af Jens Laigaard

    Kaplan, Stephen & Roxanne Salch Kaplan: The Amityville horror conspiracy . – Toad Hill : Laceyville, PA : Toad Hill [R.R. 2 Boks 16B, Laceyville, PA 18623, USA], 1995. – 256 s. – ISBN 0-9637498-0-3.

Mange okkulte temaer, som er populære i USA, slår af en eller anden grund ikke igennem her i landet. Her har vi nu for eksempel en ny bog, hvis titel straks vil kalde mange associationer frem hos den almindelige amerikaner. En gennemsnits-dansker vil derimod næppe ane, hvad der menes med Amityville og conspiracy .

For tiden er sammensværgelse et hot emne i de engelsktalende lande. Herhjemme kender vi godt begrebet, men det er ikke noget, der er fremme i medierne eller bliver dyrket med kultisk iver. Det er ikke blevet et kodeord med dyb betydning ligesom i USA, hvor They don’t tell us what’s going on er en læresætning på linie med It’s the real thing og God bless America .

Det klassiske eksempel på sammensværgelses-teorier er de mange udspekulerede bud på, hvem der egentlig stod bag mordet på præsident Kennedy, og hvordan Oswald og Ruby kun var toppen af et isbjerg, som offentligheden aldrig vil få kendskab til.

De fleste sammensværgelses-teorier har et politisk aspekt; men i de senere år er der blevet spædet godt op med overnaturlige elementer. Hvis man vil kende prototypen på en moderne sammensværgelses-teori, kan man ikke gøre noget bedre end at se et par afsnit af tv-serien "Strengt fortroligt". Den er sådan her: en gruppe kyniske mænd, som beklæder høje poster i militæret, regeringen, CIA, FBI, våben- og medicinalindustrien, sætter sig sammen for at ryge store cigarer og holde sandheden skjult for offentligheden. Sandheden kan omhandle nedstyrtede ufo’er, genetiske eksperimenter, parapsykologiske opdagelser, nye energikilder og lignende følsomme sager. Mændene bag sammensværgelsen bruger alle midler for at nå deres mål: aflytning, trusler, mord, politisk indflydelse og manipulation af medierne.

Sådan er det i fiktionen, og sådan mener en del mennesker, at det også er i virkeligheden. Og der er et stort publikum, som gerne vil høre deres vilde teorier. For nogle år siden blev der på selveste Wembley afholdt den "Første internationale konference som afslører et verdensomspændende bedrag". Og ved UnConvention96 handlede et af de mest populære foredrag om, at NASA’s billeder af astronauter på månen er et fupnummer. Der er ikke blevet landsat mennesker på månen!

Der hviler en festlig paranoia over de fleste sammensværgelses-teorier, og man kunne godt ønske sig noget mere af den slags her i landet. Vi kolde nordboer har en trist tendens til at spærre folk inde på den lukkede, selv om de har en vigtig mission at opfylde i Ude og Hjemme og TV2’s fredagsunderholdning.

Vel, så meget om conspiracy . Hvad er Amityville så for noget? Det er endnu en af disse læs-bogen-se-filmen-skrækhistorier, med elementer fra både "Exorcisten", "Poltergeist" og "Ondskabens hotel". Men til forskel fra disse tre er der det særlige ved "Rædslen i Amityville", at der er tale om en sand historie.

Vistnok! For historien havde næppe ramt avisernes forsider, før dens troværdighed blev draget i tvivl. Og mens Amityville gik sin sejrsgang som bestseller og Hollywood-film, arbejdede en lille, skeptisk modstandsbevægelse på at vise, at det hele var løgn og opspind. Stephen Kaplan, som døde i 1995, var den selvudnævnte leder af denne modstandsbevægelse. Hans bog kan godt gælde som sidste ord i sagen, selv om den virker lidt rodet og underlig.

Men lad os begynde med forhistorien. En nat i november 1974 fandt der et rystende massemord sted i den fredelige by Amityville, som ligger på Long Island. Den 23-årige Ronald DeFeo gik fra soveværelse til soveværelse og skød sine forældre og fire søskende. DeFeo blev idømte seks gange livstid.

Naturligt nok gik der nogen tid, inden der meldte sig en køber til familien DeFeos hus. Ejendommen på Ocean Avenue 112 var ellers nydelig, et treetages træhus i kolonistil med svømmepøl og eget bådhus. I december 1975 flyttede en ung familie ind, George og Kathy Lutz og deres tre børn.

Mindre end en måned efter flyttede de ud igen. Og her begynder Amityville-mysteriet. Hvad var grunden til, at de forlod huset? Hvad skete der i den korte tid, de boede der?

George og Kathy Lutz vidste udmærket besked med det seksdobbelte mord i huset. Men det var fortid, sagde de, og de var ikke overtroiske.

Efter hvad de selv fortæller, viste det sig imidlertid snart, at de var flyttet ind i et regulært spøgelseshus. Deres femårige datter sagde, at hun fik besøg på børneværelset af en gris med glødende røde øjne. Det dæmoniske uhyre, som familien døbte "Jodie", forskrækkede også de voksne ved at stirre ind ad vinduet om aftenen, og en nat blev George Lutz vækket ved, at grisen havde anbragt sig på hans bryst. En anden nat blev han rystet over at se sin kone levitere over sengen. George havde i det hele taget problemer med nattesøvnen. Han vågnede jævnligt klokken kvart over tre, netop på det tidspunkt, hvor mordene var blevet begået.

Hertil kom en række velkendte poltergeist-forstyrrelser. Mystiske lyde. Døre og skuffer, som gik op og i af sig selv. En tung dør, som blev revet af sine hængsler. Hundredvis af spyfluer, som pludselig summede i et vindue – midt om vinteren. En dag, hvor George opholdt sig i dagligstuen, hørte han musik fra et orkester, og gik ud for at finde ud af, hvor lyden kom fra. Da han vendte tilbage, var tæpperne i stuen rullet sammen og møblerne flyttet rundt.

Spooky, hvadbehager? I hvert fald en god historie. I efteråret 1977 udkom bogen "The Amityville horror", skrevet af Jay Anson, med undertitlen "A true story". Anson havde aldrig mødt familien Lutz personligt. Han var en professionel skribent, som havde forfattet bogen på grundlag af båndoptagelser, hvor George og Kathy fortalte om deres prøvelser i det besatte hus. Bogen lugtede langt væk af "Exorcisten", der optrådte sågar en præst, som forsøgte at velsigne huset, men blev mødt af en dundrende mandsstemme, som råbte: Forsvind!

"Amityvilles" succes kunne også minde om "Exorcisten". Bestseller i hardcover. Salg på 6,5 millioner eksemplarer i paperback. Spillefilm med James Brolin, Margot Kidder og Rod Steiger i hovedrollerne. Flere bøger: "The Amityville horror II", "Amityville: the final chapter" og "Amityville: the evil escapes", skrevet af John G. Jones i samarbejde med Lutz’erne, samt "Murder in Amityville" af Hans Holzer. Og flere film: yderligere seks med Amityville i titlen. Hertil kom det sædvanlige hav af interviews og artikler, blandt andet – temmelig grotesk – én i bladet Good Housekeeping.

Ordet Amityville blev banket godt fast i den amerikanske bevidsthed. Men det var ikke længere en by på Long Island. Det var en moderne myte, et medie-monster i pæn størrelse, en pengemaskine.

Amerikanerne kan godt lide tanken om den lille mand, der tager kampen op mod systemet, og det er netop denne rolle, Stephen Kaplan påtager sig i bogen "The Amityville horror conspiracy". Kaplan blev involveret i sagen umiddelbart efter, at familien Lutz forlod huset i januar 1977. Lutz bad Kaplan undersøge huset, men bakkede senere ud igen. Kaplan var en ret kendt parapsykolog, og derudover var han lærer og havde gennem en slags åbent universitet erhvervet sig en doktorgrad. Den får vi lige et par gange, i al beskedenhed. Der står "Stephen Kaplan, Ph.D." både på bogens ryg, forside og titelside.

Kaplan kalder sig "a ghostbuster who believes in ghosts". Hans indfaldsvinkel er netop, at han tror på psi-fænomener og hjemsøgte huse. Ethvert svindelnummer, som kan bringe den psykiske forskning i miskredit, skal afsløres og fordømmes. Amityville er sådan et svindelnummer, hævder han. Og han har noget at bakke det op med. Han har fulgt sagen nøje gennem tyve år, indsamlet artikler og talt med en del af de involverede, heriblandt politifolk, Jay Anson og George Lutz selv.

Det bedste bevis kan Kaplan desværre ikke levere – nemlig en underskrevet tilståelse fra mr. og mrs. Lutz om, at spøgerierne bare var en spøg. Til gengæld påviser han så mange uoverensstemmelser i sagen, at det nærmest bliver umuligt at tage den for gode varer. Hans udgangspunkt er Jay Ansons bog, der står som den autoriserede version af sagen, og som er blevet markedsført og slugt af millioner som "en sand historie". Her er et beskedent udvalg af de ting, Kaplan trækker frem:

I Ansons bog opgives der tre forskellige datoer for, hvornår familien Lutz flyttede ind i huset. Hvis de ikke engang kan huske, hvornår de flyttede ind, hvor alvorligt skal man så tage alt det andet, de fortæller?

I den allerførste artikel om spøgeriet (i Long Island-avisen Newsday) stod, at familien flygtede fra huset efter 10 dage. I Ansons bog er det blevet til 28 dage – måske for at få plads til flere rædsler.

I artiklen i Newsday fortalte en nabo, at Lutz havde travet rundt om huset sammen med en præst, der bar et stort kors, nogle dage efter at familien var flyttet ud. Hos Anson står der derimod, at præsten skulle velsigne huset samme dag, de flyttede ind.

Ifølge Anson tog Lutz den 3. januar til politistationen i Amityville og fik kriminaloverbetjent Pat Cammaroto med hjem for at besigtige huset. Cammaroto så tydelige grisespor i sneen uden for huset, og følte, at der var "stærke vibrationer" inde i huset. Kaplan har talt med Cammaroto, og denne siger lige ud, at han aldrig har været på ejendommen, mens familien Lutz boede der.

Der er masser af andre godbidder. Kaplan har samlet selv den mindste unøjagtighed op og smider det hele i hovedet på Lutz & Anson. Vi får også side op og side ned med alle de radioprogrammer, Kaplan deltager i, og alle de aviser, han udtaler sig til i sandhedens tjeneste. Bogens billedmateriale er ret bizart. Der er et par fotos af Kaplan i positur uden for spøgelseshuset. Resten, og det er hovedparten, viser Kaplan med kone og venner til kostumebal inde i selve huset – indbudt af de nye ejere. Det har sikkert været en festlig aften, men alligevel -!

Hvad så med den "sammensværgelse", der nævnes i bogens titel? Det er ærlig talt en tynd omgang, slet ikke noget på højde med Kennedy eller "Strengt fortroligt". Kort fortalt mener Kaplan, at historien med det besatte hus er blevet opdigtet med henblik på at skaffe Ronald DeFeo ud af fængslet. George Lutz var ven med DeFeos advokat, William Weber. De to planlagde at stable en appelsag på benene – ud fra en påstand om, at DeFeo havde været besat i gerningsøjeblikket. De dæmoner, som gjorde livet surt for familien Lutz, skulle også have drevet DeFeo til det seksdobbelte mord.

Også her har Kaplan samlet en del tunge indicier, men ikke noget, der ligner et endeligt bevis.

Det økonomiske aspekt i svindelnummeret står derimod lysende klart. George og Kathy Lutz købte huset for 80.000 dollar, men deres budget tillod kun et hus, der kostede det halve. De indså snart, at de ikke ville være i stand til at klare afdragene. Faktisk havde de ikke engang råd til at reparere fyret (og senere fik dæmonerne skylden for, at der altid var iskoldt i huset). Men påstanden om, at huset var hjemsøgt, rettede op på sagerne. Det var alle tiders forretning. Ægteparret Lutz havde sikret sig halvdelen af honoraret for Ansons bestseller. Og heldigvis var dæmon-grisen Jodie ikke sådan at blive af med. Den fulgte efter Lutz’erne, da de flyttede til Californien. Der kunne skrives en fortsættelse … og endnu en …