige program fra sammenbrud. Dette er hvad han skrev:

“Jeg har tilbragt 50 år med at lære og studere psykens funktioner i forhold til livet i al almindelighed… Og jeg skulle vide hvem som udnævnte dig til en sådan autoritet. Gjorde Gud det, Jesus Kristus? Jeg er sikker på at de sande rummennesker ikke gjorde det, for de skiller ikke mennesker fra hinanden eller forårsager besværligheder… Mange tak for forsøget på at redde mig – jeg kan tage vare på mig selv. Det har jeg gjort gennem alle disse år.

Den 30. oktober fik jeg så følgende fra Adamski via hans advokat i Vista, Californien:

“Jeg har fået til opgave ……………… for at forhindre ……..krænkning af Mr. Adamskis….. Såfremt De ikke senest den 11. november 1963 ……. at ophøre med disse plagiater, vil alle lovlige midler blive taget i anvendelse mod Dem, inklusive skadeserstatning.”

Af ovenstående citat fremgår det at Adamski har anklaget mig for bedrageri, svig, dolkestød i ryggen, under foregivelse af venskab for at undergrave hans stilling, forædderi mod rumfolket og tyveri af hans materiale, kom han ikke engang til mig for at forhøre sig med hensyn til disse sager. Forestil jer min overraskelse da jeg måtte læse hans anklager mod mig i en bulletin som sendes ud til almenheden verden over. Adamski havde ikke engang mod til at sende mig et eksemplar, endsige anklage mig ansigt til ansigt. Jeg fik mit eksemplar fra en ven som var venlig nok at lade det gå videre til mig. I et tidligere citat i denne artikel siger Adamski at han aldrig ville have talt ud. Dersom han virkelig skulle tro alt det som han nyligt har sagt om mig, var han tydeligt villig til at lade det hele passere så længe han kunne bruge mig og mit newsletter til sit eget formål. At jeg er overrasket over at Adamski kunne optræde på denne måde er, mildt sagt, det mindste man kan sige.

For nylig skrev nogle af mine venner til Adamski og spurgte om mig. De fik dette svar fra hans kontor:

De fik at vide jeg var “enfoldig”, “svag”, “—- som deres mand nummer et” (det oplyses ikke hvem de mener med ordet “deres”), “han var forvirret”, “gav misvisende svar”, “—–“, “hans utålmodighed og principløshed var chokerende til og med for mig”, “han troede at se sig en mulighed for at rage hele kagen til sig”—-finurlig psykologi…Så George Adamski skulle snart være et minde i folks bevidsthed”.

Jeg agter ikke at komme yderligere ind på det. Jeg tror at arten af det materiale der udgår fra Adamskis kontor, viser de virkelige natur af de kræfter som bekæmper mig og rumfolkets arbejde. Til og med Lucifer var en gang en ærkeengel som faldt fra det højeste sted.

Hvorfor holdt jeg op med at samarbejde med George Adamski? Her skal blot næves en lille del af det der skete. For at fortælle hele historien ville det være nødvendigt at skrive en bog.

George Adamski sendte en mængde materiale til S.P. Newsletter, som jeg aldrig publicerede. Alt hvad der blev bragt af ham var redigeret og omskrevet af mig selv med hans skriftlige tilladelse. Fremgangsmåden var den samme som vi brugte med bogen Flying saucers farewell. Adamski havde ingen økonomiske eller andre interesser i nyhedsbrevene. Dette nyhedsbrev var min egen ide og var der inden jeg talte med Adamski om dem og spurgte, om han ville skrive en månedlig artikel.

Her var det så at en masse beværligheder begyndte: Den 11. oktober 1962 skrev Adamski følgende: “Der findes en ny gruppe rumfolk her som har erstattet dem der har været her længe, og de har måske påtaget sig andre opgaver for at sikre dem der arbejde med sagen at de er tilfredse med deres arbejde. Der er en hel del nye drenge (i personlige breve omtalte han rumfolket som “drenge”) her som har erstattet dem der har været her i lang tid, og hvad deres idéer er og hvorfor de gør som de gør, er jeg ikke blevet informeret om, men det bliver jeg før eller senere. Når nye grupper kommer her for at hjælpe os, går de anderledes til værks end de forrige…”

Hvad er mit formål med at citere denne oplysning? Jo, Adamski fornægter nu at de rummennesker som han oprindelig blev kontaktet af, forlod Jorden og at han nuværende “brødre” er en anden gruppe med andre idéer. Lad mig som bevis på dette citere fra hans Cosmic Bulletin som udkom i oktober 1963 hvori jeg anklages for at have forrådt sagen og hvor hvad oplyses som rumfolket, er stik modsat det som Adamski skrev 11. oktober:

“Lige for tiden er vi i det store overgangsstadie, så meget vil ske herefter. Og rumbrødrene vil informere mig nu og da. Disse er de samme som jeg fik kontakt med for omkring 11 år siden og som har tjent jordmenneskene så godt.”

Mange vidner har modtaget skriftlig tilkendegivelse fra Adamski om at de nuværende “brødre” er en ny gruppe med nye idéer, præcis som han nævnte det i nyhedsbrevet som citeret ovenstående. Det var disse nye idéer der modsagde det han forud havde lært, som tvang mig til at afslutte alt samvær med ham. Her er en af de idéer han fortalte at have fået fra de “nye brødre”:

Adamski ville i gang med at lave forretning med spådomskunst. Han ønskede at jeg i S.P. Newsletter skulle annoncere at han gav fotoanalyser for fem dollar; det skulle være et nyt foto samt oplysning om fødselsdata for pågældende person. Jeg vægrede mig ved at bringe det. Han påstod at han under sin firedagsudflugt til Saturn blev undervist i hvordan man gjorde det. Den 9. januar 1963 skrev Adamski følgende i slutningen af en artikel som var tiltænkt S.P. Newsletter men som jeg nægtede at trykke:

“Da jeg havde lejlighed til at sidde i vores rumbrødres rådsmøde (på Saturn) i marts, lærte de mig hvordan jeg skulle gå tilværks for at få rede på fra hvilken planet en del var kommet. Og deres formål og hvordan de rejser, når de forlader denne planet. Dette er helt forskelligt fra alt hidtil praktiseret på Jorden. Et fotografi, alder og et stærkt ønske er nødvendigt til analysen.”

Den eneste forskel på hans tidligere mundtlige ønsker og dette skriftlige var at penge ikke var omtalt i den skriftlige udgave. Jeg kunne ikke være med på denne idé og sagde til Adamski at jeg ikke kunne forstå hvordan “brødrene” kunne foreslå noget sådant. Han svarede, at han heller ikke forstod det men at han stolede på dem og at de ikke ville svigte ham.

Siden foretog Adamski sig endnu en ting. Med hjælp fra en ven i Glendale, Californien, lejede han en postboks, nr. 885. Små annoncer, på størrelse med visitkort, blev trykt i hundredvis og sendt til af de psykisk inspirerede tallerkenmøder, i særdeleshed til mødet i Marysville, Washington. Annoncer med samme ordlyd blev indrykket i forskellige tallerkenblade.

Adamski sagde til mig, at han ikke ville have sit navn knyttet til annoncerne og bad mig hente posten. Siden skulle de der tilsyneladende var oprigtige, for en sum penge tilbydes særlig træning der kunne kvalificere dem til at blive kontaktpersoner.

Det er overflødigt at sige, at jeg vægrede mig ved af blive indblanet i sådanne planer. Rumfolk behøver ikke at annoncere for at finde kvalificerede kontaktpersoner. Råd til at gøre således, bør ikke følges, uanset hvem der giver det. Jeg tror ikke at ægte rummennesker nogensinde ville gå ind i et sådant program.

Jeg protesterede mod anvendelsen af mit fornavn, Carol, på kortet. Adamski sagde at det var mellemnavnet på den kvinde der i Glendale havde lejet postboksen. Det var imidlertid ikke sidste gang vi hørte tale om denne postboks. Flere medarbejdere i fremmede lande modtog mystiske symbolske budskaber med en engelsk oversætning under hvert symbol. Budskabet lød:

“GA (dvs George Adamski) er den eneste på jorden vi støtter”. Et andet lød: “Du gør er godt arbejde. GA er den eneste på jorden vi støtter”. Jeg antager at de kort som jeg aldrig så, lignede disse. Det overraskende var at alle var afsendt fra postbox 885, Glendale, Californien.

Adamski indrømmede skriftligt, at de symbolske budskaber kom fra “brødrene” og var ægte. Dette skrev han til flere af sine medarbejdere. Som en følge af dette indrømmede han sin viden om postbox 885 og sammenkoblede sig selv med annoncen fra denne adresse.

Fuldstændigt imod disse fakta, skrev Adamski følgende og sendte det til en ven i Canada. Det var dateret 11. december 1963. “Jeg tror at Mr. Honey ville kunne besvare en hel del af denne Glendale-episode – eller hans gruppe kan. Det var begyndelsen til det der nu sker. På det tidspunkt sagde jeg det var i orden, og såfremt det ikke var gået som det gjorde, ville vi i dag ikke vide, hvem som står bag hvad.”

Dette er en overraskende påstand fra Adamski. Det antydes helt klart at jeg var manden bag hændelserne knyttet til postbox 885 og at Adamski løj overfor sine medarbejdere blot for at forsøge at når frem til sandheden. Her er nogle eksakte citater fra breve som Adamski skrev til forskellige medarbejdere, da de spurgte ham om de symboler, som de havde modtaget fra postbox 885, Glendale Californien.

“Så hieroglyfferne som … en del af jer har fået – den gruppe Honey siger at arbejde med, vil antageligt kunne forklare det.” – “I har måske fået hieroglyfferne ligesom andre. Det er ikke noget at blive urolig eller oprørt over eller tro at der er noget galt, eftersom de støtter os. Her er en ny gruppe rummennesker som har erstattet dem der har været her så længe, og de har måske påtaget sig andre opgaver for at sikre dem som arbejder for sagen, at de er tilfredse med deres arbejde. Hvad angår adressen (postbox 885) kan de have ——

Til en anden medarbejder skriver han: “Der er en del nye drenge her som har erstattet dem der har været her en god tid, og hvad deres ideer er og hvorfor de gjorde dette, er jeg ikke blevet informeret om, men der bliver jeg før eller senere. Når nye grupper kommer hertil for at hjælpe os går de anderledes til værks end de forrige, så jeg ville ikke lade noget sådant bekymre mig. Og deres annoncer eller adresse du taler om, kunne være lånt eller måske bruger de den som et forsøg på visse i dette område.”

I S.P. Newsletter, marts 1963, side 4 skrev Adamski følgende om hieroglyfferne: “Fornyligt sendte rumfolket et antal breve ud til et antal personer, og nogle fik mere end et. De sendes ud som test på deres ydmyghed og oprigtighed, og de udpegede svaghed og misforståelser hos nogle”. Artiklen fortsætter med at sige, at man på Satuen var enige i planen om at anvende brevene. I et tilfælde benægter Adamski al viden om brevene, i andre tilfælde siger han at det var en test og håber på at få rede på detaljerne senere. Og i sidste citat siger han at der var opbakning til ideen fra Saturn. Adamski påstår at han var på Saturn 27.-30. marts 1962. Derfor indrømmer han at planen må være bestemt i marts 1962 dersom hans sidste påstand herover er sand. Alligevel modsiger et brev han skrev i oktober 1962 dette:

Man skal også lægge mærke til en anden ting. I brevet af 11. december 1963, citeret ovenfor, forsøger Adamski at skyde Glendale-hændelserne over på mig. Der er det på ingen måde rumfolket eller nogle planer fra Saturn, men mig, slutter han sig til, som står bag det hele. Siden indrømmer han at han bevidst løj om de faktiske forhold for at den “virkelige sandhed” skulle komme frem. I mange publicerede udtalelser siger han at det var en test udført af rumfolket, men i brevet af 11. december hedder det, at jeg må vide alt om hvem som gjorde det. Betyder dette at han mener at jeg er en rummand? Eller måske han bevidst forvrænger fakta så at “sandheden” skal komme frem. Nej, kære mr. Adamski!

Så er der en anden sag jeg vil tage op. GA bad mig udarbejde hans Science of Life-kursus kort før jeg afsluttede vores samarbejde. Han viste mig en stor bunke lektioner som han for mange års siden havde anvendt da han beskæftigede sig med det han kaldte det “Kongelige Tibetanske Broderskab”. Han ville have disse lektioner ført up-to-date og skrevet som om informationerne kom fra rumfolket. Hvor der for eksempel stod “Det Kongelige Tibetanske Broderskab er interesseret…” skulle nu ændres til: “Rumfolket er interesseret…” og så fremdeles. Eftersom den filosofi han underviste i var god, var det min opfattelse at den skulle fremlægges som den var og ikke som information fra Saturn, højere end alt som tidligere har været givet på jorden. Men det er det sidste han nu medtager i sit Science of Life-kursus.

Jeg vil endnu en gang fremholde at jeg ikke kæmper mod den filosofi som Adamski underviste i på det tidspunkt. Han indrømmer selv at den havde en del fejl som blev korrigeret da han mødtes med rumfolket for elleve år siden. Jeg fremlægger disse fotokopier blot for at vise at jeg har bevis for hvad jeg siger og at der findes visse faktiske omstændigheder som har bidraget til min beslutning om ikke mere at samarbejde med Adamski. For at styrke min påstand, vil jeg gerne til alle oprigtigt interesserede fremvise det materiale jeg har citeret, ligeså yderligere tusindvis af ord som Adamski har skrevet i andre sammenhænge. Alt dette bærer hans signatur og kan stå for enhver undersøgelse. Jeg skal også gerne til hvem som helst der måtte besøge mig, vise den fuldstlndige tekst i de manuskripter som jeg afslog at publicere. Blot en gennemlæsning vil vise at de ikke er skrevet af den gamle Adamski som havde virkelige kontakter, men af den nye Adamski som følger nogle der falskelig oplyser at være rummennesker og som giver ham vildledende informationer. En sådan blind tro burde ikke forekomme hos nogen, hverken jordmenneske eller rummenneske.

Jeg er overbevist om at Adamski har ladet sig blive et værktøj for psykiske kræfter og falske rummennesker. Jeg tror ikke at virkelige rummennesker ville tillade noget således som jeg har omtalt: annoncen, symbolerne, fotoanalysen samt en del jeg ikke vil omtale her.

Jeg tror ikke at Saturnrejsen nogensinde fandt sted i de fysiske, og det er grunden til at jeg vægrede mig mod at publicere noget derom i S.P. Newsletter. Desuden indeholder Adamskis redegørelse for denne rejse mange påstande som modsiger rummenneskenes lære, så som beskrevet i Om bord i rumskibe.

Adamskis redegørelse for Saturnrejsen er præcis lig andre beretninger som psykiske personer fremkommer med hver anden dag. Det er en perfekt beretning om en astral oplevelse, foranlediget af “brødrene” idet de anvendte sådanne metoder som jeg beskrev tidligere i serien om bedrageri indefor ufo-området og som Adamski bifaldt, som I måske husker.

En anden årsag til at jeg tror at Adamski blev snydt til at tro at han foretog en rejse i det fysiske, er det forhold at han begyndte at interessere sig for trancemediumisme for omkring to år siden. Jeg var til stede, sammen med flere andre vidner, da GA gik i trance og angav at Orthon talte ved hjælp af hans stemmebånd. For flere år siden var han arg modstander af noget sådant, nu gør han det selv. Han siger at det er anderledes i hans tilfælde, alle andre er bedragere men ikke han. Han forsikrede mig at der ikke var tale om almindelig trance men om “hypnotisk diktat” som “brødrene” anvendte for at få oplysninger frem til ham. Dumheder!

Jeg siger dumheder til ideen om at han opførte sig på anden vis end andre trancemedier, men jeg tror på at “brødrene” har ham under hypnotisk kontrol. Jeg tror at hans Saturnrejse fandt sted på samme vis. Adamski indrømmer også at de anvendte en slags hjelm som gjorde ham meget træt og fik ham til at fornemme mentale billeder i sin bevidsthed. I hans Saturn-rapport, som De måske husker, oplyste han at et instrument blev placeret på hans hoved så at en del oplysninger blev præget ind i hans hjerneceller. Nu skal han ligesom fra en båndoptager kunne genkalde sig dette når han vil. Han oplyser også at det anvendte instument gjorde at hans krop kom i uorden, eftersom han ikke var vant til det. Derfor fik han siden en behandling med et andet apparat.

På side to i samme rapport siger han at man må være villig til at opgive sin personlighed og blive som en zombie eller med andre ord forlade den frie vilje. Jeg gentager: dumheder. Enhver har altid sin fri vilje dersom man studerer kosmiske love og principper eller vælger en fejlagtig livsvej. Vi kan sikkert underkaste os Skaberens vilje uden at blive mentale zombier. Hans beskrivelse passer virkelig på den hypnotiske tilstand som han indrømmer af og til at have befundet sig i.

Det er et absolut sikkert faktum at Adamskis oprindelige kontakt i ørkenen virkelig fandt sted og at han i det mindste har været ude på to rejser i rumfartøjer. Mine beviser kommer fra forskellige kilder, og ingen af dem har forbindelse med Adamski. Det er et faktum at disse to rejser kendes af efterretningsvæsener i flere lande. Det er også et faktum at 95% eller mere af hans to første bøger er korrekte.

Mange af hans påstande gennem de seneste fem år findes der ingen [intyg] til, men der findes en del omstændigheder der taler imod dem. Dette betyder ikke at de ikke er sande. Hver og en må danne sig sit egen opfattelse deraf. Selv om Adamskis nuværende rådgivere skulle være ægte rummennesker, ønsker jeg ikke at samarbejde med dem eller anvende de metoder som er beskrevet i denne artikel. De som jeg samarbejder med, beklager sådanne metoder og vil ikke gøre brug af dem. Jeg holder mig til de oprindelige principper som de blev lagt frem i Om bord i rumskibe. Jeg vil ikke gå på kompromis med min overbevisning, end ikke for George Adamskis eller nogen rummands skyld.

Jeg har aldrig forsøgt at skubbe Adamski ud af billedet, som han skriver. Jeg har aldrig forsøgt at forvrænge hans undervisning til egen fordel, ej heller vil jeg gøre det i fremtiden. Jeg har tilbragt utallige timer med at gøre hvad jeg føler er en oprigtig stræben efter at hjælpe min næste. Jeg føler at jeg skylder folk en forklaring, idet jeg er blevet beskyldt for udtalelser og falske påstande, publiceret i alle hjørner af verden. Nu har jeg det frem i lyset som jeg ønskede, og jeg tvivler på at jeg vil tage dette emne op igen. Men vær sikker på, at jeg kunne have fortsat med mange sider endnu, om jeg havde fundet det nødvendigt.

George Adamski har gennem sine egne skriverier vist sin nuværende tilstand for verden. Han har hængt sig med sine egne redskaber. En sag han skulle have tænkt på. Dersom han altid havde talt sandhed, ville han ikke have behøvet at tænke over hvad han tidligere havde sagt. Som det er nu, modsiger alle hans påstande andre som han har fremsat for blot nogle måneder siden. For nogle år siden ville han aldrig være henfaldet til den taktik som han nu forsøger for at sætte stop for mit arbejde. KARMA!

April 1964, C. A. Honey

Kilde S.P. Newsletter

[*]