af K. Henning Nielsen

Paa de parapsykologiske Fænomeners Omraader kan Hypnosen være til stor Hjælp for en større Forstaaelse. Hermed er ikke sagt, at hypnotisk Suggestion eller Autosuggestion forklarer alle disse ejendommelige Foreteelser, som vi under ét kalder »psykiske Fænomener«, men de fleste af de ganske vist forskellige Fænomener, som kommer ind under denne Fællesbetegnelse, viser dog Tegn paa en mere eller mindre aabenbar Forbindelse med Tilstande, der paafaldende ligner den hypnotiske Tilstand.

Ikke blot viser den hypnotiske Tilstand sig ofte gunstig for de telepatiske, psykometriske og clairvoyante Evners Udløsning, men meget kunde tyde paa, at i alt Fald en Del af de okkulte og spiritistiske Fænomener ofte indeholder Elementer af Suggestion eller Selvsuggestion.

Naar et Fænomen som Personlighedsspaltning – en tydelig Forstyrrelse i Forholdet mellem de forskellige »Lag« af Subjektets Underbevidsthed – kendt i ældre Tider som Besættelse – kan fremkaldes ved Hjælp af hypnotisk Suggestion – og naar den automatiske Trance, som et spiritistisk Medium benytter sig af, viser sig at have en afgjort Lighed med den hypnotiske Tilstand, og det iøvrigt er muligt ved Hjælp af hypnotisk Suggestion at fremkalde f. Eks. Automatskrift og Trancetale – er det da ikke et Bevis paa, at de spiritistiske og »okkulte« Fænomener »kun« er et Udslag af Mediets Underbevidstheds Virke, og saaledes i Virkeligheden bunder i Autohypnose og Autosuggestion?

Jeg har i Masser af Tilfælde ved Hjælp af posthypnotisk Suggestion fremkaldt Automatskrift eller Trancetale, ligesom jeg ogsaa har bestemt Indholdet af – eller i hvert Fald Temaet for “de »Aandebudskaber«, der herigennem er kommet til Udtryk. Men herimod kan man fra spiritistisk Side – og med fuld Føje – indvende, at selvom disse Fænomener rent mekanisk kan fremkaldes gennem hypnotiske Manipulationer og altsaa startes af et endnu levende Menneske – saa kan de ogsaa – naar Betingelserne herfor er givet i Trancetilstanden – fremkaldes af diskarnerede Væsener. Spørgsmaalet er altsaa ikke saa ligetil at besvare, og det er da ogsaa saaledes, at Videnskaben overfor de okkulte Fænomener staar splittet i 3 Lejre. Nogle anser Okkultisme og Spiritisme for at være Udslag af en Blanding af Suggestion, Selvbedrag og Bedrag i det hele taget. Andre anser Fænomenerne for at være ægte, men hævder, at de »kun« skyldes Mediets underbevidste Virke. Atter andre anerkender den spiritiske Hypotese. Blandt disse sidste tæller mange fremragende Forskere, som gennem lang Tid af deres Liv har viet deres hele Interesse til Studierne af de parapsykologiske Fænomener.

Den første Kategori kan vi se bort fra. Selvom Medier er blevet grebet i Bedrag – hvadenten det har været bevidst eller ubevidst Bedrag – selvom de har løst stillede Opgaver forkert – har afsløret, at de ligger under for Selvbedrag – eller paa anden Maade er kommet til kort, saa bliver der dog et anseligt Materiale tilovers, som ikke kan forklares ud fra en Paastand om, at naar eet paastaaet Fænomen viser sig at være Svindel eller Selvbedrag, saa er alle »okkulte« Fænomener Svindel og Selvbedrag.

Den materielt mekanistisk indstillede Naturvidenskab, som paastaar, at alle vore Erfaringer kommer til os gennem vore kendte Sanser, og som afviser enhver Tale om Erfaring uden disse kendte Sanser som Mellemled, maa før eller siden grundigt revidere denne Opfattelse. Den vil simpelthen blive tvunget til dette, dersom den ønsker at tage Notits af de Resultater, som den psykiske Forskning har opnaaet, og det er Resultater, som ikke i det lange Løb kan ignoreres.

Den anden Kategori – som godkender Fænomenerne som saadanne, men som forklarer disse som udelukkende foraarsagede af Kræfter, knyttede til Mediernes Underbevidstheds Virke – maa imidlertid arbejde med Teorier, som egentlig ikke er mindre fantastiske end den spiritistiske Teori.

Vel er mange af Fænomenerne nok i Almindelighed forklarlige ud fra Teorien om det subliminale Jegs Virke. Men naar et Medium i Trance eller en hypnotiseret Person pludselig giver Oplysninger, som vedkommende ikke ved Hjælp af de normale Sanser kan være kommet i Besiddelse af, og disse Oplysninger kan verificeres, da maa man tillægge Underbevidstheden ganske overordentlige Evner.

Telepati kan undertiden anføres som en Forklaring. Men en saadan telepatisk Aftapning som Kilde for de fremkomne Oplysninger er end ikke altid tilstrækkelig. Medier er nemlig ofte fremkommet med Oplysninger, som absolut intet levende Menneske har haft den ringeste Forudsætning for at komme i Besiddelse af, og disse Oplysninger har senere vist sig at være rigtige.

Faktisk er det saadan, at det meget omfattende Materiale af verificerede Oplysninger og Meddelelser, der er fremkommet gennem Automatskrift, Trancetale, Krydskorrespondance, Clairvoyance etc., og som i Tidens Løb er samlet og efterkontrolleret af ansete Forskere, stiller os overfor Valget imellem at udstyre Underbevidstheden med en Evne til at skaffe sig Viden, der nærmer sig Alvidenhed – eller ogsaa at antage den spiritistiske Hypotese.

De Forskere af de parapsykologiske Fænomener som ikke anerkender den spiritistiske Teori, har da søgt Tilflugt i »Kryptæstesien« – som forudsætter, at alt hvad der er sket gennem Tiderne, og alt hvad der vil ske i kommende Tider paa en eller anden Maade er registreret og arkiveret enten i en Slags »Verdensbevidsthed« – (Ligheden med Indernes Akhasa-Kronik er her slaaende) eller i en Dimension udover de kendte tre. Mediet skulde da i Trance være i Stand til at hente Oplysninger i dette Verdensarkiv.

Det er en Forklaring – omend temmelig fantastisk – og strengt taget synes den spiritistiske Teori som Forklaring paa disse ejendommelige Fænomener at være adskilligt enklere.

Kryptæstesiens Indføjelse i Underbevidsthedsteorien gør det imidlertid umuligt at føre et holdbart Bevis for den spiritistiske Teori.

Selv om Meddelelse gennem et Medium er holdt i en Form, som giver Udtryk for, at den stammer fra en afdød Personlighed, og selvom den indeholder minutiøse Enkeltheder af personlig Karakter og virker aldeles overbevisende paa dem, som har kendt vedkommende Personlighed, og selv om Meddelelserne indeholder Oplysninger, som ikke tidligere har været kendt, og disse bagefter efterprøves og findes rigtige, saa er alt dette ikke noget holdbart Bevis for den spiritistiske Teoris Rigtighed. Saa længe der maa regnes med Muligheden af at erfare enhver svunden eller kommende Begivenhed fra Kryptæstesiens upersonlige Kilder, er et afgjort Bevis for Spiritismen udelukket.

Om man vil regne Fænomenerne for at være Udslag af en sekundær Personligheds supernormale Evner, eller man vil tilskrive Aanderne dem, bliver saaledes en Skønssag.

Vender vi os imod de fysiske Fænomener, som nogle Medier paastaas at være i Stand til at præstere, f. Eks. Levltationer, Materialiseringsfænomener, Telekinese etc., vil vi se, at disse kun forekommer forholdsvis sjældent. De kan dog ikke derfor negligeres. Der foreligger imidlertid fra den allernyeste Tid et righoldigt Materiale over omfattende Forsøg med et større Menneskemateriale, gaaende ud paa at konstatere, hvorvidt Mennesket ejer en Kraft til mentalt at paavirke Materien. Director of the Parapsychology Laboratory of Duke University, den amerikanske Professor J. B. Rhine har foruden Tusinder af Forsøg med Telepati og Clairvoyance (E. S. P. = Extra Sensory Perception), som uomtvisteligt viser, at Mennesket er udrustet med Evner til at skaffe sig Viden uden om de kendte Sanser, ligeledes anstillet omfattende Forsøg med Telekinese (eller som han kalder det »psychokinesis«, P. K. tests), som ikke lader Tvivl tilbage om, at Mennesket ligeledes er udstyret med en mental Energi, der kan virke direkte ind paa Materien.

Disse P. K. Forsøg gik ud paa, at Forsøgspersonerne – hovedsageligt Studenter fra Universitetet – skulde paavirke en Ternings Fald mentalt. Der blev anstillet Tusinder af saadanne Experimenter.

F. Eks. var nogle af Forsøgene tilrettelagt paa den Maade, at Forsøgspersonerne i to Kast skulde faa Terningerne til at vise en Kombination, der udgjorde Tallet 7. De Antal Gange dette Tal fremkom ved en Kombination af to paa hinanden følgende Kast blev noteret, og efter 12 Kast blev Træf ferne talt op. Rent pr. Chance kunde man nu forvente to Gange Kombinationen 7 for hver 12 Kast, men dette Gennemsnitstal blev tydeligt overskredet gennem Tusinder af Forsøg.

For nu at udelukke enhver Form for bevidst eller ubevidst Præparation f. Eks. ved Tilrettelægning af Terningerne i Bægerne, foretoges en stor Part af Forsøgene paa den Maade, at Terningerne blev kastet ad mekanisk Vej, mens Forsøgspersonen koncentrerede sig om Resultatet af Kastet. Disse Forsøg viste lige saa tydeligt Resultater over det Gennemsnit, man ved en matematisk Udregning kunde forvente.

Forsøg gaaende ud paa at lade Forsøgspersonerne indtage Sovemidler, der gjorde dem døsige, viste sig straks at give sig Udslag deri, at de ikke var i Stand til at »score« over, hvad man ved en matematisk Udregning kunde forvente, mens en Ophævelse af Sovemidlets Indvirkning ved Hjælp af Coffein viste sig atter at gengive Forsøgspersonerne Evnen til at score over Gennemsnittstallet. Professor Rhine fandt saaledes, at den psychokinetiske Kraft er direkte afhængig af Subjektets mentale Kondition og hans Evne til Koncentration.

Disse Experimenter, der alle blev udført, mens Forsøgspersonerne befandt sig i vaagen bevidst Tilstand, er højst interessante, idet de – selvom det kun var forholdsvis smaa Genstande som Terninger, der paavirkedes, og dette selvfølgelig, hvad Indvirkningen paa Materiemasser angaar, blegner ved Siden af Beretninger om Levitationer af tunge Borde etc. – dog viser en klar Linie.

Mennesket ejer en vis psykisk Indflydelse paa Materien, som omgiver det. Hvori denne Kraft bestaar, kan ikke afgjort siges. Noget synes at tyde paa, at den er intimt forbundet med den tidligere omtalte nervøse Energi og Nervestraaling. Tager vi de Forsøg, som har været anstillet for at konstatere Muligheden af en Exteriorisation af Følsomheden, synes disse at vise et vist Sammenhæng med P. K. Forsøgene. (Exteriorisation af Følsomheden – Udskillelse af Følsomheden – Følsomhedens Forlæggelse udenfor Legemet). Experimenter foretaget af Rochas d’Aiglun og efterprøvet af Boirac og senere af Rudolf Tischner synes at tyde paa, at en saadan Forlæggelse af Følsomheden udenfor Legemet virkelig kan finde Sted. – Tischners Experimenter gik ud paa, at Forsøgspersonen under Hypnose holder et Glas Vand, under hvis Bund der er anbragt et Mærke med et Nr. Han indgives nu den Suggestion, at Følsomheden fra Haanden, som holder Glasset, flyttes over i Vandet. Glasset stilles derefter paa et Bord sammen med andre Glas af samme Slags, der ligeledes er mærket under Bunden, men med andre Numre – og med nøjagtigt ligesaa meget Vand i. En tredie Person – som ikke kender Numrene, som Glassene er mærkede med – kommer nu til og blander med behandskede Hænder Glassene udenfor saavel Forsøgspersonens som Experimentatorens Synsfelt – saaledes at ingen ved, hvilket Glas, der er »ladet med Følsomheden« fra Forsøgspersonens Haand. Dette kan kun konstateres ved at løfte Glassene og se efter under Bunden af disse. Nu kniber Experimentatoren en Pincet sammen i Vandet i de forskellige Glas, eller han stikker en Naal ned i Vandet, Forsøgspersonen reagerer ved at føle Smerte ved Stik af en Naal eller Knibning af en Pincet i Vandet i et af Glassene. Det viser sig da ved Aflæsning af Numrene at være Vandet i det Glas, som Experimentatoren har »befalet Følsomheden fra Forsøgspersonens Haand at gaa over i«.

Selv har jeg med gode Resultater efterprøvet disse Experimenter. I et enkelt Tilfælde prøvede jeg med en Forsøgsperson – en ung Mand – som aldrig havde været hypnotiseret, og som ifølge sine egne Udsagn overhovedet intet kendte til Hypnose – (han tvivlede endogsaa om, at Hypnose virkelig existerede og var nærmest af den Opfattelse, at den var baseret paa Svindel) følgende Experiment:

Jeg gav ham af 5 mærkede Glas med Vand et i Haanden. Jeg kendte naturligvis Nummeret paa dette Glas. Jeg bad ham nu blot holde dette Glas i Haanden og bad ham samle Opmærksomheden om Glasset. Han blev ikke indgivet Suggestioner af nogen Art. Efter nøjagtig 5 Minutters Forløb blev Glasset anbragt paa et Bord bag Forsøgspersonen sammen med de øvrige 4 Glas, og mens vi begge havde Ryggen vendt til Bordet, blev Glassene flyttet om mellem hverandre af en tredie Person, som nu kom til. Denne vidste ikke hvilket Glas, Forsøgspersonen havde holdt i Haanden. Ingen af os vidste nu, hvilket Glas der var »ladet«.

Forsøgspersonen reagerede kraftigt – saa kraftigt, at han med venstre Haand tog sig til højre – den Haand, der havde holdt Glasset – hver Gang jeg nu stak Naalen ned i Vandet i et bestemt Glas. Dette skete trods det, at han stadig havde Ryggen vendt til Glasset og intet kunde se af, hvad der foregik – og trods det, han – saavidt det kan konstateres – ikke havde Anelse om hvad Experimentet gik ud paa. Glasset var det, han havde holdt i Haanden. Han reagerede ikke overfor Stik i de andre Glas. Ligeledes reagerede han kun ved Stik gennem Overfladen af Glassets »ladede« Indhold – ejendommeligt nok ikke f. Eks. ved Kradsning med Naalen paa selve Glasset. Ved at spørge hvor han følte Smerte, konstaterede jeg, at der i og for sig ikke var Tale om et nærmere lokaliseret Omraade. Han svarede blot, at det gjorde ondt »et eller andet Sted i højre Arm eller Haand.« Nærmere kunde han ikke opgive.

Nu bliver Spørgsmaalet det: Reagerer Forsøgspersonen ved at føle Smerte, naar der stikkes i det bestemte Glas Vand som Følge af en Kombination af telepatisk Aftapning – dette at Mediet ved, at det skal føle Smerte – og Clairvoyance – dette at Mediet ved, hvilket bestemt Glas det drejer sig om, eller finder der virkelig en Forskydning af Følsomheden Sted ud over det fysiske Legemes Grænser_

Den første Teori synes indviklet*. Den anden leder uvilkaarligt Tanken hen paa Mesmerlsternes »Magnetisering af Vand«.

Jeg skal ikke nærmere kommentere den lange Række af forskellige parapsyklske og parafysiske Fænomener, som den psykiske Forskning beskæftiger sig med, og som i Almindelighed er lidet kendte udenfor Kredse, der beskæftiger sig med disse Fænomeners Problemer. Fænomenerne som saadanne er imidlertid Kendsgerninger, som man er nødt til at anerkende, og hvadenten man nu vælger den ene eller den anden Teori af de mange som Forklaring, maa det Indrømmes, at de psykiske Fænomener afslører, at Mennesket ejer skjulte sjælelige Kræfter, hvis Klarlæggelse vil aabne meget vide Perspektiver for Menneskeaanden.

Personlig synes det mig overordentlig sandsynligt, at disse Perspektiver vil afsløre Individets Placering i en uendeligt meget større Sammenhæng end Opfattelsen af den menneskelige Personlighed som en Mekanik, der kun virker mellem Fødsel og Død, giver Udtryk for. 

*) Den i det her beskrevne Forsøg anvendte Person viste ved Forsøg foretaget senere med Telepati og Clairvoyance ingen Evner paa disse Omraader. Han var ligeledes meget vanskelig at hypnotisere, og det var mig ikke muligt at bringe ham i saa dyb en Form for Hypnose, at det f. Eks. kunde lade sig gøre at fremkalde Hallucinationer hos ham.

Kilde: Uddrag af “Grundtræk af Hypnosens Væsen og Karakter : Diskussioner og Behandlinger med Henblik paa Opfattelsen af den hypnotiske Tilstand” / af K. Henning Nielsen. – København : Uranus Forlag, 1949. Side 118-125