af Janus B. Andersen

Dihydrogenmonoxid bliver brugt i atomkraftværker, i dyreforsøg og som tilsætningsstof i et hav af fødevarer. Det dræber tusinder af mennesker hvert år og kan findes i samtlige søer og vandløb i Danmark. Forfatteren Morten Monrad Pedersen spurgte en gruppe danskere, og 85% mente, at man burde forbyde dihydrogenmonoxid. Det er da sund fornuft, ikke sandt?

Muligvis, men sund fornuft er ikke nødvendigvis særligt klogt. Dihydrogenmonoxid er et andet ord for vand!

Oplysningen kommer fra Pedersens bog “Den 7. sans” med undertitlen “Hvorfor misforstår vi verden?”. Det er en bog, der fungerer som en elemental værktøjskasse til at fjerne ikke blot vores tendens, men også vores forkærlighed for at misforstå verden. Det er altid lettere at forholde sig til en god historie, end det er at sætte sig ind i komplicerede fakta – og derfor begynder vi at spise efter vores blodtype, undlader at drikke mælk, fordyber os i religion, benægter global opvarmning, skifter navne efter tal og griber i det hele taget efter et væld af mere eller mindre tåbelige ideer, der lover en mere enkel verden og en hurtig måde at blive sund/glad/millionær/guddommelig og så videre. 

For noget tid tilbage havde jeg en diskussion med en person, der frydefuldt bekendtgjorde, at kvantefysik jo var den videnskabelige forklaring for stort set alt, hvad hun drømte om: telepati, healing, krystaller og det “faktum”, at vand krystalliserer anderledes, hvis man tænker glade tanker til det. Det var aldrig rigtig før gået op for mig, at folk kunne anse naturvidenskaben for magi. Men det var et tydeligt tegn på, at der er en helt grundlæggende ting i vores verden, som stadig skal formidles. 

Religion under den kritiske lup

Heldigvis har vi på det seneste også set en del bøger på dansk, der går i rette med pseudovidenskaben. Især er det dog religionen, der står for skud, hvilket også har givet en del debat i medierne. Den er mere eller mindre døet hen nu, hvilket giver muligheden for at skue tilbage og se en række interessante bøger for folk, der interesserer sig for samfundet og den rolle, religion spiller (eller måske ikke burde spille).

“Den nye ateisme”, kaldes det – eller rettere, det kalder modstanderne det – og de meste fremtrædende navne er folk som Richard Dawkins, Sam Harris og Christopher Hitchens. Fælles for dem er, at de går hårdt (nogle siger: aggressivt) til religionen og gerne tykt understreger de dårligdomme, som de ser.

Richard Dawkins er en britisk evolutionsteoretiker, der har skrevet flere populærvidenskabelige bøger, ligesom han har lavet et par religionskritiske tv-dokumentarer, der også har været vist i dansk tv. Han opsummerer meget godt grunden til, at religion ikke blot skal betragtes som uskadelig: “I mine øjne er det ikke kun videnskaben, der underminerer religionen. Religionen underminerer også videnskaben. Den lærer folk at være tilfredse med nemme, overnaturlige ikke-forklaringer og gør dem blinde over for de vidunderlige, rigtige forklaringer, som vi har inden for rækkevide. Det lærer dem at acceptere autoriteter, åbenbaringer og tro i stedet for altid at kræve bevis.”

Flere af Dawkins’ bøger er udkommet på dansk, senest “Darwins teori”, der er et opgør med evolutionsbenægterne. De bekender sig gerne til “Intelligent Design” (at levende organismer er designede snarere end udviklet gennem de processer, som Darwin var en af de første til at klarlægge) – og de er naturligvis mest udbredte i USA. Men vi har dem også i Danmark, og et ofte gentaget udsagn fra den fløj er, at der ganske simpelt ikke er beviser for evolutionsteorien – Dawkins oplister så de beviser i rigt mål.

Men mere interessant i denne sammenhæng er hans “Illusionen om Gud” (den lidt skæve oversættelse af “The God Delusion”). “Illusionen om Gud” er et angreb, ingen tvivl om det – og den har da også afstedkommet adskillige modangreb. Det var en bog, Dawkins længe havde villet skrive, men han forlag modsatte sig, indtil fire år med George W. Bush i præsidentsædet havde modnet dem.

I bogen opstiller Dawkins de to konkurrerende hypoteser for vores verden:

  1. En skaber, der har designet verden
  2. Den videnskabelige hypotese, der forklarer, hvordan et enkelt udgangspunkt bliver komplekst.

 
Og så bruger han ellers tiden på at understøtte hypotese nummer 2. Dawkins er intelligent, men han er også vred, så ”Illusionen om Gud” er nok ikke for folk, der ikke bryder sig om at blive trådt lidt over tæerne. Der er dog også et underliggende glimt i øjet, hvilket fint afspejles af, at bogen er dedikeret til afdøde Douglas Adams, med et citat fra denne, som fint forklarer ateistens tilgang til verden:
 

“Er det ikke nok at se, at en have er smuk, uden også at skulle tro, at der gemmer sig feer i den?”.

Den uhellige treenighed

Dawkins var ikke den første, der var ude med riven i forhold til religionen – før ham kom bl.a. Sam Harris og Christopher Hitchens. De tre er sammen blevet kaldt “Den uhellige treenighed”.

Hitchens bog “Gud er ikke stor: hvordan religion forpester alt” angriber ikke blot kristendommen som Dawkins, men al religion – der ifølge ham er hovedkilden til had i verden. Og modsat Dawkins er Hitchens ikke videnskabsmand; han er journalist, forfatter, samfundsdebattør og en række andre funktioner. Men han er enig i, at religionen fremstiller en falsk version af verdens opståen, som er med til at undertrykke mennesker. Og han holder sig ikke tilbage – der bliver skrevet polemisk og med ironi og med tænderne blottet hele vejen igennem:

“Det gør ikke det hele lettere, at den Almægtige synes at have en tilbøjelighed til kun at åbenbare sig for uoplyste og kvasihistoriske personer i Mellemøstens mest uvejsomme områder, der gennem generationer har været hjemsted for afgudsdyrkelse og overtro, og hvor det i mange tilfælde allerede i forvejen flød med eksisterende profetier.”

En sjov detalje er, at Hitchens bruger et kapitel på at snakke om religionens forhold til grise – noget, man også kan læse om i norske Tor Åge Bringsværds lune lille bog “Jesus elsker ikke grise” (som fortælles i dialog med Grisling fra Peter Plys).

Sidste del af treenigheden er Sam Harris med bogen “Troens fallit”.

Harris fokuserer på det tabu, der er opstået omkring at diskutere religion. Gud er noget, man tror på, og så er den ikke længere. Og det sætter en stopper for udvikling. Desuden bryder han sig ikke om ordet ateist – der er ikke længere folk, som tror på Zeus, ergo er vi alle ateister i den henseender. Og der findes ej heller et ord for ikke at være astrolog. 

“Forestil dig en fremtid, hvor millioner af vore efterkommere bliver overbeviste om, at en bestemt film er lavet af Gud, eller at en bestemt type software blev kodet af ham. Forestil dig en fremtid, hvor millioner af vore efterkommere myrder hinanden på grund af rivaliserende fortolkninger af Star Wars eller Windows 98. Kan man forestille sig noget – noget som helst – der er mere latterligt? Og alligevel ville det ikke være mere latterligt end den verden vi lever i.”

Ligesom Dawkins og Hitchens er der lidt oplevelsen af en lettere aggressivt fortegnet billede af religion i Harris’ bog – men det ændrer ikke ved, at de er spændende og tankevækkende, især fordi de problematiserer ting, som i mange tilfælde bliver taget for givet. Harris har desuden skrevet opfølgeren “Brev til en kristen nation”, der især fokuserer på, hvordan religion påvirker samfundet helt grundlæggende. Det er naturligvis med udgangspunkt i amerikanske forhold, men er stadig værd at læse. 

Lavinen ruller!

Hvis man giver sig til at læse videre om de tre forfattere, vil man også opdage, at de har startet en lavine af debat. Folk, hvad enten de er enige eller uenige, har stået i kø for at ytre sig, og det er blevet til en lang række bøger, der angriber og forsvarer dem. Helt så slemt har det ikke været i Danmark, men der er dog blevet smidt med nogle ord i aviserne. Vi har også fået en del bøger om religionskritik og ateisme, men et direkte angreb på “den nye ateisme” står nok kun to gange Lars for: Sandbeck og Christiansen med bogen “Gudløse hjerner”. 

De to anser den nye ateisme for at være religionsmobning snarere end religionskritik, og de vil så give igen med samme mønt. Så der gås efter manden snarere end bolden, ligesom visse af deres modstandere naturligvis også gør. Det kan være opskriften på underholdende læsning, men ligesom de tidligere nævnte bøger må jeg nok indrømme, at polemik og spydighed fungerer bedst, hvis man er enig med afsenderen. 

De danske ateister og fornuftsfortalere er dog som regel noget mildere i tonen. 

Jesper Vind, der tidligere har været formand for Ateistisk Selskab, har f.eks. skrevet en bog om ateisme såvel som om Intelligent Design, begge ganske korte og overskuelige introduktioner til emnet. Interessant virker også “Det virkelige menneske” af Dennis Nørmark og Lars Andreassen – med undertitlen “Sjælen og kulturens naturhistorie”. Her frasiger de sig mysticismen og den velkendte tro på, at “der vil altid være noget ved menneske, vi ikke vil forstå” – mennesket er opstået fra de samme regler, der styrer resten af verden, og der er en naturlig forklaring på alt. 

Fra indledningen:

“I denne bog har vi sat os det mål at vise, at det er muligt at finde naturlige forklaringer på alt, hvad der vedrører mennesket. […] Det, du finder i bogen, er en grundig og omfattende indføring i menneskets åndelige, sociale og kulturelle egenskaber, og disse egenskabers oprindelse og udvikling – alt sammen forstået som en del af en samlet evolutionshistorie”

Vigtigst er dog afslutningen, der opsummerer grunden til, at man bør læse disse bøger, selv om man måske kan lade sig gå på af tonen i nogle af dem: Lad os samle os om den fornuft, vi alle er i besiddelse af. 

Videre læsning

Skeptica – www.skeptica.dk

Humanistisk Samfund – www.humanistisksamfund.dk

Ateistisk selskab – www.ateist.dk