af Edgar Rubin

Der er mange Folk, der tror paa Grafologien, som handler om, hvorledes man kan lære et Menneskes Karakter at kende ved at studere eller tyde hans Skrift. Man skal kunne se paa en Mands Skrift, om han er selvfølende eller det modsatte; om han er gerrig eller ødsel og meget andet. Betydelige Videnskabsmænd har givet sig af med Sagen og har ment, at den videnskabeligt set har noget paa sig. En Del Amatører dyrker det grafologiske Studium med Alvor og Iver.

Mennesker, der ikke særlig har givet sig af med det, mener, at de kan faa et vist Indtryk af en Mands Karakter ved at se hans Skrift. Der er ogsaa paa dette Omraade Svindlere, der spekulerer i Godtroenhed; man ser saaledes ofte Reklamer, hvor Folk opfordres til at indsende en Skriftprøve og et Pengebeløb.

Der skal her berettes om et nylig foretaget Eksperiment, som er egnet til at gyde koldt Vand i Blodet. Det hele begyndte med en Tilfældighed, eller rettere med en Tilfældighed, som kyndige Mennesker forstod at udnytte.

En ung Psykolog i Hamborg, der hedder Krüger, havde været paa et Marked og havde der faaet sin Karakter beskrevet af en Zigeunerske; til hans Forbløffelse syntes han, at Beskrivelsen passede helt godt. Han viste sin Ven Zietz Beskrivelsen uden at fortælle, hvor den kom fra, og hvem den skulde handle om. Zietz syntes ogsaa, den var træffende, men han troede ganske vist, den handlede om ham selv. Forbavselsen over, at de begge to — skønt deres Karakter var højst forskellig — kunde finde sig selv i en og samme Beskrivelse, førte til et Eksperiment, som vi skal referere i det følgende.

I en Studiekreds, som Krüger ledede, foreslog han Deltagerne at give ham en Prøve af deres Skrift, saa vilde han i Forening med Zietz lave en grafologisk Karakterbedømmelse. Hver Deltager vilde faa sin egen Bedømmelse overrakt og skulde saa afgøre, hvor god han syntes den var. Krüger lovede ikke at meddele Bedømmelsen til andre end Vedkommende selv.

For at Deltagerne skulde forstaa, at Grafologien er et meget tidsrøvende Arbejde, benyttede man en Metode, der maaske ogsaa anvendes andetsteds. Man lod fire Uger gaa; først da fik Deltagerne deres Bedømmelse overrakt. En for en blev de kaldt ind i en særlig Stue. Af en Mappe, hvori der laa mange maskinskrevne Ark, blev Bedømmelsen søgt frem og blev forelagt. Deltagerne læste den temmelig lange og udførlige Bedømmelse grundigt og udtalte sig derefter om den.

Der var 39 Deltagere. Ingen var utilfreds; et mindre Antal erklærede, at Bedømmelsen i det store og hele var træffende, idet der dog var visse mindre væsentlige Ting, der ikke passede. De allerfleste mente, at den passede fuldstændigt, var begejstrede og beundrede det Skarpsyn, der var udvist. Da paa denne Maade alle havde faaet deres Bedømmelse og havde haft Lejlighed til at udtale sig, blev de kaldt sammen, og Krüger holdt et lille Foredrag for dem om det Eksperiment, de havde været med til.

Han gjorde Rede for, hvor tilfredse de havde været med Bedømmelsen. Forsaavidt synes Grafologien at være en højst paalidelig Videnskab. Men der var blot den alvorlige Hage ved Forsøget, at hverken han eller Zietz havde set paa Skriftprøverne. Det var præcis den samme Karakterbedømmelse, der var blevet forelagt hver af Deltagerne.

Denne Meddelelse skal have fremkaldt minutlang Munterhed; man har Lov at antage, at der var ikke saa lidt Flovhed med i Spillet ved saaledes at have ladet sig narre.— Eksperimentet er gentaget under lidt forskellige Omstændigheder med andre Deltagere og har stadig givet samme Resultat.

Den ærede Læser maa gøre sig klart, at hvis han havde været Deltager, vilde han sikkert ogsaa have været tilfreds.
Hvorledes er det nu gaaet til, at saa mange Mennesker har ladet sig narre? En Del af Hemmeligheden stikker i den Karakterbeskrivelse, der er blevet brugt. Det er nemlig ikke en hvilken som helst Karakterbeskrivelse, der kan benyttes som Universalbeskrivelse.
Da Forfatterne satte deres Beskrivelse sammen, sørgede de for det første for at holde sig til saadanne Egenskaber, som alle Mennesker har i større eller mindre Grad, f. Eks. at man er tilbageholdende overfor mindre sympatiske Mennesker — at man undertiden er i daarligt Humør — at man ønsker Anerkendelse — og er ked af det, naar Ens Bestræbelser mislykkes.

For det andet sørgede de for i Bisætninger at komme med forsigtige Indskrænkninger af det, der var sagt i Hovedsætningen, eller ligefrem lidt længere nede i Teksten at sige noget, der kan tydes som gabende i modsat Retning.— For det tredie sagde de aldrig, at et Karaktertræk var meget udpræget til Stede eller slet ikke var til Stede, men holdt alt mere ubestemt hen. Endelig er det meste af det, der bliver sagt, nogenlunde fordelagtigt.

Vi skal efter dette aftrykke Universalbeskrivelsen:

“Inderst inde er De et oprigtigt Menneske, og det ligger ikke i Deres Natur at holde Deres Meninger og Følelser tilbage. Denne Egenskab har allerede bragt Dem mange Skuffelser. Dog kan De overfor bestemte Mennesker, der er Dem lidet sympatiske, være ret tilbageholdende. I Kredsen af Dem nærstaaende Mennesker er De selskabelig munter, ja ofte overgiven, og kan give Dem hen i Øjeblikket. Der er ganske vist Tidspunkter, hvor De har Trang til at være alene med Dem selv, hvor De maa søge at overvinde mørke Stemninger og Tvivl paa Dem selv. De har en Del Omgang, dog er denne af mere udvendig Art. Deres inderste Væsen aabner De kun for faa Mennesker. For disse er De en trofast, oprigtig Ven, som de kan stole paa.

I Almindelighed forstaar De at bevare Deres Sindsro, dog er lettere Stemningssvingninger ikke sjældne hos Dem. De kan være meget følsom, men lader Dem ikke mærke med det. — Dog har De Trang til at betro Dem til visse Mennesker, der staar Dem nær. Overfor dem kan De undertiden udtale Dem angaaende Deres skjulte Misstemninger.

De staar alvorligt overfor Livets Spørgsmaal, om end mange Mennesker ikke vil forvente det om Dem. Men De har Deres egne Tanker om Livet, samler Erfaringer om andre Mennesker og søger at udgrunde deres Væsen. De nøjes altsaa ikke med at leve ganske overfladisk, men søger at skaffe Dem Klarhed om alt.

De er ingen Pedant eller Pernittengryn, men De bestræber Dem dog for at udføre Dagens Pligter samvittighedsfuldt. De holder ikke af i Deres Arbejde at staa under andres Opsigt, dertil er De et altfor selvstændigt Menneske. De har Ærgerrighed og har en stærk Trang til at gøre Dem gældende, der undertiden kan gaa over til Forfængelighed, selv om De nødigt vil indrømme det.

Man kan ikke skjule, at der er visse mindre behagelige Træk i Deres Karakter. De kan f. Eks. undertiden blive temmelig ophidset. Der er noget springende hos Dem, der kan nærme sig til det ubeherskede.

De maa fortsætte Deres Anstrengelser med at blive Herre over disse Ting.

I Øjeblikket er der noget vist trykket i Deres Situation, der forhindrer Deres Væsen i fuldstændig at udfolde sig og betinger en vis Uklarhed i hele Deres Personlighed.

Dog er Deres personlige Skæbne igen i opstigende Linie”.

Den opmærksomme Læser vil utvivlsomt mene, at Universalkarakteristikken er temmelig tynd og intetsigende, og kan ikke tænke sig, at han som Deltager vilde have syntes, den var træffende, endsige vilde være blevet begejstret.

Vi skal nu prøve paa, om vi kan gøre Læserens og Forsøgsdeltagernes helt forskellige Syn paa Universalbeskrivelsen forstaaelig.
Vi kan i Almindelighed sige, at Læseren er kommet om bag Kulisserne og er blevet ladet med Kritik og Mistillid, og han er i rolig Sindsligevægt. Forsøgsdeltagerne var fulde af Tro paa deres Lærers alvorlige Hensigter og Dygtighed, og de befandt sig i en ganske mærkelig spændt ligesom mystisk Stemning fremkaldt ved, at der var paa en Gang noget lokkende og ængstende i den Situation, at Ens inderste Væsen blev gennemskuet.

Deltagerne troede saaledes paa Forhaand paa den forelagte Beskrivelse, og Læseren tvivlede paa Forhaand paa den. Det viser sig altsaa, at hvis man paa Forhaand tror paa den, da synes den ogsaa at passe; og hvis man paa Forhaand tvivler paa den, da synes den ikke at passe. Vi har her det mest slaaende Eksempel paa Troens Indflydelse. Videnskaben og den tænksomme Læser er imidlertid ikke tilfreds med kun at faa at vide, at det er Troens Indflydelse. Man vil ogsaa gerne vide, hvorledes det kan gaa til, at Troen har denne Indflydelse.

Vi kan paa en vis Maade sige, at selv om det, der ligger paa Bordet, er det samme, saa er det dog en helt forskellig Tekst, som den Tvivlende og den Troende har at gøre med. Det skal vi forklare nærmere.

Hvis man har to Sætninger: “Det var en fed And, Dagspressen serverede” og “Det var en fed And, Fru Hansen serverede”, saa har Ordet “And” helt forskellig Betydning i de to Tilfælde. Det er aabenbart Sammenhængen, der er afgørende. I Virkeligheden gælder det for alle Ord; deres Betydning eller i alle Tilfælde deres præcise Betydning faar de kun gennem Sammenhængen. Sammenlign f. Eks. Ordet “haard” i Udtrykket: en haard Skæbne, en haard Sten, en haard Mand.

Sammenhængen, der giver hvert enkelt Ord sin Betydning, bestaar for det første af de andre Ord; det er det, man plejer at kalde Konteksten. Men ofte hører desuden til denne Sammenhæng selve Sagen, man tænker paa. Hvis man staar i Bøgeskoven om Foraaret og siger: “Hvor er Skoven smuk!”, da faar Ordet “smuk” sin Rigdom og Fylde og sin særlige Nuance netop fra den Bøgeskov, man ser paa. Hvis man siger om en Mand, man kender, at han er sær, kan man selv synes, at man siger noget, der har Indhold, fordi Ordet “sær” viser hen til Mandens specielle Egenart. Hører man derimod om en Mand, man ikke kender, at han er sær, bliver Ordet “sær” ret intetsigende.

At fremhæve, at Ordene faar deres Betydning fra den saglige Sammenhæng, man tænker paa, er ikke saa almindeligt; muligvis er Sprogfolk ikke altid tilstrækkeligt opmærksomme paa dette; men det kan være meget vigtigt og er det netop i vort Tilfælde, thi her indgaar det som det ene Led i et Vekselspil.

Læses en Karakterbeskrivelse af en, der tror, at den handler om ham selv, og tror, den passer, da faar Ordene, uden at han tænker paa det, for en ikke ringe Del deres nærmere Betydning netop ud fra det Billede af hans Karakter, der foresvæver ham. Mange af Udtrykkene er i og for sig saa ubestemte, at de kan passe paa en Mængde forskellige Ting; hvis nu et saadant Udtryk kan passe paa noget ganske bestemt hos Læseren, saa bliver det for ham ikke almindeligt og ubestemt, men faar en indholdsrig og nøjagtig Betydning ved det, som det passer paa. Naar Ordene i Beskrivelsen til Dels faar deres Betydning paa denne Maade, er det forstaaeligt, at man synes, Beskrivelsen passer.

Som det andet Led i Vekselspillet kommer, at man som Regel ikke i Forvejen har et særlig tydeligt Billede af sin egen Karakter, og at man derfor, naar man er tilbøjelig til at tro paa Beskrivelsen, i ikke ringe Grad, uden at vide det, benytter den til at danne Billedet. Beskrivelsen gør sig gældende som en Slags i høj Grad virkningsfulde Pegepind, der ikke alene udpeger, men til en vis Grad ogsaa former Trækkene i Billedet; særlig gælder det, at man ikke kommer til at tænke paa Karaktertræk, der ikke tales om i Beskrivelsen.
Troen bevirker altsaa, at et Vekselspil faar Lov til at udfolde sig frit, mellem paa den ene Side Trækkene i det Karakterbillede, der kommer til at foresvæve En, og paa den anden Side den nærmere Betydning, som Ordene i Beskrivelsen faar for En. Dette Vekselspil fører til, at de kommer til at nærme sig kraftigt til hinanden, og derfor faar man det Indtryk, at Beskrivelsen er rigtig. Dette forødger igen Troen paa Beskrivelsen og slutter Ringen. Et tilsvarende Vekselspil som det, der her er blevet peget paa, spiller naturligvis sin Rolle paa mange andre Omraader.

I grafologiske Haandbøger findes der, sammen med de afbildede Skriftprøver, ofte udførlige Karakterbeskrivelser. Krüger og Zeitz har taget en saadan Beskrivelse fra en Bog af den berømte Klages, som mange Tyskere anser for en stor Videnskabsmand og Filosof. De har valgt en, der ikke var alt for udpræget og har benyttet denne ved en Gentagelse af deres Forsøg. Denne Gentagelse lykkedes omtrent lige saa godt, som hvor de benyttede deres særligt opbyggede Universalbeskrivelse. Et slaaende Bevis for, hvor kraftigt Vekselspillet kan virke.

Vi er nu naaet til Ende med vor Beretning om Krügers og Zeitz’ Forsøg. Selv om alt ikke har været lige let at følge i Enkeltheder, har Læseren formentlig nu forstaaet, at synes man, at en grafologisk Karakterbeskrivelse passer, kan dette bero paa et ejendommeligt Vekselspil hos En selv. Det behøver slet ikke at bero paa, at der er en paalidelig grafologisk Videnskab eller Kunst, som den, der har lavet Beskrivelsen, var Herre over. Men selv om man saaledes skal være meget tvivlende over for Grafologien, er det dog ikke rigtigt at drive Tvivlen saa vidt, at man benægter, at der kan være en lille Smule om Sagen.

Kilde: Mennesker og høns. 1937