af Håkan Blomqvist

Et af de bedste råd jeg har fået når der drejer sig om ufo-forskning kommer fra forfatteren og religionspsykologen Örjan Björkhem. Han døde desværre i en alt for ung alder, i 1996, blot 50 år gammel. Vi havde mange diskussioner om ufoer og paranormale fænomener hvor han ofte nåede frem til sin kæphest: ”Det er ikke nok at være kritisk. Man må også kunne noget.” I et vanskeligt og kontroversielt emne som ufoer er sagkundskab bestemt vigtigt men desværre noget som ikke altid bemærkes i den offentlige debat.

Jeg sidder netop nu og læser første del af den amerikanske historiker Richard Dolans faktamættede bog UFOs and the National Security State. Akkurat som Jacques Vallee påpeger Richard Dolan at ufoer ikke er et spørgsmål der blot kan bedømmes ud fra et snævert videnskabeligt synspunkt. I artiklen The Limits of Science in UFO Research udvikler han sit tankesæt. Nemlig at dersom dele af ufo-fænomenet repræsenterer en fremmed teknologi så drejer dejer det sig i lige så høj grad om en efterretningssag.

I sin bog Messengers of Deception skriver Jacques Vallee:

”Hvad får dig til at tro at ufoer er et videnskabeligt problem? … videnskaben arbejder efter visse regler. For eksempel går man ud fra at fænomenet der iagttages har en naturlig årsag fremfor en kunstig eller kontrolleret. Ufo-fænomener kan være kontrolleret af fremmede væsenener. Hvis det er tilfældet så hører studiet af dem ikke under videnskaben men beror hos efterretningstjensten, altså kontraspionage.”

Ufo-spørgsmålet har mange dimensioner og er ikke noget enkelt problem at tackle. Foreningen Vetenskap och Folkbildning udfører i mange tilfælde et godt og vigtigt arbejde gennem at at kritisere pseudovidenskab og uholdbare forestillinger. Men når det netop drejer sig om ufoer synes man underligt nok at frasige sig sin egen grundholdning ved kategosrisk at udtale sig i en sag uden virkelig sagskundskab.

I de to bøger foreningen har udgivet indefor de seneste år, Vetenskap eller villfarelse (2005) samt Fakta eller fantasier (2007), er afsnittene om ufoer af så underlødig kvalitet at det undrer mig hvordan man kan præsentere dette med en videnskablig ambition? Sven Ove Hansson skriver for eksempel at ”Ufo-bevægelsen er en af de største pseudovidenskabelige retninger i vores samfund”. Dette skrives uden egne undersøgelser af de væsentligste ufo-tilfælde i Sverige. Hvad kan man sige om en forsker der uden kendskab til emnets internationale litteratur, eller studier i empirisk grundmateriale, der udtaler sig så kategorisk i en sag?

I sin anmeldelse af min seneste bog i Folkvett nr. 3, 2009, bemærker Jesper Jerkert at jeg gennem en periode i 1900-tallet ”fremførte synspunktet at den organiserede skeptikerbevægelse var bedre stillet end UFO-Sverige til at undersøge ufo-beretninger. Dette synspunkt tager han imidlertid nu afstand fra, og han er vendt tilbage til UFO-Sveriges indhegning.” Det er ganske rigtigt at jeg et stykke tid spekulerede over om skeptikerbevægelsen ville være et godt grundlag for at undersøge ufo-tilfælde. Jeg kan bare konstatere at jeg tog fejl.

Nogen ærlig ambition om at undersøge ufo-fænomenet synes der ikke at findes i skeptikerbevægelsen. Det er i virkelighed UFO-Sverige som har været leveringsdygtig, de har kritisk gransket og fortsætter med at granske svenske ufo-tilfælde, og har opbygget verdens største ufo-arkiv og med dette materiale præsenterer omhyggelige analyser. Det er faktisk UFO-Sverige der står for en videnskabelig ambition og ideologi gennem den af Clas Svahns formulering om ufologiens tredje bølge. Det vil sige hverken total skepsis eller naiv tro men en åben og forsigtig holdning baseret på undersøgelser i marken, fakta og fagkundskab.

Et godt råd til den svenske skeptikerbevægelse, når det gælder ufoer, vil være at lytte til hvad astronomen Allen Hynek plejede at sige til sine studenter ved Northwestern University: ”Dersom man i forvejen kender svaret, er det ikke forskning man beskæftiger sig med.”

Kilde: Forfatterens blog.