af Poul Kastrup

– i anledning af George Hunt Williamsons bog: The saucers speak

Dette er titlen på en højst usædvanlig bog af den velkendte forsker af de flyvende tallerkener, George Hunt Williamson, der har skrevet adskillige bøger om dette emne.

Han fortæller selv, at hans interesse for de flyvende tallerkener blev vakt ved læsningen af Donald Keyhoes første bog om de flyvende tallerkener. Men reaktionen hos Williamson var forskellig fra reaktionen hos så mange andre forskere derved, at Williamson ret hurtigt kom ind på, at der i høj grad var et psykisk aspekt og ikke blot et fysisk. Sammen med sin kone og nogle venner, ægteparret Albert og Betty Bailey, dannede de en lille gruppe med det formål at etablere en kontakt med de flyvende tallerkener, hvis noget sådant var muligt. Disse fire var forøvrigt øjenvidner til Adamskis møde med tallerkenmanden i Desert Center i Californien.

Williamsons gruppe forsøgte først kontakt ad psykisk vej ved automatskrift, og han siger selv, at det, der først begyndte halvvejs som en selskabsleg efterhånden viste sig at være højst interessant alene i kraft af de meddelelser og budskaber man modtog.

Nu er der jo mange mennesker, der stiller et kraftigt spørgsmålstegn ved ting som automatskrift og brug af den såkaldte planchette, idet sådanne “åndemeddelelser” ofte viser sig at være ret upålidelige og vilkårlige, men i dette tilfælde viste det sig, at man senere skulle få uomstødelige beviser for, at det virkelig drejede sig om kontakt med disse tallerkenvæsener ad psykisk vej.

Mr. Bailey fik forbindelse med en radioamatør, mr. R. som var villig til at prøve en radiokontakt, skønt han selv var noget skeptisk med hensyn til alt dette. Han havde sin modtager indstillet på bølgelængde 400 kc (750 m) og hørte en hel del af sædvanlige signaler i den internationale morsekode, der sendes på disse bølgelængder. Pludselig opfangede han nogle ord, som viste sig at være identisk med navne, der tidligere var modtaget ad psykisk vej (det vidste radiomanden ikke), men det var nok til at vise, at der var realiteter bag.

Radioamatøren var dog stadig lidt skeptisk, idet han mente, at en eller anden amatør kunne have ham til bedste ved at sende disse signaler, og uden at sige noget til de andre foretog han en lille kontrol. Han sendte nogle meddelelser til den formodede tallerken, men gjorde det på den måde, at han midt i afsendelsen skiftede over til en helt anden bølgelængde og fortsatte der. Øjeblikkelig kom der svar, og det overbeviste ham fuldstændigt, idet han hævdede, at ingen jordisk modtager ville kunne følge ham i et sådant spring i bølgelængden, når de intet vidste, og selv om modtageren vidste, at der ville blive skiftet bølgelængde, ville der alligevel gå nogen tid, inden man havde fundet ham på den nye bølgelængde.

Den radiotelegrafiske kontakt og den psykiske kontakt kom efterhånden til at arbejde hånd i hånd, selv om den radiotelegrafiske blev udsat for forskellige forhindringer, dels af atmosfærisk art og dels ved indgriben (uofficielt) fra regeringens side. Radioamatøren fik nemlig besøg af en udsending, som fortalte ham, at man havde opfanget alt, hvad der var foregået mellem radioamatøren og de flyvende tallerkener. På spørgsmålet om regeringen da troede på de flyvende tallerkener, lød svaret: “Naturligvis, jeg indrømmer det, men De vil ikke være i stand til at bevise det for nogen”. Manden meddelte derefter, at femten andre amatører havde modtaget de samme signaler, og alle var de villige til at samarbejde med regeringen, og han opfordrede mr. R. til at gøre det samme. Regeringen ville forsyne ham med alt fornødent materiel til at forstærke sin sender med, og manden lod skinne igennem, at hvis mr. R. ikke ville samarbejde, kunne det koste ham hans senderlicens. Mr. R. havde intet valg, men det lod ikke til, at tallerkenerne mere havde interesse i at opretholde kontakten med mr. R. under denne kontrol.

Williamson gengiver de forskellige meddelelser i sin bog, og indestår for, at de er autentiske. Og hvad er det så for meddelelser?

Vi kommer atter til det mærkelige, at der synes at bestå et interplanetarisk broderskab fra de forskellige planeter i solsystemet som med stor opmærksomhed og nogen ængstelse følger begivenhederne på jorden uden at være i stand til at gribe ind på grund af noget der benævnes “den universelle lov”. Man får indtryk af at ganske ekstraordinære foranstaltninger er i fuld gang ude i rummet med henblik på forestående hændelser her på jorden.

Lad os høre nogle få af disse meddelelser:

“Dette er Zo som taler. Vi kan snart tale til jer pr. radio. Brug radioen i aften på 450 kc eller 405 kc. Alle på månen. Rådet mødes. Interesserede forskere repræsenterer Saras (jorden), som I gør”.

“Regga taler. Vi prøver meget på at komme til at se jer snart. Hilsener til mr. R. Prøv 405 kc og 450 kc. Vore apparater er helt anderledes, men vi kontakter jer. Jeres regering ved, hvem vi er”.

Williamson slutter sin bog med et sammendrag af de konklusioner, man må komme til ved at sammenligne de forskellige kilder og deres meddelelser. Han siger blandt andet at rumvæsenerne blev spurgt, hvad de eventuelt ville gøre for at forhindre en atomkrig på jorden, hvortil de svarede, at de absolut intet ville gøre for at forhindre eller standse en sådan krig. Vi må erindre, siger Williamson, at vore rumgæster ikke kan foretage nogen indblanding i henhold til den universelle lov.

Rumvæsenerne erklærer imidlertid, at verden ikke vil ende, selv om der vil komme terræn-forandringer og voldsomme storme osv. Der omtales endvidere i denne bog tilstedeværelsen af en gigantisk kosmisk sky, som på forskellig måde vil komme til at spille en rolle i fremtiden, ikke alene for jorden, men for hele solsystemet. Denne kosmiske sky, som består af gasarter, omtales forøvrigt flere steder hos andre forskere, og synes at være et enormt område ude i verdensrummet. Efterhånden som denne sky, måske gennem millioner af år, trækker sig sammen, vil den blive til en glødende kerne, en ny sol, – den er alstå allerede nu en embryonisk sol.

Williamson anfører, at han i 1955-56 korresponderede med en velkendt udenlandsk videnskabsmand, som sagde, at regeringens videnskabsmænd efter intensive undersøgelser og udforskninger var kommet til det frygtelige resultat, at vor planet meget hurtigt bevæger sig i en kollisionskurs med en embryonisk sol!

Hvad vil denne kurs betyde for verdens befolkning, spørger Williamson. Først af alt må man berolige sig, for det betyder ganske afgjort ikke verdens ende. Efterhånden, måske om århundreder, vil mennesket være nødt til at forlade jorden og emigrere gennem rummet til et nyt hjem.

Vi befinder os i øjeblikket på kanten af dette område, og ifølge andre kilder kan det vare ca. 1000 år inden vi når de centrale og tættere dele af dette område, som til den tid vil umuliggøre et fortsat ophold på vort solsystems planeter. Imidlertid, alt eftersom vi trænger dybere og dybere ind i dette magnetiske felt, vil virkningerne blive stærkere med tiden.

De første virkninger, som allerede nu gør sig gældende, vil blive en stedse voksende indflydelse på jordens klimatiske forhold foruden visse virkninger i jordens indre. Den forøgede kosmiske stråling vil øve sin virkning på det organiske liv og, som det siges, hæve hele planeten op i en højere vibrationshastighed (måske i retning af det ætheriske?).

Williamson gør sig til talsmand for tanker, som også er udkastet af andre tallerkenforfattere (Gloria Lee, Brother Philip o.a.), og for den, som interesseret har studeret den litteratur, der finde om emnet, begynder der efterhånden at tegne sig mærkelige perspektiver, som forklarer mangt og meget vedrørende den såkaldte nye tidsalder kædet sammen med gamle tiders profetiske forjættelser.

I mere end én forstand er det en mærkelig tid, vi lever i, og Williamsons bog yder et stærkt bidrag i retning af det fantastiske, – men måske har kun det fantastiske nogen mulighed i fremtiden?

Noter og komentarer

George Hunt Williamson har skrevet en bog, der er oversat til dansk: “Den glemte vej til planeterne” (Kbh.: Biilmanns forlag, 1963).

Williamson blev født i Chicago i 1926 og døde i januar 1986 i Long Beach, Californien. På det tidspunkt stort set glemt i den ufologiske verden, og uden at have gjort væsen af sig gennem cirka 15-20 år.
Han var af jugoslavisk afstamning, og i 1959 havde han ændret navn til Michel d’Obrenovic, det oprindelige familienavn.
I de tidlige år blev han omtalt som videnskabsmand, og besmykkede sig med titlen dr. Williamson. Gået efter i sømmene viste det sig, at alle hans referencer til studier ved diverse universiteter, ikke havde noget på sig.
I begyndelsen af 1960’erne forlod han ufo-scenen, men holdt dog lejlighedsvist foredrag om fortidsastronauter, men under sit nye navn og uden henvisning til sin tidligere karriere som George Hunt Williamson.

Reference

Williamson, George Hunt: The saucers speak! Los Angeles, 1959 ; London, 1963

Kilde: Psykisk Forum, maj 1963

[*]