af Poul Kastrup

Vi lever jo i en tallerken- og rumtid, og det er jo efterhånden ikke småting, vi bliver præsenteret for i retning af budskaber fra rummet gennem mere eller mindre tilforladelige kontakter. Der er jo ingen tvivl om, at de flyvende tallerkener eksisterer, men der er i høj grad tvivl om, hvorvidt de påståede kontaktmænd er ægte eller ikke. I bedste fald vil man kunne antage, at forskellige tallerken-forfattere har haft deres påståede kontakter, men at fantasien og visse misforståelser desværre ofte har spillet ind, hvorved deres budskaber unægtelig får en noget tvivlsom værdi.

Vi kan tage nogle eksempler. Truman Bethurum omtaler, at de rummennesker, han kom i forbindelse med, skulle stamme fra planeten Clarion, der således hævdes at befinde sig på den anden side af månen, af hvilken årsag den ikke kan iagttages fra Jorden. Enten må dette skyldes en misforståelse, eller også har man glemt at huske på naturlovene, der jo også hersker i verdensrummet.

Den såkaldte centrifugalkraft kan, hvis man ønsker at udtrykke det med almindelige mål og vægt, formuleres i ligningen C = 4 x m x n2 x r, hvor m er massen udtrykt i kg, n er antallet af omløb pr. sek, og r er radius fra centeret (f.eks. jordcenteret) i meter. Ved en satellits eller en månes omløb må massen nødvendigvis være lig med centrifugalkraften, når de begge udtrykkes i kg, hvilket medfører, at størrelsen 4 x n2 . r må være lig med 1. Altså jo flere omløb pr. tidsenhed jo mindre radius eller afstand, og hvis afstanden forøges, må omløbet tage længere tid. Hvis planeten Clarion skulle skjule sig omme bag månen, måtte den have en større afstand fra Jorden, og dens omløbstid måtte nødvendigvis være længere end månens – uanset hvilken masse den eventuelt har. Det er derfor klart, at den ikke vedblivende kunne befinde sig bag månen, og påstanden må være forkert.

En anden kontaktmand, amerikaneren Carl Anderson, har gengivet et budskab fra et rumvæsen ved navn Kumar, og ifølge denne skulle budskabet komme fra en rumstation Share, der omkredser Jorden.

Det hedder ordret: “Vi omkredser langsomt Jeres planet Jorden ca. to og en halv gang hver 24 timer efter Jeres tidsregning. Som I ved, eksisterer der for os ingen tid. Share er ikke noget rumskib. Den har sin egen omløbsbane og har ingen driftsanlæg som alle rigtige rumskibe…Station Share er omkring 32 km i diameter og har almindelig form og udseende som en naturlig satellit…Station Share er ca. 320 km borte fra Shans (Jordens) atmosfære…”

Denne påståede satellit omkredser altså Jorden i ca. ti timer pr. omløb, hvilket – ifølge beregninger – er altfor langsomt i forhold til dens afstand. Jordiske satellitter, der har været ude i samme afstand, omkredser Jorden på ca. halvanden time, og størrelsen og massen på satellitten spiller som nævnt ingen rolle i denne forbindelse. Der er altså noget galt, som gør, at man ganske naturligt må stille et spørgsmålstegn også ved andre af budskabets meddelelser.

En tredie påstand går ud på, at der skulle befinde sig en planet i Jordens bane, men omme på den anden side af solen, hvorfor vi ikke vil kunne se den. Også dette er umuligt, thi hvis den fandtes, ville dens perbutationer kunne registreres overfor de andre planeter, hvilket aldrig er sket. Så også her er der visse usikkerhedsmomenter, der trænger til en opklaring.

Adamski siger et sted i sin bog “Ombord i rumskibe”, at han fik lejlighed til at betragte månens bagside, hvor han blandt andet så søer og floder. Almindeligvis anses månen at mangle atmosfære, men efterhånden har man indrømmet at der kan være mulighed for en ganske tynd atmosfære, hvilket også overensstemmer med Adamskis opgivelser. Ved en tynd atmosfære må det atmosfæriske tryk ved overfladen være ganske ringe, hvilket atter vil sige, at f.eks. vand ville komme i kog betydeligt under kogepunktet, ja endog ved ganske almindelig temperatur. Da solen jo også opvarmer månens bagside, kan det være lidt vanskeligt at se, hvorledes vandet i søerne og floderne kan bevares under det stærkt formindskede atmosfæriske tryk.

Også her er der noget, der trænger til en nærmere forklaring.

Hvis man er velvillig, kan man sige, at sådanne unøjagtigheder skyldes kontaktmændenes manglende opfattelse eller forståelse af, hvad de ser og hører, men i betragtning af budskabernes overordentlig store betydning er det en væsentlig mangel, at der kan påvises unøjagtigheder, som vanskeligt kan bortforklares, med mindre man antager, at ét sæt naturlove virker specielt på Jorden, men ikke nødvendigvis andre steder, og det strider unægteligt mod opfattelsen af universets opbygning som helhed.

Er det da således at forstå, at alle de påståede meddelelser fra rumvæsener er mere eller mindre fri fantasi? Det kan man vel næppe påstå, da mange af disse kontaktmænd opgives at være absolut hæderlige og anstændige mennesker. Der er derfor for mig ingen tvivl om, at de har været ude for en eller anden oplevelse, og da de senere har nedfældet det på papiret efter hukommelsen, er der mange usikkerhedsfaktorer, der har spillet ind, – ikke mindst deres egen fantasi. Det vil altså sige, at selv om man i det store og hele går ind for en kontaktmands beretning om egne oplevelser, må man absolut ikke sluge hvert ord råt, thi en kontaktmand skal være overordentlig sikker for ikke at komme i konflikt med naturlovene.

Der er, paradoksalt nok, således mere grund til at tro en forfatter som Orfeo Angelucci, uagtet hans oplevelser har mere psykisk karakter. Der er nemlig ikke her påstande, man kan gribe ham i, som ved andre kontakter, der har håndgribelig karakter. Paradokset ligger her i, at det åbenbart ikke er altid, at det håndgribelige har det attråede skær af ægthed over sig.

Det ovenfor nævnte skal ikke tages som et udtryk for mistillid til tallerken-sagen, for den er for mit vedkommende usvækket som hidtil, men det kunne måske tænkes, at sandheden om de flyvende tallerkener falder noget anderledes ud, end hvad der er beskrevet i de ofte sentimentale og romantiske beretninger om rumbrødrene. Sandheden har muligvis en hård kerne, som hidtil har formået at dølge sig bag rosenrøde fortolkninger, og vi må ikke stirre os blinde på dise fortolkninger, men også være opmærksomme på andre beretninger, der er mere usentimentale, men måske til gengæld mere objektive.

Lad os konkludere: De flyvende tallerkener er her – de kommer ude fra rummet – de er intelligent styrede og … de vil komme til at spille en rolle for menneskehedens fremtid.

Men hvilken?

Kilde: Psykisk Forum, oktober 1960

[*]