Anmeldelse af Claus Larsen

Det er bestemt ikke hver dag der udkommer en bog om skepticisme og kritisk tænkning på dansk. Derfor var Morten Monrad Pedersens bog imødeset med en forventingens glæde.

Glæden bliver indfriet. Vi får en grundig gennemgang af de oftest forekommende aspekter i uvidenskabelig tankegang: Cold reading, logiske fejlslutninger, Barnum/Forer, og Sagans drage i garagen. Vi får forklaret hvorfor myten om at månelandingerne aldrig fandt sted er baseret på fejlagtige opfattelser af virkeligheden. Vi hører historien om Rene Blondlot og N-strålerne, og Lady Henriette Tichborne, der begge narrede sig selv ind i verdenshistorien.

En spøgelseshistorie bliver pillet grundigt fra hinanden, og astrologer får kam til deres hår. Vi får et lynkursus i statistik, hvor vi lærer, at årsagen til den stigende vold mod offentlige ansatte lige så godt kunne skyldes grise som indvandrere. Monty Hall-problemet forklares godt, hvilket bestemt ikke er nogen lille bedrift. Elisabeth Loftus og hendes eksperimenter med hukommelse og plantede erindringer gennemgås, og vi får forklaret hvorfor vi ikke altid skal stole blindt på vores sanser.

Vi hører om pseudovidenskabelige produkter, som DKL Lifeguard, der (ikke) kan finde mennesker der skjuler sig 600 meter væk, og MagneForce, der (ikke) helbreder via magnetisme. Den amerikanske synske James van Praagh får en omgang i møllen, og afsløres som en banal cold reader.

Forfatteren forsøger også at give forklaringer på hvorfor vi er overtroiske. Det er udmærket at der angives flere end en mulig forklaring: Vi får Shermers “belief engine”, Dennetts filosofiske indgang(e), Dawkins natsværmer-analogi, memetikken, og de mere blødere sociologiske forklaringer. Til sidst får vi også en meget nyttig “skeptiker-værktøjskasse”, der kan bruges som hurtigt opslagsværk.

Kapitlerne om videnskaben står stærkest. Vi får en glimrende indføring i hvad videnskab er, og hvad vi kan lære af at angribe fænomener fra en videnskabelig vinkel. Eksemplet med Semmelweis og hans opdagelse der førte til bedre hygiejne på hospitalerne, og dermed reddede millioner af menneskeliv, er brugt mange gange før, men kan alligevel aldrig bruges for mange gange. Hvis man ønsker en bedre forståelse af hvad naturvidenskab er, eller blot har brug for at få frisket det op, kan bogens afsnit anbefales.

Derimod halter det lidt i kapitlerne om religion og “divination”. Sproget japper lidt til tider, og specielt punktummet, denne truede sproglige konstruktion, kunne godt dyrkes lidt oftere. Der er dejligt få stavefejl (Rorschach, ikke Rorscharch), og praktisk taget ingen sukkerhusarer. Nu og da skøjtes der lige lovlig hurtigt fra det ene eksempel til det andet.

Ind imellem lader forfatteren sin egen tilstedeværelse komme lidt for meget i forgrunden. Det rokker ved fortællingen, når man pludselig får forfatterens egen mening plumpet i skødet. Det forvirrer, for bogen beskriver jo faktuelle begivenheder. Forfatterens egen periodiske tvivl er ikke befordrende for et overbevisende argument, selv om det uden tvivl menes godt.

Det er mest iøjenfaldende, når forfatteren medgiver egen manglende forståelse af et emne der behandles. Et eksempel er fra kapitlet om Datamishandling:

“Et andet problem, der er et kendetegn for dårlig videnskab er mangel på forståelse af et begreb, der hedder statistisk signifikans. Jeg vil ikke her gå ind i detaljerne om dette komplicerede begreb, da det sikkert både vil kede dig og overgå mine evner.”
(Side 134)

Et andet eksempel er fra afsnittet om det neurologiske perspektiv, hvor vi hører om de nyeste hjerneforskning:

“Inden vi går videre, er det dog vigtigt at gøre opmærksom på. at jeg her bevæger mig ud på meget tynd is vidensmæssigt, men jeg mener, at det er vigtigt med en kort introduktion til emnet.”
(Side 170)

På trods af at den efterfølgende gennemgang stemmer fint overens med hvad videnskaben har fundet frem til, bliver man usikker på om man overhovedet skal tage argumentet seriøst, eftersom forfatteren ikke helt er på sikker grund.

Ingen kan vide alt, men en forfatter bestemmer selv hvordan han vil skrue beretningen sammen. Hvis man ikke er helt hjemme i stoffet, skal man sætte sig ind i det – eller helt udelade at bruge det.

Jeg mangler også en forbindelse fra kapitlerne til de mange ateistiske henvisninger til sidst i bogen. Man sidder med fornemmelsen af at man automatisk havner som ateist når man bliver skeptiker. Det er en skam, for det er langt fra tilfældet: Der er mange religiøse skeptikere, bl.a. Martin Gardner, som forfatteren også bruger i bogen. Religion og skepticisme kan sagtens forenes, sålænge den troende skeptiker erkender – som i Gardners tilfælde – at det er en irrationel tro, og at en tro på en indgribende gud er i konflikt med en naturvidenskabelig opfattelse af universet. Man kan selvfølgelig argumentere, at der ikke er meget guddommelighed over en gud der blot sidder og laver ingenting (andet end at lytte), men det må være op til den enkelte at vurdere.

Schwamm darüber – det er, alt andet lige, mindre indvendinger. Bogen kommer som sagt fint rundt i et meget omfattende emne. Der er mange kilder og anbefalede videre studier. Vi får både skeptisk-videnskabelige forslag, men også de mere tvivlsomme, i en skønsom blanding. Det er sikkert ment som en opfordring til læseren selv at vurdere kilderne, hvilket bestemt altid er sundt. Kilderne fordeler sig, lidt underligt, fortrinsvist over den første halvdel af bogen, hvor den sidste del er mere sparsomt dokumenteret.

Dr. phil. David Favrholdt, der har skrevet forordet, giver denne anbefaling:

“Hvem henvender bogen sig til? Stod det til mig, ville jeg ved lov gøre den til en del af pensum i alle landets gymnasier i forbindelse med den såkaldte almene studieforberedelse. Og til obligatorisk læsning for alle – såvel lærere som studerende – på de danske journalistuddannelser.”

Jeg er ikke helt sikker på at gymnasieelever helt vil være i stand til at fange de ofte finurlige pointer, når de skal i gang med gymnasiet. Derimod er jeg helt enig i, at det bør være et krav at journalist-spirer og deres lærere skal være helt hjemme i bogens emne. Nutidens presse synes alt for ofte at have skiftet kildekritik ud med det rene mikrofonholderi. Jeg vil dog ikke gå så vidt som Favrholdt, som jo reelt sætter metodefriheden ud af kraft med sit ønske om at det blev lovpligtigt at undervise i en bestemt bog. Det smager lidt for meget af indoktrinering. Men et godt forslag til undervisningen, bestemt – og afgjort en bog som de fleste danskere vil få stor glæde og nytte af.

Alt i alt er bogen en kærkommen tilføjelse til de alt for få bøger der findes på dansk om videnskabelig skepticisme og kritisk tænkning.

Den Syvende Sans