af Sonja Sabinsky

Sonja Sabinsky er journalist på Den Liberale Presse i København – 13 provinsdagblades fælles redaktion. Artiklen bringes her med forfatterens venlige tilladelse.

Det begyndte ellers så godt. Ved en tilfældighed havde jeg set en mand i fjernsynet, der kaldte sig clairvoyant. Han virkede ærlig, jeg blev nysgerrig og skrev hans navn ned.

Sommeren kom og med den agurketid. Politikere, eksperter og kunstnere var draget ud i sommerlandet. Læserne ligeså, men avisen skulle ud. Jeg kom i tanke om manden. I tanke om, hvor mange danskere, der er begyndt at interessere sig for den åndelige verden. Det vidnede tv-udsendelserne "Åndernes Magt" om. Det vidner et kig på Internettet om. Slår man op under "clairvoyance", får man en alenlang liste med folk, der fortæller om deres særlige evner.

Det vidner byen, jeg bor i om – København. Næsten hver gade har sin egen åndelige vejleder, clairvoyant eller healer.

Jeg ringede op, præsenterede mig og fortalte, at jeg gerne ville lave et interview med Jens Bo Lund, som han hedder. Han ville gerne medvirke, og vi blev enige om, at mødet skulle begynde med en clairvoyance.

Dagen oprandt, solen skinnede, fuglene fløjtede, og vi satte os straks til rette i hans enkelt indrettede arbejdsværelse i huset i Holte nord for København. To stole, et maleri i glade farver, levende lys – og cd-optager tændt. Seancen skulle nemlig optages.

Jens Bo Lund forklarede kort, hvad der skulle foregå. At ånderne ofte meddelte sig gennem ham med et billede, en følelse eller spredte sætninger. Måske bare tre ord, som han så selv ville forsøge at sætte sammen til en mening, og her måtte jeg gerne hjælpe ham.

Med et nik, en hovedrysten eller en kommentar.

Men vel ville jeg ej, for så er vi jo netop ovre i det, som så ofte sker – og som også med al tydelighed skete i "Åndernes Magt." Mediet eller den clairvoyante opsnapper reaktioner fra personen, og brygger videre på det, og hvordan pokker kan man så vide, om det er ånden, der er på spil eller den clairvoyante selv, der leger psykolog.

Ingen hjælp
Efter cirka ti minutter kom der angiveligt en ånd ned. Jens Bo Lund stønnede, pustede og virkede meget følelsesmæssigt berørt.

Der var mange pauser undervejs, hvor forbindelsen til ånden blev afbrudt. Men det korte af det lange er, at Jens Bo Lund/ånden ikke fortalte mig noget, han/hun ikke kunne have fortalt enhver anden – og det ville have passet. På samme måde som horoskoperne i ugebladene jo også passer på de fleste. Lidt utilfredse er vi vel altid med tilværelsen.

Jeg virkede meget dominerende, fik jeg at vide – skræmmende. Det behøver man ikke at være ånd for at se. Det behøver man såmænd bare at være hr. Lund for at se, for jeg var nemlig ikke sød og samarbejdsvillig. Jeg nikkede ikke, jeg rystede ikke på hovedet, og jeg kom ikke med kommentarer undervejs. Med andre ord: Jeg hjalp ham ikke, men lod ham sejle i sin egen åndelige sø. Jeg hjælper heller ikke blikkenslageren, elektrikeren eller maleren for den sags skyld, men regner med, de klarer arbejdet selv, så skal jeg nok klare regningen.

Pokerfjæs
Jens Bo Lund fik det dårligere og dårligere. Det bliver skræmmende tydeligt, når man gennemlytter cd"en. Jeg har afspillet den for mine nærmeste, der kun havde hovedrysten tilovers for, hvad de hørte.

"Han kunne have sagt nøjagtigt det samme til mig, og det havde passet." lød deres kommentar.

Efter en times tid trykkede Lund på cd-optageren. Han havde fået en meddelelse fra den åndelige verden om, at han ikke måtte gå længere, og at han skulle aflyse det efterfølgende interview.

Han kunne simpelthen ikke få det til at fungere, når jeg bare sad der med "pokerfjæs" på, som han udtrykte det, han måtte have nogle reaktioner fra mig. Han fortalte også, at han, da vi talte sammen i telefonen, havde fået indtryk af, at vi var på bølgelængde, at jeg var åben overfor den åndelige verden, men nu da han havde mødt mig, måtte han revidere den opfattelse. Han kunne ikke blive helt klar over, hvad der skete, men vi skulle under ingen omstændigheder fortsætte.

Jeg rejste mig, samlede tasken op og modtog cd"en. Et øjeblik stod jeg lidt og følte mig som en slem pige, der blev irettesat af skolelæreren, men det her var jo langt værre. Den åndelige verden havde forkastet mig, de ville ikke tale med mig – ud, væk, forsvind.

Meget har jeg været udsat for i min tid som journalist. Der har været mere eller mindre god kemi, interviews er blevet aflyst af sygdom, andre aftaler, der kom på tværs og så videre. Men nu har jeg altså også prøvet af få et interview aflyst af den åndelige verden.

Jeg fortalte Jens Bo Lund, at jeg jo ikke var kommet for at høre på ham, men for at høre på ånderne, og at jeg ikke rigtigt forstod, at de ikke var sprøjtende ligeglade med mine reaktioner undervejs.

Og desuden var der vel ikke noget galt i at lave en kvalitetstest på en mand, der slår sig op som clairvoyant og tager penge for sine seancer. 900 kroner pr. gang. Men de ord prellede af, for det var blot endnu en bekræftelse på, at det var rigtigt ikke at gå videre, mente han. Den åndelige verden behøvede ikke at bevise noget for mig. De havde andet at foretage sig end at overbevise mig om, at der er mere mellem himmel og jord. Og det kunne jeg sådan set godt forstå, men det var heller ikke ånderne, jeg var ude efter – jeg var faktisk slet ikke ude efter nogen. Men jeg er jo heller ikke idiot.

Brug fornuften
Journalistikkens væsen er at være kritisk – og selvfølgelig er jeg da kritisk, når jeg møder en mand, der hævder at han har særlige evner. Det ville jeg i øvrigt også være, hvis jeg havde opsøgt ham privat. Jeg kræver da beviser, og psykologisk sniksnak, som enhver kunne have fortalt mig, overbeviser mig ikke.

Hele det åndelige gedemarked kræver simpelthen et eftersyn. Nu må vi bruge vores sunde fornuft og holde op med nøjes med troen og den gode samarbejdsvilje.

Det ville da være interessant, om der er liv efter døden – om sjælen, bevidstheden lever videre, når kroppen er gået i opløsning.

Og det vil jeg da ikke udelukke på forhånd. Men beviser, mine damer og herre – beviser.

Og til mine journalistiske kolleger vil jeg sige: Hold jer fra det område. Eller kræv noget mere.

Kilde: Para-nyt 2002 nr. 6. Reference: Kronik i Flensborg Avis 2 september 2002

[*]