en anmeldelse af Per Andersen

I anledning af 40-året for den første månelanding genoptrykker vi en anmeldelse af Tom Wolfe: Kold marv – København: Borgen, 1981.

“Kold marv” skruer tiden tilbage til en periode omkring årene 1947 til 1963 og beskriver som en halvdokumentarisk bog starten på amerikanernes rumforskningsprogram. Med udgangspunkt i flyvevåbenets og søværnets testpiloter, der kom til at danne stamme for astronauterne, og projekterne X-1, X-15, X-20 osv. beskriver Tom Wolfe i størstedelen af bogen Mercury-projektet. Dette var NASA’s første rumprojekt og resulterede under den kolde krig i amerikanernes første rumflyvninger med bemandede jordomkredsninger.

Men bogen går bag kulisserne og beretter om personerne bag Mercury-projektet med en naturlig hovedvægt på selve astronauterne, og hele følelses-spillet, der udspandt sig bag den sminkede officielle facade af projektet. Kildematerialet har derfor ikke uventet bl.a. været testpiloternes og astronauternes retrospektive erindringer om denne første farefulde periode i amerikansk, bemandet rumflyvning.

Hvad er kold marv?

Det er vanskeligt her på få linier at definere den egenskab ved testpiloterne, som Tom Wolfe kalder for “kold marv”, når han bruger en stor del af sin bog på at beskrive dette i øvrigt udefinerbare begreb. Som bibemærkning kan det nævnes, at bogens originaltitel er “The right stuff”, og for en gangs skyld er det lykkedes at finde en god oversættelse af en bogtitel til dansk. Faktisk synes jeg, at den danske betegnelse “kold marv” er bedre end det anvendte engelske udtryk.

Skal man alligevel forsøge at beskrive egenskaben “kold marv” på få linier, må det siges at det var testpiloternes kolde forhold til døden, som gjorde, at de kunne sætte sig op i et ret uprøvet jetfly og gennemføre en testflyvning uden at pulsen bankede blodet ud gennem huden. Altså vel vidende, at der var 56% sandsynlighed for at turen endte med en katapultudskydning og et forsøg på at redde livet i en faldskærm – hvis ikke hele eller dele af ham allerede var smadret under udskydningen. Og med en viden om, at 23% af piloterne endte deres dage i en flyulykke.

Den tabende part var ikke engang piloterne selv, men deres koner, der kunne gå rundt med en evig angst når deres mand var i luften. Hver dag kunne de spørge sig selv, om det netop var i dag, at en officiel repræsentant for militæret kom gående op ad gangen til, huset, ringede på, og måtte meddele at deres mand og fremtid var blevet taberen i det russiske roulettespil, hvor der syntes at være fem kugler og ét hul i pistolens tromle.

Kold marv var også den vigtigste – og måske den eneste – egenskab, som testpiloterne fandt positiv ved hinanden, og som hjalp piloten op ad den rangstige, der var formålet med hele det vanvittige spil med døden. Døde man i en ulykke eller af andre grunde blev sluset ud af systemet – f.eks. fordi man ikke levede op til de hårde vilkår – så havde man ikke kold marv, og så var man færdig i spillet om at nå pyramidens top. Kun den koldeste af den kolde marv nåede toppen.

Og  tre  begreber  hørte  uadskillelig  sammen  med  den  kolde  marv. Det  var  “druk”,  “hor” og “biljagter”. Biljagterne  var  nattens  naturlige  fortsættelse  af dagens  farefulde  opgaver  – blev man  ikke  slået  ihjel  i luften,   så  kunne man  blive  det om  natten med  en anden motor under  sig.   Kun den kolde marv gjorde,   at man  efter  en  nat med  druk,   hor  og  biljagter  om morgenen kunne  sætte sig op  i et  testfly  og  udføre  en  krævende  flyvning.

Dokumentation eller fiktion

Bogen er som nævnt halvdokumentarisk, og dette gør mig på forhånd meget skeptisk. Jeg er ikke skeptisk fordi forfatteren måske ikke er i stand til at holde virkelighed fra fiktion (hvad de nu heller ikke altid er i stand til), men fordi læsere i almindelighed er parat til at sluge alt som fakta – råt. Denne for mig noget uforståelige menneskelige egenskab er der såmænd også forlag, der lever af; Bogan for eksempel.

Derfor er det farligt med bøger, der i mindre eller større udstrækning blander fakta og fiktion – også fordi det er en god metode til at skjule, at mængden af fakta måske er minimal på grund af manglende forarbejde. Men jeg er tryg ved denne bog. For det første er det min opfattelse – uden at kunne bevise det – at der er gjort et virkelig godt stykke forarbejde inden bogen er skrevet. Jeg ved meget lidt om fakta på rumforsknings-scenen – især når det drejer sig om “bag kulissen” – men det beroliger mig overordentligt meget, når astronomi-studerende Ole J. Knudsen, der nok er bekendt af nogle, giver bogen sit blå stempel.

Der er også forskel på, hvilke typer oplysninger der er fiktion og hvilke fakta. Det er mit indtryk, at alle væsentlige fakta i bogen faktisk er fakta, mens fiktionen f.eks. kommer ind i de replikker der er. Disse er der for øvrigt ganske få af, hvilket jo også minimaliserer fiktionen i  bogen.

Jeg kan kun anbefale bogen. Den giver et fantastisk godt tidsbillede af starten på den rumforskning, der i dag må lide under nedskæringer (i hvert fald i USA), fordi en gal præsident har den idé, at fred kun kan skabes ved forøgede militærudgifter.

Skal jeg sætte et minus ved bogen, hvilket egentlig er synd, må det være, at bogen har for dårlige tidsangivelser. Tingenes kronologi kunne godt have været lidt mere dokumenterede.

Gode spørgsmål

Bogen stiller sig ironisk og kritisk over for hykleriet ved Mercury-projektet, som forfatteren forholder sig særdeles personligt til. Hvis man har et stærkt idealiseret billede af astronauterne er bogen god for at pille én ned på jorden igen. Tro endelig ikke, at astronauterne med en fortid som testpiloter fralagde sig vanerne med druk, hor og biljagter, bare fordi de kom helt op på pyramidens top. Nej, natten var stadig deres egen, omend der var undtagelser som f.eks. John Glenn.

En række gode spørgsmål bliver rejst og forsøgt besvaret i “Kold marv”. Hvorfor blev Mercury-projektet så intens fulgt og glorificeret af befolkningen og pressen i USA? Selvfølgelig ligger nøglen i begrebet “den kolde krig”, og forfatteren mener, at der ligger noget dybt menneskeligt bag. Han kunne ikke bekrige russerne på jorden, men i rummet kunne man holde en tvekamp – en tvekamp mellem en repræsentant for hver af de stridende parter – og her kunne den lille amerikanske David forsøge at betvinge den store russiske kæmpe Goliat.

Et andet spørgsmål er, hvorfor var det testpiloter, der blev udvalgt til astronauter? Selv om det hed rumflyvning, var der overhovedet ikke det ringeste flyvning ved Mercury-projektet – astronauten var mere en forsøgskanin for videnskabelige eksperimenter end en pilot. [Som man måske vil huske, kunne selv aber klare disse rum-ture.] Han kunne ikke styre rumkapslen som et fly og var reduceret til en “passager”. Dette aspekt var særdeles kedeligt set med en testpilots øjne, og selv om man forsøge at ændre lidt på forholdene, var og blev man ikke pilot i rumfartøjet. Men den kolde marv var der brug for i højeste grad – det er utroligt, at de første bemandede rumflyvninger ikke resulterede i ulykker med dødelig udgang – og piloterne kunne glæde sig over, at de som astronauter blev betragtet som værende øverst på den eftertragtede pyramide.

Men ret beset kunne man lige så godt have udvalgt f.eks. faldskærms udspringere som astronauter. Grunden til at det alligevel blev testpiloter skal nok søges i det faktum, at piloterne allerede havde været igennem grundige undersøgelser både medicinske og sikkerhedsmæssige.

Og hvorfor valgte man overhovedet at oprette NASA og lade rumprojektet “første mand i rummet” være et projekt, hvor en person blev sendt op som en kanonkugle, i stedet for at videreudvikle militærets X-15 og X-20 projekter, der faktisk sendte piloter op i det definerbare rum under højdeflyvninger? Og vel at mærke flyvninger med piloter i styrbare fly, der kunne lande igen (hvis det ikke blev smadret osv.). Her kan man spekulere over, at hvis det ikke havde været for den kolde krigs enorme tidspres, så havde man måske valgt denne løsning. Og så havde man måske haft rumfærgen for lang tid siden! Hvordan ville rumforskningen så have set ud i dag?

Sådan er bogen på samme tid velskrevet, dokumenterende, kritisk og underholdende. Med andre ord: Den kan anbefales.

For øvrigt er man selv i stand til at teste, om man har kold marv! Prøv at læse bogen, og hvis du er i stand til at gøre dette uden overhovedet at blive revet med af handlingen, ja så har du nok et lille stænk af den kolde marv!

Supplerende kommentar ved Willy Wegner

Vil læseren vide noget mere om Tom Wolfe og hans måde at skrive på – “New Journalism” kaldes det – kan det anbefales at læse Jesper Klit’s interview med Wolfe i “Levende billeder”, 15. september 1982.

I dette interview fortæller Wolfe bl.a. om sin måde at skrive på og om arbejdet med “Kold marv”. Om bogens dokumentariske værdi siger han: “Der er ikke ét øjeblik fantasi i min bog om de amerikanske astronauter. Der er ikke ét stykke fiktion i bogen – med mindre jeg på et eller andet tidspunkt er kommet til at samle et stykke falsk information op, og det kan ske i enhver journalistisk genre.”

Senere i interviewet spørger Jesper Klit: “Hvordan reagerede astronauterne, da du tog deres ‘all-American-image’ fra dem og fortalte om deres drukture og vilde biljagter dagen før vigtige opsendelser?”

Wolfe svarer: “Et par reagerede hvast. Men de fleste, tror jeg, var lettede. Dette pæne, sukkersøde image af astronauterne som de perfekte ægtemænd, fædre og sønner føltes af mange indenfor broderskabet [af astronauter] som en officiel spændetrøje.”

Tom Wolfe giver også et eksempel på en reaktion der afspejler hvor grundigt han er gået til værks og hvor ubetydelige detaljer der er smuttet for ham: “Astronauten John Glenn, som var den pæneste af de pæne astronauter, – og som nogle kritikere hævder jeg har været lidt for hård ved i bogen, sendte mig efter bogen var udkommet et brev, hvori der kort og godt stod: ‘Hvis du planlægger flere oplag af denne bog er der i hvert fald een ting, du måske skulle rette: Bilen jeg kørte rundt i i de år var en Prinz og ikke en Peugeot'”.