af Poul Kastrup

Vi har jo her i bladet (Psykisk Forum) forholdvis regelmæssigt behandlet problemet flyvende tallerkener, og fortrinsvis fordi vi anser det for sandsynligt, at der er et psykisk aspekt forbundet med disse fænomener. Ud fra de mange iagttagelser kan vi ikke ret godt komme uden om, at flyvende tallerkener er en fysisk og håndgribelig realitet, men det er efter vor mening ikke givet, at de behøver at være udelukkende dette. Jeg ved godt, at hvis man indrømmer tallerkenerne et psykisk aspekt, vil det straks blive opfattet som noget spiritistisk, hvad det dog ikke nødvendigvis behøver at være. At der findes mange spiritistisk prægede tallerken-meddelelser, kunne jo tyde på, at der var et psykisk aspekt vedrørende tallerkenerne, som spiritismen eventuelt kunne tage til indtægt, – og også har gjort, desværre ofte i en sørgelig grad, der munder ud i det rene nonsens. Således som f.eks. at tallerkenfolkene, der naturligvis kom fra Venus, meget gerne ville lære vort fjernsyn nærmere at kende, da de ikke havde noget af den slags på Venus! Med kendskab til vort danske fjernsyn er det muligt, at det ville være en fordel at leve på Venus, – men der er en anden sag.

Det er ikke så meget den slags naive meddelelser, man skal lægge mærke til, men der findes andre, som nok er fantasifulde, men dog alligevel rummer et vist mål af mulig sandhed, at de fortjener at kendes, thi det er jo således, at sålænge man ikke sort på hvidt har fået bevist, hvad disse tallerkener er, og hvad de er kommet for, må man holde sig orienteret om alle de beretninger, der foregive at være autentiske, selv om nogle af dem, som sagt, er så langt fra det mulige, at man næsten på forhånd kan frasortere dem.

Det er karakteristisk, at de fleste tallerkenbøger eller budskaber beskæftiger sig med vor øjeblikkelige situation og de vanskeligheder, som menneskeheden åbenbart styrer henimod. Adamski lader en af sine personer i “Inside the space ships” antyde, at jorden kan tippe når som helst, hvilket kunne forårsage store oversvømmelser, og at nyt land i så tilfælde ville komme tilsyne.

Orfeo Angelucci lader een af sine personer i “The secret of the saucers” (1) under pseudonymet Neptun udtale, at begivenheder, som fremtidige historieskrivere vil kalde for “Den store ulykke”, ligger indenfor en overskuelig fremtid.

Andre tallerkenbudskaber, som ad mere psykisk vej (telepatisk) er modtaget af kontaktmænd, peger allesammen på det samme, nemlig profetien om tilstundende skæbnesvangre begivenheder, som kan få de mest omvæltende følger for menneskeheden. Nu er det jo aldrig morsomt eller særlig positivt at dvæle ved ting som død og undergang, men hvis der virkelig er noget om snakken, vil det rigtignok være i høj grad uklogt ikke at blive orienteret om det, blot fordi man synes, det er ubehageligt. Der er jo ingen, der har lovet os, at det jordiske livs lektie skal være behagelig!

Under alle omstændigheder har vi et middel til at kontrollere, om sådanne omvæltende eller katastrofale begivenheder er indenfor mulighedens grænse, thi sådanne ting ville umuligt kunne ske, uden at der i den astrologiske praksis ville være antydninger, men på forhånd kunne aflæse. Dette er en sikker erfaring, som har vist sig at holde stik i alle hidtidige tilfælde af ekstraordinære begivenheder. Hvis derfor de astrologiske aspekter viser “Fred og ingen fare”, kan vi roligt gå ud fra, at alle disse katastrofe-beretninger er fri fantasi og opspind dikteret af sensationslyst.

Men de astrologiske aspekter understøtter tværtimod de dystre profetier, oven i købet på en sådan måde, at man aldrig i astrologiens historie har set noget lignende! Alle planeter undtagen to, plus Sol og Måne er samlet i en gigantisk konjunktion i Vandmandens tegn, hvilket aldrig, så længe man har kunnet beregne det, er sket før! Denne enestående konjunktion i 1962 er i øjeblikket genstand for intens forskning af astrologer verden over, og mangfoldige er de slutninger, som disse astrologer drager om de mulige konsekvenser, men fælles for dem alle er, at detaljerne må forblive gætteri, da man savner et fortilfælde at referere til, – men hovedlinierne er man enige om, nemlig at de astrologiske virkninger bliver noget ud over det sædvanlige (2).

Det ser altså således ud til, at astrologien giver grønt lys til videre spekulationer i retning af det fantastiske, som Bender udtrykker det, da han skulle karakterisere den løsning, han var kommet til angående de flyvende tallerkeners tilstedeværelse, – en løsning, han forøvrigt kraftigt var blevet anmodet om at holde mund med. Og nogen klar besked ville han da heller ikke ud med.

Da således de astrologiske aspekter giver antydninger af noget ekstraordinært, er det ligesom man noget mere villigt låner øre til kontaktberetninger, som man ellers ville affærdige som overspændt vrøvl. Og hvad går så disse kontaktbudskaber ud på?

De kan groft set udtrykkes i fire kategorier:

  1. Jordaksens tipning.
  2. Atomkrig.
  3. Naturkatastrofer.
  4. Evakuering.

Vi har allerede hørt om muligheden af, at jordens balance skulle kunne forrykkes, nærmere betegnet fordi kolossale ændringer af isdannelser ved polerne finder sted. En gyroskopisk ustabilitet med hensyn til jordaksens retning skulle da kunne indtræde. I forvejen udfører den som bekendt en vridende bevægelse, der dog er meget langsom. Det skal ikke være første gang i jordens historie, at en sådan tipning finder sted, hvilket jo ville medføre, at jordens poler kommer til at ligge andre steder af overfladen. Måske er det derfor, at man har fundet antydninger af, at der engang skulle have eksisteret tropisk klima i polarområdet. Det er jo klart, at en sådan aksekæntring, hvis den er mulig, ikke kan gå helt stille af, men forårsage stærke meteorologiske og magnetiske samt seismografiske forstyrrelser af ukendt karakter.

Den anden mulighed, der eksisterer, forekommer derimod ikke særlig fantastisk, idet alle mennesker desværre regner den i høj grad indenfor mulighedernes grænse. Det drejer sig om atomkrigen. Krige har der jo været alle dage, og der er sørgeligt nok ikke særlig grund til at tro, at krige ikke fortsat vil opstå også i fremtiden. Men atomkrigen skiller sig ud fra alle andre krige derved, at tilintetgørelsesvirkningen bliver noget nær universel. Under første verdenskrig havde vi den uhyggelige gaskrig. Under anden verdenskrig havde Hitler gassen parat, men turde ikke bruge den, da han vidste, at de allierede omgående ville gengælde den. Det lykkedes faktisk at føre krigen tilende uden brug af giftgas, og heri ligger et spinkelt håb. I en fremtidig krig kan parterne muligvis også vige tilbage for at bruge atombomber af frygt for gengældelse, men alligevel vil enhver fremtidig storkrig være en frygtelig risiko for livet på jorden.

Der er en række steder på jorden, som hver for sig repræsenterer en storpolitisk krudttønde, og en sådan er os i allerhøjeste grad inde på livet, nemlig Berlin-krisen. Den østlige blok har antydet, at det-te spørgsmål skal finde sin løsning inden udgangen af dette år, hvilket atter bringer os henimod den astrologiske konjunktion i begyndelsen af 1962.

Mærkeligt nok har et af de planetariske rumvæsener profeteret, at faren er størst, når man taler om fred. Dette kunne synes underligt, men hvis man tænker på, at årsagen til Berlin-krisen netop er en påtænkt fredstraktat med Østtyskland, kunne de profetiske ord muligvis få en anden mening.

Så er der muligheden for naturkatastrofer, der også indgår i mange tallerkenberetningers forudsigelser. Naturkatastrofer er der dog ikke noget særlig fantastisk ved, selv om de kan være katastrofale nok, men når man hører om omfanget af disse eventuelle naturkatastrofer, begynder det unægtelig at nærme sig det fantastiske. I en bog af Gloria Lee: “Why we are here” (3) er der nemlig tale om intet mindre end den omstændighed, at den lemuriske havbund i Stillehavet hæver sig, således at det ældgamle kontinent Lemurien atter engang kommer tilsyne, hvilket naturligvis afstedkommer gigantiske flodbølger overalt. En medvirkende (med ikke udelukkende) årsag skulle bl.a. være de mange prøvesprængninger af atombomber, der har fundet sted i dette område. En mærkelig antydning af, at noget særligt er i gære i jordskorpen, kunne man for nogen tid siden læse om i dagspressen, idet sagen var slået stort op på en helside i B.T. Det var en verdenskendt seismologs forudberegninger om, at byen Los Angeles i Californien ville blive ødelagt af jordskælv inden to år, og hjemlige danske autoriteter gav ham ret i, at der før eller senere måtte ske noget på grund af visse forskydninger i jordskorpen, der har fundet sted gennem lang tid. Inden to år fra disse udtalelser blev fremsat, er vi atter nået ind i skæbneåret 1962! Fra hjemlige kilder har jeg iøvrigt bragt i erfaring, at der på grundlag af claivoyante eller intuitive forudanelser skulle kunne ventes “på et eller andet tidspunkt” ekstraordinært højvande, for ikke at sige oversvømmelser, langs danske kyster også, hvilket i og for sig godt kunne falde sammen med mere voldsomme bevægelser i de store verdenshave.

Det står mig klart, at når man skriver om noget sådant, kan man let skræmme en masse mennesker, og jeg vil så vidt muligt helst holde min egen mening udenfor, og blot referere alle de mere eller mindre fantastiske udsagn, der er fremme i tiden, og som interesserede læsere bør kende til, uanset om de kan tro på dem eller ej. Gør ligesom jeg: Kend dem og tag dem til efterretning, – men lad iøvrigt spørgsmålet stå åbent! Dog er der unægteligt mange forskelligartede men sammentræffende omstændigheder, der alle tyder på, at vi synes at gå en bevæget fremtid i møde. – Så har jeg vist ikke sagt for meget!

Men vi mangler endnu den sidste kategori angående de udsagn, der fra tallerkenside skulle være fremsat, om man ellers kan fæste lid til kontaktpersonernes pålidelighed. De gør ganske vist et troværdigt indtryk, men kan muligvis selv være i god tro, selv om deres kilder skulle vise sig at være falske. Der er særligt tale om Carl Anderson (4) og Gloria Lee, som begge taler om begrebet evakuering. Carl Anderson hævder med stor bestemthed at have fået forbindelse med en planetarier (rumvæsen fra de flyvende tallerkener) ved navn Kumar. Det drejer sig om et fysisk møde med Kumar, som dog materialiserer og dematerialiserer sig afvekslende, – noget nær samme fænomen, som en anden tallerkenforfatter var ude for, nemlig Angelucci og hans planetarier bag pseudonymet Neptun. Kumar taler om, at grundet på omvæltende krigsbegivenheder og naturkatastrofer vil tallerkenerne optræde i stort antal og forsøge at evakuere mennesker fra udsatte områder.

Den amerikanske forhenværende stewardesse og esoterisk orienterede forfatterinde Gloria Lee går et skridt videre, idet hun taler om evakuering helt bort fra kloden på grund af førnævnte begivenheder og den radioaktive fare. Men ellers falder Kumars budskaber og Gloria Lee’s telepatiske meddelelser fra en planetarier sammen, næsten ord til andet, skønt der altså er tale om to forskellige kilder. Kumar taler forøvrigt også om visse underjordiske tilflugtssteder, hvilket mærkeligt nok kendes også andre steder fra indenfor okkultismens lære. Begge taler om, at det ikke er helt ved siden af, når Bibelen taler om “bortrykkelsen af de udvalgte”, idet de udvalgte simpelthen er dem, som i givet fald kan acceptere muligheden af en indgriben udefra rummet. De øvrige vil åbenbart nægte at tro på det, der eventuelt sker for øjnene af dem, og vende sig bort, – man ved aldrig, hvorledes folk reagerer, vis noget aldeles ukendt pludseligt skulle indtræffe.

Gloria Lee’s planetarier omtaler forøvrigt noget ganske interessant. Han siger, at efterhånden som jorden bevæger sig mere og mere ind i Vandmandens tegn i den nærmeste fremtid, vil visse kosmiske vibrationer både fra vor egen sol såvel som fra en centralsol blive uhørt kraftige og afstedkomme mærkbare indvirkninger på vort nervesystem, i ganske særlig grad hos dem, som kommer under kategorien “de ikke-udvalgte”, dvs. de materialistisk indstillede mennesker, der slår al tale om noget højere i tilværelsen hen som vrøvl og ammestuesnak. Man må unægtelig sige, at psykologerne i stedse stigende grad opererer med begrebet “stress”, dvs. en permanent nerveanspændelse, der giver sig udtryk i flere og flere nervøse tilfælde. Skulle det mon være Vandmandstidalderens impulser, der begynder at gøre sig gældende, og hvis nye vibrationer man simpelthen må leve op til for at udholde?

Så melder sig spørgsmålet: Hvad skal man sige om alt dette sensationelle, der udtales fra mange forskellige sider? Kan man putte disse ting ind i det rummelige arkiv, der hedder den sygelige fantasis område, for derefter at vende tilbage til vor hyggelige hverdag, hvor alting forløber stille og roligt, som det altid har gjort. Medens jeg skriver dette, hører jeg i radioen, at en sovjetisk rummand farer afsted ude i rummet, og at radioen desårsag bringer ekstraudsendelser. Ak nej, det synes ikke, som om vor lune hverdag kan få lov til at være i fred, – dertil sker der for meget for øjnene af os. Der var også engang i vor hyggelige hverdag, hvor aviserne havde noget, de kaldte agurketiden, dvs. tidspunkter, hvor der ikke rigtigt skete noget, og hvor man måtte fylde spalterne med ligegyldigt stof. Ak, agurkerne er forlængst udryddet fra bladredaktionerne, for der sker simpelthen for meget, og vi kan ikke have vor hyggelige hverdag i fred, – for alt det, der sker, angår hver eneste af os. Man taler nu i fuldt alvor om bemandede rumskibe til Månen. Prøv engang at se på denne sætning med Deres forældres øjne. Der er kun ‚t udtryk der dækker: Fantastisk! Og dog tilhører det den nøgterne virkelighed. Er der derfor nogen særlig grund til at tro, at bevægelser og manifestationer fra intelligenser ude fra rummet skulle være mere fantastisk? Er der nogen særlig grund til at tro, at det højtryk, som menneskeheden lever under i dag, ikke skulle kunne udløse sig i noget tilsvarende fantastisk?

Som vågne mennesker må man tage alle eventualiteter med i betragtning, og det, der her er givet udtryk for, hører unægteligt til de mere fantastiske eventualiteter. Måske går det ikke så slemt, som “præsten” prædiker, og lad os derfor, omend blot for et øjeblik, vende tilbage til vor lune hverdag, tilbage til hyggelige gamle Storm Petersen, der sagde: Det er såre vanskeligt at spå, – især om fremtiden!

Så føler De Dem atter helt tryg, – ikke sandt?

Eller hvad…?

Noter og kommentarer

  1. Orfeo M. Angelucci: “The secret of the flying saucers”. Amherst, Wisc. : Amherst Press, 1955.
  2. Læs også om dette i “Ufoer over Danmark”, bind 1, side 120f.
  3. Gloria Lee: “Why we are here!” Los Angeles : DeVorss & Co., 1959. Genudgivet i 1974 af Health Research i Mokelumne Hill, Californien.
  4. Carl Anderson: “Two nights to remember”. Los Angeles : New Age Publishing Co., 1956.

Kilde: Psykisk Forum, september 1961

[*]