af Ron A. McIntosh

Da jeg blev inviteret til at være den ene af en række journalister, der skulle interviewe George Adamski om hans oplevelser i rumskibe og hans møder med mænd fra andre planeter, indså jeg, at jeg var stillet over for et vanskeligt hverv. Dette indtryk blev bekræftet, da han trådte ind i kontoret, hvor vi ventede ham. En høj, mager, sej mand, brunet af solen og aktiv på trods af sine 68 år; hans øjne interesserede mig øjeblikkeligt. De var gennemtrængende og agtpågivende og gav mig det indtryk, at der ikke var meget de ville overse.

Hans tilsyneladende alvorlighed var et træk, som slog de fleste af dem, der var til stede ved interviewet. Man kunne forvente, at en mand, som havde berettet om sådanne Münchausen-lignende oplevelser, ville være knap så alvorlig. Senere erfarede jeg, at der er en psykologisk tilstand, i hvilken folk, som har levet i deres eventyrverden i lang tid, til sidst tror det er sandt. Måske dette var tilfældet med Adamski.

Min opgave var ikke let. Jeg skulle klare den videnskabelige side, og videnskab og fantasi ligger fjernt fra hinanden. Hvet punkt jeg ønskede at fremsætte måtte stilles i en serie korte, klare spørgsmål, der hver blev svøbt ind i et langt, usammenhængende svar. Hvis mine spørgsmål ikke var blevet stillet gradvis, ville lytterne ikke have forstået noget. Den enkle kendsgerning, at månen ikke kunne have atmosfære på kun den ene side kunne først fastslås efter et halvt dusin spørgsmål, og der var andre i panelet, der ønskede at stille deres egne spørgsmål. Resultatet blev som jeg havde ventet. Jeg var ikke i stand til at sammensætte mine oplysninger, som jeg kunne have ønsket.

Under interviewet fremkom Adamski med en række “videnskabelige” referencer, som kunne have udviklet sig, hvis konversationens retning havde været gunstig. Nedenfor giver jeg hans beretninger og svarene, som kunne være blevet givet, hvis der havde været lejlighed dertil.

Adamski: Dr. Johnson, fra Caltech, som nu har trukket sig tilbage, observerede med et 18″ Schmidt ved Mount Palomar. Han kom ned for at besøge mig og sagde: “George, se på månen – især Copernicus. Der er luftbevægelser der, og vi ønsker at checke det nøje, og vil gerne have din hjælp.”

Svar: Et Schmidt kamera bruges til vidvinkel fotografering med kort eksponeringstid. Det kan fotografere en hel konstellation på 10 minutter og vise mere end et 100″ teleskop kan på 24 timers ekeponering. Hvis det blev brugt mod månen, ville det vise færre detaljer end en almindelig udsigtskikkert. Dr. Johnson kunne derfor ikke have observeret månen. Månen er ikke et emne der er inkluderet i noget observationsprogram på Palomar, hvor man koncentrerer sig om galakser i det ydre rum. Observatoriet ville ikke under nogle omstændigheder bede en amatør med et lille teleskop om at hjælpe sig.

Adamski: Harlow Shapley sagde for et par år siden: “Der er luft på månen, så man kan trække vejret – kun lidt snavset – men det vender vi os nok til.”

Svar: Shapley er Amerikas mest fremtrædende astronom, og jeg har aldrig set en bemærkning som den fra ham. Han var desuden heller ikke måneobservatør.

Adamski: Han sagde han havde lyttet til en Moskvaudsendelse på russisk om de iøjenfaldende ting, der er observeret på månen af raketten.

Svar: Alle udsendelser fra Moskva, enten på russisk eller andre sprog, bliver aflyttet af BBC og sikkerhedstjenesten i England og Amerika. Dog har ingen af disse kilder nævnt noget om en sådan udsendelse. Da Adamski ikke er et polsk navn, tvivler jeg på, at Adamski ville forstå polsk – endnu mindre russisk.

Adamski: “Ifølge kemien må der være ilt på månen”.

Svar: Den eneste fremragende kemiker, som har studeret problemerne om liv på planeterne er dr. H.C. Urey fra Yale. I hans bog “The Planets” siger han, hvad jeg sagde i interviewet: Hvis månen nogensinde har haft en atmosfære, ville den have mistet den i løbet af kort tid.

Adamski: Der er 340 dokumenterede rapporter om rumskibe (tallerkener) i bibelen.

Svar: “Dokumenterede” betyder originale dokumenter til at støtte påstanden. Han skulle hellere have sagt “340 referencer”.

Adamski: Jeg har selv modtaget en temmelig stor dosis af det (radioaktiv stråling) i mit laboratorium, og det skadede mig ikke, fordi jeg ikke frygtede det. Sædvanligvis er virkningen på mennesket snarere frygten end radioaktiviteten.

Svar: Radioaktivitet kan kun skabes i en cyklotron eller lignende eller fra naturlige radioaktive materialer, og Adamski ville ikke have penge til at bygge eller eje disse. Ingen fortalte de japanske fiskere, at de var blevet udsat for radioaktivt nedfald i Stillehavet, dog døde nogle af dem.

Adamski: Adspurgt hvorfor rumfolkene kom til jorden skiftede Adamski fra forklaringen i sin bog og fortsatte: “I det internationale geofysiske år har man fundet frem til den vigtige kendsgerning, at jorden virkelig er ved at indtage en anden form eller undergå en forandring osv osv. Disse folk iagttager naturligvis selve forandringen af vor jord og dens forhold til systemet, fordi de alle er i samme båd som system betragtet, og en hvilken som helst virkning eller forandring på vor planet ville sandsynligvis påvirke dem. Jeg tror det er hovedårsagen til at de er her, faktisk har de fortalt mig, at det er tilfældet”.

Svar: Hvis jorden blev slået i billioner af bitte små stykker, ville det ikke få den mindste virkning på nogle af de andre planeter. Det eneste resultat ville være, at månen, der nu cirkler rundt om jorden, ville få sin bane jævnet ud i en regulær ellipse.

Adamski: Han sagde, at rumfolkene var interesserede i en forkastning, der var fundet under Antarktis’ is, som Adamski ikke mente, der var sandsynlighed for havde været der i millioner af år. Han spurgte dem: “Er dette korrekt”. De sagde ja “og inden der var gået to uger åbnedes spalten. De sagde også, at det ville blive bevist i Mexico”, og han beskrev et jordskælv og en flodbølge.

Svar: Hvis disse rumfolk kan forudsige sådanne begivenheder, hvorfor er det så nødvendigt for dem at observere jorden? De ved jo det vil ske, hvornår og hvor. Der er ikke brug for yderligere studier fra deres side. I rapporten med adskillige hundrede interessante opdagelser, der blev gjort i det internationale geofysiske år, som fornylig er udgivet, er der iøvrigt ingen henvisning til nogen forandring i jorden, kun til nye facts, der blev opdaget om ting, som har eksisteret i lang tid.

Adamski: “16 mænd i et rumskib, som landede, blev brændt, som om det var med røntgenstråler eller kosmiske stråler. Luftfartsvidenskabemænd skød virkelig på det med kosmiske stråler inden de nærmede sig – og kogte besætningen”.

Svar: Kosmiske stråler er den mest kraftige stråling i rummet, men de gennemtrænger ikke atmosfæren. Hvad vi observerer er sekundære virkninger. Mennesket kan ikke skabe lignende strålinger, selv ikke i de kraftigste cyklotroner. Hvordan kunne så luftfartsvidenskabemænd (som for det meste er eksperter på rummedicin-området) skyde med sådanne stråler gennem deres Jens Lyn rumgeværer? Kosmiske stråler koger, svider eller brænder heller ikke vore kroppe. De gennemtrænger kroppen direkte, påvirker generne, men brænder ikke.

Adamski: Ligene blev sendt til The Rockefeller Institute til undersøgelse, obducering osv. De blev så begravet.

Svar: The Rockefeller Institute er en stiftelse Den bliver understøttet med kapital (i dette tilfælde fra Rockefeller familien) til forskning, og den giver også disse midler til andre organer som universiteter og observatorier, til de sidstnævnte for at lede undersøgelserne. Stiftelsen foretager ikke selv forskning. Jeg har aldrig set en reference til en Rockefeller forskning eller opdagelse.

Det vil fremgå af de ovenstående udtalelser og de svar, jeg gerne ville have givet, hvis jeg havde haft mulighed for det, at Adamski af og til fabrikerer sine svar, mens han taler, f.eks. “og dette er hovedårsagen til at de er her – faktisk har de fortalt mig, at det er tilfældet”. Han er i stand til at fabrikere sine svar mens han taler (måske er det derfor nogle af hans bemærkninger er så uinteressante), han har en god fantasi, men en meget lille videnskabelig viden.

Da der var fem minutter igen, fremkom Adamski med Straith-brevet , og cirka tre minutter gik med at Adamski fortalte os, hvor opsigtsvækkende det var, samtidig med at min partner i panelet prøvede at komme til orde.

To minutter før tid blev situationen noget forvirret. For at løse knuden gengiver jeg derfor diskussionens forløb. Da flere af og til taler samtidigt er det ikke let, men her er det:

McIntosh: Er det ikke en kendsgerning mr.Adamski, at State Department har skrevet til Dem, mr.Jameson Parker tror jeg, og fortæller, at det er en forfalskning, og De…

Adamski: Nej, det passer ikke. (Jeg ville netop tilføje, da han afbrød mig: – og De blev anmodet om ikke at publicere det yderligere).

M: Passer det ikke? Det blev da offentliggjort i “Saucers”, som er Flyvende Tallerkeners Internationale.

A: Ja, det ved jeg godt.

M: Der er en række punkter; De siger at der ikke findes nogen ved navn Straith i State Department; der findes ikke noget der hedder “the Cultural Exchange Committee”.

A: Rømmer sig og siger “ja”.

M: Og hele sagen er tilsyneladende et fupnummer lavet af nogen, som prøver at latterliggøre både Dem og de der interesserer sig for flyvende tallerkener.

A: “Enhver undtagen…” (Denne bemærkning faldt samtidig med mine sidste ord)

A: Men mr. McIntosh. De kender vor regering… hvis det var et “nummer”, så: – 20.000 dollar i bøde, 20 år i fængsel. All right, “Culture Exchange” eksisterer virkelig – alle nationer udveksler. Denne kulturelle udveksling, der kan vi sætte en finger på hvem der prøver at vælte vognen, fordi kulturel udveksling virkelig eksisterer. Bob Hope henvendte sig til den da han ikke kunne få et pas fra England til Rusland. Han rejste til USA og fik det gennem Culture Exchange, ja, nemlig.

M: Cultural Exchange Relations tror jeg det hedder.

A: Det hedder “committee”.

M: Den anden titel er ikke korrekt (Adamski afbrød mens jeg fuldendte min sætning, og da sagde jeg: “Den anden titel er ikke korrekt. Dette skal læses lige efter min forrige bemærkning for at få den rigtige mening.)

M: I hvert tilfælde, den amerikanske ambassade i England benægtede det også kategorisk. Brevet er ikke skrevet i stilen…

A: Hør, De kan skrive til … Jeg vil give Dem det navn, De kan skrive til. De skal få kodenummeret; denne mand har et kodenummer, og den eneste som kan afskedige ham er sandsynligvis Eisenhower.

M: Ja, godt, sagen er, at Staten kategorisk har benægtet det og i detaljer…

A: Disse folk…

M: Den måde det er skrevet på…

A: Ja, men den måde disse folk bekæmper os på…

M: Se, her er et eksempel på et rigtigt Stats-brev. Nu kan De se, at skrift typen er professionel her, det er pænt og nydeligt skrevet. Hvorimod dette (jeg pegede på Straith-brevet) ser amatøragtigt ud.

A: Det er rigtigt, men…

M: Underskriften er anbragt et andet sted (Adamski: Yah), adressen er forneden, ikke foroven.

A: Ja, da det blev skrevet…

M: Ja, Staten siger forresten, at nogen må have fået fat på papiret stemplet med…

A: Ja, men lad mig forklare dette punkt. For to måneder siden fik jeg besøg af FBI, de ønskede det originale brev. Jeg har det hos min sagfører. Naturligvis svarede jeg: “De kan gå hen til min sagfører – hvis han viser det til Dem, OK”. De ønskede en analyse af det hele. De tog hen til sagføreren, og denne viste dem brevet, men ville ikke lade dem tage det med til en laboratorie-analyse, fordi de så ville ødelægge det. Nå, godt, de kom tilbage til mig og bad mig skrive til sagføreren; nå, jeg har jo en sagfører til at vejlede mig, ikke omvendt. Jeg venter et brev her før jeg forlader New Zealand – jeg skal vise det til Dem så snart det kommer – hvor min sagfører har fået en erklæring om, at dette brev er officielt og FBI cleared.

Efter nogle hurtige afsluttende spørgsmål endte udsendelsen.

Som konklusion tvivler jeg ikke på, at Adamski vil modtage et brev fra sin sagfører med bekræftelse af disse kendsgerninger – men det eneste overbevisende efter denne udsendelse ville være selve regeringens brev.

Jeg er ked af, at radiointerviewet endte med et tilsyneladende hedt argument, men i løbet af de forgående 25 minutter havde jeg vist Adamski enhver mulig høflighed og ikke afbrudt ham, og alle mine afbrydelser, som forekom, mens jeg beviste mine påstande om forfalskning, var Adamski selv skyld i. Jeg føler, at hans forsøg på at overdøve mig gjorde ham mere skade end gavn.

Ikke desto mindre, trods spektaklet, havde jeg dannet mig min mening. Hvis De ser tilbage på dialogen, vil De se, at Adamski sagde, at det ikke var sandt, at Staten havde skrevet til ham, men at det var et falsum. Dog, hen imod slutningen sagde han, at hans sagfører havde et brev, ifølge hvilket det mystiske brev var blevet frigjort til offentliggørelse. Hvorledes dette, når det aldrig før har været forbudt at offentliggøre? Og Adamski forklarer ikke, hvorfor regeringen, efter at have undersøgt brevet og erklæret det falskt, skulle undersøge det igen og ændre mening. Jeg har aldrig hørt om en regering, som, efter at have foretaget en undersøgelse, ikke stolede på resultatet.

En forklaring
Ved begyndelsen af udsendelsen, idet jeg redegjorde for min holdning, sagde jeg bl.a., at jeg ikke troede at tallerken-forskere brugte den rette fremgangsmåde. Idet jeg sagde, at jeg tænkte på folk i udlandet – man taler aldrig om de herboende – men i tilfælde af at nogen skulle tro, at jeg refererede til Civilian Saucer Investigation i New Zealand, vil jeg gerne sige, at efter min mening har den en leder som er ærlig, frygtløs og energisk søgende efter sandheden, og jeg tror, at under hans ledelse vil organisationen hurtigt opnå en respektabel position i samfundet.

Kilde: Space Probe, september 1959

[*]