af Poul Kastrup

Endnu et år er gået, endnu et afsnit af evigheden er blevet til fortid, uden at vore problemer har fået nogen endelig løsning. På tærskelen til et nyt år plejer man ikke alene at skue fremefter, men også tilbage i den tid, der gik, og hvilket resultat kommer vi til? 1960 blev et udsættelsens år som så mange foregående, der lige siden den anden verdenskrig har været viet til den kolde krigs kroniske folkepest, et udsættelsens år, fordi de mange problemer, som forlængst burde have fundet deres løsning, blot er blevet udsat på ubestemt tid, – men hvor længe? Vil det kommende år også blive et år, hvor nationerne tøvende kredser rundt om de fundamentale problemer som katten om den varme grød? Det er nu 16 år siden den anden verdenskrig sluttede, og i de 16 år har man erhvervet sig en enestående evne til at føre den henholdende politik, således at kløften mellem øst og vest hverken uddybedes eller formindskedes, og hvis det står til de førende statsmænd vil denne status quo sandsynligvis kunne fortsættes endnu på ubestemt tid, uden at verden får den globale afspænding, den længes efter.

Men der kommer efterhånden noget andet ind i billedet. Vi, som arbejder med okkulte og kosmiske love, ved at de skæbnesbestemmende kræfter ikke er afhængige af menneskeviljen alene, men at en kosmisk plan må fuldbyrdes enten mennesket vil arbejde med eller imod. I praksis viser det sig som regel, at mennesket får chancen til selv at finde frem til problemernes løsning, men hvis mennesket mister initiativet til at gøre en positiv indsats og blot lader tingene gå, som de bedst kan, vil der før eller senere komme det tidspunkt, hvor tidsfristen ifølge den stadigt fremadskridende kosmiske plan bliver forpasset hvorefter skæbnekræfterne sætter ind og fremtvinges en afgørelse på menneskets vegne.

Der har i de forløbne år ikke været gjort noget tilfredsstillende forsøg på at afslutte den kolde krig og hidføre en virkelig afspænding, og der er ingen sandsynlighed for, at der i det kommende år vil komme en løsning, og vi kan derfor sige, at menneskeheden i alle disse år har gjort noget virkeligt farligt ved netop ingenting at gøre. For vi nærmer os med stærke skridt det tidspunkt, hvor man fra “højere side” ikke længere kan vente på menneskehedens tøvende vægring med hensyn til at bringe ubehagelige spørgsmål ud af verden, men må handle, i givet fald uden om menneskehedens selvbestemmelsesret, fordi den kosmiske plan må gå videre, og den kan ikke i længden stå i stampe, fordi mennesket har valgt at hylde det princip, ikke at udføre i dag, hvad man på nogen måde kan udsætte til i morgen.

Men mellem dagen i dag og morgendagen ligger natten, og i den kan mange ting ske, som unddraget sig menneskets opmærksomhed, og når man endelig vil udføre de stadigt udskudte gode fortsætter, finder man måske, at tiden er forpasset, og at problemerne er løst andetsteds fra, – og tilbage bliver så blot at acceptere en sådan afgørelse, enten den er behagelig eller ikke.

Den store statsmand Winston Churchill, der jo er en gammel rotte indenfor storpolitikken, og derfor ved, hvad han taler om, siger, at 1961 i mangt og meget vil komme til at ligne året 1913, d.v.s. året før den første verdenskrig brød ud. I det år tilhørte verden endnu den sorgløse tidsalder, og ingen tænkte på, at de fredelige tilstande blot et år senere skulle vige for den første af de store verdensomvæltninger, hvis efterveer endnu i dag præger verden. Nu kan menneskeheden af i dag næppe sammenlignes med menneskeheden af 1913, og først og fremmest slet ikke med hensyn til sorgløshed og ubekymrethed. Men der er trådt noget andet istedet, nemlig sløvhed, hvilket måske er endnu mere skæbnesvangert.

Læg mærke til, hvad vi er blevet præsenteret for af kendsgerninger, der hver for sig kaldes rystende, og dog går alle disse beretninger efterhånden ind ad det ene øre og ud af det andet.

Der er f.eks. de uhyggelige lagre, bestående af tusinder og atter tusinder af brintbomber, opmagasineret forskellige steder i verden, og blot et beskedent forbrug af disse lagre ville kunne udrydde menneskeheden. Der er raketbaser, hvorfra interkontinentale raketter kan nå en hvilken som helst storby eller strategisk punkt, og overdænge dem med sprængstof i løbet af – minutter. Der er en ganske gradvis forgiftning af selve den luft, vi indånder på grund af radioaktiv forurening, og vi modtager alle en lille daglig dosis stråling, ikke alene udefra, men også indefra, fra vore knogler, der hos os alle indeholder radioaktivt Strontium 90. Radarvarslingens alarmsystem er udbygget således, at selv en fejltagelse kan få den vagthavende officer til at trykke på den knap, der sætter hele lavinen i skred, og dette med “manden, der kommer til at trykke på den forkerte knap,” er blevet et nervøst mareridt, der næppe kan være holdbart i det lange løb. Og så er der de mange små, ofte nydannede nationer, der spiller deres eget lille spil uden at bekymre sig om, at det i virkeligheden er hasardspil, med hele menneskeheden som indsats.

Således er den verden, vi lever i, den situation, vi bringer med os ud af året 1960 og agter at fortsætte i 1961. Og i den grad er vi faldet hen i sløvhed, at vi synes, at tilværelsen forløber ganske normalt, hvad den jo også gør udadtil, men ikke indadtil, hvor civilisationen er syg indtil marven.

Nu er der et gammelt ord, der siger at man ikke bør male Fanden på væggen, men der er et andet ligeså godt ord, der siger, at man ikke ligesom strudsen bør stikke hovedet i busken. Man kan utvivlsomt være enig med Churchill i, at 1961 kan have mulighed for at blive et nyt 1913, d.v.s. et år, hvor der endnu er fred skønt alle kræfter opruster med henblik på at omstyrte denne fred. Da Churchill sagde 1913, tænkte han jo i virkeligheden på skæbneåret 1914, og når han siger 1961 er hans tanke måske mere fæstnet ved 1962 som et nyt skæbneår, hvilket er ejendommeligt, da astrologer og okkultister også betragter 1962 med ganske særlig opmærksomhed, skønt ud fra andre forudsætninger, med mindre Churchill skulle være blevet astrolog på sine gamle dage, hvilket næppe er sandsynligt.

Verden, vi lever i, er såmænd forvirret nok til, at det kan undskyldes, hvis enkelte taber hovedet og får “nerver”, men situationen bliver absolut ikke bedre, når det religiøse også begynder at spille ind i forventningen om en kommende dommedag. Vi ser det indenfor forskellige sekter, og vi ser det såmænd også indenfor “tallerken-sagen”, som der også er gået religion i. Nu er spørgsmålet: Er det den forvirrede tid, der avler massehysteri og forestillinger om “de sidste tider”, eller er det en ubestemt forudanelse, der fortrinsvis viser sig hos de mere sensitive menneskegrupper. Det er vel en blanding af begge dele, og man behøver jo ikke at være særlig sensitiv for at kunne have på fornemmelsen, at menneskehedens kurs i øjeblikket er ravruskende gal.

Og problemet “De flyvende tallerkener”, der jo i høj grad er kædet sammen med vor situation og den kommende tid, er desværre ved at blive et smertensbarn. Det ulykkelige er, at vi ved, at de eksisterer, og at de er, hvad de i det store og hele påstås at være, nemlig fremmede rumskibe, men sagen forkludres ganske kolossalt ved fremkomsten af visse “profeter”, som ligefrem danner tallerken-menigheder om sig, hvor Apokalypsen sidder i højsædet.

Fornylig var der international UFO-kongres i Wiesbaden. Hensigten var uden tvivl den bedste, ud fra det personlige kendskab, jeg har til kongreslederen, Karl Veit, men det har ikke kunnet undgås, at mange fantastiske og muligvis lidt overspændte indlæg fremkom under denne kongres, og selv om sådanne beretninger var sande, tjener de ikke netop til at styrke offentlighedens tro på tallerknernes realitet, thi alle disse beretninger blev ivrigt grebet af dagspressen, som i sandhed fik vidunderlige ting ud af det i retning af det helt kæmpestore grin. Også vi her i “Psykisk Forum” bringer lejlighedsvis beretninger om kontaktmænds oplevelser, fordi vi mener, at vi skylder læserne en orientering om en sag, som der trods alt er realiteter i, men deraf følger jo ikke, at vi på forhånd går ind på alt, men ønsker blot, ligesom læserne, at tage alt dette til efterretning, og så i øvrigt foreløbigt lade spørgsmålet stå åbent vedrørende detaillerne. I et blad som “Jyllandsposten” skrev en “Mr. Handy” [pseudonym for Orla Johansen] et referat af denne tallerkenkongres, og han lader til at have en enestående evne til udelukkende at fæstne sig ved alt det, som der kan gøres lidt grin med, og det er formodentlig også det, der honoreres bedst, men man kom til at tænke på, om ikke det var klogere, hvis disse kontaktmænd var lidt mere diskrete med deres oplysninger, thi selv om de skulle være sande, er det jo soleklart, at hverken mr. Handy eller manden på gaden forstår et pluk af det hele, og resultatet bliver, at den tvivlende blot nu bliver fast overbevist, nemlig om at det hele et opspind.

Nu skal “Jyllandsposten” jo ikke tages som noget delfisk orakel hvad angår flyvende tallerkener, men man grunder jo lidt over, hvad resultatet ville blive hvis “Mr. Handy” havde haft tålmodighed nok til at læse lige så meget om flyvende tallerkener, som vi andre har. Så er det nemlig ligesom om grinet stivner en lille smule, og afløses af chokerende forbløffelse, selv uden kontaktmændenes beretninger.

De flyvende tallerkener er altså også en af de uløste gåder, vi bringer med os ind i året 1961, men der er kraftige påstande om, at denne gåde nu står foran sin umiddelbare løsning. Her i landet har vi en meget aktiv forkæmper for tallerkensagen i kaptajn H. C. Petersen, og vi er fuldstændig enig med ham i, at al medie- og åndesnak bør holdes ude fra denne sag, og vore divergerende opfattelser skyldes blot det faktum, at vi på grund af mange års erfaringer med okkulte studier, finder støtte for vore antagelser om eksistensen af endnu ukendte kræfter (svingninger, vibrationer af oversanselig art) i forbindelse med flyvende tallerkener, og at vi forsigtighedsvis derfor ikke tør tage altfor håndfast på sagen, men der er jo ingen grund til at tro, at psykiske og okkulte synspunkter nødvendigvis indblander ånder, hvad mange uheldigvis lader til at tro. At forbindelser med ånder kan forekomme, er en bevist kendsgerning, men det har blot ikke så meget med tallerkensagen at gøre, og dermed skulle dette spørgsmål være klarlagt.

Men for at orientere læserne må vi vove os en lille smule ud i de apokalyptiske anskuelser, der trods alt eksisterer vedrørende den nærmeste fremtid, både med hensyn til de flyvende tallerkener som med den okkulte opfattelse på sine steder.

1961 vil åbenbart i mangt og meget blive en strømpil, der lader os ane, hvor det efterhånden bærer hen ad. Der er næppe ret megen tvivl om, at efter mange års dødvande på mange punkter, vil begivenhederne så småt begynde at tage fart, og der vil stilles de allerstørste krav til menneskene, hvis de fortsat skal bevare kontrollen, når først tingene begynder at gå i skred. En bog, skrevet af en amerikanerinde, Gloria Lee (Titel: Why we are here) hævder, at 1961 vil blive det år, hvor de flyvende tallerkener foranstalter masse-evakuering fra jorden på grund af forventningen om kommende kriser (eller katastrofer). vi nøjes med at tage det til efterretning, men lad os for en sikkerheds skyld holde øjnene åbne, eller som Cromwell sagde: Stol på Gud, men hold alligevel krudtet tørt!

Men henblik på eventuelle naturkatastrofer har tallerkenforfattere skrevet f.eks. om jordens tipning og andre mærkelige ting, der skulle foregå med kloden. Ejendommeligt nok læser man i “Dagens Nyheder” d. 27/11 1960 om at jordoverfladen langsomt forøges, altså ligefrem bulner ud, på grund af en revne på 72000 km, der strækker sig helt rundt om jorden. Denne videnskabelige opdagelse tager vi også til efterretning (og holder os godt fast, for alle tilfældes skyld!).

I bogen “Philip in the Spheres” siges det, at Europa i grunden fortjente at lide samme skæbne som Atlantis, på grund af de historiske grusomhedens pletter, der skæmmer denne verdensdel, men at kontinentet vil frelses af “visse nordiske nationer, der søger lyset.” I den forbindelse kan man henvise til Auxil’s budskab andetsteds i bladet, og i øvrigt gøre opmærksom på, at det ikke er et “åndebudskab”. Norden synes således at have mulighed for at kunne stille en rolle i eventuelle fremtidige kaotiske tilstande. Det vil sikkert være opportunt at forsøge at leve op til de idealer, der står i forbindelse med ligevægt, menneskeværdighed og humanisme midt i en verden, hvor ofte de uheldigste sider af menneskekarakteren sidder i højsædet.

Den nye tidsalder tager snart sin begyndelse, og 1961 bliver et forberedelsens år, hvor De kan medvirke til at ændre folkementaliteten i en positiv retning, og nøgleordet er sand menneskeværdig civilisation og ikke junglementalitet. At kunne medvirke hertil i Nordens kølige luft er et privilegium, der ikke kan undgå at have positive følger for den enkelte, der af skæbnen er blevet inkarneret i Norden.

Kilde: Psykisk Forum, januar 1961

[*]