af Poul Kastrup

Trods alle ihærdige dementier angående de flyvende tallerkener viser det sig dog, at de stadigt eksisterer i bedste velgående. Man må dog beundre den opfindsomhed, som de videnskabelige autoriteter ofte udviser, når det drejer sig om en eller anden bortforklaring, – en opfindsomhed, som utvivlsomt var en bedre sag værdig. Man har dog mere fornemmelsen af, at videnskabelige autoriteter finder det en skam at skulle blive svar skyldig (og det er dog ellers en ærlig sag), og derfor overfor ethvert fænomen, der dukker op, føler sig moralsk forpligtiget til at forsyne alt folket med den forklaring, situationen synes at kræve. At så forklaringen ved nærmere eftersyn ofte viser sig at være hen i vejret, gør mindre til sagen, når blot situationen er reddet.

Fornylig var der mærkelige tegn på nattehimlen over København, så mærkelige, at luftvåbnet fandt anledning til at undersøge sagen nærmere. Ganske vist kunne nogle blade allerede næste dag fortælle den ængsteligt undrende offentlighed, at mysteriet var opklaret, og at det havde en ganske naturlig forklaring. Jeg husker ikke ret, hvilken af de til rådighed stående forklaringer, der blev bragt i anvendelse ved denne lejlighed, men det var formodentlig den om lysreflekserne, og så det faktum, at planeten Mars netop for tiden var nærmest jorden (hvor heldigt!).

En professor Menzel (1) i Amerika, som har set det som sin opgave at “forklare” tallerkenfænomenerne som noget ganske “naturligt” og betydningsløst, mobiliserer alle til rådighed stående midler, som, overfor den stadige strøm af rapporter, ganske vist bliver mere og mere kunstige. Der er for eksempel månen, der skinner og laver lysbrydninger på vingespiserne af flyvemaskinerne, og derfor får piloterne til at tro, at de har set en flyvende tallerken, til trods for at disse piloter siger, at de så tallerkenen et godt stykke forud for maskinen. Der er endvidere den psykologiske forklaring om hallucinationer og synsforstyrrelser, der synes at være et fænomen, der angriber stedse større og større dele af verdens befolkning, ja, selv fotografiapparaterne synes at være udsat for samme lidelse, – for-klar det, hvo som kan.

Der er rullet et jerntæppe ned for de flyvende tallerkener, og ud fra de oplysninger, der trods alt står til rådighed, synes det, som om man i højerestående kredse, navnlig i udlandet, et blevet så chokeret over det fantastiske faktum, som undersøgelserne har givet til resultat, at man foreløbig har valgt at iagttage tavshedens politik eventuelt brudt af diverse dementier på passende steder.

Indtil 1954 var der officielt indgået omkring 10.000 autentiske rapporter om flyvende tallerkener, så alene mængden synes at tyde på, at der må være noget om snakken. Bag kulisserne, hvor man ikke længere behøver at opretholde dementiens anstrengende positur, men ærligt og redeligt kan indrømme, at det drejer sig om interplanetariske fænomener, arbejdes der intenst på at trænge til bunds i mysteriet, idet man som arbejdshypotese ganske enkelt går ud fra, at det drejer sig om intelligenser ude fra verdensrummet, og da mennesket jo trods alt kan tænke, har dette arbejde givet anledning til, at den videnskabelige opfattelse umærkeligt drejer om i et nyt spor, hvor man opererer med ganske interessante teorier. Der er for eksempel Levetzows revolutionerende teori om tyngdekraften, der nok giver stof til eftertanke, samt franskmanden Plantiers teori om de flyvende tallerkener, – en teori, som på en genial måde synes at kunne give svar på alle de gåder, man stilles overfor, og som på enkelte punkter har forudsagt muligheden af fænomener, som senere er blevet bekræftet ved iagttagelse.

Medens man herhjemme har peget på umuligheden af de flyvende tallerkener som rumskibe, alene på grund af det i så tilfælde enorme og utænkelige forbrug af brændstof, er man i udlandet forlængst kommet ind på den tankegang, at drivkraften er af elektromagnetisk natur, og aldeles ikke hviler på reaktionsprincippet (raketmotoren), der aldrig vil komme til at gøre sig synderlig gældende i rumfarten, netop på grund af det enorme brændstofforbrug.

Den franske forfatter Aimé Michel skriver i sin bog “The truth about flying saucers” (2) blandt andet følgende om raketprincippets muligheder i luftfarten:

“Således lærer mekaniken os, for at give en masse på ‚t pund en hastighed af 32 km/sek ved hjælp af gas, udstødt med en hastighed af 1,6 km/sek, vil der kræves en forsyning på 250.000 tons. Med videnskabens nuværende stadium in mente, hvor reaktion er den eneste mulighed for at undslippe jordens tiltrækningskraft, kan vi give Alexandre Ananoff ret i, at loven om masse-forhold er astronauternes mareridt. For at afsende et kamera, der vejer nogle få pund til månen ved hjælp af en raket, kan reaktionsprincippet ikke tilbyde os andet end maskiner, som vejer tusinder af tons ved starten, og som koster enorme summer af penge og kun kan bruges ‚n gang. Således er de lænker, som påtvinges os af masse-forholdets lov. Loven fungerer når som helst, der findes acceleration eller naturligvis, deceleration, således, at en reaktionsmotor efter kort tids forløb nødvendigvis reduceres til en tusindedel eller en titusindedel af sin oprindelige masse. Nyttelasten i et rumskib er praktisk talt nul.”

Plantier’s teori

Er man derfor kommet så langt, at man har erkendt, at de flyvende tallerkener virkeligt er en form for rumskibe ude fra verdensrummet, bliver man hurtig klar over, at måden, hvorpå de bevæges, må skyldes et andet fremdrivningsmiddel end det jordiske raketprincip, der hviler på loven om aktion og reaktion. Her er det, at Plantier’s teori (3) kommer ind i billedet, idet han går ud fra følgende hypoteser:

  1. Udbredt i verdensrummet eksisterer der en energi af endnu ukendt natur, hvilken endnu ikke er blevet påvist af fysikernes instrumenter undtagen i den forklæding, der kaldes “kosmiske stråler”, hvis klik kan høres i Wilsons tågekammer. Eksistensen af kosmisk stråling giver min hypotese vægt. Disse partikler repræsenterer ophobninger af energi op til 100.000 gange så meget som ved den hypotetiske og uigennemførlige fuldstændige “opløsning” af urankernen. den første antagelse er derfor, at en hidtil ukendt form for energi er udbredt i rummet i praktisk talt ubegrænsede mængder.
  2. Der eksisterer en måde at frigøre denne energi på, ved at transformere den til energi af lavere grad.
  3. Frigørelsen af denne kosmiske energi gør det muligt, på det punkt, hvor den træder i funktion, at skabe et lokalt kraftfelt, som kan varieres og dirigeres efter behag.

Dette er de hypotetiske antagelser hvorefter Plantier opbygger sin teori, som på en mærkelig måde synes at kunne forklare ellers uløselige problemer vedrørende tallerkenernes uhyre hastigheder. Man har for eksempel indvendt, at hvis tallerkenerne skulle bevæge sig med de rapporterede hastigheder, ville atmosfærens friktionsvarme være så stor, at intet stof af samtlige grundstoffer ville kunne undgå at smelte. Men Plantier siger, at der omkring tallerkenerne er et kraftfelt, som også påvirker den omgivende luft, således, at atmosfærens partikler i umiddelbar nærhed af fartøjet bevæger sig med næsten samme fart, hvorimod atmosfærepartiklernes hastigheder reduceres for de partikler, der er længere væk fra fartøjet. Der bliver derfor ikke tale om nogen større friktionsvarme, ej heller de problemer vi forbinder med begrebet “lydmuren”. Disse fænomener optræder jo netop kun ved et luftfartøjs sammenstød med stillestående luftmolekyler, men bortfalder, hvis en større del af de omgivende luftmængde deltager i større eller mindre grad i bevægelsen, fordi disse molekyler simpelthen gribes af feltet omkring tallerkenen. Endvidere ville de voldsomste accelerationspåvirkninger være ikke alene tålelige, men fuldstændig umærkelige for besætningen, eftersom passagererne selv ville være underkastet dette kraftfelt. Følgelig ville hvert atom i deres legemer påvirkes i samme grad, og de ville, som Plantier siger, roligt kunne sidde og spille skak medens deres fartøj accelererede som en kanonkugle eller udførte drejninger på 90 eller 180 grader.

Ved hjælp af sin teori er Plantier ligeledes i stand til at forklare specielle lysvirkninger i forskellige farver, som altid observeres i forbindelse med tallerkenerne, idet kraftfeltet ioniserer atmosfæren.

Hvis et sådant kraftfelt af en eller anden årsag skulle ophøre, og tallerkenen have en lav hastighed, ville den styrte ned som en almindelig flyvemaskine. (Dette er iagttaget.) Hvis feltet skulle ophøre under stor hastighed, ville den omgivende luft øjeblikkelig ophøre at drages med, og tallerkenen ville på det voldsomste kollidere med luftmolekylerne i i løbet af en brøkdel af et sekund opløses i en tordenlignende detonation, om natten ledsaget af et blændende lysglimt. (Også dette er blevet iagttaget.)

Forfatteren Aimé Michel skriver, at hvis flyvende tallerkener eksisterer (og det kan såre vanskeligt benægtes), er der 99 procents mulighed for at Plantier’s teori er den rette.

Men andre udenlandske forskere går endnu videre. Man begynder at få færten af, at der eksisterer tilværelsesplaner af usynlig beskaffenhed, og at visse tallerkener har hjemme på sådanne planer og blot materialiserer sig i vor atmosfære. Det kan kun glæde okkultisterne at høre udtryk som “ætheriske væsener” eller “ætherisk plan” omtalt af forskere i fuldt alvor. Det er simpelthen iagttagelserne som efterhånden tvinger til antagelse af disse begreber, da det ellers ville være umuligt at forklare, hvorledes en tallerken pludseligt kan opløses og forsvinde sporløst. Hvis det drejer sig om synsforstyrrelser hos iagttagerne, må radarskærmene åbenbart også lide af disse forstyrrelser, hvilket dog er vanskeligt at tro på.

Tyngdekraftens hemmelighed?

George Adamski har som bekendt skrevet et par bøger (3) om sine oplevelser med disse tallerkener, og endog sine forbindelser med de væsener, som bemander dem. Uden at tage stilling til, hvor meget der er autentisk og hvor meget, der er fantasi, fremgår det af disse bøger, at væsenerne i tallerkenerne under deres samtaler med Adamski udtaler, at den første betingelse for rejse i verdensrummet er at løse hemmeligheden vedrørende tyngdekraftens natur, og derved lære at kontrollere denne kraft.

Ifølge den klassiske fysik fremtæder tyngdekraften eller den almindelige tiltrækning som en universel egenskab, der overalt er knyttet til stoffet, uden man iøvrigt er i stand til at forklare årsagen til, at masse tiltrækker masse. Levetzows teori går ud på, at der i virkeligheden er tale om et stråletryk fra ukendte kosmiske stråler, som skulle være udbredt over hele rummet. Disse stråler, der ganske vist har enorm gennemslagskraft, skulle ikke desto mindre svækkes proportionalt med størrelse af den masse, de skal passere. To legemer i rummet vil således ifølge denne teori overfor hinanden “skygge” for de bagved kommende stråler, og således ved et stråletryk umærkeligt blive draget mod hinanden. Måske kan denne teori betragtes med skepsis, men så længe man ikke ved, hvad der er årsag til den almindelige tiltrækning, kan teorien være lige så god som enhver anden.

Den engelske skribent Harold T. Wilkins beskæftiger sig i sin bog “Flying saucers uncensored” (5) en del med denne Levetzows teori, og citerer mærkelige oplysninger om, at videnskabsmænd i Amerika og Rusland er opmærksomme på stråle-teorien og har arbejdet med den i laboratorier. Wilkins citerer professor Hermann Oberth, den tidligere tyske raketekspert, som nu opholder sig i USA (!), og som under et interview skulle have sagt: “Vi kender et stof, som i praksis vil isolere enhver genstand, der dækker, fra tyngdekraftens træk”. – Man mindes uvilkårligt de gamle okkulte beretninger om de kolossale stenblokke, Kheopspyramiden blev bygget af, der blev transporteret “ad magisk vej”.

Således kunne det synes, at man indenfor tilstrækkelig fordomsfri videnskabelige kredse er ved at få en anelse om, hvilke begreber der kan være tale om med hensyn til de flyvende tallerkeners gåder.

Disse gådefulde rumskibe inddeles i forskellige grupper, idet flyvende tallerkener ikke er én men mange forskellige kategorier. Der er f.eks. den skiveformede type, der ligner en omvendt underkop, og som ifølge adskillige rapporter synes at være bemandet med “mennesker”, der er i stand til at ånde i vor atmosfære. Der er andre typer, med menneskelignende væsener, der tilsyneladende kun kan færdes i rumdragter med åndingsapparater, og som ofte udbreder en stærk stank som fra en for os frastødende luftart. Der er tillige “tallerkentyper”, som er cigarformede, hvoraf Wilkins betegner en del som “fjendtlige” på grund af deres aggressive optræden overfor jordiske luftfartøjer samt på grund af forskellige brande, de skulle være årsag til. Der er endvidere en stor del mindre typer, ofte kun nogle tommer i diameter, som ganske åbenlyst er fjernstyrede objekter, der ofte ødelægges eller opløses efter endt “mission” som naturligvis kun kan være en art rekognoscering. Og så er der endelig beretningerne om de “små mænd”, som først blev bragt af Frank Scully i bogen “Behind the flying saucers” (6). Disse beretninger blev naturligvis først betragtet som opspind, skønt Scully der refererede dem, gik ind for dem. Men siden synes de at have fået støtte andetsteds fra, og der findes nu optegnet adskillige beretninger om sådanne væsener, der i almindelighed beskrives som omkring en meter høje, men ellers fuldstændig menneskelige. I det franske blad “Pro Humanitate” gives en interessant skildring af disse væsener, som påstås at stamme fra Ganymedes, en af Jupiters måner. I denne forbindelse er det ligeledes interessant, at forfatteren til “Rosenkreuzernes verdensanskuelse”, Max Heindel (7), et sted siger, at man er vidende om, at der på en af Jupiters måner lever en menneskehed af tæt fysisk beskaffenhed, og denne påstand blev fremsat længe før begrebet flyvende tallerkener blev aktuelt.

I bogen “Behind the flying saucers” beretter Scully om en videnskabsmand, han kom i forbindelse med, og som påstod, at man i Amerika var i besiddelse af i hvert fald et par flyvende tallerkener, som af en eller anden grund var styrtet ned. I laboratorier havde man undersøgt både tallerkener samt dissekeret ligene af besætningsmedlemmerne, der ikke var mere end fra 36 til 42 tommers højde. Det fremgår ikke af historien, hvorvidt man kom efter nogen hemmelighed i forbindelse med disse undersøgelser, men sandsynligheden taler for, at man i hvert fald at fået en anelse om, hvad det i det hele taget drejer sig om, men officielt hersker der den dybeste tavshed om disse ting.

Rumskibene en advarsel

Det svejtsiske blad “Le Courrier Interplanetaire”, som udgives af professor Alfred Nahon, ser det som sin opgave, gennem bestandige og fordomsfrie oplysninger at forberede offentligheden på det faktum, at de flyvende tallerkener i fremtiden vil komme til at spille en vigtig rolle for menneskeheden, til trods for den fortielseskampagne man af politiske eller andre årsager synes at ville vedligeholde fra jordiske ansvarlige kredse.

I sit forsøg på at trænge ind til sagens kerne har bladet kastet alle snævertsynede fordomme overbord, og allieret sig med alle fremskridtsvenlige forskningsgrene også af okkult, psykisk og spiritistisk art, idet alle grene kan yde mere eller mindre værdifulde bidrag til forståelsen af, hvad der er i færd med at ske. Der berettes således om mærkelige radiosignaler fra rummet, samt astronomiske iagttagelser om aktivitet på månen, som, ifølge bladets oplysningskilder, må betragtes som en base for rumskibene. Grunden til tallerkenernes forøgede aktivitet i vor tid er direkte forårsaget af de skæbnesvangre atombombe- og brintbombeforsøg, som fortsat finder sted rundt om på jorden, og som truer med forgiftning og ødelæggelse af vor kultur. Professor Nahon retter da også en flammende appel til jordens ansvarlige om at sætte en stopper for disse frygteligt farlige forsøg, før det er for sent. Specielt nærer han bange anelser med hensyn til eksperimenter, der, efter sigende, skal udføres i det geofysiske år 1957.

Den gådefulde landing i Argentina

“Le Courrier Interplanetaire” bringer en interessant beretning om et forulykket rumskibs landing i Argentina, og beretningens detaljer komme ganske på linie med utallige andre beretninger om de flyvende tallerkener og deres struktur: – Enrico Bossa er en italiensk arkitekt på 44 år, og var pilot under de sidste krig. Han har fået en ypperlig uddannelse som flyveingeniør og bor i dag i Caracas, hvortil han for tre år siden ankom fra Argentina. Hernede havde han en usædvanlig oplevelse, som han beretter om:

– I perioden april-maj 1950 opholdt jeg mig i byen Bahia-Blanca for at medvirke ved opførelsen af en række huse. For at slappe af havde jeg for vane tid efter anden at foretage udflugter med min vogn i provinsen. Den 15. maj 1950 begav jeg mig ud på en af disse ture, og havde allerede tilbagelagt 280 km fra Bahia-Blanca. Himlen var næsten skyfri. Jeg var alene i vognen og kørte afsted en smule adspredt og tænkende på mine forretninger, da pludselig min opmærksomhed blev fanget af en sølvagtig genstand på jorden. Jeg tillagde først ikke tingen særlig betydning, – den befandt sig til venstre fra vejen, ca. 300 meter derfra, – men efterhånden, som jeg nærmede mig, fik jeg øje på nogle ejendommelige detaljer, såsom “koøjne” og en kuppel, der syntes lysende klar.

– Et halvt hundrede meter fra genstanden stoppede jeg og kiggede fra vognens indre opmærksomt derhen, men fandt intet tegn på liv omkring den. Iøvrigt troede jeg først, det drejede som om en nedstyrtet flyver, men genstandens mærkelige form fik mig atter bort fra den ide. Skyerne, der gled forbi, fremkaldte en ejendommelig virkning fra genstanden. Jeg bestemte mig for at lade vognen stå, og nærmede mig til fods.

– Da jeg var ca 10 meter derfra, stod det mig klart, at det var en “flyvende tallerken”. I min overraskelse blev jeg pludselig forvoven som en skoledreng, og jeg betænkte mig ikke på at stige ind i genstanden, hvis indgang stod åben. Men forinden underkastede jeg den en nærmere undersøgelse.

– Den var af diameter omkring 10 meter, og bestod af to dele, den nederste formet som en omvendt tallerken, den øverste cylinderisk og dækket af en kuppel. Ovenpå kuplen var en mærkelig rund lanterne. Genstandens samlede højde var omkring 4 meter, og der var anbragt et antal koøjer, som jeg ikke fik talt, af rektangulær form og med afrundede hjørner.

– Genstanden hvilede på jorden, med en hældning på omkring 20 grader. Farven var stærkt kromgul og med en overordentlig smuk glans, og mit eget billede og himlen spejlede sig deri. Men der var intet liv, ingen støj, ingen bevægelse. Jeg søgte mod den åbne dør, der var anbragt ved den runde form. Jeg regnede med at det ville blive vanskeligt at bestige klokkens kant, men fandt ud af, at denne var ru som sandpapir. Tingen var ikke ny, for klokkens underside var stærkt ramponeret og ret snavset. Jeg lagde mig på knæ og kravlede op til døren, og stak hovedet indenfor, men så intet særligt, fordi der var temmelig mørkt derinde, hvorimod jeg hurtigt opfangede en stærk lugt lige-som af ozon og hvidløg. Hurtigt sprang jeg ind i det indre, og mine øjne fangedes af et syn så mærkeligt, at det oversteg min dristigste fantasi. Gulvet var en platform og forekom mig at synke under min vægt. Kabinen var ganske rund og havde en højde på omkring 2,10 meter. Da min øjne havde vænnet sig til belysningen, så jeg et frygteligt syn. I midten af kabinen, hvis diameter målte omkring 3,50 meter, var anbragt en slags sæde, hvorpå der sad en mand af højde 120-140 cm, og som var klædt i en blygrå dragt. Hans runde hoved, som bar et ejendommeligt lystskinnende hår, var bøjet ned mod brystet. De velskabte hænder holdt fast i to håndtag, der stak ud fra en sort kasse. Efter hvad jeg kunne gætte mig til var legemesformen fuldkommen menneskelig, og der var ingen animalske tegn. Han lignede en yndling på omkring 15 år, men med en mands træk. Han var ingen dværg. Jeg rørte ved hans arm, men den var stiv, og skikkelsen kold.

– Klædedragten sluttede stramt om hans hals og om håndleddene. Hans fødder var let støttet til to “rør”, der var fastgjort til gulvet. Det forekom mig, at hans dragt var lavet af stift læder, der var “udbuet” på skuldrene og gav ham udseende som en rugby-spiller. Piloten var ikke fastspændt. Siddepladsen fulgte hans legemesform og var nærmest zinnoberrød. Han var lænet mod en midterakse. Den sorte kasse foran piloten lignede en instrumenttavle og var omkring 1 meter høj og 80 cm bred, og den var forsynet med en slags “katteøjne”, ikke ulig de “magiske øjne” man ser i radioapparater. Til højre for piloten var en rund, halvmat skive, ligesom en fjernsynsskærm.

– Det, der gjorde mest indtryk, var synet af to mænd, af udseende ganske som piloten, og som lå på hver sin magelige divan, anbragt langs væggen. De var tilsyneladende også døde. Heller ikke de var fastbundet, og jeg så ingen rem. Øjnene var åbne og forskræmte, mundene halvåbne og ligesom ophovnede.

– Nu iagttog jeg ovenover kassen, der åbenbart var instrumenttavlen, en gennemsigtig kugle på 25 cm i diameter og omgivet af en flad ring, der havde en vandret hældning på 40 grader, og som nøjagtigt lignede planeten Saturn, således som man ser den i kikkerten. Var det mon en automatisk “udmåler” af de himmelske breddegrader?

– En loftsbelysning udsendte langsomt og regelmæssigt blink af en orangegul farve. Jeg regnede med, at dette lys var endnu en del af maskinens funktionsorganer, og tusind ideer fløj mig gennem hovedet. En naragtig panisk skærk kom over mig, og jeg måtte tage mig voldsomt sammen for at genvinde min koldblodige ro. Jeg kastede et sidste blik rundt i kabinen og steg ud. Næppe var jeg nede på jorden, før jeg blev grebet af svimmelhed, da jeg indåndede vor egen luft, og huskede på, hvor tung og besværlig luften i kabinen var at indånde. Jeg var meget ærgelig over ikke at have et fotografiapparat med mig, og ville skynde mig til General Acha, en stor landsby ca. 200 km derfra, for at opsøge nogle af mine ingeniørvenner. Jeg hastede mod min vogn, hvor jeg mærkede, at motoren ganske mod sædvane, gjorde knuder. Startmotoren fungerede trægt, som om batteriet var udtømt, men jeg var vis på, at dette ikke var tilfældet. Efter talrige startvanskeligheder, hvor motoren gang på gang gik i stå, lykkedes det, og efterhånden som jeg fjernede mig fra tallerkenen, kom alt i orden igen.

– Jeg ankom til General Acha og opsøgte straks mine venner, til hvem jeg fortalte, hvad jeg havde oplevet. Efter med stort besvær at have fået dem overbevist, indvilligede de i at tage med mig tilbage til tallerkenen, og da det var for sent at køre samme dag, besluttede vi at starte tidligt den næste morgen.

– Vi kørte ved daggry, medbringende et Kodak Retina 2 med fjernmåler, men på grund af et hæftigt uvejr ankom vi først til stedet kl. 12,15. Himlen og bjergene var dækket af Nimbus-Cumulus skyer. Vi søgte efter tallerkenen, men kunne ikke få øje på den. Mine venners ansigter begyndte så småt at se ironiske ud, da vor opmærksomhed fangedes af en dynge aske, omkring 2 meter høj og 5 meter i diameter, som lå nøjagtigt på stedet, hvor jeg havde set tallerkenen. Disse askemængder var af en rødlig farve og udsendte en svag røg. Jeg rørte ved den med hånden, og bemærkede at dens temperatur var omkring 40 grader. I dette øjeblik hævede en af os øjnene og opdagede en tallerken som lignede den, jeg havde set, og som fløj i en højde af antageligt 600 meter. Jeg tog straks et billede netop i det øjeblik, da den f¢r opad og tog højde. Ovenover den viste sig en anden tallerken af ganske samme udseende og i færd med at bortfjerne sig. Endnu højere oppe kunne man se en ubevægelig “cigar” i anselig afstand fra os. De to tallerkener tog retning mod “cigaren”, idet de steg skråt fremadhældende (- og således bekræftende Plantier’s teori).

– Medens tallerkenerne forøgede hastigheden, skiftede farven fra sølv over i rosa. Nogle sekunder efter nåede de “cigaren”, i hvilken de forsvandt, og den satte sig hurtigt i bevægelse med en fart, vi anslog til 12.000 km i timen…

En beretning som denne er ingenlunde ualmindelig i samlingen af rapporter fra alverdens kanter, og enkelte fremtrædende mennesker har da også utvetydigt tilkendegivet deres overbevisning om, at jorden er under konstant observation af intelligente væsener ude fra rummet. Således udtaler Lord Dowding, tidligere chef for Royal Air Force (8):

– Jeg tror på eksistensen af de flyvende tallerkener, thi deres fremstillingsmåde og materiellet er ganske fremmed for os jordboere. De er af ikke-jordisk oprindelse. På dette område foreligger der meget betydningsfulde resultater af de undersøgelser, som er foretaget af en overordnet kommission, udsendt af den norske hær. Den sagkyndige undersøgelse af resterne af en flyvende tallerken, som for nogen tid siden faldt ned i Spitzbergen, skulle have udvist resultater af allerstørste interesse (9).

Og lederen af universitetsobservatoriet i Minnesota erklærer:

– Flyvende tallerkener af en særpræget art har ude fra rummet gæstet jorden. Videnskabens lyseste hoveder mener, det drejer sig om iagttagere, er kommer fra en eller anden fremmed planet.

Man kunne fortsætte i spaltevis med kategoriske udtalelser om, at de flyvende tallerkener er realiteter, som vi må regne med i fremtiden, og at de sandsynligvis vil øve en kontrollerende indflydelse, hvis det vanvittige atomrustnings kapløb skulle true med at styrte menneskeheden i afgrunden. Mange er foruroligede over de sælsomme “tegn i sol og måne”, som leder tanken hen på Bibelens omtale af de sidste tider, og enkelte forskere, som udmærket godt er klar over tallerkenernes interplanetariske natur, nærer ængstelse for, at disse bestandige overflyvninger er forløberen til senere invasion fra rummet. Vi, som alvorligt har studeret den åndsvidenskabelige lære om kosmisk liv, kan sige, at hvis det skulle ske, ville det ikke være første gang. Og med fortrøstning kan vi tilføje, at den måde, vi mennesker indretter os på her på jorden på mange måder er så nedværdigende, at en eventuel fremmed indflydelse sandsynligvis kun vil være os til gavn, tilmed når det drejer sig om intelligente væsener, der i videnskabelig indsigt er det jordiske menneske så fuldstændigt overlegne, og som, efter hvad talrige oplysninger beretter om, forlængst har tilbagelagt det stadium af primitivitet, barbari, råhed og junglementalitet, som synes at være et karakteristisk præg hos jordmenneskeheden af 1956.

Noter og kommentarer:

  1. Donald H. Menzel, astronom, fik i 1953 udgivet bogen “Flying saucers”, hvor han gør op med en række ufo-observationer. Menzel var en af de første videnskabelige kritikere, men ikke altid lige vellykket i sine argumentation.
  2. Aimé Michel: “The truth about flying saucers”. New York, 1956. Pocket-udgave: New York, 1967.
  3. Jean Plantier: “La propulsion des soucoupes volantes par action directe sur l’atome”. Tours, 1955.
  4. Desmond Leslie og George Adamski: “Flyvende tallerkener er landet”. København, 1955. – George Adamski: “Ombord i rumskibe”. København, 1960. 2. udg. på dansk: “Om bord i rumskibe”. Kolding, 1980. (Orig.udg.: “Inside the space ships”. New York, 1955. Er også udsendt som pocket-udgave under titlen: “Inside the flying saucers”. New York, 1967 & 1974).
  5. Harold T. Wilkins: “Flying saucers uncensored”. New York, 1955. Pocket-udgave: New York, 1967.
  6. Frank Scully: “Behind the flying saucers”. New York, 1950. Dansk udgave: “De flyvende tallerkener”. Kbh., 1950. I løbet af 1980’erne har dette tema været aktuelt igen, bl.a. via bøger som “Ufoet der styrtede”, skrevet af Charles Berlitz og udgivet af Bogans forlag i Lynge 1981.
  7. Pseudonym for Carl Louis van Grasshoff (1865-1919). Han skrev i 1908 “The Rosicrucian cosmo-conception”, og er i sin fremstilling meget inspireret af bl.a. Rudolf Steiner.
  8. Citatet er fra Le Courrier Interplanetaire, januar 1956.
  9. Sagen omkring Spitzbergen-styrtet har været debatteret i ufo-kredse lige siden, og de fleste har afskrevet sagen som værende opdigtet. Ole Jonny Brænne fra Norge har fornylig undersøgt sagen grundigt, og hans konklusion var: svindel! Et sammendrag af hans undersøgelser har været bragt i AFU Newsletter 36.

Kilde: Psykisk Forum, oktober 1956

[*]