af Poul Kastrup

Dette spørgsmål hører man ofte fremsat blandt mennesker, som har fået interesse for disse mærkelige fænomener, og som er blevet overbevist om deres realitet.

Man er klar over, at vi til stadighed er under observation af rumvæsener, og at deres skibe gennemfarer vor atmosfære. Man er ligeledes klar over, at der er en dybere mening med deres tilstedeværelse, og derfor er spørgsmålet jo ganske naturligt, thi hvis det drejer sig om væsener, der i udviklingen er langt forud for os, ville de jo sikkert kunne vejlede os og ordne vore problemer således, at vor klode blev et attråværdigt sted at leve på.

Men svaret på spørgsmålet er næsten uvægerligt det samme, nemlig, at menneskeheden endnu ikke er moden til at modtage disse fremskredne væsener, og det kan naturligvis godt være en forklaring, selv om den næppe dækker hele sandheden.

Vi må tænke kosmisk og ikke alene betragte vor egen menneskeudvikling her på kloden. Hele solsystemet er et gigantisk udviklingsfelt for liv og bevidsthed, og fra Skaberens side udgør den jordiske menneskehed kun en detalje i hele den kosmiske plan, der er udtænkt for solsystemet, med dens mange andre former for liv og bevidsthed på andre planeter, ikke alene fysiske, men også ikke-fysiske, hvoraf der er en del.. Vi kan foreløbig, ifølge okkultismens lære, gå ud fra et antal på ikke færre end ti forskellige menneskeheder i solsystemet, som alle gennemgår en bevidsthedsudvikling, nogle på de kendte fysiske planeter, og andre på planeter af ikke-fysisk beskaffenhed, og nogle er langt forud for os i udvikling, medens andre står under os i bevidsthedsmæssig udvikling. Men den uheldige kombination af høj bevidsthed og lav moral er et særpræg for vor egen menneskehed, og som gør, at vor jord er noget af et smertensbarn i den kosmiske familie.Fra Skabenern er udgået den kosmiske lov, at det er strengt forbudt for én planets menneskehed at blande sig i en anden menneskeheds anliggender med mindre ganske særlige katastrofale forhold gør en dispensation tilladelig.

Man skulle rent umiddelbart synes, at det tværtimod ville fremme solsystemets udviklingsplan, hvis den ene menneskehed kunne hjælpe den anden, og fortælle den, hvorledes den skulle bære sig ad. At dette ikke er tilfældet kan man meget let indse, hvis man sammenligner solsystemet med dets forskellige planetariske udviklingsfelter med en stor skole. Det ville utvivlsomt bevirke kaos i enhver skole, hvis f.eks. realklassens elever hviskede facit ind i ørerne på underskolens elever, når de tumlede med deres regneopgaver, og lærerne ville sikkert ikke være begejstret for den form for indblanding. Tværtimod må hver klasse træne sig i at løse opgaverne selv, hvis skolens ide skal opfyldes, og netop denne tanke ligger til grund for den kosmiske lov om ikke-indblanding.

Vor menneskehed har iblandt sig visse “lærere”, som leder undervisningen og uddannelsen af menneskeheden. Disse lærere eller adepter, som de ofte kaldes, har gang på gang forklaret deres “elever”, hvad opgaverne går ud på, gennem deres inspirationer af alverdens religion, filosofi og videnskab. Vi har således fået opgaverne forelagt og blevet i stand til at betjene os af de nødvendige hjælpemidler dertil, men løsningen må vi selv finde ud af. Disse adepter danner en verdensomspændende organisation, som i virkeligheden, på trods af alle statsmænd, har den egentlige ledelse af vor udvikling, og samtidigt ansvaret for den. Det vil derfor være utænkeligt, at væsener ude fra rummet søger kontakt med os i større stil uden direkte tilladelse eller anmodning fra vor egen klodes planetariske ledere, og en sådan tilladelse vil næppe blive givet, med mindre selve vor eksistens står på spil.

Samtidigt må vi ikke glemme, at der ude fra rummet kan komme indflydelser, som kunne være direkte skadelige for vor udvikling og eksistens. Positive og negative kræfter findes ikke alene på vor jord, men det synes at være et universelt princip, som genfindes overalt i verdensrummet. Det er absolut ikke givet, at alle rumvæsener ville være venligt sindede overfor os, og dette bringer os på den tanke, at når f.eks. Adamski eller andre tallerkenforfattere taler om “rumbrødrene”, hvormed menes venligt sindede mennesker andetsteds fra, så kunne deres tilstedeværelse godt have et dobbelt formål. Dels kan det være, at de i givet fald skal være til disposition for de jordiske ansvarshavende, adepterne, hvis situationen skulle blive kritisk for menneskehedens eksistens, og de skulle således hjælpe med til at beskytte os mod os selv. Men det er ligefuldt muligt, at de samtidigt virker som et værn mod udefra kommende indflydelser af negativ art, idet visse antydninger synes at vise, at kosmiske intelligenser, som er negative i forhold til jorden, søger at trodse loven om ikke-indblanding. En tredie mulighed for tallerkenernes tilstedeværelse synes at være visse tendenser til en forandring i selve planetens struktur og stilling i rummet, hvilket siges at være genstand for stor opmærksomhed udefra.

Der findes en fjerde mulighed, om hvilken tallerkenforskeren Al Bender siger, at den er “fantastisk”, og som forøvrigt medførte, at han på en hemmelighedsfuld måde fik mundkurv på, da han stod i begreb med at åbenbare, hvad han vidste. Ud fra dette kan man slutte, at denne fjerde “fantastiske” mulighed står i forbindelse med tallerkenernes mission på en måde, som menneskeheden end ikke drømmer om, men som ville være intet mindre end chokerende, hvilket er årsag til, at der ikke må fortælles mere om dette.

Ud fra alt dette kan man muligvis indse, at sagen med de flyvende tallerkeners landing ikke er så enkel endda, idet den på mange måder ville komplicere sagerne betydeligt og måske gøre en vanskelig periode endnu vanskeligere.

I okkultismens hemmelige lære fortælles det, at jordens planetariske ledere kan trække på en kosmisk kraft udefra rummet, hvis kontrollen med de jordiske begivenheder skulle glippe. Kun to gange i menneskehedens historie har denne mulighed været på tale, første gang under de kritiske tilstande i det gamle Atlantis, der som bekendt gik under i en syndflodskatastrofe, og anden gang har været i vort århundrede. Kun fordi det blev frarådet fra “højere sted” undlod man at forsøge denne mulighed, og tilliden til menneskehedens evne til selv at klare sine problemer er da også blevet bekræftet indtil nu.

Lad os håbe, at menneskeheden fremdeles kan ordne sine problemer på en sådan måde, at vi gradvis kan leve op til den nye tid, hvor vi for alvor skal indtræde i den kosmiske æra og for stedse vende ryggen til fortidens primitivitet og barbari.

Kilde: Psykisk Forum, februar 1960

[*]